Tilbagevendt (S)

[Helene af Suilleaux]

Helene vidste ikke hvad der var gået af hende den nat hun havde tilbragt med Lanval af Suilleaux. Hun havde ganske givet mistet forstanden af sorg og desperation og han havde været en venlig ung mand, en hjælpsom sjæl. I bytte for alt han havde givet hende, havde hun givet ham sin krop, villig og hungrende efter omsorg. Hun havde ikke tænkt sig om, for hun havde ingen amulet og nu, tre dage senere, var hun sikker på at hun kunne mærke en snurren i mellemgulvet.

Hvis hun blev gravid med Lanvals barn, så var alt ovre for hende. Lancelin af Suilleaux ville vide at det med sikkerhed ikke var hans og hun ville være ruineret. Drevet af frygt, selvom hun havde forsøgt at stikke af fra sit liv med Greven, forlod hun templet den nat igen. Hun efterlod hvad få ejendele hun havde der og begav sig gennem den mørke by til fods. Det var tåbeligt, men hun var heldig og efter en halv time kunne kun snige sig ind i Suilleaux’ byhus.

Hun vidste hvor Lancelin sov, når ikke i hendes seng, og hun slap forbi alle døre med en listetyvs held. Ilden var næsten gået ud i ildstedet, men hans figur kunne ses under tæpperne. Hun listede sig over gulvet, krøb ned i sengen og smøg sig ind til ham. En kold hånd løsnede snøren i hans broger, for at skubbe dem ned over hans hofter.

[Lancelin af Suilleaux]

Hun havde været forsvundet i tre dage. Ingen havde set eller hørt om hendes færden, og det havde resulteret i, at der i byhuset havde været kaos morgen efter hendes flugt. En tjenestepige havde fortalt lensgreven ved morgenmaden om den tomme seng. En nyhed, som havde fået Lancelin til at mærke hjertet synke i brystkassen og lægge alt fra sig.

Der havde været søgt efter Helene i de sidste tre dage. Drabanterne var endda sat på sagen. Sporene ledte blindt hver eneste gang, og Helene var forsvundet som dug for solen.

Lancelin havde været fast besluttet på at finde hende, og mens at andre bekymret så til den desperate lensgreve, der hver nat sprang søvnen over, så gav han ikke op. Indtil denne nat, hvor han måtte overgive sig til søvnen, da hans rådgiver bad ham om at gøre sig selv den tjeneste.

Den sidste ild knejsede i træet ved ildstedet. Den dunkle mørke havde lagt sig over værelset, men måneskinnet fra vinduerne kastede et blegt lys ind der gjorde det muligt, at se tingene foran sig.

Den lette rumsteren, følelsen af, at der lagde sig en ved siden af ham for efterfølgende den feminine, kolde hånd, der let ramte hans maveskin i et flygtigt sekund, trækken i snøren mod hans broger.
Han vågnede let. Synet af den lille mørke skikkelse ved sin side fik ham til at række ud efter hendes håndled, som hans sammenknebne blik landede på alt han havde søgt efter. Det mørke, velkendte hår. De bløde, feminine ansigtstræk.

“Helene..” mumlede han søvndyssende og mistede pusten. Det måtte være en drøm.
Han skubbede sig op på den ene albue og vendte sig mod hende, mistroisk overfor sit syn, men samtidig med en lettelse skyllende over sig. “Hvor har du været?”

[Helene af Suilleaux]

Helenes mellemgulv trak sig hårdt sammen over Lancelins reaktion. Hun tyssede blidt på ham, forsøgte at lulle ham tilbage i søvnen, fordi det ville gøre alting nemmere, hvis han kun var halvt vågen. Så hun vinklede sig mod ham og kyssede ham blødt. Hånden vred sig fri af hans greb og ned i hans broger for at lukke sig omkring ham.

“Lad mig gøre det her for dig,” mumlede hun. “Du trænger til det. Det sagde du selv.”

