Blod i håret

[Evelune Gadebarn]

Til: Libitina Farver
Der var blod i det hvide hår og netop fordi det var hvidt, var blodet ekstra smukt og rødt. Der var blod i hendes hår! Det var fantastisk og hun blev ved med at gøre sig bælgøjet for at skimte det ud af øjenkrogen. Blodet dannede de fineste små perler i hendes hår som hun prøvede at fange med fingrene, men måtte give op, da hun fik splattet dem ud på fingrende i stedet. Nu var alt hendes fokus på det smudsede blod på hendes fingre, mens hun med langsomme skridt, en fod ad gangen, bevægede sig i slummets gyder. Undervejs sagde hendes mave lyde, men hun ignorerede det. Sulten kunne hun godt klare, for hun havde noget, der var langt mere fascinerende end mad. Blod.



Evelune Gadebarn havde næsten glemt, hvor blodet kom fra, for det var ikke den vigtige del. Det var blot retfærdigt, at manden indvendige skulle pynte i hendes hår og han havde fået præcis hvad han havde fortjent og Evelune var nu i godt humør. Måske hun alligevel skulle finde noget mad eftersom maven larmede og gjorde de omgivende mennesker nys om, hvor hun befandt sig hele tiden. Eloise Skytte havde hun ikke set, så hende kunne hun ikke få mad af og pengepungen var tom, som altid. Derfor måtte hun lalle op og slummet mod grænsen til markedet. Måske nogen tabte noget på deres vej, ned i Evelunes lille mund. Eller også måtte hun spørge nogen pænt med den rustne kniv.



Så der stod hun nu. Halvt i skyggen af murværket ved sin side, med blod i håret og på fingrende og hvis sandt skulle være, også på fødderne. Det var så dejlig blødt at træde i, så hun kunne ikke lade være. Med de klare, næsten uskyldige øjne stirrende frem for sig mod boden med brød. Det var lang tid siden hun havde smagt brød.

[Libitina Farver]

Gru stod malet i blikket og ledt blodet til fødderne, da den sorthåret farver kone denne morgen havde mødt sit eget spejlbillede. Næsen havde næsten ramt spejlets glas da hun havde lænet sig frem for at tage den fine linje i nærmere øjesyn. Kørt legefingerens blomme nænsomt over uperfektionen, inden hun gispende havde lænet sig tilbage. Det sidste stykke tid havde været lidt trægt med at få fat i nok urørt blod til hun havde kunnet holde sit rituel i hævd, og når det endelig havde lykkes hende, havde hun måttet nøjes med at indtage den røde væske i smug, fordi hendes mand eller børn havde rendt hende på døren.
Det havde derfor ved med en indre summende uro og en voksende desperation, at Libitina havde bevæget sig ud i sten labyrinten med et formål; finde en der var bestikkelig og blåøjet.

Stik mod vanligt var hun denne dag ikke klædt i det mørkestof, der normalt dækkede det meste af den lyse hud. Den sorte beklædning tiltrak sig alt for stor opmærksomhed. Noget hun normalt lappede i sig som havde hun været en hund, der måttet gå uden vand under høj sol. I stedet var hun klædt mere... Borgerligt... Forskellige nuancer af brunt, strækkende fra sand til bark på skalaen af brun fik hende til at falde ind i mængden. 

Hun bevægede sig mellem boderne, så varerne an eller sådan lod det til. De natsorte øjne søgte gennem menneske mængden på markedspladsen, påpasselig med ikke at være alt for åbenlys, da noget fangede hendes interesse ude i øjenkrogen. Midt i skyggen dukkede en ledestjerne op, selv på afstand kunne den røde farve ses i det snehvide hår. Synet havde været nok til at skræmme de fleste med fornuften i orden eller om ikke andet haft en betænkelighed i at opsøge barnet, men ikke den ukronede by-dronning. Alt hun så var en let tilgængelig mulighed.
Skridtene var lange, men beherskede da hun nærmede sig pigen. Standsede op tilpas nok tæt på til at det hvide barn ikke ville være i tvivl om spørgsmålet var rettet hende, men heller ikke tæt nok til at hun brød den naturlige persons færde. "Jamen barn dog, hvad er der dog sket? Er du kommet til skade, er blodet dit?" Øjenbrynene trak sig bekymrede sammen, og resten af udtrykket fulgte med.

