Det var ikke min idé

[Elyot af Falanie]

Prinsessen stillede underlige spørgsmål. Så meget havde Elyot allerede konkluderet. Han rynkede panden svagt, men tænkte over det hun havde sagt i en rum tid, før han åbnede munden igen.

"Jeg ved for lidt om Dem til at vide hvad De vil finde størst glæde i, Deres Kongelige Højhed," konstaterede han høfligt, men også ærligt nok. Han anede ikke hvad hun brød sig om.

"Hvad interesserer De Dem for?"

[Frieda af Hasnea]

Smilet mistede noget af sin oprigtighed. Det nåede ikke længere øjnene, trods for at begge mundvige forblev opadgående.
Tænderne sank i kindens bløde inderside, mens en mental note blev taget. Prinsen havde brug for mere direkte spørgsmål, hun burde ikke være overrasket. Han havde måske nok hverken ørnenæse eller læspede, som Snefríd af Ravnsdal havde spekuleret i, men ved guderne hvor var han tykpandet.

Hendes første indskydelse var at nævne både bueskydning og strategi, men huskede sig selv på hun var langt fra Hasnea og at de fine adelsfrøkner her mod syd, næppe turde gribe en buestæng af frygt for hård hud på de sarte fingre.
”Jeg nyder en god ridetur når vejret er til det eller at bruge de stille aftner på små sysler,” Hænderne blev foldet foran hende, med den nederste hånds fingre godt klemt af den øverste hånd. Det var lige før kvalme steg til halsen over hvor kedelig hun fik sig selv til at lyde. Selv et kast ud fra udkigsposten virkede mere tiltalende. ”og sociale sammenkomster med rig mulighed for at danse, men hvilken ung kvinde kan ikke lide den slags?” Haneanske danse, tænke hun for sig selv. Der var blevet øvet Falanistiske skikke var blevet undervist og øvet til hudløshed, men deres danse og enkelte gange sprogudtalen dem kæmpede den unge blondine til tider stadig med.

[Elyot af Falanie]

Mortem og Mithras, tænkte Elyot ved opridsningen af hendes interesser. Han stirrede lidt blankt frem foran sig. Det var meningen at hun skulle svare noget, som han kunne bruge til selv at svare. I stedet overvejede han om hun var blevet hugget ud af en klippevæg og formet som en prinsesse. Han sagde selvfølgelig intet om sine overvejelser, men rømmede sig blot.

"Hvis De nyder rideture er jeg sikker på at De vil komme til at lære slotsskoven lige så godt at kende, som deres egen bæltetaske," konstaterede han. "Men efter sigende er naturen smukkest ved vores kyster, så De må se frem til Sydhavet. Jeg har desværre ikke selv været der og ved intet personligt om dets skønhed."

Han tog en dyb indånding. "Dans vil der være rigeligt af på hele turen. Har De lært vores danse, såvel som vores sprog?"

Han talte ellers hendes nu, flydende, men det ville ikke fortsætte. Det kunne det ikke.

[Frieda af Hasnea]

Det var ikke en større overdrivelse når Frieda havde oplevet frostgrader varmere end den luft der lå mellem hende og kongesønnen. Hun så allerede nu frem med længsel til at kunne forsvinde væk i den hjemlige duft af Snefríd af Ravnsdal , når først mørket faldt på.
Frieda skævede mod de to chaperoner der havde fulgt dem. Kunne hun mon bilde sin far ind, at prinsen havde lagt en ubegrundet hånd på hende, så han ville hæve forlovelsen og lade hende rejse hjem igen? Næppe.

Blikket faldt tilbage på prinsens skikkelse ”Jeg vil se frem til turene gennem slotsskoven, måske De en dag vil gøre mig ved selskab?” Hun blev nødt til at vise lidt kompromisvilje. ”Lad os håbe at fortællingerne ikke er blevet talt op. Det ville være sådan en skam.” for dig, tænkte hun uvenligt overbevidst om at hun ville hade kysterne ved Sydhavet, mindst lige så meget som hun havde hadet turen her til.

