Intet er, intet forbliver

[Elyot af Falanie]

Elyot tænkte allerede på hvordan han skulle få varmen igen sammen med Mirielis af Lemaux. Prinsessen rettede på hans opfattelse, men det ændrede ikke på hvor hans tanker var vandret hen. Han tog en dyb indånding, men kunne ikke så godt afslå. Det var Frieda, der var hans forlovede og hende, som han officielt kunne tillade sig at gå en tur med, selvom de utvivlsomt ville blive fulgt lige i hælene af flere. Han bød hende sin arm med et lidt påtvunget smil.

"Hvis Prinsessen vil gøre mig glæden," svarede han. Glæden han følte ved det var tydeligvis ret begrænset.

[Frieda af Hasnea]

”Med fornøjelse.” Frieda fortrød allerede i det øjeblik, at hun snoede armen omkring Elyot’s.
Kunne hun nå at trække i land? Undskylde sig med et ildebefindende pludseligt var kommet over hende, så hun desværre måtte trække sig tilbage fra festlighederne? Tanker forblev tanker, før hun vidste af det var de ude af salen og for ganske få sekunder ladt alene, indtil døren bag dem atter gik op og ud kom aftens anstandsdame til at følge de forlovede fra en passe den afstand.

Det første stykke ned ad gangen forgik i stilhed fra Frieda’s side, mens hun gjorde sig overvejelser for et samtaleemne der ikke omhandlede vejret eller hvor godt vinen havde smagt. Mest af alt havde hun lyst til at spørger ind til den nysselige brunette som han havde danset rundt med, men endte med mindre sprængfarligt valg; hans kammerater.
”Hvem stod De og snakkede med op til vores dans?” Spørgsmålet kom lidt langsomt ud, ikke at det skulle forveksles med en tøven. Hun gjorde sig klogt i at vide, hvem der stod ham nært.

[Elyot af Falanie]

Elyot måtte tænke tilbage. Før Frieda havde danset med ham, havde han talt med et par af de unge riddere og han nævnte et par navne i flæng, før han trak på skuldrene. Han vidste ikke hvorfor det skulle interessere hende.

"Har nogen andre udbedt sig en dans med Hendes Kongelige Højhed?"

Nogen ville vel finde hende mere charmerende end han gjorde. Hun måtte vel være i stand til at smile ægte, selvom han vist ikke havde set det endnu.

[Frieda af Hasnea]

Kun enkelte af navnene blev genkendt, men ikke fordi den Hasneaske prinsesse personligt havde konverseret med dem. De fleste navne kendte hun fra hviskende adelsfrøkner under de forskellige arrangementer, eller manddom prøver om man ville, afholdt i de besøgte len.

To navne blev nævnt, den ene en junker og den anden en væbner der snarligt ville stå ridder – så frem han klarede sig gennem næste års afsluttende prøvelser. Den sidste nævnte havde været en fornøjelse at danse med, mens den første havde danset på grænsen mellem det anstændige og uanstændige.

Frieda fulgte deres skygger som de halede ind på dem og løb i forvejen til næste væghægte belysning, hvorefter processen gentog sig når de passede videre ned gennem gangen.
”Nød De teaterstykket i Zorete?” Spørgsmålet blev stillet ukarakteristisk mildt, uden antydningen af en underlæggende fjendtlighed.

[Elyot af Falanie]

Elyot nikkede lidt. Han følte sig ikke truet af væbner eller junker, men til gengæld lidt af spørgsmålet, selvom hun stillede det med en fuldstændig ukarakteristisk mildhed. En lyd forlod ham, men om den var munter eller forarget var ikke så nem at tolke. Han rømmede sig uanset kort efter og lavede et ansigtsudtryk.

"Det var interessant at de valgte at opføre netop det stykke på det tidspunkt. Blev De stødt?"

[Frieda af Hasnea]

Ude af stand til at vurdere lydens betydning, skævede hun mod ham i håbet om hans kropssprog ville tale sit eget tydelige sprog. Desværre forgæves.
Frieda relaterede i større grad til ham, end hun selv ville stå ved. Udeblivelsen af et svar overraskede hende i grunden ikke. Benægtede han at have nydt forestillingen ville hun ikke have troet han talte sandt. Havde han derimod indrømmet at den havde fornøjet ham ville deres spadseretur få en brat afslutning, og Frieda ville have brugt det resterende af aften på et sirligt skrevet brev adresseret til Hasnea’s overkonge. Så længe Eloyt intet sagde, kunne den Haseanske prinsesse ikke bruge hans egne ord mod ham.

Øjnene vendte sig fremad igen med hagen let hævet, så hun synede endnu rankere end hun i forvejen bar sig selv. Hun måtte bide sig i kinden for ikke at le, da han havde den frækhed at vende spørgsmålet om.
”Jeg fandt det ganske ensidigt, forudsigeligt og kedeligt.” Svarede hun ærligt, og undlod dermed at indrømmede den harme hun havde følt i hver en celle under teaterstykket.

[Elyot af Falanie]

Ensidigt, forudsigeligt og kedeligt. Elyots mundvige sitrede svagt og han trak på skuldrene. Hun var naturligvis stødt. Det var ikke overraskende.

"Hvis De skulle have opsat stykket, hvordan skulle det så have udspillet sig?"

