Tilbagevendt (S)

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes kærtegn mod hans kind fik ham kortvarigt til at lukke øjnene i nydelse. En berøring, han længselsfuldt havde ventet på at få lov til at mærke igen. Hun havde ingen anelse over, hvor meget indflydelse hun havde på hans hjertes følelser. Noget, kun meget få kvinder var lykkedes med.

“Hm?” lød det dybt fra lensgrevens hals, der åbnede sine øjne igen.

“Du ved, der er mange måder at give sig selv på. Fortæl mig om dine tanker. Giv mig et dybt blik. Et kys. En let berøring..” Lancelin så sigende på hende, “Bare for at nævne nogle ganske få.. Der er uendelig mange måder, min kære, kun fantasien sætter grænser.”

[Helene af Suilleaux]

Et svagt smil rørte Helenes læber over det udtryk Lancelin fik over hendes berøring. Hun fugtede læberne og så ham i øjnene, da han åbnede dem igen.

"Gør du så det samme? Giver mig lidt at dig hver dag?"

Hun blinkede, før den beskidte tanke, der fulgte, fik hendes ansigt til at føles varmt og hun rømmede sig lidt. "Altså på samme måde. Blik, kys…"

[Lancelin af Suilleaux]

Et træk i mundvigen dannede sig på Lancelin over hendes perplekse tilstand. Han regnede med, at det var hendes ordvalg, der fik hende til at reagere sådan. For der kunne ligge meget bag disse.

“Naturligvis,” forsikrede han let og kort for hovedet, som om, at det havde været hans hensigt hele tiden, “Vi starter fra i dag.”

Han løftede hendes hånd, stadig med fingrene flettet i sin, og førte den til sine læber, hvor han gav hendes håndryg et kys.

“Sådan, hm?” Lancelins blik var fast, direkte og uden blufærdighed for at vedvare øjenkontakten imellem dem. Han smilede diskret og drillende.

[Helene af Suilleaux]

Helenes mellemgulv tumlede en tur over kysset og øjenkontakten. Hun trykkede læberne sammen og nikkede. Intimiteten gjorde ting ved hende, helbredte sår og skår i deres ægteskab og overbeviste hende.

"Sådan," svarede hun. Hendes egen hånd faldt og hun tog en dyb indånding. "Nævnte du noget om mad…?"

Hun var efterhånden ret sulten.

[Lancelin af Suilleaux]

Det gik op for Lancelin, at morgenmaden havde stået på den lille bakke på bordet ved deres side, urørt. Hans blik landede på det, da hun gjorde ham opmærksom på sin sult, og lensgreven måtte konstatere, at teen for længst var blevet kold.

“Jeg går ikke udfra, at hendes Excellence finder sig i kold te og simple frugter længere?” sagde han drillende og så på hende med et træk i mundvigen. Tiden var gået, og de nærmede sig mere end tidlig frokost end morgenmad.

“Jeg beder tjenestepigerne om at skaffe dig noget bedre. Og en kop te, som du rent faktisk kan nyde varm denne gang,” afsluttede han og lod et par lange fingre stryge hendes kind en enkelt gang.

[Helene af Suilleaux]

Helene lukkede øjnene under kærtegnet og næsten spandt over den blide nærkontakt. Hun forstod ikke helt hvordan hun kunne ligge der nu og Lancelin have ændret sig sådan, men hun forsøgte at slappe helt af i det og stole på det. Imens var hendes mave næsten rumlende og hun medgav derfor lidt modvilligt at hun måtte flytte sig fra hans skød.

"Te? Jeg er ikke syg," forsikrede hun, selvom der meget vel kunne være et eller andet en helbreder fandt galt efter hendes strabadser. Hun kendte kun te som medicin og ville hellere drikke vand.

"Men jeg kunne godt tænke mig noget at spise. Og en tjenestepige, der kan klæde mig på?"

[Lancelin af Suilleaux]

“Te er ikke kun for heling af kroppen, men såvel også for sjælen, Helene..” sagde han blot forklarende. Der var noget beroligende over den varme væske og den dampende duft, der kom fra den.

“Nuvel,” bekræftede han hendes ord, “Jeg sender en ind til dig. Imens at hun klæder dig nydeligt på, så sørger jeg for at bede kokken om at lave noget mad til dig. Grøntsagssuppe, måske?”

Lancelin lagde sine hænder mod Helenes overarme og guidede hende op fra sit skød i en siddende stilling i sengen. For en stund betragtede Lancelin hende uden at sige en lyd. Han var ærlig talt lykkelig for, at Helene var tilbage hos ham.

