Intet er, intet forbliver

[Frieda af Hasnea]

Dedikeret | Elyot af Falanie

Tid & Sted | Den afsluttende fest på Aren's lensborg, afholdt den 8 oktober år 842.

---

Frieda havde dårligt sovet i nat, holdt vågen af en knude i mave, hvis kulde frøs hendes indre til is. Havde ikke helt kunnet bedømme om det skyldes tanken om hun skulle danse for første gang, foran en del af det Falanistiske hof eller om det var udsigterne til at have kronprinsen på tæthold igen. Mens hun lod sig sænke ned i det opvarmede vand denne morgen og efterfølgende fik kroppen gnedet ind i en duftolie, med en aroma af friske skovbær, så blev konklusionen at begge havde skyld for den indre uro prinsessen følte,

Snefríd af Ravnsdal havde brugt brugt timer på at kæmme og tæmme det blonde hår, som derefter var blevet opsat i intrigante fletninger og snoninger pyntet med ferskvandsperler fra Hasnea. Hvorefter både hun og Aaslaug Sværdsanger hjalp Frieda i aftens lilla kjole. I forsøget på at lette stemningen havde nordiske melodier fyldt kammeret. Det var en lille bid af hjemme, men nok til at knuden løsnede sig.

Det var med en sund nervøsitet, at Frieda med sit følge trådte ind i den overdådige sal hvor aftens dans skulle føres. En kort bemærkning fra den ældste af  de Hasneanske festdeltagere fik Frieda til at slippe en latter, så de fyldige kinder rundede sig yderligere. Efterdønningerne fra grinet havde ikke sluppet helt, da de lyse øjne ramte Elyot's bredskulderede skikkelse længere fremme. Smilet nåde at ligge an til at falme før hun mindede sig selv om hans ord, der lod smilet forblive intakt.
Med kun ganske få måneder tilbragt  i det fremmede land, så genkendte Frieda endnu ikke langt de fleste. Hun kunne kun sætte få navne på de ansigter, som kredsede sig omkring prinsen.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde fået en lidt anden kækhed i sin gang, et glimt i sit blik og det hele kunne koges ned til selvsikkerhed. Efter hans vanvittige nat med de fem lærevillige skøger, vidste han alt muligt om kvinder. Han havde kysset en komtesse på den baggrund og opførte sig i det hele taget mindre uhæmmet. Måske ville det bide ham i røven en dag, men lige nu nød han det ufattelig meget.

Til den afsluttende fest i det næstsidste len på rundrejsen, havde han fået et glas vin og nød det. Han stod omgivet af mennesker og en af dem pointerede, at prinsessen var på vej imod ham. Det gav et lille træk i mellemgulvet, fordi han vidste at de ikke brød sig synderligt om hinanden, men han var motiveret til at charmere hende bedre og drejede sig rundt imod hende med et selvsikkert smil, før han begyndte at gå frem imod hende. Da de stod overfor hinanden, utallige blikke på dem, bukkede han let med sit vinglas i hånden. En kronprins bukkede ikke for mange, men for en kommende kronprinsesse var det etiketten.

"Deres Kongelige Højhed," hilste han formelt. Ører lyttede. "Jeg håber De har reserveret aftenens første dans til mig?"

[Frieda af Hasnea]

Den unge mand, der gik Frieda i møde kunne meget vel være blevet forvekslet med en helt anden, havde det ikke været fordi ansigtet var det samme som kronprinsens.
Det var umuligt ikke at bemærke den nyfunden selvsikkerhed, der syntes at have indtaget Elyot i alt dens glans. Hun afskrev det til at måtte skyldes aftens omstændigheder, i forsøget på at kvæle den spirende nysgerrighed.

Frieda mødte hans buk med et tilsvarene nej og samme formelle hilsen ”Deres Kongelige Højhed,” Fingrene slap skørtes sider ”Med største glæde.” Løgn, men det lod smilet ikke omgivelserne vide. Hun så frem til at danse, bare ikke med ham.
”De ser fortræffelig ud her til aften.” Komplimenterede hun ærligt. Nok var følelserne ikke varme for prinsen, men selv de kunne ikke udviske hans ydre skal eller det gode håndværk der lå i klæderne.

"Nyder Prinsen aften indtil videre?" Begge øjenbryn løftede sig en anelse spørgerende.

[Elyot af Falanie]

Elyot var rank og smilende. Det var i sig selv intet nyt: Han var kronprins og forstod at ligne en. Der var bare lige en ekstra gnist af noget selvsikkert. Hans mundvige sitrede, som han så på sin forlovede. Hun arbejdede for at smile og ikke se ærkesur ud, men lige nu morede det ham i stedet for at irritere ham.

