Efter lang tid [S][P]

[Svari Våbensmed]

Hun fumlede videre med sæben og for sig selv, lagde hun hovedet lidt på sned, uvidende om, hvad hun skulle svare ham. Skulle hun være ærlig og fortælle ham, hvad hendes onkel havde sagt? Skulle hun være ærlig og fortælle ham, at hun var bange for konsekvenserne? At hun var usikker og at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv i hans nærvær, nu hvor hun var nøgen og sårbar?

”Du er adelig.” Svarede hun så. ”Jeg vil være tidsfordriv og intet andet.”

I samme nu, gled sæbestykket ud af Svaris hænder og ned på bunden af baljen. Hun satte sig lidt bedre op igen og hun fumlede så ellers lidt rundt i et forsøg på at finde den på baljens bund. De brune øjne betragtede dog i smug den mørkhårede ridder lidt, som han sad der og drak af hendes vin.

[Éduin af Lemaux]

Brynene steg en anelse i panden på den mørkhårede Éduin, da hendes svar kom. Han lagde glasset med vin fra sig på bordet og betragtede Svari der perpleks fumlede efter sæben i det varme vand.

Uden at sige noget skubbede han sig fra ryglænet ud på stolekanten og rejste sig. Hans høje skikkelse tårnede en anelse i det lille køkken, idet at han med rolige skridt gik hen til Svaris side i baljen.

"Og hvad med mig, frøken Våbennsmed?" lød hans stemme så roligt, som han foldede sine ærmer op, "Er jeg ikke tidsfordriv for dig?" Han satte sig ned på hug ved baljen og lod armene finde hvile mod den våde kant, "Du er ung. Eftertragtet, smuk og kommer fra en god, borgerlig familie. Om ikke så længe bliver der fundet en perfekt ægtemand til dig. I vil leve lykkeligt og få kønne børn, og så vil du end ikke skænke mig en tanke." Éduin smilede flabet til hende.

"Jeg respekterer, hvis du finder den ægtemand om et år. Om en måned. Om en uge. Men i mellem tiden er jeg nødt til at se dig." Hans blik forblev fast i hendes.

[Svari Våbensmed]

De mørke øjne blev større, som Éduin rejste sig og med rolige skridt bevægede sig nærmere baljen. De fulgte hver og én af hans bevægelser og havde det ikke været fordi hun sad ’fanget’ der i baljen i det varme vand, ville hun måske have trukket sig i et forsøg på ikke at lade sig friste. Hendes mamans ord dæmrede trods alt i baghovedet til trods for fristelsen og lysten til at se den mørkhårede mand uden skjorte på igen. Denne gang i hendes private hjem.

Hun log tungen fugte de rosa læber ganske diskret, som blikket faldt kortvarigt på det matte vand igen. Éduin formåede dog atter at fængsle hendes fokus igen, som han tog plads nær ved baljen og hendes brune øjne mødte atter hans. Fingrene, der netop havde indfanget det vildfarne stykke sæbe slap sit tag, som hun i stedet åndede tung ud og lænede sig lidt op imod baljens kant, hvor han havde taget plads.

Hun følte det lidt som om han legede med hende. Som om han ene og alene forsøgte at friste hende, for sin egen vinding og fornøjelses skyld. Ville han hende? Eller ville han hendes krop? Hun var ikke sikker..Og tanken satte usikkerheden på spidsen, for den unge smedesvend. Alligevel havde en del af ham måske ret..Tanken var der i hvert fald.

Forsigtigt, lod hun en våd hånd glide op omkring hans nakke og hun trak ham derpå ganske let hen imod sig og ind i et kys, da hun endnu engang lod sine sarte læber møde hans. Forsigtigt rettede hun sig samtidigt en lidt op og løftede sig forsigtigt en smule fra karret, så kravebenet og hovedparten af den fyldige barm blev synlig for ham.

[Éduin af Lemaux]

Han var nok ved at blive lidt glad for den unge frøken Våbensmed, hvis sandheden endelig skulle frem. Det var dog ikke noget, han kunne sige højt, for de kendte begge to nok til hvordan virkeligheden lå og det ansvar, som lå over dem. Det var en farlig vej, Éduin var ved at drage ned ad, for selvom at hans følelser voksede for hende, så var der en stemme i baghovedet der blev ved med at klargøre virkeligheden. Ja, selv Svari gjorde ham opmærksom på dette, for i hendes kommentar om tidsfordriv ville højst sandsynligt være den endelige løsning for dem begge.

