Kunsten at få sin vilje

[Flavia af Gustabis]

Flavia var temmelig træt efterhånden. Hun havde selvfølgelig nydt festerne og mulighederne for at tale med mange af de andre adelige, der var med på rundrejsen, men efterhånden så hun frem til at komme hjem til Levagny og byhuset. Hun havde bestilt pladser på en båd hjem til sig selv, så Rouvry var sidste stop.

Her boede hun i telt og holdt som sædvanlig hof. Invitationen var blevet udstrakt til Lancelin af Suilleaux og hun forventede naturligvis også at han kom. Hun havde fået et enkelt glip af hans hustru og hørt rygterne. Nu ville hun høre om det fra hestens egen mund.

Hun sad på en stol uden ryg, men med en blød pude under sin midaldrende bagdel. Overfor hende var der en lignende og en tjenestepige havde netop hældt sød, fortyndet vin op. Lancelin havde en hang til vin.

[Lancelin af Suilleaux]

Invitationen fra Flavia var kommet som en flugtmulighed fra den besværlige og ædru virkelighed. Bare for en stund. Velvidende, at Flavias nysgerrige sind og kløgt ville kunne fordreje samtaleemnerne over på rygterne om ham selv og hans hustru. Så han forberedte sig til, at de højst sandsynligt ville gå den vej. Vinen og det lille arrangementet gjorde dog op for dette.

Aftenen kom. Lancelin blev ført ind i teltet af en vagt. Der var som sædvanlig smukt omkring Flavia, både i form af dekorationer og mennesker. Blandt de adelige, der var inviteret, befandt sig unge, flotte mænd og kvinder, hvis opgave var at servere og underholde. Til offentlig skue sad to kvinder og kyssede hinanden lidenskabeligt, mens vin blev hældt i glas hos gæsterne. 

Da vagten og Lancelin nåede Flavia, bukkede lensgreven respektfuldt for hertuginden. "Deres Højhed," hilste han roligt, "Jeg takker for Deres invitation." Så rettede han sig op igen, rank i ryggen, "De, om nogen, har en sans for at holde et fantastisk hof," afsluttede han sigende med et diskret træk i mundvigen.

[Flavia af Gustabis]

Flavia konkurrerede ikke med kronen, men hvis hun gjorde, ville de få kamp til stregen. Hendes hof var dog noget mere perverteret end Belthair og Orielles. Hun bød Lancelin velkommen med en udstrakt arm, bydende mod stolen. Smilet var lidt katteagtigt og hun nød bestemt når magtfulde mænd bukkede for hende.

"Deres Excellence," bød hun ham, imens en køn tjenestepige tilbød ham et glas vin. Hendes blik dvælede et øjeblik ved pigen, men landede dernæst på greven igen. "Du smigrer mig. Det bekommer dig glimrende, men det var nu ikke for smiger jeg inviterede dig, Lancelin. Tag plads. Vi har alvorlige emner at drøfte."

[Lancelin af Suilleaux]

Med det nytilkomne glas vin i sin hånd, satte Lancelin sig ganske roligt ned i stolen ved siden af Flavia. Han vidste udemærket, at det kunne gå begge veje. Enten omhandlede disse emner om deres magt i de større, vigtige kredse, eller også omhandlede det meget vel og mærke rygterne, der løb som en steppebrand imellem teltene.

"Og hvilke alvorlige emner er det, som Deres Højhed ønsker at drøfte nu og her, siden at jeg fik en invitation stukket i mind hånd for blot et par timer siden?" spurgte han respektfuldt, med et træk i den ene mundvige, "Det kan umuligt være om hvordan vi kan løfte Levagnys slum ud af fattigdom, Flavia.." afsluttede han sarkastisk, velvidende at det ikke interesserede Grevinden det fjerneste, og at han havde en udemærket idé om, hvor samtalen ville bære dem hen.

Han førte glasset op til sine læber og tog en slurk af den søde vin.

