De mange facetter

[Joufre af Treillery]

Tilegnet Cosette af Treillery
Tid: Sen eftermiddag

Denne sene eftermiddag havde Joufre af Treillery afsat til at spadsere med Cosette af Treillery, for selvom han endnu ikke var fuldstændigt solgt til idéen om at ægte hende, ville han gerne have en ærlig chance for at se hende an, uden Theuderic af Sangy eller andre af deres slægt, holdte et vågent øje med ham. Det havde føltes naturligt at spørge til en spadsertur i byens finere gader, fremfor at invitere hende med til en teaterforestilling eller at mødes i et af deres byhuse. På denne måde mere uformelt, men dog i en overkommelig ramme, der gav plads til, at de fik en chance for at tale sammen uforstyrret.
Galant havde han tilbudt sin arm; etiketten og manererne sad trods alt på den rygrad, der var spændt ud, så ryggen fremstod rank til enhver tid. Også nu, mens de gik. "Vi har været heldige med vejret disse dag, synes De ikke?" kommenterede han roligt. Det var lige før, at hans tøj havde føltes for varmt, når solens stråler faldt på dem. Både i dag og den foregående gang de havde mødtes sammen med hendes svoger. "Fortæl mig lidt om Dem selv, Cosette af Sangy. Hvad ville De normalt have fået tiden til at gå med netop nu, hvis ikke De havde været ude og spadsere med mig?" bad han hende dernæst lidt nysgerrigt at fortælle, og interessen var oprigtig, mens han lod sine blå øjne hvile på hende. Nydelig var hun, og hun bevægede sig elegant. Det var en klar fordel, at hun hverken fremstod kluntet eller ikke faldt i hans smag på udseende. Hendes hår indrammede ansigtet så smukt, havde han bemærket i smug, og hun havde et sødt smil. 

[Cosette af Treillery]

Mod al forventning havde det faktisk været en villig Cosette, der havde indvilget i at tage ud og spadsere med Joufre af Treillery. Egentlig havde den unge enkefrue det en smule stramt med tanken om at skulle se sig selv med en anden end sin afdøde husbond, men der havde være noget ved den nylige Lensgreve af Treillery, der atter havde fængslet hendes interesse.

Således, gik de nu arm i arm igennem nogle af teaterkvarterets pænere gader. Håret var nydeligt opsat under det hvide klæde hun bar, når hun var ude og kjolen var i dagens anledning lysegul. En farve der stod aldeles godt til hendes mørke hår og øjne og hun naturligvis var velvidende om.

Hendes blik flakkede en smule ved hans ord, men hun sendte atter et smil i sin ledsagers retning. ”Jo, det er skønt..” Anerkendte hun, før hun gav sig tid til at spekulere over hans følgende spørgsmål. ”Hmm…Javel…Jo, jeg kan godt lide at læse…Sy…Spille musik..” Erklærede hun. ”Og så er jeg ganske ferm med en broderiplade og nål i hånden..” Kom det lidt selvsikkert fra hende, som hun fandt tydelig stolthed deri. Trods alt, gik hun i kvindekredsene stadig for at lave nogle af de smukkeste små værker.

[Joufre af Treillery]

Den observante Joufre havde selvfølgelig bemærket det tøjvalg, som sikkert ikke kun var tilfældigt. Den lysegule kjole klædte hende, og smøg sig elegant om hendes kvindekrop, samt fremhævede det af det mørke hår, han kunne ane under det hvide klæde, og stod godt til hendes øjne. Måske havde hun ikke forventet, at han ville vise hende stor interesse. I hvert fald flakkede hendes blik synligt, da han spurgte ind til hvad hun godt kunne lide at bruge tiden på, men et svar faldt kort efter, og han anede stoltheden i hendes stemme, da hun talte om broderi. Det var ikke noget, der havde en flig af hans interesse, men han var ikke blind for, at det var noget kvindfolk skattede højt, og at dygtige hænder kunne producere nydelige værker. 

