Efter lang tid [S][P]

[Éduin af Lemaux]

Der var gået to ugers tid efter mødet med Svari Våbensmed , og alligevel havde Éduin haft svært ved at slippe hende. Hun var dukket op i hans tanker på uforudsigelige tidspunkter, endda et par enkelte gange upraktiske. Det havde været når han for en enkel stund lod hende slippe ind til trods for, at han var travlt optaget af sine gøremål på paladset. Han vidste ikke hvorfor, at hun var kommet sådan ind på ham, for vanligvis var Éduins mange kvindelige bekendtskaber håndterbare. Men hende her. Hun havde ligeså stålfast sat sig i hans sind, som hun stålfast havde formået at lokke ham ud på dybt vand den aften. 

Så det var efter sin vagt, lang tid efter solen var gået ned, at Éduin havde sneget sig ud fra paladsets murer for at opsøge hende. Bare for en enkelt gang mere. På sin vej havde han da også tænkt sit; han var ved at blive tosset. Hvem vidste, om pigebarnet i det hele taget ikke var gift nu, med tanke på hvad hun havde fortalt om Rory Sydgård. 

Ridderen åbnede lågen til gården, hvor de havde mødtes. Skjult i skyggerne og stilheden trak han sin hest efter sig, og bandt den roligt til en af bjælkerne. Det virkede så stille i Våbensmedens hjem, hvilket var noget af en mærkværdighed når man tænkte på hvor stor familien var. Éduins blik rettede sig mod boligen, og dér, i et vindue længst væk, flakkede der et gylden lys der indikerede, at nogen var hjemme trods alt. Og som han gik mod vinduet, opdagede han hurtigt, hvem det var. 

[Svari Våbensmed]

De sidste to uger havde mildest talt været…Besværlige for den unge smededatter. Ikke alene havde hun fået utallige reprimander af sine nærmeste, men hun rygterne gik nu også halvt om halvt i byen at hun føjtede lystigt omkring, næsten lige så løssluppent, som Ridderen af Lemaux havde løbet markedskvarteret tyndt uden tøj. Ja…Folk snakkede og som om det ikke var nok, voksede presset således også på hos den unge smededatter for at bevise det modsatte ved eventuelt at tage sig en ægtemand.

Villig var hun dog langt fra til at ægte Rory Sydgård og således havde hun i stedet spenderet de fleste vågne timer i smedjen, hvor hun følte sig bedst tilpas.
Denne aften, tulrede hun dog rundt alene i smedefamiliens hjem, som hun havde sat sig for at tage sig et varmt bad. Hun havde fyldt det store kar i køkkenet med lunt vand og hun havde netop hældt lidt lavendelolie i, imens hun så småt gik og klædte sig af. Hun havde netop hevet den store skjorte over hovedet, da hun fik øje på ham i vinduet. Den mørkhårede ridder. Hastigt trak hun skjorten ned over den bare overkrop igen, før hun panisk greb uldtæppet på bænken nærved..”….Det er løgn.” Mumlede hun lavmælt for sig selv. For hvor meget havde han mon set?

Svari foldede tæppet hastigt om sig, som hun lidt kluntet hastede mod hoveddøren, som hun åbnede.

[Éduin af Lemaux]

Det havde ikke været hensigten. Synet af den halvbare Svari Våbensmed i vinduet fik nærmest Éduin til at stoppe op i sin bevægelse. Med et overrasket blik havde han fanget synet af de bare skuldre, den slanke ryg og det mørke hårs fald ned over det. Brystets runding, som hun i al hast fik dækket inden at han kunne nå at se yderligere. Det var tilfældigvis gået op for ham at han havde stirret i forbløffelse, fastfrossen på sin plads, da hun styrtede mod døren i sin kluntethed.

Éduin var gået langsomt hen til hoveddøren, der blev åbnet for ham. Månens skin gjorde deres ansigter synlige i aftenens skygger.

"Var du.. på vej i bad?" lød det nonchalant fra ridderen, der stoppede op foran hoveddøren, rank og høj, idet at han foldede hænderne respektfuldt foran sig. Svaret var åbenlyst. Men fra deres tidligere møde havde han joket med, at hun frit kunne gøre det i hans nærvær.

[Svari Våbensmed]

Svari var nær skvattet over en taburet på vej over til hoveddøren. Hun stødte storetåen imod taburetbenet og således var det en småvaklende og pivende Svari, der åbnede døren, som hun halvt bukkede sig i smerte og samtidig forsøgte at holde sammen på uldtæppet om sin halvnøgne krop. Det syntes ikke retfærdigt at guderne afstraffede hende på denne måde.

