Efter lang tid [S][P]

[Svari Våbensmed]

Et tungt og længselsfuldt suk forlod Svari. Hun sad for et øjeblik dér, med lukkede øjne og bed tænderne sammen. Forhåbningsfuld for, at ømheden hurtigt ville fortage sig. Hun lod forsigtigt de spinkle fingre pille og fjumre lidt rundt med spidserne af Éduins mørke lokker og i mellemtiden gik tankerne kun på ham. På dem. Lige her, som de delte det mest intime og kærlige muligt, mellem to mennesker.

Hun åbnede øjnene, som han trak hovedet en smule bagud. Blikket hvilede et øjeblik på hans faste brystkasse og hendes egen barm, der trykkede imod ham, men hun mødte så atter hans blik. Hun lod hans hånd guide hende og mundvigene trak op i et lille forsigtigt smil, som hans blik mødte hendes. Han var fuldtsændig..uimodståeligt flot. Betagende, som han sad der og lignede en af guderne selv.

[Éduin af Lemaux]

Et støn, der mindede om et let grin, forlod ham med et træk på læberne, da han så Svaris forsigtige smil og de sammen fandt hinandens blikke i tryghed. Det var som om, at de sammen havde ventet på dette øjeblik. Hvordan de endelig kunne slippe den indædte lyst til hinanden fri, kort gemt væk fra verden udenfor.

Éduins fingre begravede sig i Svaris fyldige, mørke hår, mens at hans anden hånd stille begyndte at guide hendes lænd i lette bevægelser mod sig. Vandet skvulpede let mod baljens kant. Stearinlysene var nu brændt et godt stykke ned, men fik fortsat skyggerne i det lille køkken til at danse i hjørnerne.

Han nød alt ved hende. Og som det blev mere lystbetonet og lidenskabeligt, faldt Éduins blik. Han lænede sig frem mod hendes ene bryst og kærtegnede dets sårbare knop med munden for en stund. Sugede. Nappede. Forsigtigt, som han ikke længere kunne dy sig fra at holde sig fra hende.

[Svari Våbensmed]

Stille og roligt, som rytmen imod Éduin fandt takt, blev det nemmere. Nemmere at sidde der og tilmed følge ham. Hun lod prøvende hofterne finde deres egen naturlige bevægelse og uden at han behøvede at støtte hende særligt meget til sidst, red hun ham således. Dét med stærkt ønske og intention om forhåbentlig at kunne tilfredsstille en adelsmand som ham…En mand der sikkert havde haft alskens andre, om end hun ikke brød sig om tanken.

Et lille ukontrolleret støn forlod hende, som hun mærkede hans læber omslutte hendes bryst. Uvidende om, at det havde været så følsomt, lagde hun hovedet lidt tilbage og i nydelsens rus, tog vejrtrækningen form derefter. ”Åhh…Éduin..”

[Éduin af Lemaux]

Hendes støn gjorde det ikke nemmere for ham. Efter en stund med kærtegnene mod hendes bryst, rettede han sig således mod hendes læber igen, og fangede dem i et dybt kys. Et støn forlod hans hals i kysset, som Svari red ham og nydelsen væltede over ridderen. Hun gjorde ham helt og aldeles rådvild efter at opfylde den indædte følelse til, at få hende fuldstændig.

"Hold godt fast om min nakke, Svari.." hviskede han varmt mod hendes læber, alt imens at hans arme faldt om hendes bløde lår. Så rettede han sig en anelse i baljen, og da han mærkede at Svari havde fulgt hans ordre, løftede han hende op fra det lune vand, hendes krop tæt mod sin, ganske let som ingenting. Deres våde hud glinsede i stearinlysenes skær, som Éduin kontrolleret bar hende over baljen, for så efterfølgende at gå ind mod huset. Vandet dryppede let på gulvet i deres vej.

"Din seng, Svari, hvor er det?" lød Éduins stemme ganske roligt.

[Svari Våbensmed]

Læberne fangede Éduins på ny og som Svari nærmest klyngede sig til ham, var det svært at give slip igen. Hun havde sådan lyst til ham. Lyst til at forblive i det nu de var i…Og lyst til aldrig nogensinde at give slip på ham igen..Velvidende om at hun alligevel måtte.

Hun strammede grebet om hans nakke, som armene foldede sig lydigt omkring ham og derpå skævede hun lidt ned imod gulvet, som Éduin møvrede sig overraskende galant afsted. Hun nikkede let imod hovedet hen imod trappen der førte op til overetagen, hvor familien sov. Svari havde nu sin egen alkove, efter at Svea Købmand var flyttet ud. ”Ovenpå..” Mumlede hun, som hun fejede et par af ridderens mørke lokker om bag hans ører. "...Men der er nok mindre plads end du er vant til..” Musede hun, som hun plantede et lille kys i hans skæg nær kæbelinjen.

[Éduin af Lemaux]

Éduin smilede let til hende, som hun prøvede at forberede ham på pladsmanglen. Det viste blot, at deres klasseforskelle bestemt stadig hvilede i baghovedet på Svari, der flygtigt havde måtte se sig nødsaget til at gøre ham opmærksom på det. I virkeligheden ragede det Éduin en meter; han var langt fra den højrøvede adelige, der gik op i etikette og luksus, som så mange andre adelige havde indprentet på rygsøjlen. Faktisk, så havde han end ikke skænket det en tanke om den borgerlige stand af Svari- og hendes families hjem.

