De mange facetter

[Joufre af Treillery]

Intriger herskede i alle samfundslag og alle familier. Særligt dramatisk og kompliceret kunne det være indenfor lensgrevernes stamtræer, særligt fordi de ofte snoede sig ind i hinanden, og uvenskab og kærlighed kunne nedarves igennem generationer, indtil nogen pludseligt krydsede usynlige grænser og rodede op i det hele. Joufre var bekendt med langt mere end han nogensinde ville lade andre vide. Det var ikke sikkert, at selv hans tætteste venner havde fuldt begreb om, hvor meget han egentligt vidste om andre mennesker - selv mennesker, der ikke anede, hvem han var. Det var vigtigt at være to skridt foran, hvis man kunne. Det var Joufres måde at undgå voldelige uventede sammenstød også. "Men," fortsatte han. "Det betyder ikke, at jeg ikke vil tale med Dem om min bror." slog han fast, og dét var i sandhed en tillidserklæring, for han havde talt sandt, da han sagde, at han sjældent talte om ham, og måske anede hun den flig af smertelig ømhed der omkredsede ordet bror.

Han værdsatte det drilske i hendes tone, da hun spejlede hans ord fra tidligere, og han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over hende. Han rømmede sig lidt. "Jeg håber ikke De tager på vej, og dit svar kommer ikke til at påvirke min beslutning, men ... Elskede De ham, Cosette?" Det var et følsomt spørgsmål. Intimiderende ligeså. Og han ville respektere, hvis hun ikke ville svare ham på dét. Det vedkom ham for såvidt ikke, men han kunne mærke, at det var noget han i sit hjerte gerne ville vide. Måske var det fordi han et sted dybt inde, helt nederst i maven, håbede at nogen også en dag ville elske ham.

[Cosette af Treillery]

Ganske forsigtigt rakte Cosette ud for at tage lensgrevens hånd i sin. Måske var det for meget..Måske var hun for øm og følsom på det punkt. Men Cosette var nu engang en kvinde med meget kærlighed at give. Hun bar megen empati og omsorg med sig og hun følte i dette tilfælde virkelig med lensgreven. Hans tillid betød noget for hende og det ønskede hun at gøre tydeligt. Således, gav hun hans hånd et varmt klem, som et lille medlidende smil fandt vej over hendes læber. Det til trods for at hun ikke tog Joufre af Treillery, som en mand der ønskede medynk.

Hun tillod sig at lade spørgsmålet hænge lidt i luften. De brune øjne flakkede en smule rastløst, som de veg fra ham og uroligt hvilede de i et øjeblik i stedet på deres nu sammensluttede hænder. Hun så så atter op på ham og nikkede. ”Meget højt..” Mumlede hun stille. Næsten som om hun skammede sig over sit svar. Over sin ærlighed og stadig vedvarende hengivenhed til sin nu afdøde husbond. Ikke destomindre, kom hun frem til den konklusion at Joufre sikkert alligevel ville opdage det før eller siden. Han ville opdage, hvor højt hun havde elsket Cédric. Han ville måske endda kunne spore afsavnet til den anden mand til tider..Og Cosette var i forvejen ikke en kvinde der ligefrem havde let ved at undertykke eller skjule sine følelser. Hun havde aldrig været særlig god til at pakke tingene ind.

Hun kunne mærke at spørgsmålet gjorde hende vedmodig. At øjnene blev klare på trods af at hun ikke ville det. Hun blinkede det stille væk og hun rømmede sig lidt, som hun samlede sig, før hun med sin ene hånd rakte ud efter pokalen med vin. Denne gang tog hun en lidt større tår. ”Tilgiv mig..” Mumlede hun så.

[Joufre af Treillery]

Forsigtigheden vidnede om hensynstagen til, at hun ikke ville overskride hans grænse. Han søgte ikke medynk, men det var heller ikke ynket han følte sig, da Cosettes mindre og blødere fingre fandt rundt om hans hånd. Det varme klem fortalte om noget andet. Omsorg. En omsorg han ikke følte, at han havde mærket i årevis udover fra sin svigerinde og bror. Fra sine allertætteste venner, når de gav ham et broderligt kram, og selvom det var en lille næsten usynlig gestus, så rørte den på noget i hans bryst, som han ikke helt kunne definere. Varme. Det var en varm fornemmelse det fyldte ham med. Var det taknemlighed? Velsagtens.
Han foldede sin hånd om hendes, og sendte hende et svagt smil. I hans øjne måtte flygtigt kunne ses en sjælden ømhed, som dog hurtigt svandt igen. 