[Flavia af Gustabis]

Flavia klukkede lidt over forslaget og tog en tår vin. "Naturligvis ikke. Det må de selv arbejde sig ud af. Man skal ikke belønne dovenskab."

Hun lod blikket glide ud over sit telt og det dvælede lidt ved de to unge kvinder, der var høje op opium og uhæmmede. Den enes bryster var kommet ud af hendes kjoles udskæring.

"Jeg har bedt dig komme for at tale om din hustru, Lancelin. Enhver kan se at hun er syg, men jeg kan forstå at det ikke er kroppen den er gal med. Hele hoffet taler om det. Din anseelse har allerede taget skade. Hvad er der sket?"

[Lancelin af Suilleaux]

Det blev til et par ekstra langtrukne slurke af vinen, da Lancelin lyttede til Flavias ord. At høre at Helenes dårligdom var kommet de fleste for øje, var på en og samme tid ikke overraskende. Nu havde han ikke set sin hustru siden deres voldsomme uoverensstemmelse, og alt han hørte efter dette gik ham på.

Der var ikke meget vin tilbage i glasset, da Lancelin til sidst rømmede sig og satte sig bedre til rette i stolen. Hans blik hvilede frem for sig selv, idet at han lavmælt besvarede hertugindens spørgsmål.

"Lad mig sige det sådan, Deres Højhed, at lensgrevinden og jeg har haft hver vores forestillinger om hinandens tilgang til et ægteskab.." sagde han kort for hovedet, "Det er ikke første gang, at jeg har set det i hendes øjne - det var også sådan i starten inden hun sagde ja til mig. Men nu ser hun igen på mig med foragt - som er jeg en ulv, der gemmer sig imellem træerne.." erkendte Lancelin tørt.

Så førte han vinglasset op mod læberne for at tømme det helt, "- stod det til hende, skulle vi skilles."

[Flavia af Gustabis]

Flavia lyttede og hævede et øjenbryn løftigt op i panden over Lancelin. Hun slap en munter lyd over den absurde tanke om en skilsmisse. Det var ikke noget adelige begav sig med. Lille Helene måtte være desperat.

"Hvorfor er hun bange for dig, Lancelin? Hvad har du gjort? Du er ikke Falanies mest elegante mand, du ved. Helene virkede ganske nem at kontrollere på mig. Lidt søde ord og en fast hånd. Og tunge, til tider." Hun smilede skævt. Da lensgreven havde været på besøg med sin hustru i Levagny havde hun været ganske føjelig.

[Lancelin af Suilleaux]

Skilsmisse var bestemt et sjældent syn. I sidste ende var sandheden nok, at der var større held med at komme ud af et ægteskab ved at tage sit eget liv ud over klipperne end det var at blive skilt. Det kunne selvfølgelig lade sig gøre, men ofte kunne livet efter en skilsmisse være værre end døden, og specielt for kvinderne. Det var også en af grundene til, at Lancelin holdte ved Helene. For det første, så kunne han ikke komme udenom, at han elskede hende. For det andet, så var det ikke nogen hemmelighed, at skilte, adelige kvinder blev set grotesk skævt på i samfundet. Lancelin kunne ikke byde hende dette, til trods for, at hun hellere ville gennemgå dét end at bære ringen på sin finger.

Hvad havde han egentlig gjort forkert? Lancelin tog en hørlig indånding.
"Helene er sikker på, at jeg er djævlen selv forklædt i adeligt tøj.." svarede han blot kort for hovedet og så væk, "Jeg har prøvet at vise hende, hvor meget hun betyder for mig, men lige lidt hjælper det. Hun hader mig, Flavia, mere end noget andet."

Lancelins kæbe spændtes over tanken.

[Flavia af Gustabis]

Flavia var ikke i tvivl om at Lancelin manglede elegance i den slags situationer. Han var vandt til at få præcis hvad han ville have og ikke skulle kæmpe for det. Hun morede sig over ham, selvom hans nuværende udfordring var knapt så morsom for ham. En tår vin røg ned, før hun lænede sig afslappet tilbage i sin stol.