[Frieda af Hasnea]

”Jeg ville ikke vise nogen af siderne som den sejrene.” Der lå ikke meget betænkelighedstid bag svaret. Man kunne næsen være tilbøjelig til at tro det var indøvet over den seneste måned, men det upartiske svar kom frit fra hjertet.
Først nu drejede Frieda hovedet og så ordentligt på ham. De blågrå øjne var indgående, mens resten af ansigtet forblev i neutrale folder ”Ingen går usårlige fra en kamp, der vil altid være tab på begge sider. Det er dét jeg ville vise og ikke et eller andet idealistisk drømmebillede, med formålet om at lade sin konge vide hans valg ikke er kærkomment i lenet.” Hvor fristende det end var, at fremvise den samme fortælling bare fra et Hasneansk synspunkt, så ville hun aldrig have tilladt det - havde deres representative roller været ombyttet.
Uanset, hvor lidt Frieda brød sig om Elyot, så ville hun ikke have set passivt til så perfid et teaterstykke om ham eller hans folk som lens parret i Zorete havde fået kreeret.

[Elyot af Falanie]

Elyot fugtede læberne. Han lyttede til Frieda og var lidt irriteret over hvor kvikt det hun sagde var. Derfor sagde han heller ikke noget til en start, men grublede blot over det og rynkede panden.

Han tog en dyb indånding og nikkede. "Jeg vil tro at De ikke bør tage det for nært, Prinsesse. Netop de nordlige lener har det svært ved freden endnu, men det er trods alt hele ideen ved vores ægteskab. At besegle den. Det må De også indfinde sig med med tiden. Ikke alle nordlige lener er ens. Min ridderherre har aldrig sagt et ondt ord om Hasnea."

[Frieda af Hasnea]

Siden annonceringen af forlovelsen til havde enkelte grupperinger rundt om i Hasnea, særligt omkring grænsen til Falanie, udvist stor utilfredshed. Det var lykkes Frieda’s far holde den optrappede konflikt skjult for sin datter, men få måneder før afrejsen var det alligevel kommet hende for øre. Naturligvis var det ikke meget anderledes på den anden side af grænsen. En Hasneask prinsesse, som kommende dronning. Det måtte have været som en kold spand vand for de nordlige lener.

”Og Dem? Har De nogensinde talt ilde om mit folk?” Konteksten ridderherren var blevet nævnt i forstod hun godt, men det var bemærkelsesværdigt, at han undlod at nævne sig selv.

[Elyot af Falanie]

Det var et ladet spørgsmål hvis nogensinde der var et og Elyot kneb øjnene let sammen og betragtede hende. Han overvejede da at lyve, men i sidste ende gav det bedre mening at være ærlig nu.

"Ja. Vi har været uofficielt i krig hele min barndom. Selvfølgelig har jeg det. Vi var Hasneanere og Falanister når vi legede og Falanie skulle altid vinde. Find mig én hasneansk dreng, der ikke har haft samme opvækst."

[Frieda af Hasnea]

Med et lille fornøjet smil vendte Frieda blikket frem for sig igen. Det var første gang siden han havde fortalt om sine interesser, at hun følte prinsen talte sandt om end det stadig var gennem et filter.

”Drenge og piger.” Korrigerede hun ham roligt, ikke synderligt generet over hans indrømmelse. Sandheden var han havde ret i hvert et ord, og selv hun kunne ikke sige sig fri for at have talt ilde om hans folk. Hun havde sågar selv forestillet sig de stridende lande, når hun lagde krigs stratgier med sine brødre.

[Elyot af Falanie]

Et lavt fnys forlod Elyot, før han rystede på hovedet. "Ikke i Falanie," konstaterede han. "Piger leger med dukker. I hvert fald næsten alle piger."

Der var selvfølgelig de få undtagelser. "Er det anderledes i Hasnea?"

[Frieda af Hasnea]

Konstateringen gav hende lyst til at himle med øjnene. Selvfølgelig sømmede den slags sig ikke for Falanies sarte ung møger. De skulle jo nødigt lære at tænke for dem selv.

Spørgsmålet forblev ubesvaret i nogle lange sekunder og da fyldige læber endeligt skiltes var det ikke for at besvare det.
”Er De oprigtig interesseret i svaret eller spørg De af høflighed?” Hun forventede han ville påstå det første, men at virkeligheden var det sidste som gjorde sig gældende ”Såfremt det er sidste nævnte, så kan vi begge lades som om, at mit svar behager Hans Kongelige Højheds øre, hvis han alligevel ønsker at blive fodret med løgne.” Frieda var villig til at forgive og lyve om meget, men ikke Hasnea. 

[Elyot af Falanie]

Elyot havde lyst til at himle med øjnene, men gjorde det ikke. I stedet tog han en dyb indånding, der fik hans skuldre til at løfte sig. De var nu nået ud til punktet hvor Rouvrys jorder mødte floden og kunne se dens vand glimte. Det var efterår, så den fossede ikke højlydt, men man skulle alligevel ikke sætte sine støvler ned i den.

"Dermed er jeg sikker på, at De har svaret allerede, Prinsesse. De ved utvivlsomt alt hvad der behager mine ører at høre allerede, trods vi kun har haft få samtaler, alle anstrengte."