Kinderne var tomatrøde, da hun endelig åbnede døren og forlegent lod hun en hånd glide igennem de vilde og mørke krøller, før hun lænede sig lidt op af døren. ”Mhmm..” Hun brummede sagte, før hun lidt akavet rømmede sig..Ude af stand til at finde ord for et øjeblik. Hun vidste trods alt ikke, hvor meget han havde nået at se. ”..Og..Og du? Hvad vil du? Jeg går ikke ud fra at du kommer for at skrubbe mig.” Røg det ud af hende. – Ikke at hun ikke kunne trænge til det. Hun var rimelig sort fra top til tå efter at have arbejdet i smedjen siden morgenstunden.

[Éduin af Lemaux]

Éduin kunne ikke lade være med at smile en anelse over hendes befippede og akavede tilstand. Det var tydeligt at se på de glødende kinder, hendes klumrende sætninger og lettere kluntede kropsprog, der mest af alt fik hende til at se ud som om, at hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv foran ham. Det var heller ikke ligefrem fordi, at hun befandt sig i den mest sikre position, holdende om et uldtæppe ind mod sin bare overkrop.

Hendes spørgsmål fik Éduin til at slå en anelse skødesløst ud med armene fra sig, "Hvis du beder mig om det, så.." sagde han flabet, og forventede som sådan ikke, at hun ville svare på hans kommentar.

Så rynkede han brynene over hvor støvet hun egentlig var, højst sandsynligt over arbejdet i smedjen han vidste, hun ofte befandt sig ved.

"Se dig lige! Jeg ville være nødt til at skrubbe dig i adskillige timer!" udbrød han så, og gik et skridt tættere på, "Hvad venter du på, gå dog ind i bad inden du skræmmer hestene." Og så landede hans hænder mod hendes bare skuldre, for at dreje hende rundt, og skubbede hende efterfølgende ind ad entreen igen.

[Svari Våbensmed]

Svari følte ærligtalt at hun lige så godt kunne have stået splitterravende foran ham. Hun havde ingen idé om, hverken hvor meget eller hvor lidt af hende han havde set og en følelse af ubehag sad i hende, som hun næsten var overbevist om at hans brune øjne kunne se igennem uldtæppet.

De brune øjne flakkede en smule nervøst ved hans ord, de rosa læber krusedes alligevel i et lille drilagtigt og samtidig uskyldigt smil, som han drillede hende. At se hende stå dér, støvet og beskidt måtte alligevel være noget anderledes fra adelskvinderne, når de badede. – Ikke at det at bade, nærmest syntes nødvendigt for dem. For hvad brugte de egentlig dagene på? At drikke te og brodere? Det måtte være en kedelig tilværelse, som man næppe ville kunne få meget sved på panden af.

Smededatteren selv var så støvet, at man næsten blot skulle trække en finger over den solbrune hud og så ville man få støv på fingrene. Hun havde arbejdet det meste af dagen og efterfølgende havde hun været i stalden. Således, kunne hun næppe forestille sig at hun stod der og var attraktiv for en adelsmand med sit vilde og krusede hår og sjoskede uldtæppe. Ikke destomindre blev hun forbavset, som han puffede hende indenfor. Ja, hun tabte nær grebet om tæppet, som hun igen var ved at snuble over sine fødder. ”Hov…Hov, Éduin, du kan da ikke bare..” Svari vaklede, som hun halvt om halvt villigt lod sig følge ind i den lille entre, der førte videre ud i køkkenet, hvor baljen stod. De brune øjne fulgte dog ridderen bag hende tæt. ”Du svarede mig ikke på mit spørgsmål..” Konstaterede hun så.

[Éduin af Lemaux]

Som de nåede køkkenet, hvor den store balje stod, let lyst op af stearinlysenes flakkende flammer, slap Éduin først da hendes skuldre. Hjemmet var langt fra det, som Éduin vanligvis befandt sig i. Men ridderen skænkede det såmen ikke en tanke. I stedet gik han interesseret rundt i køkkenet.

"Dit spørgsmål?" gentog Éduin kort for hovedet, som han stoppede sin nysgerrighed, og i stedet lod sig finde hvile mod spisebordet. Hænderne fandt hvile mod træets kant. Så huskede han spørgsmålet, hun havde stillet for blot et par sekunder siden i døråbningen. Han smilede let.