Det gjorde det bestemt ikke nemmere, da Svari ganske pludseligt lod en hånd glide op omkring hans nakke. Det mørke hår blev vådt i nakken, hvor hendes hånd hvilede. Éduin lod sig trække hen til hende og kort tid efter mødte deres læber i et kys. Et pludseligt kys, han end ikke havde forudset. Et kys, han dog havde længtes efter siden det sidste, de flygtigt havde delt.

Dampen fra vandet satte sig i hans tøj. Hans hånd fandt hvile mod hendes feminine kæbeparti for at vedligeholde kysset så længe som muligt, som det udviklede sig til et lidenskabeligt, længselsfuldt kys. Og pludselig blev det lille køkken til deres egen, uforstyrrede verden, hvor kun de to var til stede.

[Svari Våbensmed]

Hun log forsigtigt de slanke fingre viltre sig ind i hans mørke lokker.Hun lod dem fumle en smule, før hun til sidst lod dem finde hvile omkring det nederste af han baghoved og hun fastholdt ham dermed også en smule. Hun ville trods alt så nødigt give slip på ham igen, nu hvor hun havde ham lidt. Helt for sig selv og uforstyrret i deres private lille sfære.

Et lille længselsfuldt suk forlod hende, som hun lod læberne skilles og dermed også kysset udvikle sig. Hans hånd var både stor og ru imod hendes kæbe…Men hans kærtegn var blide og forsigtige, så det sendte gåsehud ned over ryggen på hende, på trods af at hun nærmest kogte i varme balje.

Hun vippede forsigtigt om og sidde på hug i baljen, som hun løftede sig en smule yderligere for at nå ham. Hun brød dermed kysset og hun lod sin pande hvile lidt imod hans, som hun nu sad med det meste af overkoppen oven vande. Hendes frie hånd havde fundet vej frem til snørerne på hans skjorte. ”Trænger du ikke også til et bad?” Musede hun så, ganske stille.

[Éduin af Lemaux]

Som Svari brød kysset forsøgte Éduin at vedligeholde det blot et sekund længere ved at følge hendes bevægelse. Deres pander mødtes, og som han lukkede øjnene fornemmede han hendes slanke fingers lette leg med sin skjortes snører. Hvad var det, hun gjorde mod ham? Hans hjerte hamrede i den hårde brystkasse mere end en kvindes berøring nogensinde havde fået den til. Af en eller anden grund havde Svari formået at fange hans interesse på en sådan vis, at han nærmest følte sig malplaceret i sine egne følelser. Det måtte ikke ske. Det kunne umuligt være..

Éduins fingre hjalp hendes med at binde snørerne op. "Der kan komme nogen hvornår det skal være, Svari.." hviskede han med fornuften, men var ikke selv særlig overbevist om den. I hvert fald fik de bundet snørerne op, og roligt fandt hans hænder om skjortens kant, hvorefter at han trak den af. Den hårde brystkasse blev synlig, såvel som de mange ar der fulgte med riddertjansen.

[Svari Våbensmed]

Alt der hed fornuft skreg til Svari at hun skulle lade være. At det var dumt det hun var i færd med…At det ville kunne få alvorlige konsekvenser og ikke mindst…At hun risikerede at blive såret. Og dog…Så var det alligevel som om hele hendes krop samtidig skreg efter hans. Efter at mærke mere af ham. At se alt hvad han havde at byde på og dermed også give noget retur. Usikkerheden forsvandt stille og roligt som dug fra solen, i takt med at deres kys havde udviklet sig og som en del af hende krævede hans nærvær helt og aldeles uforbeholdent kunne hun ikke længere lægge bånd på sig selv.

Hun trak sig ganske lidt tilbage, som skjorten faldt og et gavtyvagtigt smil gled henover den mørkhåredes læber, som hun lod øjnene opsluge hver en millimeter af ham. Hun lod med en let og legende bevægelse de slanke fingre glide ned over den arrede brystkasse, før hun gav helt slip og istedet kravlede lidt længere tilbage i karret. Med lidt god vilje kunne han således sætte sig op til hende, hvis han lystede det.

Som hun sad der, var ryggen nu rank. Overkroppen og barmen var nu synlig i vandskorpen og som hun sad der, var hun pinligt bevidst om, at hun udleverede sig helt og fuldstændigt. ”Du kan måske ikke lide, hvad du ser?” Spurgte hun så, med en drillende undertone.

