Emir Al-Asim Schafari

[Emir Schafari]

Emir Al-Asim Schafari

KALDENAVNE Mester Schafari. Det sker, at børnene i familien kalder ham Emi.
FØDSELSDATO 28-10-806
ALDER 36 år
NATIONALITET Emir er fra et land syd for Edrye, de fleste folk i Falanie ikke har hørt om. De har ikke rigtigt forbindelser direkte med Falanie, men handler gennem Edrye. Landet kaldes Nidar og er arabisk inspireret. Emir er født nidarianer, men anser sig selv efterhånden lige så meget som fra Gustabis.
RANG I sit hjemland var Emir af høj rang i hæren, grunden sin familie, men efter at han er ankommet til Gustabis, er han nu blot en borgerlig. Livvagt, tjener og soldat.

DRAGKISTEN

VÅBEN Emir har to slanke sværd, et på hver hofte, han på en eller anden måde har fået hjem fra Nidar via Edrye et par år efter, at han kom til Gustabis, da han ikke brød sig om de tunge og, i hans øjne, klodsede sværd, der hører til Falanie. Derudover er han ret habil med bue og pil og har også begge dele, selvom han ikke ses med dem i byen. Derudover har han en lang dagger i bæltet også.
Det skal lige siges, at Emir virker som et naturtalent med de fleste våben, og han lærer meget hurtigt at bruge nye.
DYR Emir har sin egen hest, en mørkebrun araberblanding, han har haft med fra Gustabis. Han kalder hingsten Zilu, den er tungere bygget end en ren araber, og en smule højere i stangmål, men har arvet racens udholdenhed.
MAGISKE EJENDELE -

UDSEENDE

FACECLAIM Ekin Koç
KROPSBYGNING Emir er slankt bygget, men alligevel pænt bred over skuldrene. Han er en smule høj, men ikke overdrevet, med sine 180 cm. Emir har været fysisk aktiv og har trænet sin krop siden barnsben og han holder stadig sin træning ved lige – dette gør ham muskuløs, men på den slanke måde. Han ligner ikke et muskelbundt med tøj på, men han er både stærk og smidig med en god udholdenhed.
ANSIGT Emir er tydeligvis fra den sydlige del af verden, med hans gyldne hud, der dog er knapt så gylden, som den har været, grunden det koldere klima i Levagny, og mørkebrune kraftige hår. Hans øjne er brune, og hans ansigt smalt med høje kindben og tydeligt aftegnede læber. Han har et kraftigt fuldskæg, der altid er holdt rimeligt kort.
Emirs hår er langt og går ham til midt på ryggen, når det ikke er sat. Det er det dog næsten altid, især ude blandt andre. Håret på toppen af hans hoved er flettet i mindre fletninger, der er trukket tilbage og samlet sammen med resten af håret, der er flettet i en tyk fletning, så han har flere større og mindre fletninger samlet som en hestehale lavet af fletninger.
SÆRLIGE KENDETEGN Hans hudfarve og det specielt opsatte hår. Han har også ar på kroppen af forskellig størrelse, det største går skråt hen over hans mave.

PERSONLIGHED

INTERESSER
- Fysisk træning, både med våben og nærkamp
- Flavias ønsker og ordrer
- Simmonetes sikkerhed
- Heste
- Våben
ERHVERV Emir tjener Flavia af Gustabis uden nogen bestemt titel eller jobbeskrivelse. Han følger hendes mindste bud, om det så er at fylde hendes glas eller slå nogen ihjel. I de sidste seks år har han også fungeret som livvagt for den unge Simmonete af Vigny under hendes ophold i Levagny.
GAVEN -
FREMTIDSPLANER Emir tænker ikke fremad, men lever i nuet, som han teknisk set ikke er herre over sit eget liv.
PERSONLIGHED Emir er en mand af ære. Som en del af Nidars kongelige familie, er han blevet opdraget med begreber som loyalitet, ære og værdighed. Men samtidigt også en god portion arrogance og følelsen af at være hævet over resten af verden. I Nidar er kvindesynet værre end i Falanie, en adelig kvinde skal være stille og avle børn. Dog har tiden som slave og tjener mildnet både arrogancen og kvindesynet, men begge dele hænger dog ved endnu. Selvom han er godt klar over, at hans ophav ikke længere har nogen betydning, føler han stadig, at han er mere værd end de fleste, han møder på sin vej. Det er dog ikke noget, han som sådan handler på, da han behandler alle med den ærbødighed, der hører sig en tjener til. Trods alt er han nu ikke mere end det, og det har han accepteret. De eneste, han viser rigtigt respekt, er Flavia og hendes familie, som han tjener.