"Ah, så De broderer?" greb han derfor bolden med en flig af anerkendelse i stemmen, og en svag venlig trækning i mundvigen. "De må vise mig et af Deres værker på et tidspunkt i så fald," bekendtgjorde han dernæst, uden at efterlade meget rum til, at hun kunne sige, at hun ikke var interesseret i at vise dem frem. "Og så syr De også. Spiller musik, læser," opremsede han roligt, som for at vise hende, at han havde hørt efter og ikke blot spurgt af høflighed. "Har De selv syet Deres kjole? Den klæder Dem ualmindeligt godt, Cosette," vovede han dernæst at bemærke, og denne gang tonede et synligt lille smil frem på læberne. Venligt og anerkendende, mens hans blå øjne hvilede ublufærdigt på hende et øjeblik, før han atter så frem for sig for at sikre, at de ikke skvattede og undveg andre tilstedeværende forbipasserende, som han ikke denne dag værdigede meget af sin opmærksomhed, men som lensgreve havde man altid antennerne lidt ude. Man kunne trods alt blive udsat for alverdens attentater, også her i teaterkvarterets fine gader.

[Cosette af Treillery]

At være pralede eller højtråbende hørte næppe til blandt den unge Nådigfrues karakteristika eller egenskaber. Tværtimod. Sædvanligvis var Cosette ganske ydmyg. Hun var sjældent kvinde for at være den der talte hverken højest eller mest, men hun var en god lytter. Hun var observant, nysgerrig og dog vidende om, hvor hendes plads var. Alt dette ønskede hun såmen også at udstråle..Men alligevel simrede en lille frygt i hende for, at manden ved hendes side ikke ville syntes at hun havde nok at tilbyde. Ikke desto mindre, så lyttede han. Det mærkede hun tydeligt og som han engagerede sig i samtale i stedet for blot at agere nikkedukke, som hun oftere havde oplevet andre mænd gøre det, gled hendes blik atter op for at fange hans med antydningen af et smil i mundvigen.

Han kompliment faldt så sandelig i godt jord. Hun nikkede stille som svar og med sin frie hånd, glattede hun kjolens skørt en smule. ”Det meste. Min kammerpige Villine Kammerpige har sat blonderne.” Svarede hun, som hun kunne mærke at kinderne måtte være ved at antage en vag rosa farve over den ydmyge kompliment. Hun huskede trods alt ikke, hvornår hun sidst var blevet komplimenteret således. ”Hvad syntes De om Levagny?” Dristede hun sig så forsigtigt til at spørge. ”Jeg kan forstå at det må være lidt tid siden De har været her sidst? De foretrækker måske at blive på lensborgen i Treillery?”

[Joufre af Treillery]

Joufre af Treillery spillede sine kort strategisk, også her på denne uformelle gåtur. Han vidste, hvad de fleste andre mennesker blev behaget af; vidste også, til trods for at kvindeligt selskab ikke var det, han havde haft mest af i sit liv, at kvinder kunne lide at blive hørt. Måske særligt af den mand de muligvis skulle ægte i fremtiden. Det var til hans fordel, hvis Cosette af Sangy fik indtryk af, at han interesserede sig for hende, selv hvis interessen fremstod stærkere end den måske var på bunden. Nysgerrig var han dog også på den kvinde, han var i overvejelse om at blive forlovet med, for selvom han ikke havde alverdens krav, der skulle opfyldes, var der ting, han vægtede tungere end andet. Ydmyghed var en af de ting.

Hendes fingre udglattede lidt på skørtet, og han bemærkede det ud af øjenkrogen, hvilket fik smilet til at sitre en anelse og blive lidt skævt. Komplimentet var tydeligt ikke spildt på hende. "Der kan man bare se," lød det, mens han på ny lod blikket glide nedover kjolen. Blonderne havde kammerpigen hjulpet med, men resten havde hun selv sørget for. "Det har De gjort godt. Dem og deres kammerpige," anerkendte han med en vis oprigtighed i stemmen, og et glimt i de blå øjne, som ofte fremstod mørke, men ikke i solens skarpe lys denne dag.
Hendes kinder havde antaget en let rosa farve, og han tog sig selv i at tænke, at det næsten var lidt sødt. Som var hun en ung pige, der blev blufærdig. Det blev hendes tur til forsigtigt at stille spørgsmål, og han rynkede brynene svagt tænksomt. "Levagny... Nuvel. Det er en fin by. Teateret har meget at byde på, og jeg nyder at komme til bal her. Men det er som De siger noget tid siden jeg sidst har været her. Jeg plejede at komme her oftere." Det føltes unødvendigt at understrege, at han omtalte tiden før han måtte overtage lenet efter sin brors tragiske død. Hans øjne formørknedes lidt ved tanken, men han skubbede den fra sig, for at koncentrere sig om den sidste del af hendes spørgsmål, og vægtede sine ord omhyggeligt. Han vidste trods alt ikke, hvor tæt Cosette af Sangy var med den resterende Sangy-slægt. 
"Vores lensborg har, som De nok ved, været en kende medtaget. Så naturligvis har jeg befundet mig meget i Treillery de senere par år." Han smilede svagt. "Og som De nok kan forstå, så er der noget særligt over stedet. Det er trods alt der, hvor jeg har min rod." Svarede det på hendes spørgsmål? Forhåbentligt. Men forhåbentligt også uden at afsløre for meget.

