Ultimatum

[Flavia af Gustabis]

Familien havde været fuldtallig og hjemme i to uger. Huset havde fundet sin ro igen og Emir Schafari havde haft tid til at tænke og naturligvis til at se tjenestepigen, Cassia, an, som hun passede sine nye pligter i huset. Flavia havde ingen anelse om hvorvidt han havde benyttet sig af muligheden eller ej, men nu var tiden gået og det var på tide at give ham den sidste chance for at gøre som hun ønskede af ham. Hvis han sagde nej, ville det potentielt være en sorgens dag for hele familien, men hvis hun ikke pressede ham, så ville de ikke kunne nyde godt af hans slægtslinje. Det var et sats, selvfølgelig, men man måtte satse for at vinde.

Så hun havde bedt ham møde op på det værelse, der mere eller mindre tjente som hendes lille kontor, omend beskrivelsen officielt var soveværelse. Hun var rykket ud af Richardes og ind på det, der tidligere havde tilhørt Galienne af Saulet, som til gengæld havde nedgraderet gevaldigt til et lille kammer.

Siddende i en ryggeløs stol på et skind, løftede hun et glas med krydret blommesaft til læberne og drak, imens hun ventede på Emir. Hun vidste at han ville blive rasende. Sådan måtte det være.

[Emir Schafari]

De var endeligt kommet hjem til Levagny, og Emir havde med en ikke så svag lettelse indfundet sig på sit lille kammer, der lå op ad køkkenet ved bagdøren. Ikke at der havde været meget tid til at finde ro, som der altid var noget at lave. Han havde hjulpet med at pakke ud og tage sig af hestene, der havde været lidt indkøb på markedet af ting, der var slidt op på turen og allerede et par dage efter sin tilbagekomst havde han været en tur på paladset for at træne.

Egentligt have han gjort så meget han kunne for at være ude af huset så meget som muligt. Besøget i Flavias telt sad stadig dybt i ham, og det var blevet bemærket af hans omgivelser på resten af rejsen, at han havde trukket sig ind i sig selv. Havde virket mere lukket end han plejede og havde haft endnu sværere ved at smile. De lange dage på hesteryg havde givet ham alt for meget tid til at tænke i, men han var ikke kommet frem til noget brugbart. Han havde ingen løsning på, hvordan han skulle overkomme Flavias ønske om et bryllup mellem ham og den unge Cassia. Og børn. Til Fruen. Vreden havde ikke sluppet ham, selvom den var blevet overskygget af opgivelse. Havde Emir vidst, hvad det var, ville han nok kunne have tænkt, at han var ved at snuse til en depression.

Nej, han havde ikke ændret mening. Han ville ikke giftes med Cassia og avle børn til en personlig tjenestestab for Fruen. Og derfor forsøgte han at være hjemmefra så meget som muligt, for Cassia var allerede ankommet fra Gustabis. Han havde ikke udvekslet ét ord med hende, i de to uger, de havde været hjemme. Heldigvis lod det til, at hun havde samme ønske om at undgå ham.

Det var efter aftensmad, da en tjenestepige gav Emir besked om, at Flavia ønskede at se ham på værelset. Hans udtryk mørknedes straks, så pigen hurtigt havde taget flugten, for han vidste godt, hvad hun ville.
Så da han stod ude foran hendes dør, var han våbenløs. Læderbrynjen var også blevet fjernet, og han stod nu blot i en skjorte. Det var bedst sådan. Han frygtede sin egen reaktion, og det var mest sikker ikke at være klædt til kamp.
Han bankede kort på døren, inden han trådte ind.
”De ønsker at se mig, Deres højhed?” Hans ansigtsudtryk var følelsestomt og hans ryg rank. Han havde været distanceret fra hende, mere end han plejede, siden hun havde fremlagt sit ønske for ham. Hun havde overtrådt en grænse, hun ikke havde overtrådt før, og han kunne ikke tilgive hende.

[Flavia af Gustabis]

Flavia brød sig ikke om distancen mellem hende og Emir, som ikke havde været der i alle de år han havde været i hendes tjeneste. Den fik hende til at mærke hvordan det ville være at være uden ham og det var ikke noget, der var nemt for den ellers så kølige Hertuginde at bearbejde. Hun brød sig ikke om at ting ændrede sig uden at hun havde orkestreret det.