[Evelune Gadebarn]

Den lille gadepige var tynd, næsten benet og lugtede langt væk af den mærke del af slummet og alligevel havde hun stukket hovedet frem ved markedet fordi maven havde sagt hun skulle. Det fine ansigt så langt yngre ud end det var, trods det var beskidt og pyntet med kridhvidt strittende hår. Hår med blod. Den detalje kunne hun godt lide. Blodet i håret. Det fik hende til at blive helt rolig go næsten medgørlig, da nogen kommenterede det.

De blå, næsten violette øje så frem på damen, der talte til hende. Det spurgte om hendes hår. Nogle skældte hende ud, når hun havde blod på sig, men denne dame virkede anderledes. Hun spurgte, hvad der var sket. Intet var sket for Evelune. Hun havde bare uddelt en retfærdig straf. Det var hun god til og hun var retfærdig, mente hun selv.

“Nej, det er mandens. Han var ikke sød. Han drillede folk” forklarede hun, som var hun ikke 16 år gammel, men langt yngre. Den mand hun talte om, der lå forblødende i slummets gyder, havde kaldt en forbipasserende kvinde for grim og undværlig. Det kunne Evelune ikke lide, så hun havde bidt ham i halsen og derefter skåret i den med sin lille, rustne kniv. Så havde han pyntet hende hår med de smukke bloddråber. “Det er okay. Jeg kan godt lide blodet” forklarede hun som ville hun trøste damen.

[Libitina Farver]

Aldrig havde Libitina set en pige som hende, med hud og hår lige så hvidt som nyfalden sne, hvis man var i stand til at se forbi de snavsede klæder og støv beskidte kinder. Her i skyggen kunne hun næsten syne til en ledestjerne i mørket, og den spæde interesse der havde været farver kone til at krydse markedspladsen, voksede sig kun stærkere desto nærmere hun kiggede på den hvide pige.

Blå øjne, tangerende til violette, rettede sig mod Libitina's egne pupilløse sorte. Var hun blevet spurgt, så ville hun havde skudt gadebarnet til at være i andet end sin spædeungdom. 14 år, måske yngre - det var svært at bedømme og blev ikke nemmere da farveløse læber åbnede sig i et svar. 
Manden. I stedet for at antage en maske af gru og foragt, rynkede panden sig eftertænksomt. Ikke sen til at gribe muligheden for at spørger nærmere, og måske være så heldig at hive svar ud af hvad hu håbede var et naivt barn, lød spørgsmålet: "Hvad drillede manden med? Har han rørt dig eller andre nogen upassende steder?" Stemmen tyk af alvor. 

Et hurtigt blik blev kastet rundt på deres omgivelser. De fleste passede forsat deres, men det lykkes hende nu alligevel at få øjenkontakt med de få der stirrede, i sådan en grad at man skulle tror øjnene var ved at trille ud af hovedet på dem. Læberne krøllede sig i et venligt stemt smil, da øjnene fandt tilbage til deres udgangspunkt; vinterbarnet.
"Det er også flot til dit hvide hår, men det er lidt af en skam at det så nemt tværes ud." Indrømmede hun i en blanding af løgn og sandhed, i et forsøg på at købe sig ind på tilliden. Det røde var smukt i det lyse hår, men med flere af bloddråberne tværret ud, så lignede det nogle steder at gulerodssaft var blevet gnedet ud i håret.

