Kunsten at få sin vilje

[Lancelin af Suilleaux]

Flavia kom med idéer, der bestemt lød ganske fornuftige. Det var tid til, at han måtte gøre brug af disse idéer for at manipulere Helene tilbage til sig. Opdrage hende, som Flavia så nemt kaldte det.

Så lensgreven tømte sit glas imellem tiden, at Flavia lagde planen ud på bordet. Det var så ligetil; en tanke, han såmen selv havde tænkt for en stund, men havde lagt fra sig grundet sin blindhed af følelser. Og nu sad Flavia af Gustabis og fortalte ham, at han måtte få styr på situationen på selv samme måde. Det krævede, at han måtte lægge bod på hans følelser for en stund. For første gang i evigheder havde Helene nemlig trukket i Lancelins samvittighed.

"Fint," bekendtgjorde Lancelin efter en stille stund, "Du har ret. Man bliver begærlig efter dét, man ikke kan få.. Som manglende vand til at slukke tørsten. Helene er nødt til at komme ud, hvor hun ikke kan bunde.." Lancelin tømte sit vinglas og rakte det efterfølgende til en tjener, der gik forbi.

Så rejste han sig fra sin stol, stillede sig foran Flavia og bukkede respektfuldt med hænderne på ryggen, "Deres Højhed, jeg takker for Deres tid. Jeg har et arbejde, der venter." Og så forlod han teltet med rank ryg.

/Lukket?