[Éduin af Lemaux]

Idet at Svari trak sig en smule tilbage, lod Éduin sit blik falde på hende med et støn af et grin. Han kunne ikke komme udenom, hvor smuk hun så ud i det dampende vand. Hun gjorde ham målløs, til trods for at han, siden deres første kys, kun havde været fuldstændig klar på at se hende sådan her foran sig. Det var alligevel en sjov tanke, at hun kunne få ham ud på et skråplan. Hans mørkebrune øjne betragtede hende i betagelse. Hendes smukke ansigt, de fyldige læber, den slanke hals, kravebenene, den dampende hud og den synlige barm over vandskorpen.

"Virkelig?" spurgte han med et grin, idet han rejste sig fra gulvet, kun iklædt sine bukser. Den hårde brystkasse, den lange torso og de brede skuldre var markerede i atletiske muskler fra tydeligt fysisk aktivitet, der hørte med til livet som riddder. Éduin rettede sig en anelse. "Med al respekt, Svari, da jeg så dig klæde om, tror du så, at jeg ville vende om? Jeg måtte se mere til dig.."

Han lod sine hænder respektfuldt finde hvile foran sig, afventende, "Og du-- Har også lyst til at se mere til mig? Du kan stadig nå at fortryde.." sagde han, velvidende at Svaris unge alder, i forhold til ham, måske ikke havde så meget erfaring af den modsatte køns krop.

[Svari Våbensmed]

De hvide tænder bed ganske let ned i den rosa underlæbe, som hun fugtede den. Hun strøg det lange mørke hår om på ryggen bag skuldrene og hovedet lagde hun ganske let på sned, som hun betragtede Éduin. Alt ved ham, indikerede at han netop godt kunne lide hvad han så. At hans betagelse af hende var oprigtig.

Tanken fik atter blodet til at strømme smededatteren til kinderne og med et lille smil i mundvigene, trak hun på skuldrene. Han lignede en gud, som han stod der…Halvafklædt, rank..Høj..Slank. Han overlod ikke meget til fantasien..Det var i hvert fald helt sikkert. Det om end Svari på ingen måde havde nogle erfaringer hvad omgik seksuelt samkvem med det andet køn. ”Mhmmm..Jeg er nysgerrig.” Erklærede hun stille, som hun lod en arm hvile på karrets kant og hovedet støtte derpå, som hun betragtede ham. ”Tag resten af dit tøj af..” Bad hun.

[Éduin af Lemaux]

Øjenkontakten forblev fast i hinandens. Éduin så sigende på hende. Der var stille for en stund, inden at ridderen til sidst slap sine hænder foran sig, for i stedet at læne sig ned og tage støvlerne af. Øjenkontakten blev afbrudt for en stund. Og som støvlerne kom af, rejste han sig derefter op i sin høje, ranke skikkelse endnu engang, og deres blikke blev fanget igen.

Hans fingre fandt mod sine buksers snøre, der roligt blev åbnet. Så lod han hænderne hvile i buksekanten, inden at han trak dem roligt af og stod fuldstændig som guderne havde skabt ham. Uden nogen former for blufærdighed. Selvsikker og med rank ryg, hvis muskler var tydelig optegnede i den fysiske figur.

"Ryk dig lidt," sagde han, og nikkede kort mod baljen, hun sad i, inden at han ganske roligt førte sig over kanten og lod sig sætte bag hende. 

[Svari Våbensmed]

Der blev pludselig meget varmt i det lille køkken. Ikke fordi der ikke allerede var det, som hun sad der i det dampende karbad, men fordi Svari blev opmærksom på at blodet strømmede ikke blot til kinderne, men også resten af ansigtet nu. Til trods derfor, forblev de brune øjne hvilende på Éduin, som han langsomt klædte sig af. En smule blufærdighed indfandt sig atter hos hende og den ene hånd fandt op foran læberne, som for at undertrykke det smørrede smil.

Han var ved Mithras godt skåret. Ikke alene var han robust og musklerne tydeligt markerede..Men han var også…I den grad mand.

Ganske forsigtigt rykkede hun sig lidt yderligere i baljen, som hun rykkede fremad og hun trak derpå benene en smule mere op til brystet, som hun klukkede lidt af, hvordan vandet nærmede sig kanten og flød en smule over, da han tog plads bag hende.

[Éduin af Lemaux]

En smule vand skvulpede over kanten og landede på køkkengulvet, men Éduin virkede ikke synderlig bekymret. Han lænede sig i stedet en anelse frem over Svaris spinkle skulder, som han søgte efter sæben på baljens bund, alt imens at han med et smil betragtede hende ud af øjenkontrakten da hun klukkende fik styr på sig selv.