"Den er blevet langt bedre for et øjeblik siden," konstaterede han, selvom det var tvivlsomt. "Og prinsessen slipper heller ikke for at måtte høre hvor smuk hun ser ud her til aften. En ny kjole?"

[Frieda af Hasnea]

Det var intet under at han så direkte i gennem høfligheds sløret. Der havde ingen grund været til at tro at prinsessen på mystiskvis havde udviklet varme følelser over den sidste måned. Omgangen med hinanden havde trods alt været noget begrænset, siden de var skiltes med kold luft mellem sig.

Prinsessen lod ikke visheden slå revner i facaden, den fornøjelse skulle han ikke have, men hun var tydeligvis ikke den eneste der iscenesatte sig selv i det bedste lys.

Frieda skrev sig bag øret, at Elyot var en fortrinlig løgner, havde hun været mere blåøjet ville han måske kunne have overbevist hende om påstanden om selskabet var sandt. Det lykkes ham midlertidigt at vinde lidt på komplimentet, sandt eller ej.
”Ja. Kan De lide den eller finder De den for meget?” Hagen sænkede sig til brystet, da hun slog blikket ned over sig selv. Det var første gang de offentligt blev set sammen, så naturligvis var kjolen ikke valgt på tilfældigheder.

[Elyot af Falanie]

Elyots mundvige sitrede og han lod blikket glide over hele kjolen, før han nikkede let. "De har fået en falanistisk skrædder til at lave Deres kjole. Det er et klogt valg."

Jo hurtigere hun assimilerede sig til sit nye land, jo bedre for hende og for ham.

"Kan De selv lide den?"

[Frieda af Hasnea]

Hun fandt det markant nemmere at tro på oprigtigheden af rosen når den var rettet mod kjolen, og ikke hende selv. Uanset hvor meget Frieda end bilde sig selv ind at hun foragtede Elyot, så var hans mening om kjolen signifikant. Naturligvis var den det.

Kjolen mindede på ingen måde om dem hun bar hjemme med det anderledes snit, men påskønnelsen voksede hos hende. Frieda fulgte på hændernes lette strøg over det fine stof. ”Den er ulig noget andet jeg har båret,” Løftede blikket til hans ansigt, denne gang med et smil der nåede øjnene ”jeg er meget glad for den.” Indrømmede hun endeligt. Noget godt havde de trods alt i Falanie.

”Føler De Dem klar til aftens første dans?” Havde mest af alt lyst til at spørger om han var nervøs, men mindede sig selvom hoffet var hans. Hans fars, men godt og vel hans. Den uvante følelse havde sat sig tungt i hende og nærede sig ikke af selve dansen, men derimod af hvem der skulle føre hende. Mistroisk for om han ville tage sin hævn og få det til at ligne hun ikke kendte trinene. Trinene der var øvet i sådan en grad, at hun efterhånden kunne tage dem i søvne.

[Elyot af Falanie]

Elyot satte pris på den indstilling. Der ville snart ikke være mere Hasneaner over hendes beklædning eller hår og jo hurtigere hun vænnede sig til det og brød sig om det, jo nemmere.

Hans blik gled ud over dansegulvet ved spørgsmålet og hans mundvige sitrede. "Jeg er klar. Jeg har haft en god danselærer." Han kunne ikke se hende i mængden, men Mirielis af Lemaux måtte være et eller andet sted. "Jeg håber at De også er forberedt?"

Musikken var ved at stille op, så der var ikke længe til.

[Frieda af Hasnea]

Granithårde øjne ville have boret sig ind i den stakkels grevedatter, hvis Frieda havde vidst at Eyot virkeligheden havde været på jagt efter hendes diametrale modsætning. Heldigvis fandt hun intet usædvanligt i hverken svar eller måden hvorpå grønt havde scannede over de fremmødte.

Dobbeltmoralen derimod levede i bedste velgående.
Mens prinsens blik ikke længere hvilede på hende, søgte hendes eget efter Snefríd af Ravnsdal og nåede lige at fange et glimt af det snehvide hår før Elyot tiltvang sig hendes fokus. "Naturligvis, jeg skulle jo nødigt bringe Dem i forlegenhed." Det var delvis sandt, men det var mest for hendes egen skyld at fødderne var blevet danset ømme siden sidste danselektion. 

Den påbegyndte musik, fik hende til at fortryde afslaget om et glad fortyndet vin tidligere. 

