Det var ikke min idé

[Frieda af Hasnea]

Til: Elyot af Falanie .
Tid: 22. august, 842.

· - · ──────────── · ☽༓☾· ──────────── · - ·

Turen over bjergpasset mellem Hasnea og Charenoy havde været en langsomlig affære, med den konstante risiko for løse sten. De blå øjne havde været fjerne langt det meste af turen, mens tankerne blev ved med at kredse tilbage til de tiltagende rygter om kronprinsen, der havde svirret op imod afrejsen. Det havde været umuligt ikke at vende et nysgerrigt øre de hviskende ord om en prinsen, der mest blev beskrevet som en skravlet sag.
Undervejs til destinationen havde spændingsknuden nederst i maven fået følge af et savn, der gjorde hjertet tungt. Hun længtes allerede hjem inden ankomsten til den nordliggende Charenoy borg.

Det var med lave forventninger at Frieda fulgte sin fader ned gennem gangen, mod det rum hvor Falanie's konge og første fødte søn ville vente dem, anført af en af borgens tjenestefolk. Hvert skridt blev taget med hovedet holdt højt, mens tænderne bed sig hårdt omkring kindens bløde inderside. Skuldrene blev skubbet en anelse mere tilbage og hænderne fint foldet foran hende, sekundet inden den massive trædør gled op.
"Hans Kongelige Majestæt Beltair II af Falanie og Hans Kongelige Højhed Elyot af Falanie ," Hilste ttjeneren med et buk passende for hans stand inden han forsættende præsenterede "Deres gæster, Hans Kongelige Højhed Roar Den Store og Hendes Kongelige Højhed Frieda af Hasnea." Hvor efter han trådte ordenligt til siden, ud af vejen for nordlandets konge og prinsesse, der mødte sydlandets konge og kronpris med et respektabelt buk og nej.
Frieda måtte minde sig selv om ikke at stirre på den unge prins, der til hendes lettelse var alt andet end billedet der var blevet forsøgt malet af ham. Ikke at gav meget til den stadig udeblivende begejstring over en dag at skulle stå ved hans side. Smilet der prydet prinsessens læber var imødekommende, men det skarpe øje ville bemærke hvordan det aldrig helt satte sig i de lyse øjne. 

[Elyot af Falanie]

Elyot havde været anspændt en stor del af turen fra Ivray til Charenoy og endnu mere den sidste dag. Det hasneanske følge ventede allerede i det nordlige len, da de ankom og han svedte tran. Han nåede knapt at blive installeret i det værelse han skulle være i, før der kom to tjenere med et vaskefad og et friskt sæt tøj. Det blev ikke til noget komfortabelt bad i varmt vand. Tværtimod arbejdede de to tjenestefolk hurtigt og effektivt på at gøre ham klar. Han endte med at stå med armene strakt ud og et lidt dødt blik, selvom hans hjerte hamrede.

Kort tid efter stod han ved siden af sin far, kongen, imens dørene åbnede. En tung hånd fandt hans skulder og gav den et klem og han rankede sig selvbevidst og løftede hagen. Da de trådte ind, faldt hans blik først på Kong Roar. Han forhindrede sig selv i at synke synligt og sænkede blikket et stykke til den lyshårede, unge pige ved siden af kongen. Frieda. Navnet lød underligt udtalt af en falanist, for der var ingen tvivl om, at det var hasneansk. Han selv havde lært sproget under protester og mente at kunne gøre det bedre.

Den tanke slap han dog for at matche det høflige smil på hendes læber. De to konger blev de første til at træde frem og hilse. I virkeligheden handlede det hele meget mere om dem. Det var dem, der sluttede fred og dem, der havde lavet aftalen. Først da de havde hilst på hinanden og sagt deres ord af hilsen, trådte Elyot frem og bukkede dybt for Kong Roald og hans datter. Han så hende i øjnene, da han rettede sig op. Hun havde et meget rundt ansigt og buttede kinder, lyse øjne ligesom ham selv. "Prinsesse Frieda," hilste han høfligt. "En stor glæde, endelig at møde Dem." Løgn.

[Frieda af Hasnea]

Frieda kunne mærke hvordan nervøsiteten fik kroppen til at sitre, mens alt hun kunne gøre var at bede til guderne om at den ikke manifæsterede sig i små fysiske rystelser. Det plejede den ikke, men det var jo heller ikke hverdag at man stod og så sin fremtid i øjnene. 

Den unge Falanist trådte frem, og den unge Hasneaner måtte modstå lysten til at træde tilbage i modvilje over hele denne seance. Hun havde mest af alt lyst til at dreje om på hælen, finde den første og bedste hest der kunne bringe hende hjem i vante rammer. Læberne blev kortvarigt klemt sammen, før de faldt tilbage i smilet, overrasket over hvor let hendes navn havde lydt modsat tjenerens tapre forsøg på ikke at slå for mange knuder på de hasneanske navne.