[Lancelin af Suilleaux]

Hun havde føltes som en drøm. Lancelin havde end ikke nået at sige noget til hendes tyssen, da han mærkede hendes bløde kys, der mættede savnet til hende. Et støn forlod hans hals mod hendes læber, da han mærkede hendes hånd om sig, og uventet spandt hendes ord i mørket der straks tændte til den ild, han altid havde haft for Helene.

Lancelin blev vækket yderligere over følelsen af hende. Det hele føltes så naturligt, og alligevel så fremmed. I sin optændte lyst skubbede Lancelin sig en anelse op i sengen, stadig i kysset, som hans hånd fandt hvile mod hendes feminine kæbeparti og hals. Han kunne næsten ikke være i sig selv.

“Hvorfor nu?” hviskede han stakåndet mod hendes læber, uforstående af Helenes pludselige ændring om alt det, de havde været igennem.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde ikke lyst til Lancelin. Hun havde lyst til at løbe tusind mil væk fra ham og gemme sig under en sten, men hun var for snu til ikke at tænke på det mulige liv i hendes mave og hvilke konsekvenser det ville have i fremtiden, hvis ikke hun kunne bilde verden ind, at det var grevens. Så hendes hånd kærtegnede ham og hun skubbede sig selv op med ham, skubbede hans broger ned og satte sig overskrævs på ham. Hun var ikke klar, men hun måtte tvinge sig selv alligevel, fysisk som psykisk

Hans hviskede spørgsmål var en forhinding, men en af dem hun måtte komme over. “Jeg har brug for dig,” mumlede hun. “Jeg kan ikke undvære dig.”

Måske var det løgn, måske var der noget sandhed i det. Uanset hvad der var op og ned, førte hun ham ind i sig og bed tænderne hårdt sammen, som hendes krop strittede lidt imod. “Åh, Lancelin,” sukkede hun klemt i en imitation af tidligere, mere ægte støn.

[Lancelin af Suilleaux]

Havde det her været for blot en måned siden, så havde Lancelin ikke stillet sig spørgende til hendes handling. Så havde der været en chance for, at denne mulighed havde føltes mere reel. Men Helene havde valgt et fremragende tidspunkt; lensgreven havde ikke sovet særlig meget i sin søgen på hende, så han var end ikke fuldstændig klar og vågen idet hun satte sig overskrævs over ham, satte sig ned og omsluttede ham.

Hun havde overtaget kontrollen fuldstændig i disse øjeblikke, hvor lensgreven, grundet den pludselige uforudsigelige opvågning, blot kunne tage imod uden at nå at reagere.

Varmen fra hende var overvældende, og et ukontrolleret dybt støn forlod hans læber. Han holdte sig oppe med en strakt arm; hans læber søgte den tynde hud mod hendes hals og kraveben, mens den frie hånd lagde sig mod hendes lænd og ryg. Guidende og kontrollerende af hendes ridende bevægelser ind over ham. Umættelig og hungrende efter enhver eneste fiber af hendes krop og nærvær, han så utålmodigt havde længtes efter.

[Helene af Suilleaux]

Lancelin havde tvunget hende, sidst hun havde været nøgen. Bundet hende fast til en stol og taget noget fra hende, som hun aldrig ville få igen. Nu tog hun selv styringen. Hun havde et formål og det var ikke sin egen tilfredsstillelse.

Det var et held for hende, at han var udmattet og ikke sansede hvad der foregik helt. Han var også en mand styret af sine impulser og hun udnyttede det nu. Hans hånd guidede hende, men det var hende, der red ham. Ikke sådan som hun selv ville få mest ud af, men sådan som hun vidste han hurtigst ville nå det uundgåelige.

Hans kys var en distraktion fra arbejdet. Hun nåede at tænke, at det var sådan en glædespige måtte have det. Fysisk tilfredsstillelse af en anden uden nogen egentlig investering fra dem selv. Hun var vel også, lige i øjeblikket, at betragte som en hore. En kvinde uden skam, i færd med at sikre at hendes eventuelle afkom ikke måtte ende i rendestenen.