”Naturligvis,” Det lykkes ikke helt at skjule den lette fornærmelse hun følte ved hans spørgsmål. Blikket i de gråblå øjne blev en anelse skarpere. ”Falanie er mit nye hjem, så det er kun passende at jeg har lært både skikke og sprog.” Hun undlod med vilje ikke at kommentere på, hvor stærk hun var i hverken dans eller sprog. En dag ville sproget forhåbentligt ligge bedre i munden og deres danse føltes mindre kluntede.

[Elyot af Falanie]

Elyot følte samme modvilje som Frieda, men han vidste også at forlovelsen aldrig ville blive brudt. Det ville unægteligt udløse en krig mellem de to lande og hverken hans eller hendes far ville sætte så mange menneskeliv ind på at deres barn var lidt utilfreds med resultatet.

Hans blik gled over hende, som han nikkede til at ville på ridetur med hende gennem kongeskoven. Hun virkede stejl og fjendtlig under høfligheden, men hun var ikke en trold, så vidt han kunne se. Ærlig talt var hun ret køn. Hvis hun bare smilede lidt mere med øjnene ville det nok hjælpe på det, men han undlod at bede hende om det.

"Naturligvis," svarede han, skiftende til det sprog hun sagde hun havde lært. "Jeg håber det behager hendes kongelige højhed, at jeg også har lært hendes sprog."

Han havde i hvert fald slidt i det, hele tiden lidt modvillig, men med sprogøre nok til at det var knapt så hårdt. "Taler hendes kongelige højhed andre sprog?"

[Frieda af Hasnea]

Kongesønnen havde været ganske flink. Han havde sågar gjort sig den ulejlighed det var at tale med hende på hendes modertunge, og han havde tilmed klaret det glimrende. Lukkede Frieda øjnene og glemte, hvem der tale, så havde hun været tilbøjelig til at tro det havde været en Hasneaner, hun stod sammen med.
Det følgende spørgsmål forpurrede prinsessens ønske om at holde på de rosende ord. Hun kunne ikke svare uden at anerkende hans sproglige kunnen.

”Det var en glædelig overraskelse.” Indrømmede hun, denne gang på hans sprog dog med en tydelig hasneansk accent. ”Hvis ikke jeg vidste bedre, så ville jeg troet Hans Kongelige Højhed var af hasneansk blod selv. De må have et fortræffeligt sprogøre?”.
Skulle Frieda være ærlig overfor sig selv, så havde hun ikke forventet han ville have gjort sig det besvær at tillære et fremmed sprog. Alt ret lå hos ham, at kræve deres samtaler udelukkende måtte holdes på falanistisk. Hun ville have gjort det, havde rollerne været den anden vej rundt.

”En lille smule wufrurgsk.” En lille smule var ikke en underdrivelse. Hun snakkede nok til simple samtaler, men forstod langt mere end hun talte. ”Snakker De flere sprog?”.

[Elyot af Falanie]

Elyot rankede sig let og modtog rosen, uventet som den føltes. Han fik fornemmelsen af, at prinsessen ikke ligefrem slyngede komplimenter ud i vildskab. Det sagt, så havde han stridt imod at lære hasneansk fra første færd og synes stadig det var et kluntet, knudret, besværligt sprog. Det eneste, der havde gjort det bare en smule nemmere, var at han talte andre sprog end falanistisk i forvejen. Hans mundvige sitrede da også svagt ved hendes svar og for en gangs skyld var der noget ved hende, som han kunne sætte rent pris på, ud over at hun ikke lignede en trold. Han så på hende, ind i de lyse øjne med et glimt i sine egne.

"Lidt mere end en smule," konstaterede han på netop wufrurgsk. Han fortsatte på samme sprog. "Min bedstemor er fra det land. Min moder taler også begge sprog, samt en variant af det de taler i Edrye. Jeg kan klare mig på de sprog, men foretrækker falanistisk."

Det var vel lidt at vise sig, at tale sproget. Han var flydende på tre forskellige, men det sidste vovede han sig med vilje ikke ud i. Her var han mindre imponerende.

