Det var ikke min idé

[Frieda af Hasnea]

Frieda lukkede et lydløst suk ud, idet han tog hendes spørgsmål for et direkte et af slagsen.
Det var næsten helt imponerende hvordan han gang på gang, med stor succes, formåede først at virke bare en snert interessant, for kort efter at virke mere støvet og tør end samtlige bøger og skriftruller i landet.  ”Virkelig?” Formåede hun at kommentere med en påtvunget imponeret og næsten interesseret tone.

Med rolige skridt nærmede hun sig vandkanten, blikket rettet mod flodens vand inden hun drejede sig i retningen af Elyot for at se ham i øjnene. ”Så har De vel ikke noget imod at vise, hvor god en svømmer De er?” Frieda lod hovedet skråne sig med et udfordre glimt spillende i de lyse øjne, og hænderne samlede sig foran sig.
”Eller De ønsker måske hellere at fremskynde rideturen?”.

[Elyot af Falanie]

Elyot hævede begge bryn let over spørgsmålet - eller udfordringen. Han tog sig i det før han himlede med øjnene. I stedet kastede han blikket ned over floden.

"Foreslår De i ramme alvor, at jeg trækker tøjet af foran både Dem og deres tjenestefolk og svømmer op af floden?"

Han vendte hovedet og så hende i øjnene igen. Hun måtte være tosset.

[Frieda af Hasnea]

Munden spidsede sig, som kinderne blev suget kortvarigt ind mellem tænderne i en overvejende mine.
”Jeg nævnte aldrig noget om retningen.” Rettede hun roligt på ham, i stedet for at affeje spørgsmålet og forsøge at bilde ham ind han måtte have hørt forkert. Hun fandt ingen grund til at digte løgne for ham, når ikke ordene kun nåede hans øre.
”Ville De have gjort det hvis vi var alene?” Hun vidste spørgsmålet var på grænsen, men han havde jo heller ikke lige frem mødt hende med et rungende nej. Det var ikke fordi hun ønskede at se ham afklædt eller våd, det havde aldrig været den bagvedlæggende agenda.

[Elyot af Falanie]

Elyot himlede med øjnene og betragtede prinsessen dødskeptisk. "Enhver ved," begyndte han og ignorerede hendes spørgsmål fuldstændig. "At man svømmer mod strømmen i en flod, så man ikke ender langt fra hvor man begyndte."

Han tiltede hovedet en smule. "Og naturligvis ville jeg ikke opføre mig så aldeles upassende, Deres Kongelige Højhed. Vi er ikke gift. Skandalen ville ryste hele hoffet."

[Frieda af Hasnea]

Han lød som en belærende storebror da han gik i gang med at forklare hvordan man krydsede en flod. Hun havde været lige ved at gøre ham kunsten efter med himmelvendte øjne.

Et ”Mh.” Lød kort, da hun meldte sig enig med ham. Hvad den kønne kongesøn ikke kunne vide var, at selvom svaret på spørgsmålet virkede måske som det korrekte, så kun tiden ville vise om det var det rigtige eller forkerte.

Stilheden fik lov til at give plads til naturens lyde, imens det gråblå blik gled afsøgende over Elyot’s ansigt. ”De må have mig undskyld, Prins Elyot,” Indledte hun og nærmede sig ham, men standsede op så der stadig var en passende afstand mellem dem ”rejsen her til har været lang, men det er De jo bekendt med. Det var aldrig min mening hverken at betvivle Deres evner eller alludere at De for at ville være usømmelig.” Hun sendte ham et lille beklagende smil, under de store dådyr øjne.

[Elyot af Falanie]

Elyot anede ikke hvad han synes om prinsessen. Hun virkede stikkende som en brændenælde, men deres stikken og prikken kunne elimineres ved at tilberede dem med tilpas varme. Han tænkte på Caspian af Vigny, der havde talt om at tæmme en hustru og overvejede og det var den strategi han burde gå efter. Imens han tænkte, begyndte hun at undskylde sig og han reagerede inspireret af sin fætters opfordringer.

