De mange facetter

[Joufre af Treillery]

Udfordrende hævedes Cosettes bryn, og han anede et underspillet skælmsk smil forme sig på de rosa læber, omend det meste af smilet var gemt bag vinpokalens metalliske dekorative kanter. Hans fingre hvilede stadig mod hendes ryg, og nærheden var stadig tilstede, da hun sænkede sin pokal, stiltiende. Så flød et svar dog, som fik ham til at løfte brynene i en mild forundring. Troede hun ikke, at han allerede ville være velovervejet? Var det ikke velovervejet i sig selv at spadsere med hende ene og alene? 
Han åndede langsomt ud. "De må vide, at jeg vil være velovervejet uanset mine lyster," indskød han roligt. "Men naturligvis... De har da givet flere ting at tage med i overvejelserne i dag." Således indrømmede han, at hun havde påvirket ham. Men hvordan afslørede ordene intet om.

[Cosette af Treillery]

Cosette nikkede. Hun lænede sig lidt tilbage, som resten af pokalen blev tømt og hun åndede sagte ud, som hun så atter rettede lidt på sit hovedlin. Trods alt, skulle hun nødigt se uanstændig ud, når de forlod beværtningen igen. Folk skulle nødigt begynde at sladre.

”I så fald vil jeg takke for god vin…Og godt selskab..” Smilede Nådigfruen, som hun rankede sig lidt og derpå også trak sig lidt fra hans berøring. ”Det begynder vist at være på tide at vi bevæger os tilbage…Min svoger vil undre sig.” Bad hun, som hun trak sit sjal lidt op om sig igen, som det var faldet lidt ned og ligge på det polstrede møbel. Hun gjorde derefter mine til at rejse sig.