Hendes øjne flakkede, og han mente at forstå. Det var ikke noget letsindigt spørgsmål han havde stillet. Meget personligt også. Han lod stilheden hvile mellem dem, forlangte ikke et svar af hende. Så så hun op på ham og nikkede, og hendes mørkebrune øjne syntes bedrøvede, mens hun mumlende understregede, at det havde været meget højt. Han nikkede afmålt, forstående. Det var drømmescenariet for de fleste, mistænkte han. At elske sin ægtefælle, eller som et minimum at holde af dem. Det måtte gøre ægteskaberne lettere. Hendes øjne blev blanke, og hun kæmpede tydeligt med følelserne. Visse mænd ville nok have følt misbehag derved, men ikke Joufre. Istedet for at skifte emne eller bede hende tørre øjnene, klemte han forsikrende og varmt om hendes hånd, for at fortælle hende, at han stadig sad der, og hendes ord skræmte ham ikke væk. "Alt forladt, Cosette. Det gør ondt at miste nogen man holder af. Men det er ubærligt at miste nogen, man elsker," tilkendegav han sin forståelse og så forsigtigt lænede han sig lidt ind mod hende og lagde en arm om hendes skuldre for også her at give hende et trøstende klem. "Det er en god egenskab at kunne elske. Det kunne flere mennesker lære af Dem, er jeg sikker på," anerkendte han dernæst og sendte hende et lille anerkendende smil. Om det var en evne eller et valg, var nok op til diskussion, men der var unægteligt mennesker, der nægtede at elske andre. Der ville fremstå følelseskolde hele livet.

[Cosette af Treillery]

Cosette lod for en stund sin hånd hvile i hans. Dette imens hun med den anden løftede sin pokal og drak lidt af sin vin. I dette øjeblik, var hun usikker på, hvorvidt hun havde delt for meget. Hvorvidt hun havde givet for meget slip på de tøjler, som @theudeurich ellers havde advaret hende imod at slippe. Uanset, kom hun ikke udenom, at hun var en følsom kvinde. En kvinde der vægtede familie, loyalitet og hjerterum over det meste andet.

Overraskende nok, virkede Joufre dog ikke skræmt væk af hendes følsomme væsen og således sendte hun et lille taknemmeligt smil i hans retning, som hun lænede sig lidt ind i det klem han gav hende.

Han var dejlig varm sådan at læne sig op af..Og selvom Cosette måske ikke ligefrem nærede hverken hengivenhed eller kærlighed til lensgreven på nuværende, var hun ham taknemmelig for hans selskab og varmende ord. Hun gav hans hånd endnu et klem, før hun lod sine mørke øjne fængsle i hans blå igen. Hun syntes først nu rigtigt at lægge mærke til, hvor lyse de egentlig var. ”Tak..” Musede hun så, atter oprigtigt.

[Joufre af Treillery]

Cosette holdte ham i hånden og drak lidt af sin vin. Han gjorde sig umage med ikke at virke intimiderende, da han diskret betragtede hende, primært for at sikre sig, at hun havde det nogenlunde, bedrøvelsen til trods. Hvilke formaninger Cosette havde fået med fra Sangy-brødrene, måske særligt den ældste, anede han ikke, men sikkert nogle. Han ville selv have givet råd, hvis han havde været i deres sted. Men om hun havde fulgt dem eller var gået imod dem, rørte ham ikke stort, som de sad der. 