"Mon ikke det går, Svari," svarede han hende roligt. Så bar han hende hen over køkkengulvet. På deres vej stoppede han ved en stol, hvor et par håndklæder var lagt klar hen over stoleryggen. Éduin løftede hende stille ned, for så at række ud efter de af de store klæder, og kastede den efterfølgende hen over hendes slanke skuldre. Så tog han et nyt klæde og førte den over sine egne, alt imens at han med et smil lænede sig frem og fangede hendes læber i et kys.

"Kom," hans hånd fandt hendes, og som de stadig var pakket ind i de store klæder, gik de legende op ad trappen mod sovekammeret.

[Svari Våbensmed]

De mørke øjne vandrede henover Éduin, som han bevægede sig henover køkkengulvet med hende. Hun lod de rosa læber trække op i et bredt smil og hun lod sig elegant glide ned på gulvet og stå igen, før hun trak klædet godt op omkring skuldrene. Hun gengældte hans ømme kys og hun fulgte ham derpå op i sovekammeret med sin hånd placeret i hans.

Målrettet fulgte hun ham hen til sin alkove og hun satte sig her på kanten, før hun forsigtigt trak ham med sig og lod sine læber møde hans igen i et nyt kærligt kys.

[Éduin af Lemaux]

Det lille, intime sovekammer var mørklagt. Et par enkelte af månens blege stråler faldt ind ad vinduet og gjorde det derpå muligt for dem, at se hinanden. Og som hun førte ham mod sin alkove, fandt de sig til rette på kanten ganske let.

Éduin førte Svari ned og ligge på ryggen under deres kys, idet at han førte sig over hende. Deres hår var stadig let fugtigt og huden varm, stadig berørt fra deres tid i karret. Deres kroppes tæthed var ligeledes med til at danne en varme, så sovekammerets kølige luft ikke var bemærkelsesværdig. Kysset blev stoppet. Éduins hjerte hamrede i den hårde brystkasse, som han førte sin hånd mod Svaris ene lår, for at trække hendes ben om sig. Og som han lå over hende, faldt hans pande let mod hendes, som førte sig forsigtigt ind. Hun omsluttede ham endnu engang. Denne gang hvor han gjorde arbejdet.

[Svari Våbensmed]

Det halvvåde mørke hår klistrede nærmest Svari til skuldrene. Viltert og utæmmeligt, næsten ligesom den iver og lyst hun besad på nuværende til at mærke ridderen tæt. De slanke fingre fandt således nysgerrigt vej henover hans varme og robuste brystkasse og den højre hånd fandt ganske let hvile imod hans bryst, hvor hun kunne mærke hans hjerte hamre, ligeså meget som hun forestillede sig at hendes eget gjorde det.

Hun åndede tungt ud imod hans læber, som deres kys blev brudt og hun lod øjnene glide i, som forventningen om at mærke ham igen voksede. ”Ugh…” Et lille klynk forlod hendes læber, som han fandt sig til rette imellem hendes ben, men hun tog så atter en dyb indånding blot for at åbne de mørke øjne og endnu engang lade sit blik møde hans, som takten indfandt sig.

[Éduin af Lemaux]

Svaris klynk fik Éduin til at fange hendes læber lidenskabeligt og hungrende efter at mætte sig med hende. Et kys blev delt imellem dem. Og som kysset blev sluppet igen, nænnede han ikke at forlade hendes læber helt. Hans varme ånde landede mod dem, som han tyssede trøstende imod hendes læber. Deres øjne mødtes. Søgende efter hinanden, uhæmmet af det, som de delte netop nu imellem tæpper og puder.

Deres bevægelser kom med et naturligt tempo. Ridderens optegnede muskuløse lænd og ryg blev mere tydelig, som han arbejdede over hende. Stødene rolige, som de sammen skulle vænne sig til følelsen af hinanden, og især for at give hende muligheden til at vænne sig til ham.

Og selvom at de for første gang havde valgt at gå så langt, som de gjorde nu, så kunne Éduin ikke komme udenom, hvor meget hun fik hans hjerte til at banke hårdere end nogensinde under kvindeligt selskab. Hvorfor havde hun sådan en magt over ham?

[Svari Våbensmed]

Der var noget magisk over det de delte. Noget der fik det til at slå gnister, hver gang han kyssede hende eller lod sine fingre stryge henover hendes sarte hud. Hun betragtede ham og lod de mørke øjne fængsle sig i hans, som han med forsigtighed delagtiggjorde hende og fremviste hende en helt ny verden af både lyst og nydelse.

”Åh...Éduin..” Hendes hænder søgte henover hans arrede ryg, som hun trak ham tættere og ganske forsigtigt skrånede hun imidlertid hovedet en smule og strakte hals, for at plante et par små kærlige kys op langs hans kæbeparti til hun endelig nåede hans øre.

Ikke længe gik der, før ridderen sank sammen over hende og de begge åndede tungt og stakåndet ud. Svari puttede sig ind til ham og som han strøg hende over håret, faldt hun i søvn ikke længe derefter.

//Lukket efter aftale.