"Start fra begyndelsen, Deres Excellence. Så skal vi nok få redet trådene ud og styr på den lille Helenes følelsesliv."

Hun var som sådan ligeglad med om pigebarnet havde det vidunderligt, men hun var ikke ligeglad med hvordan det hele så ud udefra. Heldigvis var hun ekspert i at få unge adelspiger til at gøre som hun ønskede de skulle, uden at de fik alle mulige oprørske idéer. Nøglen var at manipulere dem noget mere effektivt end hun var sikker på Lancelin havde gjort indtil videre.

[Lancelin af Suilleaux]

En tjenestedreng lænede sig ind over fra siden og hældte uforstyrret vin op i lensgrevens glas. Lancelins blik betragtede den røde væske for en stund. Hvis det stod til ham, så krævede det at glasset blev byttet ud med en flaske rødvin, hvis han skulle igennem den lange fortælling.

"Naturligvis," kom det så endelig fra Lancelin, inden at han tog en dyb indånding og startede fra begyndelsen, hvor det begyndte at gå galt. Hvordan Helene havde mistænkt ham for at ligge med andre kvinder. Hvordan han havde fundet ud af, at Helene var med barn, og den efterfølgende ulykkelige abort. Løgnen om at han havde fremprovokeret den. De fastklemte følelser og hans indædte lyst til hende. Hvordan han havde været nødsaget til at spørge om tilladelse til at finde intimitet hos en anden kvinde, nu hvor Helene var tilbageholden. For til sidst hændelsen på værelset.

Lancelin havde fået fyldt sit vinglas adskillige gange under historien.

[Flavia af Gustabis]

Det var en lang historie. Flavia havde forslag til hvor Lancelin kunne have skåret i den, men undlod at fremføre dem. Hun nøjedes med at tage en dyb tår af sit seneste glas med krydret rødvin fra Gustabis og kastede et langt blik på sin gamle medsammensvorne.

"Din fejl er, at du går alt for hårdt til den lille grevinde," konstaterede hun viist. "Så bliver hun presset op i et hjørne og kæmper imod. Har du aldrig hørt, at man kommer længere med honning?" Hun tog en dyb indånding og rystede let på hovedet. "Helene var ganske forgabt i dig i foråret, Lancelin. Det kan hun blive igen, men du bliver nødt til at forstå hvordan hun ser verden, for at kunne styre hende. Naturligvis kan du binde hende fast og låse hende inde i et tårn, men hvis du virkelig vi have kontrol over hende, så skal hun tro at du lytter tager hende alvorligt."

Hun trommede lidt med fingrene mod sit armlæn. "Det starter med at du ydmyger dig selv foran hende. Undskylder for alt hvad du har gjort. Lytter til hvad hun siger og lover at det aldrig vil gentage sig. Du må styre dit enorme temperament. Når først du har hende i din hule hånd, så må du opstille klare regler for hendes mistro og jalousi, men male det som bekymring for hende og jeres ægteskab. Du skal aldrig spørge om du må ligge med en anden kvinde. Hvis du ikke får det du gerne vil fra Helene, så tag en elskerinde, men gør det diskret. Pigebarnet slår mig dog som om hun er klar til at sprede benene eller falde på knæ med åben mund for ethvert sødt ord fra dig, så jeg ville tænke det kunne udskydes, hvis blot du er klar til at lære at kontrollere hende uden alle de magtudøvelser?"

[Lancelin af Suilleaux]

Det karismatiske, blå blik hvilede frem for sig, som var han fordybet i Flavias forklaring. Ubevidst roterede han langsomt glassets stilk imellem et par lange fingre mod stolens armlæn, alt imens at han lyttede til hver eneste ord. Hun talte til ham som en samvittighed, som en planlægger for, hvordan han kunne få Helene helt og holdent til sig igen. Det var tydeligt, at manipulation var en af Flavias store styrker, og det træk, som hun allermest gjorde brug af. Hun havde prøvet det adskillige gange før.

