Tilbagevendt (S)

[Helene af Suilleaux]

Helene vidste ikke hvad hun skulle synes. Hun havde store øjne og fulgte Lanval ganske tavst, imens han lagde sig ned. Det var ret overvældende at blive præsenteret med erklæringen, selvom det var hende selv, der havde bedt inddirekte om det.

Det mest mærkelige var, at han ikke rakte ud efter hende. Han tvang intet igennem, men lod hende ligge, imens han så hende dybt i øjnene.

Hun sank synligt, før hun rakte den ene hånd frem og rørte blidt ved hans kind. Hendes øjne skinnede. “Åh. Lancelin… Kan vi ikke gå tilbage? Til før Zorete. Før alt det dårlige.”

[Lancelin af Suilleaux]

Den blide berøring mod hans kind brændte, og var samtidig en stor kontrast til hans ru skægstubbe. Lancelin smilede vagt til Helene; ganske enkelt overrasket over hendes ord. Hun ønskede decideret, at de kunne komme tilbage til hvad de var engang? Der var ikke længere afsky i hendes stemme, men i stedet håb og længsel. Han havde savnet dette fra hende, hungret efter at mærke hendes varme på denne måde igen.

“I så fald, så har jeg en idé” sagde han, som hans blik hvilede i hendes, “- Vi prøver igen og finder hinanden, som tidligere. Vi skjuler os i et af sydlenerne for en stund, ude i ingenting hvor ikke en sjæl kan forstyrre os. Vi glemmer alle andre. Bare du og jeg.” Lancelins blik hvilede afventende i hendes.

[Helene af Suilleaux]

Det lød forjagende. Fortryllende. Helene var komplet naiv og dum, men det tilkom hendes alder og forelskede status. Hun var flygtet for få dage siden, flygtet fra ham, men nu virkede han forandret: Angrende. Hun kunne ikke stå for det. Hendes øjne blev blanke og hun nikkede svagt.

“Kan vi det? Stikke af sammen, forsvinde og bare være os to? Åh. Lancelin. Du må vide at jeg også elsker dig. Det har gjort mig så ulykkelig, alt hvad der er sket mellem os. Alt det du gjorde.”

[Lancelin af Suilleaux]

Det var tid til anden akt af Flavias rådgivning. Den omvendte psykologi, der skulle lede Helene i retningen af, hvor han forventede at have hende, malet i forklædningen af en bekymring for hende selv og deres ægteskab.

“Helene.. Hør..” startede han i en udånding, og rettede sig en anelse op i sengen, “Det har aldrig været min mening at gøre dig ulykkelig. Jeg har kun villet dig og dit bedste. Men du har ikke ligefrem gjort det nemt for mig. Jeg så dit afsky i blikket når du kiggede på mig. Forestil dig, at elske en, som for alt i verden trænger sig væk ved den mindste berøring..” afsluttede han eftertænksomt.

“Du er nødt til at finde muligheden for at kunne tilgive mig, men også give lidt af dig selv til mig for hver dag der går, så jeg har en idé om, at du virkelig gerne vil mig..” Lancelins blik flakkede en anelse i Helenes. Det krævede det, hvis de skulle have bare en lille chance for at komme videre.

[Helene af Suilleaux]

En lille uro flaksede i Helene, da Lancelin talte. Hvis ikke han havde formuleret sig så forsigtigt, så ville hun have reageret anderledes. Trukket sig væk og tilbage i det sorte hul hun var kommet fra. Hun havde afskyet ham og med god grund, men han tvang hende til at se det fra hans side og til at anerkende at hun også havde en del i det. En ting holdt hun dog fast i, som hun trak hånden til sig og så bekymret ud.

"Jeg skal nok… Give dig lidt hver dag. Men du må love mig at du aldrig igen gør som den nat. Du må ikke… Tvinge mig." Hun sank en hård klump og rystede svagt. "Du må ikke få mig til at føle sådan. Så tror jeg at jeg går i stykker."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin sank diskret over hendes ord. Han var stille for en stund, som hendes bekendtgørelse hang i luften, hvorefter at han gav et enkelt nik som accept inden at han fugtede sine læber. “Jeg lover dig, at det ikke vil ske igen,” forsikrede han lavmælt imellem dem.