"For at være ærlig, så måtte jeg se dig igen.." svarede han så kort for hovedet, som om, at svaret var ganske forudsigeligt, "Bare for en stund."

Og som han stod der, lænende op ad spisebordet med et betragtende blik mod Svari, gik det også op for ham akavetheden i, at hun egentlig kun dækkede sig med et uldtæppe.

"Dit bad, selvfølgelig." Han skubbede sig fra spisebordet, "Tænk ikke på mig, jeg vender ryggen til." Og så, som sagt så gjort. Ridderen vendte sig om og gik i stedet prøvende mod det lille køkkenbord, hvor et par skiver brød befandt sig med en halvtom flaske vin, bare for at give Svari den lille smule privatliv der nu kunne være ved et bad med en mand i samme rum.

[Svari Våbensmed]

Svari blev stående et lille øjeblik dér, midt på køkkengulvet. Hun trak tæppet en smule tættere, imens hun betragtede ham, som han nærstuderede hendes hjem. Det måtte være så meget anderledes fra, hvad han var vant til. Småt…Beskedent..Men dog rent. Svari satte pris på det hun havde…Og selvom det måske ikke var meget, så holdt hun af sit hjem. På den måde var hun generelt ganske ydmyg. Hun havde ikke brug for meget.

De mørke bryn skød en smule overrasket i vejret over hans ligefremme ord, men ærligtalt, så kom det mere bag på hende, at hun faktisk overraskedes. Trods alt, så havde Éduin hele tiden været ganske..Ligefrem overfor hende. Deres snak havde været direkte, om end Svari ikke helt syntes at kunne greje ridderens faktiske intentioner. Var han mon i sandhed så…Primitiv, som hendes onkel Talon Våbensmed påstod at en adelsmand som han ville være omkring en kvinde som hende?

Hun betragtede ham uden at sige yderligere, som han stod der og lænede sig op af spisebordet. Hendes fokus lå ene og alene på det faktum at hun praktisk talt stod næsten nøgen i samme rum som en mand…Kun med et tæppe omkring sig.

Hun tøvede en smule, som han gestikulerede imod hendes bad efter at have skubbet sig fra spisebordet. Som han vendte ryggen til, pakkede hun sig dog alligevel forsigtigt ud af tæppet og lagde det hen over en stoleryg. Hun kravlede så op i den varme balje, blot for at lade sig synke ned i det varme vand, der omsluttede hendes nøgne krop og netop lagde sig over hendes barm, så kun en smule af kavalergangen forblev synlig. På trods af at han næppe ville kunne se hende for den matte overflade sæben efterlod i vandet, var der noget umanerligt grænseoverskridende i at han sådan vraltede omkring hende i så privat en situation.

[Éduin af Lemaux]

Det var over al acceptabel opførsel, at en ugift mand og kvinde befandt sig i samme rum i forbindelse med et bad. Men nu stod de i selve situationen, og med tanke på deres tidligere eskapade i stalden, der havde resulteret i et intimt kys, gjorde det bare endnu mere fristende. Éduin måtte holde sig hårdt i nakkeskinnet for at modstå fristelsen af, at se sig over skulderen mod Svari, da lyden af vand i bevægelse indikerede, at hun i en let, elegant bevægelse førte sig op i badet og satte sig i det varme vand. Han måtte endda knytte sine hænder hårdt og ubevidst foran sig, for at vedligeholde bare den lille smule kontrol, han havde tilbage i sig. Det krævede mere, end han kunne klare, så som han stod dér med ryggen respektfuldt til hende, idet at hun lod sig sætte sig i vandet, rakte han uhæmmet ud efter den halvtomme flaske med vin og et krus, der ikke stod langt derfra.

"Hvorfor er du alene hjemme alligevel, Svari?" lød det undrende fra Éduin, imens at han hældte den røde væske op i kruset til sig selv; vin i et krus var anderledes, og mange adelige havde nok rynket på næsen. Men om det så havde været en spand, så berørte det ikke Éduin det fjerneste, for vin dét skulle han fandme have i den her situation.

Desuden, måtte Éduin erkende, så burde den unge Våbensmededatter ikke være alene. Efter fundene af kvindelig i Levagny, var det for tiden ikke sikkert at være alene. Og når man tænkte på, hvad disse kvinder havde tilfælles med det lange, mørke hår, så gik det op for Éduin at især Svari måtte passes på. Hvor heldigt, at han havde fulgt sin lyst, for tænk sig, så havde hun ellers været helt alene.

