For resten af livet [Bryllupstråd]

[Joufre af Treillery]

Hendes feminine hænder bevægede sig nedover hans klæder, nedover brystkassen, men det til trods gjorde han ikke selv nærmere tilnærmelser. Ikke endnu. Han hørte hende begynde at grave sig ind i dét, som han havde formodet var en sandhed, men som han reelt ikke burde have en holdning til. Cosette havde været enke. Han kunne for såvidt ikke fortænke hende i det, hvis hun havde forsøgt at jage sorgen bort med andre mænds selskab, men det åbenbarede hun nu for ham, at hun nok ikke havde. Han nikkede kort. "Jeg forstår," brummede han, men der var en varme i hans øjne, omend tanken om hende med en anden i dét øjeblik ikke var videre behagelig. Da hun begyndte at fumle med sine egne snører, blev han dog klar over, at det ikke var en afvisning, der havde lydt. Hun ville gerne. Det var i hvert fald det indtryk hun gav, da hun nærmest inviterede ham til at hjælpe hende ud af den smukke bryllupskjole. "Vi har al tid i aften, Cosette.. Intet behøves forhastes," indskød han så, mens fingrene arbejdede med snørerne, og langsomt løsnede stoffet. Stof, som han fik til at glide lidt ned, da hans hånd løftede sig til hendes skulder og blidt begyndte at lade stoffet glide mod gulvet. "Og jeg er din mand," konstaterede han, da han på ny kyssede hende.

[Cosette af Treillery]

Cosette havde oftere følt behov for at dulme sine sorger over den tidligere ægtemansds død. Modsat hvad andre måske ville tro, var det dog ikke anden kærlighed eller intimitet hun havde søgt, men derimod nærmere opiumshulen, hvor hun oftere havde besøgt Gustabis-familien. Jo…Cosette havde skam været et ganske velkendt ansigt i etablissementet, som tilhørte Flavia af Gustabis. Her havde hun oftere søgt den ro, som lidt røg kunne give.

Alt dette brød dog kun med hendes hoved et kortvarigt øjeblik, før tankerne gled tilbage på Joufre i stedet. Hun nikkede, anerkendende overfor hans ord og som han fumlede yderligere med snørerne i kjolen, kunne hun mærke, hvordan spændingen indfandt sig hos hende, som hendes mave snørede sig sammen. Uden mange betænkeligheder, lod hun ham dog videre klæde hende af og selv fumlede hun lidt med hægterne i hans skjorte, som hun åbnede helt, før hun lod den krænge af ham og falde til gulvet. Hun lod det hvide stof glide nedover skuldrene og som overdelen faldt hende om livet, indfangede hun igen hans læber. Hun vaklede lidt forsigtigt sidelæns imod himmelsengen og som overdelen faldt hende helt nedom livet og blottede barmen, placerede hun sig let på sengens kant, atter uden at bryde deres kys.

[Joufre af Treillery]

Ingen klare indikationer på at hendes grænser blev overskredet fandt Joufre i den stund, mens fingrene fumlede med snørene i den hvide kjole. En vidunderlig kjole, der langsomt kom til at sidde løsere for så at glide ned om hendes overkrop, netop som også hun lykkedes med at blotte hans brystkasse og krænge skjorten af ham. Han var optaget af kysset, og det var derfor lidt i blinde, men dog målrettet at hans hånd gled opad og fandt hendes ene bryst, og det var ved fornemmelsen af at omfavne det, at han måtte bryde kysset med et tungt suk over fornemmelsen. "Cosette," brummede han saligt, stemmen lidt påvirket af situationen. Han fangede hendes blik, inden han så lod sit eget vandre i sin værdsættelse af hende, og han betragtede hende ublufærdigt. "Du er fuldstændigt... Vidunderlig," bekendtgjorde han, før han kyssede hende på ny. Lidt dybere denne gang. Begærligt. 

[Cosette af Treillery]

Cosette betragtede sin husbond, som han fulgte hende til sengen. Hun lod sine hænder søge ned over hans bare overarme, som de sad og tungt åndede hun ud, da hun atter mærkede kjolens øverste del give slip og blotte hendes barm og overkrop.

Et lille smil krusedes på hendes læber ved Joufres uforbeholdne og hengivne ord og forsigtigt strøg hun ham ned over kinden. Hånden fandt vej omkring hans nakke og derpå trak hun ham forsigtigt ned og ligge indover sig på sengen, imens hun gengældte hans dybe og begærlige kys.