Det er ikke ofte, at man vil se Emir smile og endnu sjældnere le – han er en alvorlig mand, der tager livet -lidt- for seriøst. Han er vokset op med, at nederlag ikke er en mulighed. Og tabet af sin familie, sit land og sin værdighed har godt og grundigt fjernet de sidste rester af sjov og ballade, den unge Emir skulle have haft i sig før borgerkrigen i Nidar startede. Det er ikke fordi, at han ikke forstår humor, men det er sjældent, at han morer sig over det.
Det er ikke kun smil, det kønne ansigt mangler, generelt er der ikke mange følelser at spore, ud over den fastgroede alvor. Hans indre er også noget følelsesforladt, men det er ikke fordi, at han slet ikke føler noget. Det hele er bare pakket pertentligt ned i kasser i hans sind, kasser der ganske sjældent bliver åbnet. Kontrol er noget af det vigtigste for ham, og han har sig selv i et jerngreb. Fysisk og psykisk.

Hans fysik er noget af det vigtigste for ham, og han træner dagligt. Om det bare er armbøjninger i sit kammer, eller en hård tur på træningspladsen, han føler sig ikke veltilpas før han har brugt sin krop. Han har ikke noget i mod at træne med riddere og livvagter i Levagny, deres måde at slås på er meget anderledes end hans egen, og han har selv spurgt ind til diverse teknikker og modtaget undervisning af dem, der har haft lyst til at lære fra sig, selvfølgelig med det til gengæld, at han har lært dem om hans måde at kæmpe på.

Da Emir kom til Gustabis, kunne han ikke et eneste ord af sproget i Falanie, og kun få ord af sproget i Edrye. Men Emir er ikke dum, og med hjælp lærte han forbløffende hurtigt at tale begge sprog, og senere også at læse og skrive. Som barn blev han undervist i hjemlandets sprog, hvilket han også læser og skriver, han holder det ved lige ved at føre en form for dagbog. Han er i øvrigt overraskende god til matematik og har også som barn fået undervisning i biologi, geometri og historie, hvilket han dog ikke har haft så meget brug for og derfor har glemt.
Han taler stadig med accent, men den er blød og ikke voldsomt tydelig.

Hans forhold til Flavia er en smule kompliceret. Han har aldrig helt fundet sig tilfreds med at skulle tjene, og slet ikke en kvinde, men samtidigt dikterer hans ære ham, at det er det, han skal. Det er sket meget få gange, at han har sagt nej til noget, hun har bedt ham om, og det har for det meste kun været, hvis det simpelthen var for langt under hans værdighed. Det er ikke fordi, at han er glad ved at tjene hende, men han har svoret på sin familie og sin ære i et svagt øjeblik, og er nu trællebundet af det løfte resten af sit liv, medmindre hun løser ham fra det.
Men trods alt det, hun udsætter ham for, hader han hende ikke. Han er meget taknemmelig over, at hun har sat ham fri af slavelænkerne og givet ham mening med livet. Lært ham sproget og normerne i samfundet, han nu lever i. Han anser sig selv for værende heldig, han kunne være endt meget værre steder end hos den familie.
Han elsker ikke nogen i den familie, men han respekterer dem og føler sig ansvarlig for deres sikkerhed. Det er hans opgave at tage sig af dem, og det er en opgave, han tager lige så seriøst som resten af sit liv. Han er måske noget mildere stemt for børnene, men generelt siger børn ham ikke så meget. Han er i hvert fald ikke ked af ikke at skulle have nogen selv.

Alt i alt er Emir en bestemt og fast mand, der er svær at slå ud af kurs. Han er alvorlig og går meget op i nogle faste rammer for ære, som han selv har sat op. Han er hverken end god eller en ond mand – han tæver ikke nogen bare for sjov, men han hugger gerne hånden af en tyv. For de fleste virker han lidt for seriøs og distanceret, men der er en passioneret mand gemt bag muren af følelsesløshed. Man kan regne med, at han opfører sig korrekt og respektfuldt, medmindre man møder ham under specielle omstændigheder, især som kvinde.

Emir er gennemsyret soldat og man skal regne med, at hans reaktioner er heraf.

Han har aldrig fortalt nogen, at han er af kongelig slægt. I hans øjne forsvandt det privilegie i det øjeblik, at han blev sat på slavebåden og Nidar hørte under nyt styre. Og selvom det er mange år siden, holder han det også for sig selv for sin egen sikkerheds skyld.