"Fik du klukket færdig?" spurgte han drillende, og kunne for en stund ikke stå for hendes uskyldige handling, "Det er som at høre en lille høne.."

Éduin fik fat i sæben, men blev siddende, lænende en smule fremover ved hendes skulder. Hendes ryg hvilede mod hans brystkasse, ganske let. Hans blik hvilede mod sine hænder, som han skummede sæben op i vandoverfladen.

"Så, fortæl mig engang, Svari. Er det første gang, at du bader med en mand sådan her?" spurgte han med en drillende undertone, ganske lavmælt da han befandt sig tæt mod hende.

[Svari Våbensmed]

”En høne…” Sammenlignede han hende vitterlig med en høne? Svari vendte hovedet og betragtede et øjeblik Éduin med halvforurettet mine. Det store smil på hendes læber var dog atter at spore og et latterfnys forlod hende, som hun atter vendte blikket fremad igen. Magen til frækhed…

Sagte lænede hun sig en smule tilbage imod ham, som hun mærkede hans brystkasse imod hendes ryg og hun knejsede lidt med nakken, som hun mærkede hans varme ånde imod sit øre. ”Hvad tror du selv? Slår jeg dig som en der har været i bad med mange mænd?” Drillede hun tilbage, som hun lod sin højre hånd søge støtte på hans ene lår nede i vandet. Ganske forsigtigt og uskyldigt, men dog kærtegnende. For sig selv syntes hun bag sig at kunne mærke hans…Manddom for hende imod hendes lænd. Noget hun ærligtalt ikke helt vidste, hvordan hun skulle håndtere.

[Éduin af Lemaux]

Éduin skar en overvejende grimasse over hendes skulder. "Måske?" sagde han og trak let på skulderen, "For så at løbe afsted med deres tøj gennem gaderne, så de halvnøgne må følge efter?" Han skimtede drillende på hende med et glimt i øjet og et træk i mundvigen.

Med rolige hænder tog han hendes op til overfladen; det brune blik rettede sig mod deres hænder, og holdende om hendes skummede han sæben yderligere op.

"Hvis du har tænkt dig at gøre samme nummer, så ser du mig ikke igen. Mest af alt fordi, at jeg umuligt kan falde for den igen." drillede han roligt, alt imens at han var begyndt at vaske Svaris hænder og arme i rolige strøg. Sæben skummede om hendes hud. Vandet skvulpede let. Og så stoppede han pludselig i sin gøren, da han med en panderynken i stedet tog hendes ene hånd op fra vandet og tættere mod deres ansigter så han bedre kunne se. Dér, hen over hendes feminine håndflade, var et tydeligt, langt ar, han bestemt ikke havde set tidligere.

"Hvad har du lavet?" røg det alvorligt ud af ridderen.

[Svari Våbensmed]

Smilet på Svaris læber voksede med Éduins ord. Trods alt, havde dén dag mange gange siden indtaget hendes tanker. Hun gav hans lår et ganske lille og blidt klem, før hun lod ham føre hendes spinkle hænder til overfladen og hun betragtede så ellers blot deres hænder. Hendes var små og spinkle. Ru og præget af småar fra smedjens gnister og dagligdagens arbejde. Hans derimod, var som store beskyttende bjørnelapper i kontrast. Jo, hans hænder måtte være næsten dobbelt så store som hendes..Men på trods af kønsforskellen, var klasseforskellen også tydelig at se her. Hans hænder var umiddelbart pænere end hendes. Renere og par præg af mindre arbejde, om end hun var sikker på at hans hverv også førte sit med sig. Dertil skulle hun blot vende blikket imod hans overkrop i stedet.

Hun lukkede opgivende øjnene en smule, da han pludselig stoppe op midt i sin gøren. Grebet var blevet fastere omkring hendes ene håndled og da vidste hun, at han havde set det. Hendes delvist arrede og nu lyserøde håndflade, som en lang bred stribe gik tværs henover huden.

Et suk forlod hende og hun brummede så: ”...Min onkel Talon Våbensmed smed mit mesterstykke ind i smedjens gløder et par dage efter…Efter at du havde været her.” Erklærede hun sagte, som hun trak sin hånd til sig og lod den glide ned under den skvulpende vandoverflade igen. ”Han mente at min tid ville blive brugt bedre på at starte forfra, end….end at spendere tid med dig.” Hun vendte blikket ned for at undgå hans blik. ”Og jeg var dum nok til at forsøge at fiske det ud af gløderne..” Erkendte hun så.