Et nyt liv

[Olivia af Bois]

Flavia af Gustabis

Det var aften og gæsterne til selskabet i Gustabis' byhus havde spist og havde nu rejst sig og begyndt at bevæge sig rundt  mere løssluppent. Olivia, som lige var kommet til denne uge, havde lidt akavet spurgt ind til hvad de andre kvinder syntes om astronomi. Det havde forårsaget en lidt akavet stilhed, inden samtalen igen var landet på noget mere passende som kjolestørrelser og de nyeste tendenser for den kommende vinter. En af pigerne mente at de aflange spidse hatte med slør, ville blive meget populære, mens en anden tænkte at det ville være uden hatte denne gang.

Olivia rømmede sig og bevægede sig væk fra gruppen af kvinder og satte sig ned foran den tændte pejs, som varmede stuen godt op i den kolde novembernat. Hun strøg forsigtigt en lok af sit røde hår om bag øret, hvorefter hun drejede hovedet og lod blikket glide rundt på gæsterne. Hun overvejede hvor hendes frue var og om hun mon kunne gå hen og tale med de andre gæster. Hun droppede ideen og vendte ansigtet mod ilden igen, mens hun bed nervøst ned i sin underlæbe.

[Flavia af Gustabis]

Flavia holdt gerne festligheder på denne tid af året. De unge, adelige kvinder, der lige var kommet ud, fik mulighed for at møde andre kvinder og se selskabelighederne lidt an. Samtidig kunne hun se dem an og vurdere hvem der var interessante muligheder for fremtiden. Efterhånden var hun ganske klar til at komme af med Galienne af Saulet og det var frustrerende at pigebarnet havde fået sig idéer om hendes egen status og om at hun skulle bryde sig om den mand hun skulle afsættes til. Flavia planlagde efterhånden at flytte hende til et af tjenestefolkenes små værelser på etagen nedenunder og erstatte hende allerede inden hun var ude.

Derfor så hun også årets høst an med særlig interesse. Hun havde konverseret med flere og nærmede sig nu ildstedet, hvor der stod en enlig ung kvinde med meget af sit røde hår utildækket, som moden så ud til at være blandt de lidt yngre. Hun var køn i lyset fra flammerne, men skulle formentlig inspiceres grundigere.

"Jeg tror endnu ikke vi er blevet introduceret, Nådigfrøken?"

[Olivia af Bois]

Flammerne var fascinerende at kigge på, men snart blev Olivia afbrudt i sine tanker af en stemme som hun ikke genkendte. Da hun vendte ansigtet mod hende der talte til hende, smilede hun en anelse venligt, men da hun så hvem det var rejste hun sig straks op og nejede så godt hun kunne.
"Deres Højhed." Sagde hun lettere overrasket og en smule klodset. Kvinden var den slags adelig, som alle kendte og Olivia vidste godt hvem hun var, selvom de aldrig var blevet introduceret.

"Det tror jeg ikke Deres Højhed. Mit navn er Olivia af Tource. Min far er Magus Androuet af Tource." Sagde hun og slog blikket ned, mens hun pillede lidt distræt ved sin kjoles skørt. Hun var ret sikker på at hertuginden ville miste interessen så snart hun fandt ud af hvem hun var, ikke nok med at Olivia havde mærkelige øjenfarver, men hendes familie var også underlig. Måske havde nogle af de andre højtstående komtesser fortalt hertuginden om hendes øgenavn på pigeskolen.

[Flavia af Gustabis]

Flavia så fra brunt til gulligt øje og hørte udmærket at hendes faders titel var Magus. Døtre af 2., 3., eller 4. sønner var altid de nemmeste at tilbyde husly. De havde typisk ikke det store på kistebunden og tog taknemmeligt imod hjælpen med deres døtre. Desuden var det ingen hemmelighed, at Hertuginden plejede at få sine yndlinge godt gift. Tource var ganske vist både et grevedømme og en gammel slægt, men hun havde ikke hørt om Androuet. Hun tog vurderende pigebarnet ind og smilede varmt imens.



"Godaften Olivia," hilste hun uformelt. Det kunne hun tillade sig på grund af sin position, men det var også lidt en afprøvning af komtessens personlighed. "Er du lige blevet sluppet fri af pigeskolen?"

[Olivia af Bois]

Olivia var overbevist om at Hertuginden tænkte hun så mærkelig ud. De fleste mennesker havde trods alt kun en øjenfarve og her var hun, med sin blå og brune. Hun huskede på alle de gange hvor komtesserne havde leet af hende, Hertuginden ville sikkert også grine - og så gå sin vej.

I stedet hilste hun på hende som var de gamle venner og Olivia løftede øjenbrynene forbløffet, hvorefter hun smilede lidt og forsøgte at samle sig selv.
"Ja, her i sommers Deres Højhed." Sagde hun og ville på ingen måde tiltale hende så personligt som hertuginden gjorde.
"Det er et dejligt selskab Deres Højhed, meget fornemt. Maden var god." Bemærkede hun, hvorefter hendes blik gled lidt rundt uden hun havde nogen ide om hvad hun nu skulle tale om.

[Flavia af Gustabis]

Lidt mekanisk, men formentlig fordi hun var nervøs. Det kunne man ikke fortænke hende i. Faktisk var det en fordel. Det var selvfølgelig ikke nok. "Lige netop klar til vintersæsonen ved hoffet. Er du ked af at du gik glip af rundrejsen, Olivia?"