"Du har ret.." lød det lavmælt og eftertænksomt fra lensgreven. Vanligvis kunne Lancelin også være ganske manipulerende, dog ikke på Flavias niveau, men med Helene havde det været anderledes. I starten havde han skam også været hæmningsløs, men efter at han begyndte at få følelser for hende, så havde det ændret sig til, at han rent faktisk var ganske oprigtig overfor hende. Det måtte han komme fra igen for bedre at få styr på sin hustru.

"Jeg har ikke noget andet valg, hvis jeg skal have kontrol over hende igen.." Lancelin førte glasset med vin til sine læber.

[Flavia af Gustabis]

Selvfølgelig havde hun ret, tænkte Flavia. Sådan var det typisk altid. Hun smilede skævt og strøg to fingre over kjolens stof ved benet. "Du har selvfølgelig et valg," konstaterede hun. "Men jeg tror ikke du får meget godt ud af at måtte låse hende inde i Suilleaux. Du har ikke brug for mere skandale. Hun er en køn størrelse at have på armen, når hun stråler, som hun gjorde i foråret."

Hun tog en tår vin mere. "Du bryder dig næppe om at ydmyge dig overfor hende, men du bliver nødt til at lade hende tro, at du virkelig fortryder og angrer. Så skal hun nok tilgive dig."

[Lancelin af Suilleaux]

Det var ikke kun det. Helene var bestemt blomstrende og smuk af have på armen, men dét der havde størst betydning nu, var, for Lancelin, at se hende smile grundet de varme følelser, de ubevidst havde udviklet til hinanden. Hvis han dog bare kunne få hende til at føle sådan igen for ham.. På det punkt, at hun skinnede over hans tilstedeværelse og ikke kunne lade ham være.

"Fortryder og angrer.." gentog Lancelin og udåndede tungt, "Hvis det er dét der kræves for, at hun vil se på mig igen.." Lancelin lod sit blik se overvejende ud i teltet. Så satte han sig bedre til rette i stolen.

"Min ivrighed efter hende har taget al min kontrol. Helene er så uerfaren og ung. Så fin. Jeg ved ikke hvad det er, hun gør ved mig, men mit behov efter hende er overvældende. Jeg kan ikke slippe hende." Lancelin tog en dyb indånding, "Måske havde hun ret fra starten. Ulve jagter og tager, hvad de vil have, for så at ødelægge det."

Han druknede tanken med en slurk af vinen.

[Flavia af Gustabis]

Flavia var en ulv, men hun ødelagde ikke sine unge paramours. Ikke sådan som hun så det. Hun havde altid fået dem afsat til rige, højtstående mænd, når hun var færdig med dem og det var også hendes plan at det skulle gå sådan med Galienne af Saulet, selvom hun for tiden virkede noget svær at komme af med. Hun smilede derfor også lettere overbærende af Lancelin.

"Tænk ikke sådan. Du havde ret til at tage hende. Du har gjort hende til grevinde og hun havde tydeligvis følelser for dig ovenikøbet. Hvis noget, så har du givet hende for meget snor. Den type kvinde Helene er har brug for faste rammer. Hun har brug for at vide hvem der bestemmer. Du lod hende sove alene og det har givet hende alt for meget tid til at tænke i hendes lille hoved. Jeg ville sørge for, når I er i Levagny eller Suilleaux igen, at I altid sover sammen. Sørg for at du bliver tilfredsstillet, så du kan tænke klart omkring hende og ikke er drevet af dine lyster hele tiden. Sørg for at hun til gengæld er frustreret og ikke får sin forløsning, medmindre hun er god og gør som hun skal. Du må opdrage hende, Lancelin. Blidt, men bestemt."

Hun smilede skævt. "Medmindre hun kan lide det andet end blidt, selvfølgelig. Sådan en pige havde jeg for et par år siden."