Vanligvis lå det heller ikke til Lancelin at tvinge sig på en kvinde. Faktisk, så var det ganske enkelt imod hans principper, for det havde aldrig været et problem for lensgreven at skaffe sig kvindeligt selskab. De havde nærmest serveret sig selv i den tro om, at de kunne få lensgreven derud, hvor de måske havde en chance for at få hans interesse yderligere. Det var aldrig lykkedes for dem, og de kunne ofte finde sig selv skiftet ud efter en nat eller to. Så var der Helene, som han så umætteligt havde lyst til, og det havde været en fuldstændig indædt og uvant situation ikke at kunne få hver eneste bid af hende.

Men noget undrede ham. Og som han eftertænktsomt så ud i værelset med en panderynken, lod han spørgsmålet komme frem i sin enkelthed.

“Hvad fik dig så til at komme til mig i nat, Helene?”

[Helene af Suilleaux]

Det var et uundgåeligt spørgsmål og Helene havde tænkt på at det ville komme på et tidspunkt. Hun slog blikket ned. Det var ingen kunst for hende at se forlegen ud, selvom hun ikke var det.

"Jeg blev nødt til at sige farvel og det var den eneste måde jeg troede jeg kunne slippe afsted med det," svarede hun lavmælt. Det lød som en indrømmelse, selvom det var en løgn. Hun var måske naiv nok til at tro på Lancelins forbedring, men ikke til at tro at han ville tilgive hendes utroskab.

Hun løftede blikket. "Jeg var meget ulykkelig. Lige så meget som jeg ville være lykkelig, hvis vi kan finde hinanden igen."

Hun rakte hånden frem igen, men denne gang for at søge hans. "Hvornår kan vi rejse væk? Snart?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin så overvejende på hende med et sigende blik. Der var noget i hendes forklaring, der på en og samme tid virkede ærligt, men alligevel tilbageholdet. Det var svært for lensgreven helt at gennemskue Helene, for hendes forklaring gav ikke helt mening. Hun var kommet tilbage for at sige farvel? Så han svarede ikke, men godkendte hendes forklaring med et enkelt, roligt nik.

Deres hænder mødtes i en kærlig berøring, og lensgreven fangede muligheden for at flette sine fingre i hendes. Han rettede sig en anelse i sin henslængte stilling over sengen, “Hvad med, min kære,” startede han og så tænksomt frem for sig, “- at vi tager afsted om en uges tid. Det giver dig mulighed for at gøre dig klar, få pakket ligeså stille og måske glæde dig lidt?” Han trak let i mundvigen over det sidste, som hans blik faldt mod hendes.

“Og jeg vil have nået det arbejde, jeg skulle, for at få et par dage helt og holdent uforstyrret med dig.”

[Helene af Suilleaux]

En uge. Nok til forhåbentlig at kunne kontakte Lanval og forklare hvad der var sket, så han ikke troede at hun var i fare eller taget til fange. Nok til at afprøve om Lancelin virkelig mente sine undskyldninger. Hun trykkede sin hånd i hans og mødte hans blik.

"Kun et par dage?"

Et svagt smil trak i hendes mundvige. Det tog mindst et par dage at komme sydpå. Mere, hvis ikke man kunne sejle hele vejen. Et par dage har hvad det tog til Suilleaux og pludselig ramte tanken hende. Forsøgte han bare at få hende medgørligt til at tage med til lenet, hvor han lettere kunne kontrollere hende?

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin så drillende på Helene med et sigende smil i mundvigene. Hendes ord fortalte ham, at hun havde andre tanker.

“Min hustru er åbenbart ikke tilfreds med et par dage?” konstaterede han med et glimt i øjet, inden at han fortsatte. Hans blik faldt mod deres hænder; hendes slanke fingre lå ganske perfekt imellem hans lange.

“Fortæl mig så, hvor mange dage, uger, måneder, min hustru har lyst til at bruge sammen med mig, alene?” afsluttede lensgreven spørgende og så afventende på hende.