[Evelune Gadebarn]

De blåviolette øjne blev større, da kvinde viste interesse for hende. Hendes tone var, ifølge Evelune, ærlig og oprigtig, ikke ligesom alle dem der sagde ting de ikke mente. Selv mente den hvidhårede pige at være god til at kende forskel på oprigtighed og løgn. Det var faktisk tit mænd der drillede og løj, men hun havde også måtte straffe nogle kvinder. Den 16-årige pige virkede som det pureste barn, da hun så på den smukke kvinde med helt sorte øjne. De var ret fascinerende de øjne. Ligesom den bundløse sø hun havde hørt om som lille. Mormor havde sagt hun ville ende der, hvis hun ikke opførte sig ordentligt, men hun havde aldrig fået lov at se den. Det var ærgerligt, for den lød spændende.

Hovedet tippede fra side til side, mens Evelune betragtede kvinden bundløse øjne. “Neej, han drillede ikke mig. Han drillede en kvinde. Man må ikke drille, det er ikke pænt, så fortjener man at blive straffet” det mente hun helt ærligt. Hun forstod godt retfærdighed og uretfærdighed og det ville hun gerne hjælpe med at andre også gjorde. Uretfærdighed skulle straffes og hendes lille, rustne kniv var virkelig god til det. De der drillede hun nøjedes ikke kun med snit, der gik hun for det meste efter halsen. Det lignede det smukkeste vandfald, når blodet fossede ud.

Evelune rynkede på næse, da kvinden påpegede, at det var synd, når dråberne blev tværet ud. Det havde hun ret i. “Men så er de på mine fingre også forsvinder de. Jeg kan godt lide dråberne” denne gang lød hun som et ganske lille barn der lige havde mistet sit legetøj.

[Libitina Farver]

Det var lige så nemt at spå om alderen på gadens børn, som det var at kunne forudsige hvordan vejret ville blive den kommende uge. Særligt pigerne var svære at gætte alderen på, for hvor drenge før eller siden lagde an til skæg, så kunne et liv på gaden frarøve pigerne deres kvindelige former. Alligevel skød farver konen uvidende pigebarnet foran sig til at være væsentligt yngre, end hvad hun faktisk var. Dog var hun stadig påpasselig med ikke at snakke for meget ned til hende. Hun skulle jo nødigt selv ende som perler af blod i sneen.

Overraskelse trak over ansigtets fine træk, løftede begge øjenbryn før de fandt deres rette plads igen. Manden drillede en anden og det havde han måttet bøde for. Det var ikke dét svar som Libitina havde forventet at høre, men i stedet for at trække sig væk i ly af en dårlig undskyldning, så spirede en tanke.
”Jamen dog, så står jeg jo overfor en heltinde og den slags skal belønnes.” Hun så kort væk fra pigen, tilbage mod en af de mange boder. Det ville vække for meget opsigt hvis hun fik hende med mod dem. Blikket landede tilbage på pigen ”Du må være sulten oven på din heltedåd? Kan du lide kødtærter? Jeg har nogle friskbagte der hjemme, hvis ikke du ville have noget imod at følge mig der til?” Forslog hun, velsiddende at Remy ville være for optaget af at farve, til at komme ind før månen havde skiftet plads med solen. "Måske jeg endda kan hjælpe dig med at sætte nye perler i håret? Jeg er sikker på der er en måde at få dem til at blive på?".

[Evelune Gadebarn]

En stankelbensformet finger rakte frem og kløede den blege næseryg, mens de lysende øjne i gydens mørke fortsat kiggede frem mod den ligeså mørke skikkelse foran sig. Kvinden havde bestemt fanget hendes opmærksomhed lang tid før, hun var begyndt at tale om mad. Det var mest fordi, at ikke alle delte Evelunes fascination af blod. Tit blev hun bare råbt af. En enkelt havde tvunget hende til at vaske sig ren ved at holde et stykke tærte foran hende. Det var ret ondt, for hun var sulten og kvinden kunne altså bare have givet hende maden, det havde været pænt af hende. Selvfølgelig var straffen bagefter velfortjent.