[Cosette af Treillery]

Det var enkefrue alt andet end vant at blive tilskikker den opmærksomhed hun i dette øjeblik fik. Det var som sådan ikke fordi hun generelt følte sig overset..Ej eller uønsket hos familien Sangy; men i løbet af de seneste to år, var den kønne mørkhårede frue alligevel sygnet en smule hen. Hun savnede trods alt sin afdøde husbond og kærlighed var hun for sig selv ikke sikker på at hun måske nogensinde ville finde igen på den måde. I hvert fald, havde ingen gjort sig umagen for så meget som at forsøge at give hende chancen for at finde den igen. Hun vidste trods alt også godt, at hendes svoger Theuderic af Sangy , havde haft sit besvær med at finde hende et nyt passende parti. Et pari, som Lensgreven af Treillery ved hendes side forhåbentlig ville kunne udfylde indenfor nær fremtid….- Hvis han vel og mærke ville have hende.

Hun gengældte hans lille smil, idet hun bemærkede at hans blå øjne hvilede på hende. Hendes egne mørke hvilede imidlertid ligeledes på ham. En lille rynke dannede sig mellem hans bryn, som han rynkede dem og for en stund så han eftertænksom ud, som hun vurderede at han måtte overveje sit svar en smule. Hun nikkede vagt, som en lille anerkendelse af hans svar, men hendes smil blegnede atter en smule, som han fortalte om lensborgens mindre forfald. Det var trods alt en skrækkelig historie og rygterne svirrede da også i Levagny om, hvorvidt den nylige Lensgreven og hendes nu måske tilkommende, var under mistanke for at have stiftet branden. ”Velsagtens..Jeg er ked af at høre at Deres hjem er medtaget..” Svarede hun stille. ”Det er...forfærdeligt at miste familie, som man holder af.” Kom det stille fra hende, som hun tydeligvis kunne relatere til følelserne forbundet dermed. Alligevel forsøgte hun tydeligvis at lægge en smule afstand til sine egne følelser og distancere sig, som hun ikke ønskede at han så hende alt for sårbar. Desuden var der ingen grund til at underbygge påstanden om at det blandt de adelige rygtedes at hun stadig savnede Cedric. Det til trods for at der var mere sandhed i rygterne i det tilfælde, end man måske skulle tro.

[Joufre af Treillery]

Henover årene havde Joufres storebror præsenteret ham for nydelige kvinder, som kunne være gode bud på en kommende hustru, men ingen af gangene havde han egentligt bidt på, og det havde ikke været stort nødvendigt, når hans storebror - lensgreven - selv havde fået sig en søn. Sådan havde realiteterne set ud indtil borgen stod i flammer, og det hele gik op i røg. Alt havde lagt i ruiner. Både fysisk og i hans indre, og et helt nyt behov for at finde sig en kone, som kunne føde ham en Treillery arving havde budt sig, nu hvor han atter kunne ånde nogenlunde normalt igen. De senere år var blevet brugt på at genopbygge såvel ry som lenet efter tragedien, der på tragisk vis havde frarøvet dem alle deres lensgreve, og Joufre sin bror, svigerinde og nevø. 