Derfor var hun usædvanligt urolig, da døren gik op og hendes udtryk var næsten blidt, som hun så på ham. "Kom ind og luk døren," bad hun. Først da de var alene, rejste hun sig op. Hun satte glasset med blommesaft fra sig og samlede håndfladerne, så hun trykkede pegefingrene op imod sin hage, imens hun så på Emir.

"Du ved hvad vi er nået til," konstaterede hun mildt og næsten beklagende. "Vi er nået til punktet, hvor jeg spørger dig, om du foretrækker at træde ud af din tjeneste hos os eller at gøre som jeg har bedt dig om."

[Emir Schafari]

Det blide udtryk fruen satte op, snød ikke Emir. Vreden, der mest kom sig af en afgrundsdyb følelse af tristhed og fortabelse, sad som en knude i maven på ham, da han trådte ind i rummet og langsomt lukkede døren bag sig. Hendes stemme nåede ham, som hans stod der og så ned på sin hånd, der ikke havde sluppet dørhåndtaget endnu. Selvom han havde forventet det ultimatum, hun nu stillede ham, føltes det stadig som om, at hun stak ham i ryggen med en gloende kniv.

For et øjeblik rørte han sig ikke, men blev stående, halvt vendt mod døren og blikket tomt stirrende ned på sin hånd, der hvilede på håndtaget. Han kunne åbne døren og gå igen. Bare gå ned, tage sine ting og forlade huset. Hente Zilu i stalden – han havde altid været forudseende nok til at sørge for, at han ejede sine egne ting, og ikke skyldte familien noget for noget af det. Selv hesten. I tilfælde af, at han ville miste sin stilling, så ville han stadig have alt, hvad han skulle bruge for at klare sig.
Men med tiden var tanken om at være alene blevet mere og mere fjern. Selvom han i praksis var Fruens slave, var hans liv hos familien ikke slemt. Det var ikke, hvad han havde drømt om, men han havde det jo i og for sig godt. Og rundrejsen havde blot understreget, at selvom han sagtens kunne, ønskede han sig ikke et liv på landevejen. Og selvom han havde en halv invitation til at arbejde for kongehuset, vidste han med sig selv, at hvis han ikke længere skulle arbejde for denne familie, ville han til Edrye. Det var det tætteste på hjem, han kunne komme. Der han hørte til.

Endeligt kom der lidt bevægelse i soldaten, som han trak vejret ind.
”Er jeg vitterligt ikke andet end en avlshingst for Dem? Efter så mange års tro tjeneste?” Hans stemme var dæmpet og flad, og han vendte sig stadig ikke mod hende. Måske han håbede på, at døren ikke ville sladre om det uendeligt triste udtryk, der var i hans blik. Han havde brug for at få svar på sine spørgsmål.

[Flavia af Gustabis]

Flavia havde ikke mange, store følelser for noget og viste dem ufattelig sjældent. Følelser betragtede hun mest som svaghed. Netop da Emir spurgte til hvad han var for hende, følte hun dog et ægte stik og hendes øjne blev en smule blanke i bevægelse.

"Langt mere," svarede hun med eftertryk. "Du har fulgt mig og min familie så tæt, at du er nærved familie," svarede hun. "Men jeg kan ikke være nostalgisk, Emir. Du er uvurderlig. Nævn prisen for at gøre dette for mig og den er din."

[Emir Schafari]

Som Flavia ikke kunne se følelserne i hans ansigt, kunne han heller ikke se dem i hendes, men noget i hendes stemme lød anderledes, som hun svarede ham. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle håndtere svaret, der både gav ham et stik i hjertet og et stik i maven.

For en tid blev han stående og så tomt ned på sin hånd, mens han desperat forsøgte at finde ud af, hvad han skulle gøre. Tanken om at gå var stadig tydelig, som han endnu ikke havde sluppet dørhåndtaget, men han kunne ikke få sig selv til at åbne den. Uvisheden om, hvad der skulle ske med ham uden sin faste base, uønskelig som den var, skræmte ham næsten mere end hvad godt var. Og tanken om at efterlade familiens børn, som han havde fulgt siden de var små, var det værste ved det hele. Han var nær ved familie. For ham var de hans eneste familie.