“Skal det? Ingen belønner mig, når jeg hjælper dem. De kalder mig gale tøs og løber” måske fordi hun nogle gange kom til at lade straffen gå lidt ud over dem der blev drillet også. Kniven havde ofte sit eget liv og kom til at stikke lidt i den forkerte. Det var okay. Til spørgsmålet svarede Evelunes mave for hende. Så snart den hørte ordet ‘sulten’ begyndte den at knurre som en sur ulv. Det var i hvert fald sådan hun forestillede sig en sur ulv lød. “Jeg spiser alt” svarede hun, mens hun undertrykte trangen til at slikke sig om munden. “Men hvad skal du have for den?” alle mennesker skulle have noget for den mad de gav hende. Den lille næse rynkede mistænksomt.

Øjeblikket efter var mistænksomheden pist væk, fordi kvinden tilbød at pynte pigens hår med blodperler og det ville hun virkelig gerne. Øjnene lyste af barnlig iver og underlæben sitrede svagt i spænding. “Hvordan?” lød det som var kvinden i gang med at fortælle en 4-årig et eventyr og hun ikke kunne vente på at få det næste af historien af vide.

[Libitina Farver]

Lyttende rynkede øjenbrynene sig sammen over det sorte blik ”Det var ikke særlig flinkt af dem. Desværre er det ikke alle som husker de rette manere.” Bemærkede hun og lod læberne trykke sig sammen til en smallere streg af skuffelse. Intet ved skuffelsen var ægtefølt, men det blev skjult godt. Havde hun slev været bare en anelse mere som en hver anden gemen borger, så havde hun ikke selv belønnet pigebarnet for at trække blod. Tværtimod ville hun havde mødt hende med lige så stor fjendtlighed og afstandtagen som resten af Levagny’s borgere.

Et smil blødte munden og resten af ansigtet op på ny, da maven gav sig til at beklage sig højlydt med en rumlen der lod Farver konen vide, at det nok var ved at være noget tid siden at vinterbarnet havde været rigtig mæt.
Spørgsmålet var ikke så uventet, hun gjorde klogt i at have forbehold for bare at tage imod tilbuddet om mad. Gaderne vrimlede med folk, klar til at udnytte et naivt sind og særligt det af en ung pige. ”Jeg tvivler på du vil tro mig når jeg siger intet, hvad med at hvis ikke jeg holder ord, så må du give mig samme straf som manden?” Forslog hun og lod sit blik søge pigens. Der var hverken en tøven eller skælven i stemmen.
Blikket faldt tilbage på det rødfarvede hår ”Først skal vi have vasket dem ud som du har fået tværet.” Bemærkede hun tænksomt ”Hvordan vi med sikker får dem til at sidde det må jeg være dig svar skyldig på, men mon ikke vi kan finde en løsning?" Svarede hun dernæst ærligt.

[Evelune Gadebarn]

Den lille frempuffede underlæbe gav den unge pige et endnu mere barnligt udtryk, der blot blev større, da hun nikkede ivrigt, at den sortklædte kvindes ord. Det var bare så rigtigt, mange var virkelig dårlige til manerer. Ikke at den lyshårede pige var meget bedre, men hun var virkelig god til at dømme om andre var det eller ej. Denne kvinde var flink og Evelune kunne godt lide hende. Det var ikke så tit, at hun kunne lige nogen, som samtidig behandlede hende pænt. Mange blev bange for hende og kom til at kalde hende grimme ting. Dumme dem altså.