BAGGRUND

FAR Abrar Al-Hakim Dwaheir, død, sultanens rådgiver (og bror)
MOR Fathia Nawra Dwarheir (tidligere Schafari), 54 år, formodes død, hustru og mor
SØSKENDE
- Lillesøster Basma Reem Dwaheir, 33 år, formodes død
- Lillesøster Isra Menna Dwaheir, 26 år, formodes død
CIVILSTATUS Alene
BØRN -
BOPÆL Emir har et lille kammer i familien af Gustabis’ byhus
HISTORIE ”Vil du gøre noget, eller bare stå der og bløde.” Den dybe stemme gled igennem den varme ørkenluft mod den 7-årige dreng. Manden så afventende på Emir, der forpustet og svedig stod og klemte om sin overarm, hvor mandens skarpe klinge var gået igennem den langærmede kofte og huden under. Trods presset fra barnehånden løb blodet stadig ned ad hans arm mod sværdet, han stadig var et par år fra at vokse til.
Vreden sydede i den unge krop, men for et øjeblik rørte han sig ikke. Hans blik flakkede lidt over manden, hans sværd og deres omgivelser, som søgte han en udvej. Pludseligt skreg han og skiftede sværdet over i den blodige hånd med en hurtig bevægelse, samtidigt med at han kastede sig frem mod den meget større mand. Han blev tydeligvis overrasket, for lyden af stof, der blev flænset af klingen, skar gennem luften. Men inden Emir kunne nå at gøre mere, greb en stor hånd ham i nakken og splitsekunder senere blev hans krop banket ned i den hårdt stampede jord under dem med mandens masende vægt over sig. Støvet blev blæst op foran Emirs ansigt, som han fik banket det meste af luften ud af sig, og han kunne smage jord. Desperat forsøgte han at kæmpe sig fri.
”Stop.” Det ene bestemte ord fik ham til at ligge stille, gispende.
”Det må jeg sige, Emir.” Mandens stemme var overraskende imponeret. ”Håndskifte? Det har jeg ikke lært dig.” Vægten forsvandt, som manden kom på benene. ”Dig skal vi nok få gjort til en ordentlig prins, min søn.” Emirs far rakte en hånd ned mod ham for at hjælpe ham på benene. Der var et stolt smil på hans skæggede ansigt.

Emir Al-Asim Schafari blev født som den første søn af den nidarianske konges ældste lillebror. Han voksede op på paladset til et splittet liv mellem goderne ved at være en del af den store kongefamilie, og de hårde forventninger der var til kongens ældste nevø.
Emirs far ønskede at hans søn skulle blive til noget, og ikke bare endnu en prins i rækken, og derfor har han trænet ham i kamp fra siden han kunne gå. På træningspladsen var hans far en hård mand, der ikke viste meget nåde, men så snart træningen var ovre, var han i Emirs øjne en kærlig mand og god familiefar. Hans mor var en stille, men kærlig kvinde, og hans forældre var i den heldige position, at de hurtigt havde lært at elske hinanden efter tvangsægteskabet. Hans far valgte aldrig flere koner, og Emir har derfor kun få søskende.
Det gik ikke kongens, Emirs onkel, næse forbi, at han hans nevø var et naturtalent til kamp, og han lod ham hurtigt blive en del af den kongelige livgarde, hvor han i en tidlig alder steg i graderne og blev den næstkommanderende under sin fætter, kronprinsen, som han samtidigt var personlig livvagt for.
Nidar var et splittet land, og da Emir var 17, udbrød der borgerkrig. I løbet af de næste par år så Emir sin fair del af kamp, inden det endeligt lykkedes deres modstandere at komme frem til paladset. De blev fuldstændigt overrendt, og trods at Emir gjorde, hvad der var muligt, så han både sin fætter og sin far falde, inden han selv blev skadet. Som han svævede på kanten af bevidstheden, flåede en af hans mænd alt af ham, hvad der markerede ham som en del af kongefamilien, og kastede sig ind i kampen, hvor han døde som kongens nevø. Det reddede Emirs liv, da han nu blot blev set som en tilfældig soldat. Guderne smilede til ham, for han var ikke en af dem, der blev henrettet på stedet, men i stedet lagt i lænker og solgt som slave. Han blev sat på en båd og sejlet mod nord. Han valgte hurtigt at forblive anonym og tog sin mors families navn. For ikke at gøre opmærksom på sig selv, var han også ganske føjelig, hvilket reddede ham fra pisken mere end én gang på rejsen.