Endeligt faldt hans hånd fra dørhåndtaget, og han sank en klump, inden han langsomt vendte sig mod hende. Han hadede hende ikke. Egentligt havde han ikke forventet andet fra hende, men derfor gjorde alt hvad der var sagt og gjort stadig ondt, og der var ingen varme i hans blik, som han rettede det imod hende. Han viste aldrig sine følelser, og ud over en gennemgribende træthed, der sad dybt i hans træk, var han lige så ulæselig som altid, næsten mere. En maske, der kostede ham mere at opretholde end nogensinde før.
”Min pris ville være, at…” Han tøvede og rømmede sig så, inden han fortsatte. ”… at mine børn altid vil kunne forlade denne families tjeneste, hvis de ønsker. Jeg vil ikke avle børn til et slavebundet liv.” Hans stemme var dæmpet og hæs, men blev mere fast for hvert ord, han udtalte. Hans ord angav tydeligt, at selvom hans officielle titel sagde andet, var han stadig slavebundet til familien. Som hans frues krav havde så kraftigt understreget. Og dét ønskede han ikke for sine børn. Selvom han havde gjort sit for at acceptere sin egen skæbne.

[Flavia af Gustabis]

Det var et øjeblik fuld af spændinger. Flavia vidste hvad hun risikerede og hun ville formentlig blive ganske ægte ked af at se Emir gå. Han havde været med hende så længe. Han havde set børnene vokse op og set hende gå fra en ung kvinde til en moden en af slagsen. Han havde set hende gro ind til magten og finde sig tilrette i hendes enormt høje status og han havde været loyal og ufattelig værdifuld i hele forløbet.

Det var derfor et frygteligt sats, men da han endelig satte ord på sin pris, kunne hun høre at den havde betalt sig. Hun holdt vejret et øjeblik, før hun tog en hørlig indånding. Hun havde aldrig betragtet ham som slavebundet, men da han sagde det kunne hun godt forstå hvorfor. Hun sank en klump og nikkede så.

"Det er et løfte," svarede hun, hendes stemme en anelse hæs. "Og et hus. Dit eget. Nævn hvilket af de mindre nabohuse du ønsker og det er dit. En gift mand skal ikke bo på et kammer.

[Emir Schafari]

Nu, hvor Emir havde vendt sig mod sin frue, kunne han se, hvor påvirket hun også var af samtalen. Et eller andet sted gik det op for ham, at hun ikke ønskede, at han gik. Ikke bare fordi han var en loyal og uundværlig tjener, men også på et mere personligt niveau. Det overraskede ham lidt. Hun havde aldrig virket som en kvinde, der knyttede sig, slet ikke til tjenestefolk. Men trods de mange år i hendes tjeneste, havde han aldrig rigtigt lært at læse hende. Måske var det fordi, at han selv havde holdt sin afstand, simpelthen fordi han ikke vidste, hvordan han skulle føle omkring hende, at han ikke havde overvejet, om han havde en større betydning for hende end blot en mand med fysikken til at tjene hende.

Han sænkede hovedet som accept, da hun lovede ham, at hans børn ville have andre vilkår end ham selv. Det føltes som om, at hele verden gik i stykker omkring ham, men han kunne ikke gøre andet end at stå der og acceptere. Han skulle nu giftes med en ung kvinde, og hans opgave var at avle børn, noget han for længst havde afslået sig selv. Børn. Pludseligt skulle han være nogen mand. Far. Han skulle være far. Tanken var uvirkelig, og han skubbede den fra sig. Det kunne lige passe at han eller den unge Cassia var ude af stand til at skabe børn.

Pludseligt var han så træt, at han følte, at han knap kunne stå på sine ben. De mange ugers spekulation havde taget hans nattesøvn, og selvom beslutningen ikke føltes som en lettelse, forsvandt noget af spændingen alligevel i ham.
”Hvilket de finder passende, Deres højhed,” svarede han med en flad og træt stemme. Og så tøvede han alligevel kort.
”Måske De skulle forhøre frøken Serva, det vil blive hende, der skal holde hus.” Frøken Serva. Cassia. Måske han skulle tage sig sammen og faktisk anerkende hendes eksistens. Ikke i dag. Han var træt. For træt til at tænke.
”Hvis De vil have mig undskyldt, Deres Højhed, så vil jeg trække mig tilbage for i dag.” Han bukkede let og ventede egentligt ikke på svar, som han vendte sig og åbnede døren. Blev han ikke stoppet, ville han gå ned på sit kammer for at bruge det meste af natten på at stirre op i loftet.

// Out?