"Nej, jeg vil ikke undskylde Dem endnu," konstaterede han bestemt. "De lader til at tro, at det er Deres opgave at udfordre mig og bedømme, men det er ikke rigtigt. De skal bare lære at indordne Dem og se køn ud på min arm."

[Frieda af Hasnea]

Det undskyldende smil slog revner inden det krakelerede fuldkommen for øjnene af prinsen. I stedet blev det til en stiv grimasse, der intet gjorde for at skjule hendes uenighed.

”Forlovelsen er sat, du bliver gift med Elyot af Falanie, I bliver vores alles forening og fremtid. Dine utilfredsheder er spildte kræfter min datter, spar dem til rejsen og til at tøjre dine følelser. Det får du brug for.” Roar den store’s ord spillede frem, lige så tydeligt som havde han stået på flodbredden med dam. Råd der syntes langt mere vanskelige at efterleve, i øjeblikket.

”I så fald ville det kræve en budt arm.” Fremhævede hun, ikke villig til at lade ham gøre hende til skurken når han ikke selv var skyld fri. ”De mener måske at Deres konstante påmindelse om vejen tilbage til Hasnea kommer af Deres hjertes godhed?” Aftegninger af røde halvmåner stod tilbage begge håndflader, da fingrene endeligt rettede sig ud igen fra deres sammenkrøllede position.

[Elyot af Falanie]

Elyot trådte tæt på Frieda. De to tjenestefolk stirrede lidt, men han rørte hende ikke, var blot næsetip mod næsetip.

"Det var for sjov. Har man ikke hørt om humor oppe nordpå? Vi ved jo begge, at vi ikke slipper af med hinanden, hm?"

[Frieda af Hasnea]

Kunne han finde på at lægge hånd på hende? Hun havde hørt historier om, hvordan Falanistiske mænd ikke var blege for at tæve viljen ud af deres kvinder, for at gøre dem føjelige. Tanken blev hurtigt kvalt. Han ville ikke turde - ikke så længe de to tjenestefolk var i deres nærhed. For en gangs skyld værdsatte prinsessen deres tilstedeværelse.

Frieda blev stående som havde hun været en klippe, rankede sig om muligt ryggen mere hun i forvejen stod. Med bankende hjerte løftede hun hagen for at møde hans grønne øjne. Hun var ikke den mindste smule overbevist om han bare havde forsøgt at være vittig. Ligesom hun havde sine tvivl om hvor løse prinsens hænder ville have haft, hvis de have befundet sig alene.

”Selvfølgelig har vi det. Måske det bare er Deres der trænger til lidt finfølelse?” Hvis det i sandhed var en forsmag på humoren i Falanie, så kunne Frieda allerede nu afskrive følelsen af latterømme muskler i fremtiden. Hun lod sit blik dale til toppen af hans brystkasse, før det faldt tilbage på hans ansigt ”Må jeg minde Hans højhed om, at vi endnu ikke er gift.” Det var ikke så meget en forespørgelse, som det var en hentydning om hun ikke brød sig om hans nærhed.

[Elyot af Falanie]

"Må jeg minde prinsessen om, at det er hende, der har brugt den sidste time på at se sur ud?"

Elyot flyttede sig ikke. Han kneb bare øjnene lidt sammen. Han havde jo ret.

Reddet af tjenestefolkene, dog. Han hørte en rømmen og så at endnu en var kommet til. Han bad dem begge komme tilbage til borgen. Ely skumlede, men lystrede og gik uden et ord og uden at se om Frieda fulgte med.

Lukket?

[Frieda af Hasnea]

Det var til stor irritation at Frieda i sit indre måtte give Elyot ret. Smilende havde sparsomme, særligt de ægtefølte, men han havde heller ikke ligefrem givet hende meget at smile af. Det måtte selv han da kunne erkende, om ikke andet så bare overfor sig selv.

Læberne gled fra hinanden i optakten til et svar, da en rømmen afbrød inden hun kom til orde. Munden rimpede sig sammen, men blødte op i samme ombæring hun drejede hovedet mod den nytilkommende.

Turen tilbage til borgen blev taget med kold luft mellem de forlovede. 

| Lukket |