[Elyot af Falanie]

Elyot var ikke dum nok til at tænke at Frieda rent faktisk gjorde noget for hans skyld. De var fremmede endnu og ikke venlige fremmede. Han havde dog fået et nøk mere på selvtilliden siden sidste gang de talte sammen, så han rankede ryggen og bød hende en arm, da musikken begyndte.

De var på mange måder festens midtpunkt. Naturligvis var kongen og dronningen der også, men den nye generation var ung, ny, opsigtsvækkende. Han dansede godt og gjorde sit til at Frieda fremstod så perfekt som muligt.

[Frieda af Hasnea]

Ikke villig til at skabe en scene, lagde hun høfligt sin hånd på den budte arm og fulgte med ud til midten af dansegulvet. Forventningerne var høje til hans danseevner. Han skuffede ikke. Uden modstand lod hun sig lede gennem dansen, flugte ham uproblematisk.
Undervejs gennem skørtehvirvl og baggrundsmusik glemme hun nok om sin aversion overfor Elyot til at smilets varme spredte sig til resten af ansigtet. Hun nød dansen, trodsfor omstændighederne.

Dansen nåede sin ende sammen med musikken, der slog over i en ny melodi. Hænderne løsnede sig og fandt det lilla skørt, hvor fingrene lukkede sig. ”En fornøjelse at danse med Dem, Prins Elyot.” Takkede hun, og nejede respektfuldt.

[Elyot af Falanie]

Elyot bukkede for Frieda og lod hende gå med en høflig hilsen. Han vidste at det blev forventet at han brugte meget af sin tid den aften med hende, men efter en dans i total tavshed, havde han brug for lidt mere liv. Snart efter var han ude på dansegulvet med Mirielis af Lemaux.

Lidt senere, nudget af sine forældre, vendte han dog tilbage til Friedas side.

Her bukkede han naturligvis og smilede charmerende. "Nyder Hendes kongelige højhed festlighederne?"

[Frieda af Hasnea]

Efter dansen havde hun fået fingrene i glas med tyndet vin. Smagen var hende stadig uvant, men gennem den sidste månedstid var den gæret druesaft vokset på hende - i hvert fald nok til at hun ikke længere kun nippede til den af høflighed.

Under dansen havde veninderne opløst sig, hvornår vidste Frieda ikke præcist, men efter at have været henne ved dem begge var prinsessen end op med at cirkulere rundt på egen hånd. Hun havde ikke skænket sin forlovedes blive på dansegulvet nogen større tanke, men havde alligevel ikke kunnet dy sig for at lade blikket vandre til Elyot. Vinglasset var blevet tømt væsentligt hurtigere, uden at hun havde lignet en der var ved at forsluge sig. Synet havde ikke huet den unge Hasneaner.

Med aftens anden opfyldning af vin, forsøgte Frieda atter at tvinge sin kropstemperatur ned. Hun havde det som om hun var blevet sænket ned i en kogende gryde, og var ikke i stand til at vurdere om heden skyldes mængden af mennesker, vinen eller at hun havde set hvordan Elyot havde kropssprog havde ændret sig med den navnløse brunette i hænderne.

Hun havde brug for luft. Tanke nåede aldrig at blive til handling for inden at fødderne nåede at lystre, stod prinsen foran hende. Hun nejede. ”Jeg ville nyde den mere, hvis jeg fik lidt luft.” Svarede hun tvetydigt, og rejste det ene bryn.

[Elyot af Falanie]

Elyot rynkede panden svagt over svaret. Han følte sig straks afvist og fortrød i den grad, at han havde tilbagelagt afstanden. Han rankede ryggen og smilet var blevet helt smalt.

"Jeg beklager, at Hendes Kongelige Højhed føler sig omklamret. Hun må rette sin frustration imod Deres Majestæter, som fejlagtigt mente at Hun var blevet overset for længe."

[Frieda af Hasnea]

Årh ved alle guderne også! Som en helt naturlig reaktion vendte Frieda blikket ind i menneskemængden, hvor det landede på kongeparret. Her blev hun mødt af Kong Belthair II's årvågne øjne og en trækning i den ene mundvig synlig selv fra denne afstand, han smilte til hende og Frieda havde intet andet valg end at besvare det med tilsvarende.

Hun bildte sig selv ind at det bare havde været en dans, intet mere og ganske uskyldigt, idet hun kiggede tilbage på Elyot. Smilet hang stadig ved læberne "De skal endelig ikke beklage, det er varmen og ikke selskabet." og vinen, den spillede klart også ind i behovet for luft, men det undlod hun at italesætte. "Måske Prinsen ville gøre mig med selskab i den friske luft?" Spurgte hun dristigt, forventede at han ville afvise tilbuddet.