Slavehandlerne sejlede deres varer til grænsen af Edrye og Falanies lille del af kontinentet, Gustabis.
Da Emir sad blandt de andre slaver på kajen, stadig med størknet blod i håret og på resterne af det tøj, de havde ladet ham beholde, som hans læderrustning var væk, med hænderne bundet på ryggen og stadig en indre ild brændende i sine brune øjne, fik han øje på en kvinde, der bevægede sig forbi gruppen. Tydeligvis på jagt efter en slave. Emir fangede hendes blik, da hun så så mod ham. Hun sænkede ikke blikket, som en kvinde burde, men måske det skulle være ham, der så ned, med sin nye status. Hvad end hun så i ham, var det ham, hun tog med tilbage til Gustabis.

Han fik lov til at vaske sig og blev foræret nyt tøj. Hun talte et sprog, han ikke forstod, men som han kunne ganske få ord fra Edrye, lykkedes det dem alligevel at kommunikere en smule. Han skulle fungere som hendes tjener, hun havde lige fundet ud af, at hun var gravid, og havde brug for en ekstra stærk hånd. Emir kunne ikke andet end acceptere dette, men selvom han virkede som en mand, der kendte sin nye plads, ledte han konstant efter en vej væk. Han var ikke en slave, han var en prins, selvom han godt vidste, at han ikke længere kunne gøre krav på den titel.

En dag, han var på tur med hertuginden, blev de overfaldet af en lille gruppe røvere. Emir trådte imellem fruen og en røver, der havde udset sig hende som sit mål. Hvad røveren ikke vidste var, at selvom han havde våben i hånd, stod han overfor Nidars livvagts næstkommanderende, og det var på ingen måde et problem for Emir at tvinge våbnet fra ham og aflive ham, som den hund, han var. Derefter nedlagde han egenhændigt et par stykker mere, inden resten flygtede fra ham og de to livvagter, hvoraf den ene var blevet hårdt såret.
Emir havde nu muligheden for at flygte og få sin frihed tilbage, men som han stod der med det bondske våben i hånden og blodet dryppende fra bladet, var det som om, at det gik op for ham, at han ikke havde noget. Han ejede ikke engang det tøj, han stod i. Og han var alene i en del af verden, han intet kendte til. Naturen, samfundet, lovene, alting var anderledes end Nidar. Hans familie var uden tvivl blevet henrettet, fra hans lillesøster til hans onkel. Realisationen fik benene til at give efter under ham, og han gav slip på våbnet. For første gang nogensinde gav han op. Som han sad der og knapt kunne holde sig oppe, lagde en hånd sig på hans skulder. Hertuginden hjalp ham op og tilbage til vognen. Samme aften gav hun ham et tilbud. Han ville få sin frihed tilbage, hvis han lovede at tjene hende trofast. Han ville få løn, tag over hovedet og værdigheden tilbage, hvis han svor, at han ville give sit liv for hende og hendes.
Emirs indre var et stort sort hul, og hun gav ham et lys, han kunne søge mod. Der var ikke megen tøven i ham, inden han satte sig på knæ foran hende og erklærede sin livslange troskab for hende.

Siden da har han tjent hende, været loyal mod hende og gjort, hvad end hun har bedt ham om. Han fik ikke hele sin værdighed tilbage, men nok til, at han kan leve med sig selv.

Da datteren Simmonete, pigen der lå i Flavias mave, da han svor sin troskab, drog til Levagny, tog Emir med som hendes livvagt. Da havde han lært deres mærkværdige sprog at kende, trods han stadig talte med en tydelig accent, han nok aldrig ville komme af med. Et par år efter fulgte Flavia efter, og Emir har delt sin tid mellem de to kvinder i en by, han ikke føler sig hjemme i, men som han trods alt har lært at færdes i, i de sidste seks år.

Det er igennem tiden lykkedes Emir at få informationer om, hvad der er sket i hans hjemland. Kongen blev offentligt henrettet sammen med en del af hans nærmeste familie. Hvor meget af Emirs familie, der blev myrdet, har han ikke kunne finde ud af, men han har ikke længere noget håb om, at hverken hans mor eller hans søskende lever.

På grund af sin løn fra Flavia, og lidt økonomisk tilskud, har han fået anskaffet sig to sværd fra Nidar, da han aldrig har kunne stille sig tilfreds med de tungere våben, man bruger i Falanie. Derudover har han også for sine egne penge købt overdelen af en læderrustning, igen fra Nidar.

Emir blev med hjælp fra den ældste søn i familien inviteret til at gæsteundervise på paladset i nidariansk kampteknikker og har derefter fået tilladelse til at træne med paladsets livvagter og riddere, hvilket han gør ofte og med glæde.

OUT OF CHARACTER

BOX NAVN Zofrost
KONTAKT Pm eller Discord
HAR DU LÆST OG FORSTÅET REGLERNE? Ja

[Mithras]

Godkendt