[Svari Våbensmed]

Svari udformede en lille skål med hænderne, før hun plaskede en smule vand i ansigtet. Hun lukkede øjnene lidt, som hun lod fingrene vandre videre op igennem det tørre, men stadig viltre hår og et lille længselsfuldt suk gled over hendes læber, som hun igen lod hænderne glide nedover næse og mund et øjeblik. Det var længe siden hun sådan havde fået sig et rigtig varmt bad, hvor hun havde givet sig tid til blot en smule selvforkælelse. Som borgerlig, hørte det trods alt mere sjældenhederne til, at fandt sig tiden til at koge vand at blande op med det kolde. De adelige havde vel tyende til den slags. At hun ligefrem måtte nyde sit bad i selskab med en adelsherre, havde hun dog ikke set komme. Og da slet ikke at han ville stå og drikke vin i hendes køkken imens.

Hun rakte ud efter en lille skurebørste på taburetten ved siden af baljen og hun gav sig så ellers til at skrubbe sine hænder som det første. De brune øjne fokuserede dog atter på Éduin. ”Svea er på universitetet og mine forældre og Búrin havde et ærinde nede i byen.” Svarede hun, som hun lagde hovedet lidt på sned.

Han var nærmest smuk at se på i stearinlysenes skær. Det mørke hår glinsede næsten og hans ansigtstræk syntes at træde væsentligt mere frem, som mørket omsluttede ham. Hun havde ikke bemærket det før, men han var faktisk både relativt høj og bredskuldret. Sammenlignede man ham med andre mænd, var han dog stadig…slank. Jo, han var en pæn mand. Umanerligt…tiltrækkende faktisk. Hun slog blikket væk, som hun tog sig selv i at sidde og tænke næsten småsyndige tanker. Det var trods alt upassende…Og en del af hende kunne ikke lade være med at tænke over det som hendes onkel Talon havde sagt til hende for få uger siden; ’Grevesønner gifter sig ikke med borgerlige piger. De fornøjer sig med dem.’

Hun lod blikket glide ned på sine hænder igen, som de nu var helt røde af den grove børste. Hun lod dem så glide en smule ned i det varme vand, før hun nikkede imod et sæbestykke på køkkenbordet. ”Gider du række mig sæben?”

[Éduin af Lemaux]

Éduins havde netop nået at tage en slurk af vinen, da han hørte Svaris efterspørgsel af sæben. Hans blik fløj til siden på køkkenbordet, hvor sæben nærmest lå og ventede på, at han ville tage den. De vidste begge to, hvad dette ville betyde; han ville i sidste være nødt til at vende sig i hendes retning for at kunne række hende sæben.

Så med vinen i den ene hånd, rakte han ud efter sæben med den anden. "Du bør ikke være alene for tiden, Svari. Levagny er ikke sikker med dét, der foregår.." sagde han imens, "- jeg er sikker på, at nogle i dine familie vil kunne være behjælpelig med at holde dig med selskab engang imel--" Éduin vendte sig om og tav midt i sin tale over synet af Svari i det varme bad. Den matte sæbeoverflade dækkede hende, men den dampende sarte hud, den lange slanke hals og den smule synlighed af kavalergangen og brysternes begyndelse, var ganske enkelt fristende.

"Her. Sæben." Éduin rømmede sig og gik et par skridt imod baljen. Han rakte hende sæben i en rolig bevægelse. Så gik han et par skridt hen mod spisebordet og satte sig på en af de stole, der stod der.

"Gør du tit det her? Badet foran andre?" spurgte han flabet, som han, lænende tilbage mod ryglænet, smed den ene ankel af støvlen mod sit ene knæ, "I så fald kan jeg godt forstå mr. Rorys betagelse af dig."

[Svari Våbensmed]

Et svagt fnys forlod hende ved hans ord, men et lille kækt smil fandt atter vej over hendes rosa læber. Hun syntes for et lille øjeblik næsten at kunne spore en snert af bekymring i hans toneleje. Eller tog hun fejl? Kinderne antog igen en lettere rosa farve, som han stoppede op midt i sin sætning. Det var trods alt ikke helt til at ignorere, hvordan hans kønne brune øjne vandrede ned over det af hende, han ville kunne se. Hun rømmede sig, i et forsøg på at få ham tilbage til virkeligheden. ”Jeg kan altså godt passe på mig selv..Det troede jeg efterhånden du var blevet bevidst om.” Smilede hun.