Hans blå øjne hvilede på hende, og hendes mørke på ham, inden en lidt eftertænksom rynke formede sig i hans pande. Et synligt mimisk tegn han ellers forsøgte at undgå, men som han i denne stund ikke helt fik forhindret, før det var for sent. Sjældent afslørede Joufres mimik andet end det, han ønskede at fremvise for omverdenen. Han løftede sin frie hånd i en begyndende afværgende, næsten afvisende gestus. Hun behøvede ikke ynke ham eller vise ham medlidenhed. Det var ikke årsagen til, at han havde fortalt hende om det åbenlyse. Det samtaleemne der alligevel svirrede omkring Treillerys lensgreve i Levagny. "Det er pænt af Dem." 
Han måtte vende blikket mod himlen automatisk, da hun så talte sig ind på et andet element. Det var ikke kun borgen, der var medtaget; også Joufres indre havde været i forfald, da han mistede sin bror til flammerne. Tynget af sorg. Han rømmede sig. "Vi skal alle miste før eller siden," blev den lidt kontante konstatering. Han kunne have dykket ned i det sårbare emne, og forsøgt at krænge sjælen ud på Cosette, men lige netop dét ... At tale sig ind i hendes tab af den forhenværende ægtemand interesserede ham ikke stort. Endnu. Det føltes for intimt. Privat. Men konstateringen kunne måske agere springbræt til et andet spørgsmål. "Føler De dem klar? Til at ægte en ny mand." Et intimiderende spørgsmål måske, men yderst relevant.

[Cosette af Treillery]

Det havde ikke været Cosettes intention at fremstå hverken følelsesmæssigt ustabil eller fortsat sørgende over sin afdøde husbond, havde det været det indtryk han fik af hende. Tværtimod, havde hun blot forsøgt at nå ham en smule via noget der måske havde været et fællestræk af den ene eller anden art. Ikke at det måske havde været det bedste af slagsen. Således kom hans følgende ord og spørgsmål en smule bag på Nådigfruen.

Cosette fæstnede sig ved at Joufre syntes som en mand der overvejede sine ord nøje. Han syntes ikke at give særlig meget af sig selv, til trods for at han formåede at sige de rette ting. Det var i hvert fald tydeligt for hende, at han gjorde sig stof til eftertanke og således lod hun sig heller ikke tøve for meget med et svar. Hun fornemmede at han næsten uanset ville kunne se lige igennem hende og således var hendes ord også ærlige. ”Prospektet om ægteskab har længe ligget lige for, Deres Excellence. De må ikke misforstå mig…Jeg savner naturligvis hvad jeg havde..Men fortiden er noget der ligger bag mig….Og jeg er klar til noget nyt. Til forandringer, hvad end dét så måtte byde på.” Hun stoppede lidt op, som de atter stod en smule afsides i gaden og hun lod sine mørke øjne fæstne sig i hans blå, som om hun ønskede at understrege alvoren i hendes ord. Dét og det faktum at hun ikke ønskede at holde ham for nar.

[Joufre af Treillery]

Joufre havde ikke opfattet Cosette følelsesmæssigt vakkelvorn eller medtaget, ej heller nødvendigvis sørgende over sin forhenværende ægtemand, men han ønskede ikke at grave dybere ind i en samtale om at miste familie. Det kom tættere på end han brød sig om personligt. Den snak kunne de tage engang - hvis de endte som ægtefolk, men indtil da måtte den vente. Det var et naturligt fællestræk mellem dem, og også en af årsagerne til, at Cosette af Sangy ikke var et dårligt bud på en kone. Hun ville kunne forstå nogle af livets barske realiteter, som de unge kvinder i tyverne ikke ville have nogen forstand på. Der var fordele og ulemper ved begge valg, men umiddelbart - Cosettes lidt høje alder og enkestatus til trods - hældte han mere til et ægteskab med en som hende, end med en uerfaren ungmø, der knap havde set en flig af verden. De kunne hurtigt få et granatchok, når de pludseligt skulle indtage posten som lensfrue og miste mange af deres dyrebare timer til de pligter, de hermed skulle opfylde. 

Om Cosette talte sandt eller usandt, måtte stå skrevet i stjernerne, men han opfattede hende som sandfærdig, da hun talte. Han brummede kort. "At prospektet om ægteskab længe har ligget lige for betyder ikke, at De er klar til at indgå i et," konstaterede han roligt, for nok var han ingen stor kvindebedårer, og ingen stor romantiker heller, men mange blev gift mod deres vilje. Af pligt, og uden at være klar til de ægteskabelige forpligtelser. Når han spurgte var det for at vide, hvor hun stod. Det var et slags hensyn, om man ville. Ikke at han skyldte hende det. "Det er godt at høre, at De er indstillet på forandring, og at lægge fortiden bag Dem, Cosette af Sangy. Det bliver også nødvendigt, hvis dette skal fungere." stadfæstede Joufre af Treillery. Hun var stoppet op i den lidt afsides gade, og han gjorde hende kunsten efter. Der stod de så og så hinanden i øjnene, og først nu bemærkede han for alvor de fine nuancer i hendes. Hun var i sandhed køn. Ikke kun umiddelbart, men også når man så nærmere efter. Måske særligt da. Det trak svagt op i hans mundvige. "Lige nu er det mig en gåde, at De ikke for længst er blevet gift på ny," ytrede han sig så lavmælt og forholdsvis ublufærdigt. Smilet fik en lidt tydeligere kant, inden han så løsrev sig fra hendes blik, og istedet vendte det mod gaden på ny. Han gjorde et lille nik som et spørgende tegn til, om de skulle bevæge sig videre.