Hun forfalskede et støn og et klynk, som om hun var tæt på sin egen forløsning. Det plejede han godt at kunne lide.

[Lancelin af Suilleaux]

Det hele havde virket så mærkværdigt. Hun havde været forsvundet i tre dage, med det værste i tankerne hos den desperate og søgende lensgreve. Tænk sig, hvis hun var blevet bortført. I stedet havde hun selv valgt, at det bedste ville være at løbe væk. Og så, ud af ingenting, befandt hun sig pludselig denne nat i hans seng? Hvad fanden foregik der egentlig?

Som realiteten kom hen over ham, mindede hendes klyn og støn ligeledes om hans samtale med Flavia af Gustabis. Lensgreven betragtede Helene over sig, tydeligvis med én intention, som hun red ham i al kontrol. Hun vidste hvad han kunne lide, og trykkede skam også på de rigtige knapper, men noget i ham fik ham til at vågne yderligere op.

Lancelin lagde armen om hendes ryg, hvorefter at han let og kontrolleret fik hende skubbet ned af sig til siden. Så trillede han hende rundt, så han befandt sig over hende. Den muskuløse ryg og de brede skuldre blev synlige, idet at han holdte sig over hende med albuerne på hver af hendes side i madrassen. En stor kontrast til hendes bløde, petitte skikkelse under ham.

Så fangede han hendes hage i et fast tag, som hans blå blik landede i hendes, og tvang hende på den måde til at vedligeholde en øjenkontakt, som de ikke havde haft i evigheder.

“Helene..” Han stoppede sig selv og fugtede sine læber idet at han prøvede at få sine ord frem. Men intet kom. I stedet sukkede han tungt og hævede sig fra hende.

[Helene af Suilleaux]

Helene gispede lavt og det sortnede lidt for hendes blik, da Lancelin var over hende. Minderne om at være hjælpeløs vendte tilbage og hun måtte tvinge sig selv tilbage fra panik. Det blev ikke bedre, da han greb om hendes hage og tvang den op. Hendes lyse øjne blev store og hendes hjerte hamrede. Alligevel havde hun selvopholdelsesdrift nok til at sprede benene og gribe om hans hofter.

"Tag mig," bad hun. Tiggede, næsten. "Lancelin…"

[Lancelin af Suilleaux]

Han mærkede hendes fastholdenhed mod sine hofter, og til trods for, at han var på nippet til at fjerne sig helt, så stoppede hun ham midt i hans bevægelse. Hans blik hvilede i hendes, som hendes bøn kom ham for øre, og som hun lå der, henslægt under ham, fangede han synet af hendes kønne ansigt. De bløde læber, den blege hud og de store øjne.

Så kunne han ikke dy sig fra at gøre, som hun bad om. Lancelin rettede sig ned igen mod hende. Hans hånd fangede om hendes bløde bryst, hvorefter at han med bøjet nakke lænede sig ned og kærtegnede det med munden. Der kom et pludseligt, bestemt ryk, da han skubbede sig yderligere op i hende og pressede hende ned mod lagenet. Den muskuløse, atletiske ryg dannede skygger, som den arbejdede over hende. Og så, denne efterårsnat, tog han hende igen med lidenskab og savn.

[Helene af Suilleaux]

Helene væmmedes over Lancelins mund. Hun hadede den mund og det den havde fået hende til at føle. Hun ønskede ikke dens intime kærtegn. Alligevel lå hun stille og opnåede snart efter sin vilje, da han skubbede sig hurtigt og hårdt ind i hende. Hun fik ikke bidt sammen om det klynk det medførte, men hev snart efter en hørlig indånding ned i lungerne og løftede benene, så hendes ankler krydsede over hans lænd og han fik nemmere adgang.