Han mærkede hvordan hun lænede sig ind mod ham, og lidt ubevidst strøg hans ru fingre mod hendes overarm i en omsorgsfuld gestus, som han ikke var sikker på hvor kom fra. Det føltes bare... Naturligt. Det var naturligt for ham i det øjeblik, og måske var dét i virkeligheden en indikation af, at dette kunne fungere. Ikke kun på kort sigt, men for alvor. Deres øjne mødtes, og hendes havde stadig et blankt skær. Hun så sårbar ud. Sårbar og smuk, tog han sig selv i at tænke, men det var ikke ud fra et fysisk perspektiv. Hun var en smuk person. Tillidsfuld, følsom. Det noterede han sig, som han sad der og holdte hende i hånden. Den hånd han nu langsomt løsnede grebet om, før han løftede den for at stryge en vildfaren hårtot væk fra hendes ansigt og i samme ombæring strejfede hendes kind, før hånden greb om vinpokalen på bordet. "De skylder mig ingen tak," svarede han hende roligt og veg ikke fra øjenkontakten. Sådan sad de lidt. Hans arm om hende, og deres øjne fordybet i hinandens.

[Cosette af Treillery]

Svage kuldegysninger spredte sig ned langs Cosettes rygrad, som Jourfre sad der og ganske let strøg hendes overarm. Ikke på en ubehagelig måde…Tværtimod. Det var bare…enormt intimt på en måde Cosette ikke havde været udsat for længe. Han dragede en omsorg for hende…Lagde et lyttende øre til på en anden måde, end selv hendes egen familie og svogere havde gjort det, da Cédric døde for to år siden. Hun tog sig selv i at føle oprigtig taknemmelighed for hans ord og ikke mindst handlinger. I dette nu, virkede bagtanker og skjulte agendaer ikke eksisterende, som hun sad der og så ham direkte ind i de blå øjne.

Hun satte sin pokal fra sig igen, dog uden at vige fra hans blik og uden egentlig at være bevidst derom, lænede hun sig tættere ind imod ham. Som om hun for et øjeblik sad med intentionen om at stjæle et kys. Hun sænkede dog atter hovedet lidt, velvidende om at det sikkert var upassende, når de endnu ikke havde indgået en officiel trolovelsesaftale.

[Joufre af Treillery]

Joufre anede ikke helt, hvor han skulle gøre af sig selv i det øjeblik, hvor intimitet han ikke havde tilladt kom ind på livet af ham i en mindre evighed, pludseligt opstod. Hans blik var koblet med Cosettes, og hans fingre strøg lidt fraværende over hendes overarm, og selvom hans hånd hvilede omkring vinpokalen på bordet, var hans blik eller opmærksomhed ikke vendt mod den. Istedet mærkede han, hvordan hun nærmede sig yderligere, og han fik en næsten sugende fornemmelse i kroppen, da det virkede som om hun lænede sig ind for at stjæle et kys, men noget stoppede hende på vejen. Frygt? Formaninger? Han vidste det ikke, men han vidste, at han var nødt til at mærke, hvordan det føltes, så forsigtigt gled hans hånd fra hendes overarm og op under hendes hage, og han løftede blidt hendes hoved på ny, før han selv var mand nok til at læne sig det sidste stykke fremad og kysse hende. Om det var upassende, sked han på i det øjeblik, for selvom de befandt sig et offentligt sted, var det også bare et kys, og at kysse ens måske kommende forlovede var ikke nær så syndigt, som alle de affærer der sikkert opstod i aflukker som disse. 

[Cosette af Treillery]

Det havde ikke været meningen. Det havde ikke været Cosettes intention at lokke lensgreven i fordærv på den måde. Noget i hende strittede, som bevidstheden om det uanstændige havde indfundet sig, men atter prikket til hendes lyst. En lyst til at nærme sig Joufre yderligere. En lyst til at kysse ham og blive holdt tæt.

Hun havde egentlig haft i sinde at slippe hans hånd. At trække sig og undskylde endnu engang for sit nærgående væsen. Denne gang, var det dog ham, som tog fusen på hende og ikke omvendt, som hans fingre pludselig vandrede op under hendes hage, for atter at løfte hendes hoved en anelse. Ganske forsigtigt gengældte hun hans kys og hun lod sig derpå opsluge af momentet, hvor kun de to var tilstede. Hun lod de sarte rosa læber skilles en smule, som hun lod dem møde hans og hendes ene hånd fandt imidlertid hvile ganske diskret og pænt på kanten af hans knæ, som hun måtte læne sig lidt imod ham, for at nå ham.