[Cosette af Treillery]

Cosette havde i virkeligheden ikke skænket det mange tanker, hvilke type husbond hun mon ville ende op med efter Cedrics død. – Eller…Jo…Hun havde da naturligvis reflekteret en smule over mulighederne. Men at én af dem direkte skulle blive realiseret som sm reelt..Så langt var hun aldrig rigtig nået i processen.

Hun betragtede ham lidt med kritiske øjne, som de stod overfor hinanden. Skægget og håret havde spor af små grå stænk og øjnene syntes næsten isblå i dagens solskin. Han stod rank og stolt og hans kropssprog udstrålede selvsamme selvsikkerhed ordene der forlod hans mund. Jovist, var der en mindre aldersforskel imellem dem…Men alligevel, var han atter en ganske pæn og nydelig herre. Hun kunne til trods ende ud med meget værre.

Hun åbnede munden for yderligere at tilføje noget til sine foregående ord, men som han kom hende i forkøbet med ét kompliment, tav hun atter. Det kom bag på hende, at lensgreven var så…Direkte. Så umiddelbart omkring sine komplimenter til hende og ublufærdige ord, der næppe overlod meget til fantasien. Cosette vidste trods alt, hvordan mænd tænkte…Og hun vidste at hun skulle være godt naiv for ikke at tro at hun ikke ville blive bedømt således…Især af en potentiel bejler. De mørke øjnede flakkede lidt genert og som varmen igen blussede op i kinderne, rømmede hun sig en smule. ”De er alt for venlig..” Musede hun sagte, før hun fulgte hans bevægelse og indvilgede i at tage hans arm igen og fortsætte ned ad gaden. ”Agter De at blive længe i Levagny?” Spurgte hun så.

[Joufre af Treillery]

Komplimentet havde ikke været et forsøg på at lukke munden på hende; det var blot faldet naturligt konteksten, også selvom det måske kom en smule bag på ham selv, at han overhovedet tænkte den tanke. Var der alligevel en reel spirende interesse gemt et sted derinde? Noget kunne tyde på det. Cosette virkede føjelig, medgørlig og ... sød. Sødere end mange andre kvinder han kendte, men det kunne naturligvis også være et spil for galleriet. Det var ikke til at forudse, hvad hun var blevet instrueret i, men et var sikkert: Hendes svigerfamilie ville nok ikke blive stort begejstret, hvis hun fik denne lensgreve skræmt væk, før en egentlige aftale om en forlovelse var faldet på plads. 
Genertheden gjorde sit indtog nu, og han spottede hvordan hendes blik flakkede, hvilket fik ham til at rynke panden svagt. Nogle mænd ville sikkert være underholdt over denne generthed. Smøre tykkere på for at opildne den og leve højt på evnen til at få hende til at rødme, men det var ikke et behov for Joufre. "Er jeg?" spurgte han lidt forundret ind med antydningen af smilet blivende, inden det svandt ind til en neutral mine, som han tavst spurgte hende, om de skulle bevæge sig videre. 
Arm i arm fortsatte deres spadseren. Så faldt et nyt spørgsmål. "Jeg agter at blive en måned. Derefter må tiden vise, om der er grund til at blive længere," lod han hende vide. Umiddelbart rimeligt ærligt, men uden at røbe meget om, hvad hans ærinder kunne være i Levagny. Udover dem, der var relateret til hende naturligvis.

[Cosette af Treillery]

Det gav god mening at lensgreven ikke havde afsat mere end måned foreløbigt til sit ophold i Levagny. Trods alt, havde han også et len at tage sig af og andre forpligtigelser, der krævede hans opmærksomhed. Cosette selv, havde i tidernes morgen selv været indstillet på til dels at skulle have stået ved en anden lensgreves side. Således, kom hverken arbejdsbyrden eller de tilhørende forpligtigelser bag på hende, ligesom de som hun vidste, der for hendes vedkommende også ville medfølge, skulle hun blive grevinde.