"Prins Elyot, fornøjelsen er helt på min side." Hun forsøgte efter bedste evne at lyde lige så henrykt som ordene lade op til. "Jeg har hørt meget om Dem." Det var de første ærlige ord der havde forladt prinsessen, og fornemmelsen fortalte hende at de ville blive de sidste.

[Elyot af Falanie]

Elyot rankede sig og ventede på at prinsessen nejede. Han spændte lidt i kæben et øjeblik, før han fik kontrol over det og nøjedes med at tage en dyb indånding.

"Sikkert intet sandt," svarede han med et glimt i øjnene, selvom han ingen forhåbninger havde om at charmere hende. "Jeg har desværre intet hørt om Dem, men jeg ser frem til at lære mere."

[Frieda af Hasnea]

En lille del af hende havde håbet det udeblivende nej ville have gået uset, som en lille men for hende ganske betydelig protest. Ud af øjenkrogen fornemmede hun sin faders skarpe blik. Frieda var derefter ikke sen til at gribe om kjolens stof, og føre det ene ben bag sig til knæet i ly af skørtet næsten stødte mod stengulvet. Bøjede hovedet, mens hun mindede sig selv om at prinsen intet havde med deres fædres aftale at gøre, at han næppe var den der havde forslået en fredsdue fra norden skulle pynte hans arm.

Hun rettede  sig op og lod blikket søge tilbage til det blå hav hun havde sluppet mens hun ærbødigt havde nejet. Håndfladerne blev kørt over den håndfuld stof hun havde grebet om, i forsøget på at glatte det fri for folder. "Rygterne her bestemt ikke været Dem retfærdig." indtil nu, det sidste blev undladt fra de smigrende ord.
Hun forsøgte at sænke de indre parader, men det var ingen let sag. Han havde intet hørt om hende og selvom det nok var for det bedre, kunne hun ikke lade være med at føle sig en smule fornærmet. Han havde ingen gang forsøgt at opsøge viden om hende som hun havde gjort med ham, så snart hun ikke længere have haft kræfterne til endnu en gang at skrige frustreret ind i en pude.
"Lad os håbe jeg hverken kommer til at kede eller skuffe Dem," Hovedet gled en anelse på sned "jeg skal gøre mit bedste for det ikke sker." Lovede hun, mens smilet tog, påtaget, en varm kant.

[Elyot af Falanie]

Elyot vidste ikke hvilke rygter, der gik om ham i Hasnea. Det forekom ham lidt ubehøvlet at Frieda medgav at de havde været dårlige, men rygterne om hende var naturligvis også forfærdelige. Derfor undlod han aldeles at nævne dem. Imens Belthair II og Roald den Store - bogstavelig talt, konkluderede Ely - lagde an til at sætte sig ned og rådgivere vimsede ind, klarede Elyot halsen.

"Jeg kan forstå, at De ikke har været i Charenoy før. Jeg har været her på besøg en enkelt gang med min ridderherre, Philippe af Neaune. Vil De tillade mig at give Dem en rundvisning på borgen?"

[Frieda af Hasnea]

Frieda kunne have formuleret sig anderledes. Valgt at komplimenteret hans udseende som havde han været en anden prins taget ud af en eventyr bog. Forklaret at rygterne ikke var af en nedladende karakter, men at de blot havde taget nogle enkelte centimeter af ham. Ikke at de tilsyneladende var af overbevisningen at Falanie's prins ikke var vokset i hverken højde eller drøjde siden hans trettende fødselsdag. 
Havde hun været mere åben sindet og mindre utilfreds ville hun havde valgt den fremgangs måde, i stedet for at antyde rygterne var af en mindre venligstemt karakter. Velvidende at han ikke kunne te sig, hun havde trods alt ikke sagt et dårligt ord om ham. Udad til lod det dog til at han dog det pænt, så måske hun faktisk skulle gøre en større indsats for en forsoning med ham?

Hun nikkede kort, men bekræftende til at det var hendes første gang i Charenoy, hvorefter hun indrømmede: "Jeg har aldrig været udenfor Hasnea's grænser. Det ville være mig en glæde at blive vist rundt af Dem,"  Hun og skævede kort mod kongerne der tog plads i hver deres sæde. "måske De vil fortælle mig lidt om Deres tid som -" En kort pause blev lagt, mens hun ledte efter det falanistiske ord for væbner. Det tog ikke meget mere end enkelte sekunder, før det lykkes hende at finde ordet hun søgte "-væbner i mens?".
Den fremmede tunge lå stadig ikke helt så let på hendes egen, som hun kunne have ønske sig. Med tiden skulle det nok blive hende lige så vant som hendes modersmål, men lige nu hadet hun at enkelte ord bremsede hende.