[Joufre af Treillery]

Lensgreven følte ikke, at Cosette lokkede ham i en fordærvelsens fælde. Tusindvis af gange havde kvinder forsøgt at lokke ham med kvindelist af enhver art, og han var godt nok ikke en afholdsmand, men han var ej heller en ligesom Cosettes svoger, der med lethed kunne ses med mange kvinder. Han evnede at stå imod, og derfor var det ikke, fordi hun drev ham til at gøre det, at han løftede hendes hage, og imødekom den handling, han følte hun havde været på vej til selv at gøre. Forsigtigheden var der, og han holdte hende ikke fast. Hun kunne trække sig væk hvert øjeblik det skulle være, og han ville ikke brumme så meget som ét utilfredst suk eller ord over dét. 
Men hun trak sig ikke væk fra ham. Hun gengældte kysset. Først med samme forsigtighed, som han havde indledt det, men så mærkede han hendes læber skilles lidt mere, som en invitation til et lidt mere mærkbart kys, samtidigt med at hendes hånd fandt hvile på hans knæ. Diskret og pænt. Der var intet vulgært eller grådigt over handlingerne. De rummede på en måde... Ømhed. Den ømhed de havde delt med ord forinden. Det var ikke kærlighed, men det var heller ikke rent begær. Han havde svært ved at placere det. Måske havde de bare begge brug for den her omsorg i dét øjeblik. Han slog hjernen fra, mens fingrene langsomt gled ned fra hendes hage, og ned på halsen, hvor den ru tommelfinger blidt strøg hendes sarte hud. 

[Cosette af Treillery]

Noget ved lensgreven havde draget Nådigfruen. Hvad det helt var, kunne hun som sådan ikke sætte nogen finger på..Men rart var det at kysse ham. Det føltes på en eller anden måde..Trygt. Ømt og omsorgsfuldt, om end det hverken var et kærligheds – eller elskovskys de delte. Et lille hørbart suk forlod hende, som hun mærkede hans fingre vandre ned over hendes hals og for et lille sekund brød hun med hans læber, før hun igen optog dem i et lille nyt kys. Hendes frie venstre hånd vandrede imidlertid forsigtigt ned omkring hans torso, hvor hun lod den hvile på hans ene side.

[Joufre af Treillery]

Luften føltes næsten elektrisk og lensgreven var selv i tvivl om hvad der præcist drev ham til at mindske afstanden mellem dem, og lade sine ru skægstubbe møde Cosettes bløde, fine hud, og hans smallere, mere ru læber, til at mødes hendes fyldigere og kvindelige. Men da de gled ind i kysset var det en stund som om han glemte alt andet end dét. Et hørbart suk flød, da deres læber kortvarigt skiltes fra hinanden, og han dristede sig til at se på hende, før øjnene gled i, da hun kyssede ham på ny, og hendes hånd fandt vej til hans torso og fandt på hvile på siden af den. Tommelfingeren tegnede et lille kærtegn på hendes hals, før han så lod læberne skilles fra hendes og lod de blå øjne søge mod hendes. Ansigterne var ikke langt fra hinanden. "De smager sødt, som vinen," mumlede han. Måske ikke den bedste kompliment, men det var det, der lå først for på tungen. Noget i ham higede efter atter at fortabe i et kys, men han blev siddende lidt sådan her, før blikket gled nedad mod hendes hænder. "Det kan se ud som om dette ikke vil blive stort besværligt," bemærkede han roligt. Der var en naturlighed over deres samtaler. Deres måde at omgå hinanden, omend de begge trådte med varsomhed af flere omgange. Grænserne svære helt at finde eller overskride.

[Cosette af Treillery]

Cosette huskede ikke, hvornår hun sidst havde kysset en mand. Ikke sådan rigtigt. Det føltes fremmed…Ja næsten nyt. Og alligevel velkendt, som hun havde prøvet det så mange gange før. Det var rart, tænkte hun for sig selv, som hun lod læberne skilles og dermed kysset udvikle sig en smule. Øjnene var lukkede, som hun i dette sårbare øjeblik overgav sig til Joufre og hans syndige tilnærmelse.