[Helene af Suilleaux]

Lancelin misforstod hende. Hvor han troede hun flirtede, var sandheden at hun var bekymret for hans hensigter. Smilet falmede langsomt og hendes blik flakkede lidt, før hun sank en klump og satte ord på sine tanker. Det værste han kunne gøre var vel at bekræfte dem?

"Et par dage bringer os ikke sydpå," pointerede hun. "Det bringer os længst til Suilleaux og Odriarahavet."

Hun tog en dyb indånding og så nervøs ud. "Jeg håber ikke du holder mig for nar. At det bare var noget du sagde, alle dine undskyldninger."

[Lancelin af Suilleaux]

Det falmende udtryk sagde mere end rigeligt. Lancelins smil dalede en anelse, og blev i stedet erstattet af et mere alvorligt blik, der med rynkede bryn betragtede den sørgmodige Helene. Han lyttede roligt til hendes ord, og jo længere hun fortsatte, desto mere tydeligere blev det for lensgreven, at hun ikke havde ment kommentaren tidligere, som han havde regnet med. Der var en bekymring i hende, som hun nævnte Suilleaux, hvilket fik Lancelin til at forstå, hvad hun mente. Han havde tidligere sagt, at han ville ønske, at han kunne bringe hende med tilbage til Suilleaux selvom at de havde været i Rouvry.

Lancelin hævede sig fra sin liggende stilling til en siddende, og skubbede sig derfra yderligere tættere på Helene, stadig holdende i hendes slanke hånd.

“Jeg har ikke talt turen med,” svarede han roligt, “Lad os sige, at vi rejser til Tardigy. Et par ugers ridt, og så er vi der. Vi stopper på vejene og bliver aldrig helt alene. Du bliver træt af turen på hesteryg på et tidspunkt, trænger til ekstra hvile her og der. Men når vi er i Tardigy skaffer vi os en hytte ude i ingenting. Dér har vi muligheden for, at bruge et par dage sammen, en uge eller to, hvor det bare er du og jeg. Hvor vi kan sove længe og få morgenmad på sengen.. Hvor vi kan tale i timer uden at blive afbrudt.. Hvor vi kan trække vejret i vores tempo.”

Lancelin så sigende på Helene, i håb om, at hun havde forstået hans mening.

[Helene af Suilleaux]

Det var lindrende at Lancelin lyttede til hende, uden at latterliggøre hende for bekymringen. Helene lyttede opmærksomt imens han talte og beroligede hende. Billedet han malede gjorde hende helt blød og medgørlig. Hun rykkede lidt på sig og lagde hovedet i skødet på ham. Måske var det ikke hans intention, men hun ville være tæt på ham.

"Ja," mumlede hun. "Og ligge tæt."

[Lancelin af Suilleaux]

Et støn af et grin forlod hans hals, over hendes uskyldige kommentar, imens at han betragtende så ned på hendes ansigt i sit skød. Pludselig føltes det en smule som den gang inden alt dramaet på Rundrejsen. Som deres tid som nygifte, hvor de udforskede hinanden og ikke kunne lade hinanden være.

Lancelin lænede sig en smule tilbage, støttende op ad den frie strakte arm, der hvilede mod madrassen, “Åh ja, også det,” svarede han ganske nonchalant.

Lancelin løftede sit blik og så frem for sig ud i værelset, overvejende.
“Jeg annoncerer vores rejse i morgen, og beder mine rådgivere om kun at sende bud efter mig som den allersidste løsning. Vi rejser på lørdag.” Lancelin rettede sit blik mod hende igen, “Lov mig, at være klar. Jeg må have dig for mig selv.”

[Helene af Suilleaux]

Det var på mange måder som før, selvom det alligevel aldrig kunne blive helt lige så uskyldigt og nyt. Helene ville aldrig glemme de svære tidspunkter, men hun var villig til at give Lancelin en ny chance og så troskyldigt op på ham.

"Jeg lover det." Hun løftede den frie hånd og strøg ham over kinden. Der var meget at gøre, også for hende. Alt det af både hendes eget og hans, der skulle organiseres. Ud over at kontakte Lanval.

"Hvad mente du, da du sagde at jeg må give lidt af mig selv hver dag?"