”Nej..” Hun smilede, i et forsøg på at være lettere spøgefuld overfor ham. Hun havde trods alt intet imod komplimenterne. Tværtimod, boostede de hendes selvværd en smule. Hun fejede forsigtigt en lille vildfaren hårlok om bag øret og op under det hvide klæde igen, som hun mærkede den kildre på kinden. I øjeblikket var hun taknemmelig for at Joufre ikke kommenterede yderligere på den rosa farve og hun lod det blot dvæle en smule hen, som hun i stedet forsøgte at lede samtalen videre. Svagt nikkede hun dog anerkendende af hans svar.

[Joufre af Treillery]

Det var svært helt at afgøre, men noget ved det smil der viste sig på de bløde læber, syntes at have en spøgefuld karakter, som klædte hende. Cosette af Sangy. Ikke en kvinde, der havde stået højt på listen over potentielle hustruer, men hun var intet ringe parti, og som han gik der med hende virkede hun næsten som den bedste mulighed af alle. Hun var medgørlig, føjelig, ydmyg. Det var kvaliteter han ville værdsætte i sin hustru. Hvis altså dette ikke kun var et spil for galleriet. Naturligt var Joufre af Treillery lidt på vagt, velvidende om hvor god han selv var til at spille sine kort, og få andre til at æde hans ord råt, og bilde dem usandheder ind. 
"Hvad synes De selv om Levagny?" spurgte han ind efter en lille stilhed. Flygtigt gled hans blå øjne mod hende, inden han atter så frem for sig, og hilste på en ridder til hest, han kendte med et afmålt anerkendende nik. 

[Cosette af Treillery]

Cosette bevægede sig stille og roligt videre ned ad gaden sammen med lensgreven. Hu lod blikekt glide en smule op imod himlen, som de gik og for et øjeblik betragtede hun fuglene, som de fløj omkring. Som hun nær skvattede over sine egne fødder i et ufokuseret øjeblik, greb hun dog lidt fastere om Joufres arm. Hendes brune øjne mødte hans med undskyldende mine og forsigtigt trak hun lidt på smilebåndet. ”Tilgiv mig…Jeg gled lidt hen i mine egne tanker…” Beklagede hun, som hun rankede sig lidt og rettede på sin kjole, som hun havde støttet sig til ham. Hun rømmede sig så en smule. ”Deres spørgsmål…Undskyld…Hvad, jeg syntes, ja…” Hun spejdede et øjeblik efter ridderen, som Joufre hilste på, men hun lod ham så atter få hendes fulde fokus igen.
”Jeg kan godt lide Levagny…Jeg har efterhånden været her uafbrudt de sidste par år. Jeg trivedes godt. Jeg kan godt lide byen..Og det liv der er her.” Svarede hun ærligt.

[Joufre af Treillery]

Hver især havde de gået lidt i egne tanker i en stille stund, men stilhed som sådan generede ham ikke. Kunne Joufre selv vælge, ville han ikke ægte et sludrechartol af en anden verden, for han orkede ganske simpelt ikke at høre på en evig kvidren. Derfor tog han det egentligt positivt, at hun ikke nødvendigvis følte, at hun skulle udfylde stilheden hele tiden, og ingen akavethed var mærkbar for ham. Det gibbede dog lidt overrasket i ham, da Cosettes greb om armen pludseligt blev fastere, indtil det slog ham, at det skyldtes, at hun måtte støtte sig til ham for ikke at falde, og han hjalp med at holde hende oprejst og forhindre at kysse brostenene under fødderne på dem. 
Han løftede en afværgende hånd til hendes undskyldning. "Det er okay. Det kan ske for selv den bedste," undskyldte han hende selv med et venligt smil. Velvilligheden til at lade Cosette af Sangy se en af de bedre sider af ham denne dag var der utvilsomt. 

Spørgsmålet havde hængt lidt i luften, og hun forsøgte at gribe det, men lod til at blive distraheret af det vink Joufre sendte til den ridder, der engang havde været hans kollega. "Det kan jeg godt forstå. Det må være..." Joufre spidsede tænksomt læberne et øjeblik, mens han overvejede sine ord, før hans blik gled mod Cosette. "En dejlig by for en kreativ sjæl. Der sker meget i Levagny." Han anerkendte derved nogle af de få egenskaber han kendte til ved Theuderics svigerinde. En sød kvinde.