Intet er, intet forbliver

[Frieda af Hasnea]

I stedet for stille hun sig halvt med ryggen til Elyot for at følge floden, hvis vand lignede flydende sølv i månens skær. Gennevote af Falanie havde haft ret irriterende var ganske dækkende.
Kæben spændte sig så hårdt at tændernes gnidninger mod hinanden kunne høres for det indre øre. Hun havde lyst til at bede ham om at gå og tages deres anstandsdame med sig på vejen.

En dyb vejrtrækning blev taget, hvorefter hun atter stod med kongesønnen i sit synsfelt ”Jeg har ikke tænkt mig at undskylde overfor Dem for at være forudindtaget om Deres person, men værsgo," Startede hun indledningsvist og slog den ene hånd indbydende ud i luften "forsøg at bild mig ind De oprigtigt gerne vil høre om, hvordan Hasnea's døtre ikke vil kravle sammen af frygt og magtesløshed i mørket, mens de beder til Guderne om at holde hånden over dem, hvis fjenden skulle indtage landet.” Et bryn løftede sig, lige dele udfordrende som sigende. 

[Elyot af Falanie]

Hun var en kold strigle og det var tydeligt. Elyot åndede hørligt og irriteret ud over hendes latterlige svar, atter engang fyldt med idéer om hvad han mente. Han bed hårdt sammen og stirrede på hende en stund.

"Hendes Kongelige Højhed må have tabt forstanden, hvis hun tror at jeg vil forsøge at overbevise hende om noget hun ikke allerede tror på. Enhver med det fjerneste kendskab til prinsessen må tydeligvis vide, at det er ganske umuligt at trænge igennem hvad hun har overbevist sig selv om. Hvad enten hun aner hvad hun taler om eller ej."

Han hævede selv et bryn. "Nu må Hendes Kongelige Højhed undskylde mig. Jeg ønsker ikke at bruge hele aftenen på at skændes."

Han drejede om på hælen og gik, lidt rød i kammen af irritation.

[Frieda af Hasnea]

Det havde været en større bedrift ikke at falde munden falde åben, da han først gik i gang med endnu en gang at irettesættelse af hende. Et indigneret fnys lød.

Sjældent var Frieda blevet mødt med tilrettevisning eller manglende eftergivenhed fra ikke familie, nære venner eller undervisere, men Elyot havde en kontinuerlig evne til ikke at føje sig for den unge blondine. Noget der var lige så uvant for hende, som det sikkert var for ham at hun ikke som andres adelsfrøkner var synligt forblændet af hverken mørke krøller og fængslende grønne øjne.

Inderst inde var hun godt klar over, at der ingen retfærdighed var i at blive ved med at møde ham med en mur af is, der kun syntes at tykne for hvert møde de havde, men det var svært når de var på tomandshånd. Det var svært at sige om det i virkeligheden skyldtes den voksende hjemve eller at Elyot var den fysiske manifestation på kontroltab, som trak tråde af is i gennem det Hasneanske hjerte eller om årsagen var noget helt tredje.

”De kan tage chaperonen med Dem.” Var alt hun kunne administrere at få ud i en nogenlunde neutral tone, der ikke afslørede den spændte kæbe alt for meget. Frieda drejede modsat Elyot, så deres rygge var vendt mod hinanden.

| Lukket? |