Hun ignorerede komplimenterne af maden. Selvfølgelig var den god. Det var uinteressant.

[Olivia af Bois]

Alt det hun havde hørt om rundrejsen havde både lydt fantastisk, men også lidt skræmmende. Olivia var ikke sikker på at hun ville have kræfterne til det, det virkede ret anstrengende.
"Det lød spændende, men også ret hårdt Deres Højhed. Måske var det godt jeg blev hjemme." Sagde hun og smilede en anelse svagt, usikker på hvad det rigtige svar var.
"Var De med på rundrejsen Deres Højhed? Hvis jeg må spørge.." Bemærkede hun og bed ned i sin underlæbe.

[Flavia af Gustabis]

Pigen prøvede at behage hende og det var aldrig en dårlig ting. Flavia rakte en hånd frem og rettede på hendes hår, så lidt mere blev skjult.

"Jeg var med på rundrejsen. Jeg ville tro det ville have været spændende for en lille spirrevip som dig, Olivia. Og tænk på alle de drenge du kunne have kastet blikke efter?"

[Olivia af Bois]

Hertuginden havde i den grad fået den lille Olivia til at blive fyldt med ærefrygt. Både på grund af hendes tilstedeværelse, men også fordi hun talte til hende. Det virkede surrealistisk og hun kunne mærke nogle af de andre komtesser på hendes alder sende hende lange blikke. Tydeligvis ventede de på at hun skulle begå en fejltagelse.

"Det ville det da Deres Højhed." Sagde hun og blev lidt rød i hovedet da hun nævnte drenge.
"Jeg har ikke så meget erfaring med drenge Deres Højhed, det virker som om alt de kan tale om er hestepærer og hvor meget øl de kan drikke. Men de er da søde at se på." Sagde hun og smilede skævt, hvorefter hendes ansigt blev helt blegt.
"Tilgiv mig at jeg taler frit, Deres Højhed." Bemærkede hun og slog blikket ned.

[Flavia af Gustabis]

Flavia nød at se det lille pus blive forlegent og overvejede hvor forlegen hun kunne blive, hvis hun blev lagt ned på bløde tæpper og fik spredt sine mælkehvide lår foran Hertuginden. Ville hun mon stadig kalde hende 'Deres Højhed' i det øjeblik? Forhåbentlig. Hun foretrak sine komtesser høflige og underdanige.

"Måske," musede hun. "Jeg har altid foretrukket kvinders selskab og set mændenes mest som et nødvendigt onde. Det kvindelige venskab er langt stærkere end noget andet. Loyaliteten er kraftigere.

[Olivia af Bois]

Olivia så på kvinden og løftede sine øjenbryn lidt. "Virkelig?" Sagde hun tøvende og smilede en anelse usikkert.
"Jeg kan ikke så godt lide piger, de er ofte ret lede ved mig." Bemærkede hun og bed ned i sin underlæbe, mens hun skævede mod nogle af de andre komtesser.
"Jeg tror ikke jeg passer så godt ind nogle steder, hvis jeg skal være ærlig, Deres Højhed." Sagde hun og pillede lidt ved spidsen af sin fletning.

[Flavia af Gustabis]

Flavias mundvige sitrede. Usikkerheden var perfekt. Olivia af Tource ville være nem at modellere efter hendes ønsker, hvis blot hun fik nogen af de ting hun savnede. Bekræftelse, ømhed og opmærksomhed. Hun tog en dyb indånding.

"Det kan være," konstaterede hun. "Men så må du finde de steder hvor du gør, ikke sandt?" Flavias soveværelse, f.eks. "Lige nu, imens vi snakker. Passer du ikke ind her, Olivia?"

[Olivia af Bois]

Olivia bed usikkert ned i sin underlæbe og overvejede hvad det rigtige svar mon var. Hun ville helst ikke skabe flere problemer for sig selv, hun havde allerede de jævnaldrende komtesser på nakken af sig.
"Ikke så meget som alle andre, tror jeg, Deres Højhed." Sagde hun nervøst og følte sig pludselig ret varm.
"Synes De jeg passer ind?" Spurgte hun, mens hendes blik flakkede rundt i lokalet.

[Flavia af Gustabis]

Flavia rakte frem og strøg en hånd ned langs Olivias arm. Hun påkaldte sig hendes fokus og tog også hendes hånd.

"Jeg taler ikke med andre end dig. Og jeg spørger dig: Passer du ikke ind lige nu, i denne samtale?"

Hun slap hånden igen, efter at have givet den et klem. "Det synes jeg, at du gør," konstaterede hun. "Jeg kan godt lide at tale med dig, Olivia."

[Olivia af Bois]

Olivia forstod ikke helt hendes spørgsmål, mest fordi hun nogle gange ikke helt stolede på sin egen fatteevne i sociale kontekster. Hun kunne godt stole på sig selv når det kom til regning og om jorden var flad, men ikke alle de her mærkelige nuancer og folk der gjorde et, men mente noget andet.
"Jo, det gør jeg vel." Sagde hun afdæmpet og så ned på Hertugindens hånd.
"Mange tak, det er sødt af Dem at sige." Sagde hun og blev en smule rørt, så hendes øjne blev blanke og hun måtte blinke lidt for at få sine tårer til at forsvinde.