[Elyot af Falanie]

Det var orkestreret fuldstændig. Elyots fader havde bedt ham vise prinsessen rundt og tydeligvis var der også nogen, i følget, der var klar til eventualiteten. En tjenestepige fra Hasnea trådte i hvertfald frem, da Elyot slog let ud imod dørene og en af hans fars tjenere slog ind ved siden af hende, som de begyndte at gå. Prinsen kastede et enkelt blik bagud, før han rettede det fremad med en lille trækning i ansigtet, der ikke var et smil.

"Hvad ønsker Deres Højhed at vide om min tid som væbner?"

Han vidste ikke hvad hun allerede vidste. Tydeligvis var der rygter om ham i Hasnea. Selvfølgelig.

[Frieda af Hasnea]

To sæt fodtrin blev til fire, da den mørkhåret kronprins viste vejen. Tjenestefolkene gik med en passende afstand der gik de unge mennesker plads til snakke sammen relativt uforstyrret, men stadig tæt nok på at de fleste ord talt med skænket stemme ikke ville gå uhørt. Efter 16 vintre, så havde Frieda stadig ikke helt forliget sig med aldrig helt at kunne være alene i de vågne timer, men hun havde efterhånden lært at lukke forfølgelsen ude mentalt.

Hun kunne ikke have været mindre interesseret i at få fremvist en borg, som hun næppe indenfor nærmeste fremtid ville sætte fod på igen. Hun ville meget hellere se på noget mindre statisk, men som en god kongedatter fulgte hun Elyot ned gennem stengangene med nysgerrighed lysende fra blikket, der formåede at få hende til at virke oprigtig interesseret i borgens udformning og det væg pynt de passede.
"Kan De lide det?" eller har du fortrudt det? Blikket havde eftertænksomt løftet sig mod loftet over dem, inden det faldt og fandt vej til hans skikkelse med hovedet lagt på sned. Det var unægtelig hans tid som væbner der var ved at forme hans krop fra en den drengede statur hun havde hørt om, til en den af en kommende konge. Hovedet blev rettet op og ansigtet vendt frem mod den endeløse gang.
"Hans Kongelige Højhed, kunne fortælle mig om hvad er det bedste og det værste ved at være væbner er?".

[Elyot af Falanie]

Elyot havde mest af alt tænkt sig at vise prinsessen rundt til udsigtspunkterne. De nærmede sig allerede den første trappe og han så frem til at prøve hendes form af. Inden da, havde hun dog et spørgsmål, der blev til to. Han klemte øjnene lidt sammen mens han tænkte.

"Det bedste er at lære af en dygtig ridder, hvad ridderskabets dyder er. Min Herre, Philippe af Neaune, er en af rigets klogeste hoveder."

De nåede trappen og han gik forrest op af den. "Det værste er den manglende frihed. Jeg bestemmer ingenting. Er det en bekendt følelse eller løber I komplet vildt rundt oppe nordpå, Deres Højhed?"

[Frieda af Hasnea]

Frieda løftede hagen en anelse som blikket fulgte trappens skråsnit, så langt det kunne før trinene slog en afskærmende bue. En svag lyd indikerede hun havde hørt hans svar, men ingen videre kommentar havde - for nu.
Læberne forsvandt momentært væk i en smal streg, før fingrene stædigt lukkede sig om hver sin lille håndfuld af det amarant røde skørt fortil og løftede det fri for de opadgående trin. Med en passende afstand, så hun ikke trådte Elyot i hælende fulgte hun ham op af trappen. Omkring halvvejs oppe til udsigtspunktet blev en mentalt tak sendt til hendes fader og brødre, for ikke at have ladt hende være en stillesiddende ung mø. 

Ikke helt upåvirket af turen op var både puls og dermed vejrtrækningen let øget da de nåede destinationen. Et par fyldige, forsøgt diskrete, luftindtag blev taget til begge dele artede sig til normalen.
De lyse bryn rykkede sig straks nærmere hinanden. Var det en indirekte fornærmelse?
"En dag kommer De til at bestemme det hele, men friheden bliver næppe større, så det ville jo være nyttes løst at give Dem en forsmag på den nu, Deres højhed." Kommenterede hun med et ligegyldigt, knapt nok synligt træk af den ene skulder, inden hun trådte nærmere kanten til verden udenfor den tykke borgmur. "Jeg mener har frihed i sandhed nogensinde været for vores slags?" Lød der dernæst kontra spørgende.
"Men for at besvare Deres spørgsmål. Følelsen af mig ikke ubekendt, men jeg græder ingen saltetårer over hvad der er blevet midt lod i livet" Løj hun selvsikkert, lige dele for sig selv om for ham.