De mørke øjne gled langsomt op, som deres kys blev brudt. Cosette kunne mærke, hvordan blodet atter strømmede hende til kinderne og med et lille smil på læberne, lod hun den hånd der før havde hvilet på hans torso falde en smule, så den nu hvilede i hendes eget skørt. ”Jeg håber at det var et kompliment…At jeg ikke behøver mere krydderi for nu..” Musede hun lidt flirtende, som hun fejede en lille mørk og vildfaren tot op bag hovedlinnedet igen. – Den blev ved med at falde ned.

[Joufre af Treillery]

Var det i virkeligheden en synd at kysse den kvinde, man overvejede at gifte sig med? Det var vel ved Yphion noget af det mest naturlige at gøre, men alligevel kunne han mærke den lille flig af spænding over at gøre noget, der kunne føles 'forbudt', som forbrød han sig mod normer, men i langt mindre grad end de fleste andre mænd gjorde det. Eller måske blot mennesker i det hele taget. 

Blodet strømmede atter Cosette til kinderne, og som han sad der med ansigtet tæt på hendes, så han det tydeligt, og kom til at smile lidt over det. Han kunne ikke helt greje hendes ord, men det lidt flirtende tonefald var ikke helt spildt på ham. "Det var bestemt et kompliment," slog han fast. "De har ikke brug for ekstra krydderi - eller har De?" lidt udfordrende og spøgefuldt løftede han et drillende øjenbryn, før han lod sin hånd glide ned over hendes skulder og flugtede med hendes arm, inden han lod hånden finde vej til eget lår igen. Han løftede vinpokalen og tog en raffineret tår, inden han så stillede den fra sig igen, og lod sine blå øjne finde hende på ny. "De ville gerne kysse mig, eller tager jeg fejl? Hvorfor lod De være, Cosette?"

[Cosette af Treillery]

”De driller…” Konstaterede Cosette, som hun tilsmilede lensgreven. De mørke øjne glimtede let i den sagte belysning fra stearinlysene omkring dem og de hvilede fokuseret på ham, før de faldt, som han på pirrende vis strøg hendes arm ganske let. Hun kunne næsten mærke, hvordan de små sarte hår rejste sig på armene, som hun fik kuldegysninger – på den gode måde.

Hun rystede på hovedet af hans ord. ”Nej…Det ville jeg gerne. Det…Det virkede bare…Syndigt.” Mumlede hun så. ”Jeg ville ikke at De skulle tænke ringeagtet om mig på baggrund af…Noget så simpelt og primitivt som impulsstyrede handlinger baseret på lyst.” Forklarede hun, som hun mødte hans blik igen. ”De skulle næppe tænke at…At jeg er for løssluppen.”

[Joufre af Treillery]

Der var et særligt bekræftende glimt i hans øjne, da hun konstaterede, at han drillede hende, for det gjorde han et kort øjeblik, før hans hånd trak et langt fjerlet kærtegn nedover hendes arm, før han helt slap hende igen, og lod hende have sin egen krop for sig selv igen. Han så hendes øjne glimte i stearinlysenes skær, og følte, at hun virkede veltilpas, da hendes blik så fulgte håndens bevægelser.

Han lyttede med en oprigtig nysgerrighed, da hun gav sig til at svare, og han fornemmede tyngden i hendes stemme og gestik, da hun lod blikket dale, som skulle hun føle sig nedslået over den tanke hun udfoldede, og ubevidst fik han atter en trang til at gribe hende blidt om hagen og løfte hendes hoved, ligesåvel som at løfte hendes selvværd. En vis usikkerhed skinnede igennem; en frygt for, at andre ville tænke dårligt om hende. "Simpelt og primitivt, siger De? Et kys er da en meget avanceret, krævende handling," spøgte han for at lette lidt på stemningen, inden hans ansigt så lagde sig i mere alvorlige folder. "De slår mig ingenlunde som værende løssluppen, Nådigfrue. Tværtimod. Deres værdighed er mere end intakt, og jeg har ingen nedsættende tanker om Dem. Ej heller ville jeg have haft det, hvis De havde ladet Dem styre af impulsen," slog han roligt fast. Måske unødvendig tilføjelse, men den føltes vægtig i det øjeblik, og han smilede svagt forsikrende.