Svari lod den ene arm glide lidt beskyttende ind foran barmen, som Éduin bevægede sig imod hende. Hun havde trods alt ikke i sinde at lade ham kigge alt for meget eller risikere noget uheldigt, som hun flyttede sig let for at række ud efter sæben. Hun lod sæbestykket glide lidt over kravebenene og derefter overarmene, imens han tog plads ved spisebordet og hun gav sig så ellers til at skrubbe den sarte hud lidt.

Hun rystede lidt på hovedet. ”Nej…Du er er den første.” Erklærede hun, men tav, da det gik op for hende at hendes ord måske ville kunne lyder mindre uskyldige for en hjerne som Éduins. ”Du kan måske lide, hvad du ser?” Spurgte hun så, lettere kryptisk.

[Éduin af Lemaux]

Deres blikke fastholdtes, som hun stillede spørgsmålet. Der var en intim stilhed imellem dem for en stund, idet at de kun udvekslede en sigende øjenkontakt, og et træk dannede sig drenget i Éduins mundvige. Hun havde ingen anelse. Han kunne lide alt hvad han så, fra den første dag han opdagede hende slentre ubemærket hjem fra markedspladsen.

"Det er svært at få øjnene fra dig, Svari.." lød det så endelig ærligt fra ham, som han førte krusset med vin til sine smilende, smalle læber. Han tog en slurk. Vinen varmede hans brystkasse op. Så lagde han krusset fra sig på spisebordet og lænede sig yderligere afslappet tilbage i stolen. Hans mørke blik hvilede på hende, som hun sad der i det dampende vand.

"Hvorfor lader du mig ikke se lidt mere af dig?" spurgte han så hæmningsløst, let ud i det blå som om, at det var et ganske tilforladeligt emne de nu stod og diskuterede over spisebordet. Han lagde armene i kors og så afventede på hende med et drilsk glimt i blikket, "Jeg tog trøjen af i stalden. Lad os gøre det kvit."

Han krydsede den grænse, som skulle være imellem dem. Det var fuldstændig uacceptabelt at han stillede sådan et spørgsmål. Det var forbudt. Men med det fulgte også spændingen, som Éduin jagtede for at få lov til at få den ualmindelige smukke våbensmededatter præcis som han ville have det.

[Svari Våbensmed]

Hjertet begyndte at banke hurtigere i brystet på Svari. Hun kunne mærke, hvordan varmen igen steg hende til hovedet og forsigtigt strøg hun en mørk hårlok om bag øret med et par våde fingre. De brune øjne hvilede for en stund på Éduin, men de flakkede så atter imod hænderne, der fumlede lidt med sæben i vandet.

Øjnene blev dog først for alvor store af forbavselse, ved hans næste hæmningsløse forespørgsel. ”A..Ahva’?” Røg det ud af hende, som de rosa læber skiltes i en måbende mine. Forfjamsket, som et andet dumt og genert pigebarn, gled hun længere ned i karret under vandet, så det nu også dækkede skuldrene.

Hun bed sig i underlæben, før hun fugtede den lidt tænksomt. De brune øjne havde ikke hvilet på ham for en stund nu. ”….Fordi….., hvis jeg lader dig se mig, vil du forsvinde hurtigere igen.” Indrømmede hun så.

[Éduin af Lemaux]

Hun gjorde det stik modsatte af hans forespørgsel, og synet af den nedsunkne Svari i badevandet, der nu var dækket helt op til skuldrene så kun hendes hoved tittede frem, fik Éduin til at smile for sig selv. Hendes perplekse og forfjamskede tilstand kom nok egentlig ikke som nogen overraskelse efter hans hæmningsløse og direkte tilgang, han egentlig altid havde haft over sig.

Øjenkontakten var fjernet. Hun undgik hans blik ligeså meget, som hun undgik at han skulle se mere af hendes bare, feminine krop. Éduin, derimod, betragtede hende blot med sine mørkebrune øjne, uberørt over situationen imellem dem.

"Hvad får dig til at tro det?" spurgte han kort for hovedet, stadig med armene i kryds og tungt sidende afslappet tilbage mod stolens ryglæn. Han lignede langt fra én, der havde tænkt sig at gå nogle steder. Han var for godt placeret dér.