“Du har ingen anelse om, hvor glad jeg er for, at du er her igen..” lød det lavmælt fra ham. Og så, ganske roligt, lænede han sig frem og lod sine læber finde hendes i en forsigtig, let berøring af et kys. Han ville ikke skræmme hende yderligere, men behovet for at mærke hende igen på denne måde faldt over ham.

[Helene af Suilleaux]

Nogen gange sagde Lancelin nogen underlige ting, men han var også berejst og havde mystiske vaner med fra verden, som hun ikke havde et forhold til.

Da han hjalp hende op, stred hun en anelse imod, uden rigtig at mene det meget alvorligt. Hun blev velsagtens belønnet snart efter af hans kys og fik små sommerfugle i maven. Hun lagde en hånd på hans knæ. "En ny chance," mumlede hun. "Hvornår ses vi igen?"

Han havde alle dage været en travl mand og når han først forlod hende på værelset, så plejede hun ofte ikke at se ham før middagstid, om aftenen.

[Lancelin af Suilleaux]

“En ny chance,” gentog han bekræftende med et træk i mundvigen.

“Lad os spise sammen i aften,” svarede han, imens at han med et par lange fingre førte en løsreven tot af Helenes hår om bag hendes øre, “I mellem tiden vil jeg nå at få fuldendt så meget arbejde som muligt. Vi har trods alt kun en uge inden vores afrejse. ”

Lensgreven rejste sig fra sengen. Han betragtede for en stund Helene, inden at han gik mod døren. “I aften venter jeg på dig.” lød det drillende over hans skulder, som en kort hentydning til den uheldige situation, hvor han havde ladet Helene vente så længe, at hun til sidst var gået i seng.

Han åbnede døren og knipsede et par tjenestepiger til sig, der stod og ventede, klar til rådighed.
“Gør Hendes Excellence klar til dagen. Et bad og noget at spise. Sørg for, at hun føler sig helt tilpas igen.” Tjenestepigerne nejede hastigt og skyndte sig ind på værelset for at tage over.

Så sendte Lancelin kort et blik i Helenes retning. Og som han fangede hendes øjne sendte han et diskret blink, inden at han rankt forsvandt ud af værelset og lukkede døren bag sig.

[Helene af Suilleaux]

Helene så efter Lancelin, da han rejste sig op. Hendes mellemgulv trak sig sammen og hun smilede svagt med lidt varme i kinderne.

Efter han var gået, tog hun sig sammen. Hun var grevinde og kommanderede snart rundt med tjenestepigerne.

Da det blev aften havde hun sørget for at hele huset forstod at hun ikke bare var tilbage, men også var tilbage. Hun havde bedt om mad, der ikke lå tungt og vin, der boblede. Hun lod lige præcis Lancelin vente på sig, men så til gengæld fremragende ud, da hun kom anstigende. Det var nødvendigt for hende at slette mindet om hendes frygtsomme listen langs væggene.

[Lancelin af Suilleaux]

Med rank ryg havde han gået et par skridt rundt om bordet, med hænderne på ryggen og det blå blik betragtende på aftensmaden, der tydeligvis havde været efter Helenes ønske. Boblende vin og lette, fine retter der havde krævet kokkens fineste kundskaber.

Da døren gik op, og Helene trådte ind, løftede Lancelin sit blik mod hende. Synet af hende var langt fra forventeligt, og det kunne ses på hans ansigt, hvis smil falmede en smule af overraskelse. Selv tjenerne, der havde åbnet døren for lensgrevinden, fulgte hende med betagede blikke. Hun så ualmindelig smuk ud, iklædt den perfekte skræddersyede kjole med dyre stoffer der komplimenterede hendes former. De røde , fyldige læber og øjnenes lange vipper. Det mørke, fyldige hår, der var sat op, let dækket, så den slanke hals´ bare hud fristede.

Lancelin måtte kort rømme sig en anelse, og kom tilbage til jorden igen. Med rolige skridt gik han respektfuldt tættere på, denne gang med et skævt træk forplantet i mundvigen over sin hustrus skønhed.

“Du ser helt og holdent fuldstændig fantastisk ud, Helene af Suilleaux..” sagde han langsomt, med det blå blik fast i hendes og smilet uberørt.

“Selv tjenestedrengene ved ikke, hvad de skal gøre af dem selv..” afsluttede han drilsk, og sendte et sigende, flygtigt blik i retningen af de unge fyre, der tog lidt længere tid om at lukke døren bag dem.