Hun bølgede med ham på sengen og lukkede øjnene i, imens hun tænkte på målet. Hun kunne ikke lade sig rive med, selv da det begyndte at føles godt. Det var en forbandelse, at Lancelin vidste præcis hvilken vinkel, der fungerede bedst til at få hende til at vride sig for ham. Hun gispede lavt. Hun skulle snart væk. Så snart han sov.

[Lancelin af Suilleaux]

“Du er okay, Helene..” havde han hvisket lavmælt trøstende mod hendes øre, da klynket forlod hende og krævede hans opmærksomhed mere end hendes bryst. Han var tung over hende; den atletiske krop bar synlig præg af den fysiske træning, arbejde og generelle leveform for lensgreven af Suilleaux.

Han stødte i et fast tempo. Kom til uden problemer, idet at hun havde ladet anklerne krydse om hans lænd for også at fastholde positionen og nærværet. Varmen steg imellem dem. Og så, ganske hæmningsløst og direkte, lod han armene falde om hendes lår, han trak op, så det resulterede i, at hun bøjede mere i lænden og gav ham endnu større mulighed for at nå dybere. Støddene blev dybere, bestemte og mere intime. Pludselig var den dyriske lyst kommet over ham efter at nå en forløsning i hende. Efter at få hende til at vride sig under ham. Efter at høre hende klynke for ham. Hans læber hvilede trøstende mod hendes, stakåndet, mens at han lod nydelsen af Helene vælte over sig. Hans hjerte hamrede derudaf i den hårde brystkasse, velvidende, at hans følelser for hende nærmest druknede ham i deres elskov.

[Helene af Suilleaux]

Et gisp forlod Helene, da Lancelin greb om hendes lår og trykkede dem længere op end de allerede var. Hun havde håbet hun kunne ride ham til en hurtig forløsning. Dette her var anderledes. Voldsommere.

Han kyssede hende overfladisk og hun klynkede langtrukkent for ham, da han endnu engang trænge helt ind i hende. Hun måtte udholde det, selvom hendes hoved blev helt rodet, for at kunne erklære at en eventuel baby var hans.

[Lancelin af Suilleaux]

Deres kroppe blev præget af varmen i mellem dem, og huden begyndte så småt at glinse. Det var intimt og lidenskabeligt, til trods for, at Helene gjorde sit skuespil godt. Måske var Lancelin også en smule forblændet af, at Helene endelig befandt sig hos ham igen. Det havde været et savn til hende, der måtte mættes, helt tilbage på rundrejsen, hvor hun var begyndt at afsky ham efter deres skænderi om Adelaide af Zorete.

Så det var med en indædt lyst til Helene, som han måtte få ud nu. Og han tog det med al sin vilje og lyst til hende, hæmningsløst og direkte efter at tage alt hvad hun kunne give ham, nu hvor hun befandt sig sådan under ham.

Lancelin stoppede ikke. I stedet forblev de lidenskabelige, kontrollerede og bestemte på én og samme tid. Hun omsluttede ham perfekt. Hendes bløde bryst mod hans hårde brystkasse. Og så, med læberne tæt mod hendes i en overfladisk, let berøring, og en hånd begravet i hendes mørke hår, nåede Lancelin en dyb forløsning i hende med et tydeligt støn fra halsen. Han holdte hende fast, stakåndet, fuldstændig høj af nydelsen af hans hustru.

[Helene af Suilleaux]

Lancelin tog og Helene gav for at få det hun selv var kommet for. Hun var ikke lydløs, men hun nåede ikke sin forløsning og dét var hun tilfreds med. Hun ønskede ikke igen at lade ham få hende til at føle sådan. Aldrig mere.

Da han var helt færdig, holdt han stadig fast. Hun frygtede at han ville have nok sans og samling til at stå op eller forlange en forklaring, men han plejede at være meget træt bagefter og han havde virket ganske søvnig allerede før.

"Sov," bad hun stille og strøg ham over kinden.