Tilbagevendt (S)

[Helene af Suilleaux]

Et dæmpet fnys forlod Helene og hun rømmede sig. Hun kastede et blik på tjeneren nærmest og så derefter tilbage på Lancelin med et lidt spidst udtryk. Hun havde ikke tænkt sig at sidde og tale om den slags med andre omkring dem og rankede sig blot lidt, før hun tog en tår vin og en dyb indånding efterfølgende.

"Så. Noget varmt," konstaterede hun simpelt. "Hvorend du synes."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin var tydeligvis uberørt af tjenernes tilstedeværelse, til trods for at han netop drejede samtalen mod deres private sfære. Helenes spidse blik fortalte ham nok, og et svagt, djævelsk smil dannede sig på hans læber.

"Varmt," gentog Lancelin, som han lænede sig tilbage i stolen ganske afslappet inden at han nonchalant fortsatte sin tale, "I så fald, så ved jeg, hvor vi skal være. Der er en gammel vingård, vi kan få for os selv. Ikke langt derfra er der en kølig dam, ganske uberørt, som Hendes Excellence ville kunne tage et dyp i hvis det skulle blive for varmt.. Jeg kan anbefale at gøre det uden tøj på.."

Der lød en klirren da en af tjenerne var ved at tabe et par tallerkner. Lancelins blå blik forblev fast i Helenes, ganske hæmningsløst.

[Helene af Suilleaux]

Helenes mellemgulv knudrede sig sammen. Det var første gang Lancelin flirtede så tungt med hende siden efter... Den aften. Hun skulle overkomme noget i sig selv, en indre modstand, for at være i det og ikke afvise ham. Hun kunne ikke afvise ham. Hvis hun gjorde det, så ville hun være tilbage ved det sted hun kom fra. Hun måtte blot rødme og slå blikket ned, hvilket var nemt, og smile, hvilket var noget sværere.

"Kan vi genoptage denne samtale senere, Deres Excellence? Måske med en praktisk demonstration?" Hun skar et stykke kød ud og så op på ham, som hun stak det i munden.

Ja, han sagde at hun selv skulle have lyst, men han mente det ikke rigtig. Han havde behov, der skulle opfyldes. Det vidste hun jo godt. Hun vidste at hun blev nødt til at give sig selv til ham dagligt og stille det behov, så de ikke endte op det samme sted igen. Hun var fast besluttet på at der ikke kunne gå en dag uden. Selv hvis han kom fuld til hende, måtte hun tage sig af ham fra nu af. Selv når hun havde sin månedlige måtte hun finde en vej. Det var måden at holde ham tilfreds og omgængelig. Hun måtte komme sig over sig selv.

[Lancelin af Suilleaux]

"Selvfølgelig," svarede Lancelin kort for hovedet med et djævelsk smil. Han forstod Helenes hentydning. Tjenerne vimsede omkring dem og hørte tydeligt deres samtale med røde ører - selv med det resultat at en af dem sågar var ved at tabe tallerknerne idet at han bar dem ud.

Så satte lensgreven sig bedre til rette på stolen og gik i gang med maden endnu engang. Samtalen vendte sig mod noget andet, og som aftenen gik nåede de igennem middagen med livet i behold.

/afsluttet?