[Helene af Suilleaux]

Det var med vilje. Helene havde set frygtelig ud, fordi hun havde det forfærdeligt. Nu tænkte hun at hun kun ville få det bedre, hvis hun så bedre ud. Hun vidste at hun var indtagende og rødmede ikke forlegent over komplimenten.

Hendes blik mødte Lancelins uden behovet for at sænke det. Tværtimod holdt hun hagen hævet, da hun nejede let for ham.

Hun havde været i små stykker, skrøbelig og skør. Nu nægtede hun at skride ud over kanten. Alt var langt fra glemt eller tilgivet, men hun var der og hun var hans grevinde, opsat på at minde både sig selv og ham om det.

"Tak," svarede hun, før hun rettede sig op igen. "Jeg ved hvor stimuleret Hans Excellence er af det visuelle."

Hun gik mod sin plads, ventende at en tjener trak stolen ud for hende, så hun kunne glide ned at sidde.

[Lancelin af Suilleaux]

“Meget vel..” lød det sagte fra lensgreven, idet at Helene gik forbi ham mod sin plads, og lod ham stå tilbage for en stund som en eller anden tilfældighed. Hendes ranke silhuet var stærk og stolt; det klædte hende, og mindede ham om den unge kvinde, han havde gjort alt for at imponere tilbage i Levagny inden deres giftemål.

Som de fandt plads på stolene for hver ende af bordet, gik tjenerne efterfølgende igang med åbne den boblende vin. I elegante bevægelser sørgede de for at hverken deres glas eller tallerkner stod tomme, og de gjorde sig især rigtig umage omkring lensgrevinden.

Lancelin skimtede op på sin hustru for bordenden. Han havde ikke helt kunne slippe hende med det karismatiske, blå blik. Så rakte han ud efter sit glas med vin imens at han indledte til en samtale med den velkendte, rolige stemme.

“Lad mig høre..” Han så tænksomt på Helene, som han lænede sig tilbage i stolen, “Foretrækker Deres Excellence Tardigys kyst eller mere indland med dets vinfarme?”

[Helene af Suilleaux]

Det var så grundlæggende bizart at have denne samtale mindre et døgn efter at hun var blevet fanget indenfor Suilleaux' døre igen. Helene var bevidst om det, men samtidig villig til at få det til at virke, fordi hun troede på at Lancelin kunne ændre sig. Hun vidste ikke at det hele var nøje planlagt eller at han muntrede sig med den helbreder-tiro han sponsorerede. Selv hvis hun gjorde, dog, hvad kunne hun så ændre?

Hun gav sig til at spise og drikke mådeholdent, men alligevel med en sund sult. Hun var trods ikke nogen tynd pind og kunne godt lide mad. Midt i en bid, tog Lancelin ordet og hun rynkede panden lidt og måtte tænke.

"Jeg vil gerne ned til det varmeste vi kan komme," konstaterede hun. "Uanset hvor det er. Jeg har lyst til ikke at småfryse det meste af tiden, selvom jeg ikke er i tvivl om at Hans Excellence godt ville kunne holde mig varm."

Hendes blik gnistrede svagt udfordrende. Hun var bevidst om at hun blev nødt til at give sig fysisk til ham igen. Det ville blive svært, men nok ikke igen lige så svært som foregående nat.

[Lancelin af Suilleaux]

I modsætning til Helene, rørte Lancelin næsten ikke den formidable mad. Han havde været mere interesseret i Helene, og et smil dannede sig i hans ene mundvige som han betragtede hende føle sig tilpas.

De vidste begge to, at det var en facade, de havde bygget op på bordet imellem dem. Hverken Helene eller Lancelin havde glemt hændelserne fra tidligere eller flugten, og selvom at de begge var klare over hvor lang en vej de måtte gå for, hvis nogensinde, at havne hos hinanden igen, så gjorde de et forsøg i deres skuespil. Det kunne selvfølgelig stadig mærkes i den kontrollerende, påtagede ranke ryg, de begge havde under aftensmaden. Der var en distance imellem dem, og Lancelin havde kun i sinde, at fjerne den. Hans opgave var helt og holdent, at få Helene til at blive sin igen.

Lancelin bed hurtigt mærke i det udfordrende i hendes blik. Han lagde sit vinglas fra sig efter at have taget en tår, og tog en dyb indånding gennem næsen som han lænede sig frem.

“Helene, hør på mig,” Lancelins blik hvilede direkte på hende, “Jeg bad dig give en smule af dig selv hver dag, når vi kommer der. Du skal gøre det af egen lyst - ikke for at opfylde min.”