[Frieda af Hasnea]

Pral var altid en frygtelig ting at kaste sig ud i, det var så hår fin en balancegang at holde den smagfuld. Noget han måtte have mestret til perfektion eller også var han bare heldig. Frieda kunne dog ikke lade være med at tænke pralhals, men tanken var hverken bitter eller grøn som det kunne forventes. "Jeg er imponeret." Ordene var ærlige, og et smil fik endda ligefrem lov til at blomstre op, og i længere tid end de forrige havde gjort.
Sprog var et vigtigt værktøj og et mindst lige så stærkt våben som et skarp slebet sværd. Frieda selv havde flere gange ønsket at have nemmere ved tillære sig nye sprog end hun havde, men hvor hun kom til kort et sted kompenserede for hun andre steder.

"Vil De vise mig resten af borgen? De kunne fortælle lidt om Deres interesser i mens?" Indbød hun, skævede kort forbi ham mod trappen de var kommet op af. Hun kunne have stået og stirret med længsel mod sit land, til Mortem kom og gjorde krav på hende, det ville ingen nytte have. 

[Elyot af Falanie]

Elyot nikkede let og slog ud med hånden i retning mod den vindeltrappe de var kommet af. Så fortsatte de ned og igennem borgen. Han fortalte om sin interesse i ridderfaget, i krigstaktik og krigshistorie, uden at nævne krige med Hasnea. Han fortalte også at han var mindre interesseret i alt det tunge, boglige, i at sidde ned for længe af gangen og lytte i hundrede år på kunstnerisk fremførte strofer.

Han var aktiv, kunne lide at danse, bevæge sig og ride. En ridetur, konstaterede han, kunne det vel nok blive til før de nåede Levagny. Så kunne man nemt komme til at stikke af fra sine følgesvende.

[Frieda af Hasnea]

Vrangviljen var ikke helt lige så stor denne gang, idet Frieda lod sig lede af konge sønnen. Denne gang var hun rent faktisk ordenligt tilstedeværende, mens hun lyttede som han forklarede. Sørgede for ikke at afbryde, men i stedet komme med små tilkendegivende lyde eller mimik - påpasselig med ikke at lyde alt for interesseret ved benævnelsen af krigstaktik.

Diskret havde hun skævet til Elyot, for at lade blikket søge ned over ham. Han var boglig lært naturligvis, men det var tydeligt at det ikke var dér hans engagement lå. kunne lide at bruge kroppen, og for en gang skyld var hun ganske tilfreds over at bøgerne ikke var dem som prinsen brugte mest tid med. 
Der var ikke meget tøven, idet hun tog imod invitationen til den tidligere ridetur.

[Elyot af Falanie]

Elyot vidste godt at han måske burde være mere som sin far. Han var ufattelig klog og havde selv skrevet bøger, da han var kronprins. Det ville han nok aldrig komme til at gøre. Han havde i hvert fald overhovedet ikke lyst til det. Det virkede ufattelig tungt og kedeligt. Han ville langt hellere udsendes på vegne af kronen og få lov til at repræsentere sit land som hærfører eller almindelig ridder. Han håbede at han fik lov.

I løbet af rundvisningen, var de kommet ned til floden, der løb direkte forbi lensborgen. Elyot så ud over vandet og tog en dyb indånding.

"Hvis man følger den den ene vej kommer man til Vesthavet ved Arge," konstaterede han. "Hendes kongelige højhed ville let kunne komme til Hasnea derfra," spekulerede han højt.

[Frieda af Hasnea]

I sandhed gruede Frieda for at skulle danse med Elyot, det var sjældent at dem der fandt glæde i dans var helt håbløse. Vidste allerede nu at hun ville komme til at træde forkert mindst en gang, så hun ville træde ham over tæerne. Hun ville hellere undskylde sig med et ildebefindende end at gøre sig selv til grin foran ham – og resten af hoffet.
Forudindtaget af sin egen fremtidsfrygt skrabede en mørk tanke mod indersiden af prinsessens pandeskal. Hvor mange gange kunne man få en forvredet ankel til at ligne en ulykke? Længe nok til at hun kunne må at føde ham to sønner og sende ham afsted mod fronten? Kunne man overhovedet blive dronning og måske endda dronningemoder uden at have danset med sin ægtemand? Næppe, hun blev nødt til at øve Falanis danse med Sne og Aaslaug til deres fødder ikke kunne mere.