[Elyot af Falanie]

Elyot synes prinsessen lød uendelig stiv, tør og kedelig. Hans kæbe satte sig lidt, men han skød tanken, at han næppe kunne finde et ringere match, fra sig. Så godt som muligt i det mindste.

Blikket var blevet en anelse fjernt, men han rømmede sig og nikkede let. Heldigvis kunne han skifte emne. Ved alle guder, hun tog sine forpligtelser alvorligt. Hans far ville elske hende.

"Her, fra sydtårnet, kan man se helt til Hasnea, selvom Deres Højhed ved, at vi ikke befinder os lige på grænsen." Det ville barbarerne utvivlsomt ønske at de gjorde. "Det er en flot udsigt, som jeg håbede De ville sætte pris på."

[Frieda af Hasnea]

Med sin faders ord spørgende bagerst i hovedet, så var det svært ikke at føle sig lige så stiv som hun gav udtryk for at være. Selv gadens støv syntes at have større personlighed end prinsessen selv. Det bidragede bestemt heller ikke til stemningen at hun vidste et hvert fejltrin ville blive rapporteret tilbage til begge deres fædre.

Frieda følte en stigende akavethed, der var ved at blive trykkende, da prinsen lykkelighed drejede samtalen til mod noget der lå hende hjerte langt nærmere. Hun trådte helt hen til kanten, placere begge hænder imod kanten og tog udsigten ind. Det første ægte smil trak læberne op i en blød kurve, der langsomt falmede i takt med hendes hjertes sang efter hjemme.
"Har De nogensinde set Falanie på samme måde, udefra?" Spurgte hun og skottede i hans retning, ikke helt villig til at slippe bjergkæden der skilte landende ad, men endte alligevel med at give efter. En bitter indre stemme kommenterede på, at han naturligvis aldrig havde oplevet ikke at befinde sig i trykke rammer i blandt sit folk.

[Elyot af Falanie]

Bjergkæden markerede grænsen mellem de to lande, men det var på Charenoys land der var blevet fundet en guldåre. Det var utvivlsomt et ømt punkt og Elyot bragte det ikke op, selvom der gik en tur til den i de kommende dage. Han var overbevist om at Kong Roars følge ville undlade at tage med.

En dyb indånding fulgte hendes spørgsmål. Han rynkede panden svagt. "Det falder ikke for en arving til tronen at forlade det land, som han tjener," svarede han alvorligt. Han stirrede selv på Hasnea, ligesom han havde stirret ud i horisonten mod Odriara, da de var i Suilleaux.

"Falanie er Deres land nu, Prinsesse Frieda. Vi kan være forenede i at ingen af os kan tillade os at rejse væk herfra igen." Han rømmede sig let og anlagde et svagt smil. "Til gengæld har De fornøjelsen af at blive præsenteret for alt hvad vores kongerige kan byde på i løbet af det næste år. En varm vinter vil utvivlsomt være en ny oplevelse for Dem."

[Frieda af Hasnea]

Hun dræbte lysten til at rulle med øjnene over det alvorlige svar. ”Selvfølgelig ikke...” Bemærkede hun i stedet for i en tør mumlen, som hun havde håbet på et andet svar. Et der måske ville kunne have givet dem et forsonende udgangspunkt, at bevæge sig ud fra. En kronprins var måske ikke fri til at rejse over landegrænser, men en væbner måtte følge sin ridderherre.

Påmindelsen om at det der havde været ikke længere var, at hun gik en ny tid i møde med et nyt land at kalde for sit, gav hende lyst til at tømme sine lunger for luft. Fingrene greb om den dagsvarme stenkam til hendes knoer blev hvide, mens hun måtte minde sig selv om at prinsen mente det godt, at hensigten ikke havde været at rive op i et endnu healende sår. Det blev hun nødt til at tro på, hvis ikke hun skulle spytte galle af ham.

Det var en trøst om end en ringe trøst, at de begge var begrænsede til at færdes inden for Falanie’s grænser.
"Fortæl mig, Prins Elyot," Hænderne slap kammen idet hun drejede sig, til skulderen var vendt mod horisonten og fronten mod ham. ”hvad skal jeg glæde mig mest til at lære om mit nye hjem? Hvad er formår stadig til den dag i dag at sætte en stolthed i Deres bryst eller forbløffe Dem?” Det blev sagt med et lille, skvæt smil, der for en gangs skyld ikke udelukkende var indsmigrende. Vinteren i Hasnea havde aldrig generet hende, men når sandheden skulle frem så kunne hun ikke sige sig fri for at se frem til en mildere vinter. Der var kun så mange timer der kunne bruges på broderier og digte, før kedsomheden for alvor indfandt sig.