Elyot’s stemme brød gennem tankemylderet og fik Frieda til at slå blikket rundt, før hun fulgte den retning han pegede ud som vejen hjem. ”Måske, men det er ikke mit hjem længere.” Afslog hun, ignorerede følelsen af noget der slog revner i hendes indre ved svaret.
Det kløede i hænderne for at skubbe ham i floden. ”De så måske helst jeg forsøgte mig med floden?” Spurgte hun, lå hovedet skråne sig med et blidt smil trukket over læberne. Sødt nok til at bløde hendes ord nok op til de virkede mere spøgefulde end ærlige, men ikke s¨sødt at det fremstod for påtaget.
Han kunne umuligt være begejstret for det var hende, som han stod her med end hun selv var. Det måtte være den ene ting som de havde til fælles, dét og tilsyneladende rideture, dans og krigstaktik. Uanset var det svært ikke at bide mærke i, at han nu for anden gang viftede Hasnea for næsen af hende velvidende at hun ikke kunne rejse tilbage.

[Elyot af Falanie]

Elyot indså at det nok var det han havde indikeret. Selvfølgelig var det grundlæggende også rigtigt, at han langt hellere ville være fri for at skulle giftes med hende, primært fordi hun var hasneaner. Det var ikke så nuanceret. Hun var jo hverken grim eller umiddelbart i færd med at hakke en økse i hans kranie. Han placerede et pænt smil på sine læber og rystede naturligt nok på hovedet.

"Naturligvis ikke," svarede han. "Men kan De svømme?"

Hans lyse øjne spillede en antydning, selvom hans far ville stikke hans eget hoved under vand for at stille sådan et spørgsmål til den udenlandske prinsesse. Han kunne midlertidig ikke blive ved med at være en overdrevet høflig pindefigur hele sit liv.

[Frieda af Hasnea]

Selvfølgelig ville han ikke indrømme, hvis det havde været hans sande agenda at lokke hende til at stikke af, men hun havde på ingen måde forventet til efterfølgende spørgsmål.

Kun med nød og næppe lykkes det at holde forhindre munden i at falde åben. Overasket glippede hun med øjne, spurgte han virkelig lige om hvad hun troede han gjorde? Spørgsmålet ville have virket langt mere uskyldig af karakter, hvis han havde spurgt når de ikke stod på flodbredden. Skævede let i retning af deres anstandsdamer, hvor af den ene ikke helt havde kunnet holde den ellers neutrale mine.

Frieda overvejede om det i virkeligheden var et forsøg på at kunne kalde hende ud som værende uanstændig, indtil hendes blik ramte hans. Glimtet i hans øjne forkastede i midlertidigt en hver mistro, hvorefter hun fandt det noget nemmere at svare ham, ærligt.
"Ja." Hun havde godt nok aldrig svømmet i havet, men han havde ikke specificeret hvor og i både flod og sø havde hun svømmet før, hvad enten det var med hendes brødre eller veninderne. 
"Sig mig Deres kongelige højhed, men spørg De altid alle prinsesser som De møder om de kan svømme?" Kunne hun ikke undgå at spørger drillende tilbage. Påpasselig med ikke at fremstå spottende, for det var ikke hendes hensigt - denne gang.

[Elyot af Falanie]

Elyot drejede hovedet og så tilbage på de to tjenestefolk, før han fæstnede blikket på Frieda igen. Det ene bryn hævede sig lidt. De stod alligevel for langt tilbage til at høre noget. Han trak på skuldrene.

"Jeg har ikke haft fornøjelsen af at hilse på andre prinsesser end Dem og mine søstre, så jeg har ikke haft lejligheden til at forhøre mig," konstaterede han, let drævende.

"Inden De spørger kan jeg afsløre, at jeg også kan svømme. Temmelig godt."