Mistroen, der for et øjeblik havde været i pigens stemme, forsvandt som dug for solen, da kvinden garanterede Evlune, at hun ikke skulle give noget til gengæld. “Jamen så vil jeg gerne have mad” sagde hun med en naiv tone i stemmen. Hun kunne vel ikke finde på at lyve? Det kunne Evelune ikke tro. Denne kvinde virkede så rar, at det ikke faldt hende ind, at løgn kunne være en mulighed. Derfor tog hun fat i kvindens hånd, som var det helt normalt og afventede, at hun blev ført afsted, som var kvinden nu hendes værge. “Hvis vi hjælpes ad, kan vi helt sikkert, men nogen må give blod”

[Libitina Farver]

Overraskelse spillede kortvarigt i de natsorte øjne ved følelsen af den pigens hånd i hendes egen feminine, som en datter ville have grebet omkring sin mors hånd. ”Det tror jeg du har ret i.” Hun gjorde ingen antræk til at ville trække sin hånd fri. Hun undlod at kommentere på, hvor blod skulle findes eller hvem der skulle give det.
"Kom." Lange slanke fingrene lukkede sig i stedet tæt omkring den spinkle hånd uden at stramme sig mere end at gadebarnet kunne trække hånden fri.

Med den sædvanlige selvsikkerhed i sine bevægelser, ledte Libitina barnet med sig mod Farver hjemmet. På vejen forestillede hun sig, at det var hendes ældste søn Gui’s hånd hun havde hold om. Til hendes store irritation insisterede Gui efterhånden oftere og oftere på ikke længere at holde sin mor i hånden. Han var ved at blive en selvstændig ung mand, med egne meninger og det var derfor længe siden hun havde holdt hans hånd. Der var derfor noget ganske rart ved følelsen af at gå hånd i hånd med den unge pige. Ikke fordi Libitina var den sentimentale type.

Næsten fremme ved byhuset der var beliggende nær bymuren i udebyen, lød det pludseligt:  ”Hvor er mine egne maner? Dit navn, det har jeg da slet ikke fået spurgt om.” Blikket vendte sig mod den snehvide skikkelse ved hendes side ”Jeg hedder Libitina Farver, men du må gerne kalde mig Libby som mine børn.” Præsenterede hun sig.

[Evelune Gadebarn]

Evelune satte ikke det mindste, lille spørgsmålstegn ved at følge med kvinden. Det føltes rart bare at følge med. Hendes hukommelse kunne ikke finde sidste øjeblik, hvor hun havde følt sig så tryg som i det øjeblik. Det var helt rart, selvom det var ligeså rart at smaske en syl ind i halsen på en fremmed og så blodet splatte og farve murværk, hår og ansigt. Selvom hun både havde små fødder og korte ben kunne hun fint følge trop med en kvinde ældre end hende. De blålille øjne ænsede ikke andre mens de fortsatte ned ad markedet, da hun var alt for optaget af samtalen med den flotte kvinde.

De gik og gik indtil det gik op for Evelune, at hun ikke havde været i denne del af byen før. For det meste krøb hun rund ti mørket, hvor end det spredte sig og kom ikke så tit væk fra sine vante områder. “Hvor er vi?” spurgte hun nysgerrigt. Her så virkelig fint ud. Langt finere end det hus, hun engang havde boet i og overhovedet ikke kunne huske. Så måske det var en dårlig sammenligning.

“Hej Libby” hilste hun overraskende høfligt. “De kaldte mig Evelune, så det tror jeg, at jeg hedder” selvom at djævleunge eller djævleyngel var hyppigere brugte ord. Det havde faktisk været gange, hvor det var det hun troede hun hed, men hendes fornuft havde sagt, at det ikke var det man navngav børn. Derfor måtte hun jo hedde Evelune.

[Libitina Farver]

”Evelune, det er et fint navn” Løj hun med et varmt smil. Det var ikke et hæsligt navn, men farver konen var i grunden ligeglad med hvad pigen hed. Det var det røde væske der flod under den blege hud som hun interesserede sig for.

Slumbarnet gjorde klogt i at stille spørgsmål, at det ikke var helt de rette der blev stillet var straks en anden sag. Libitina rettede de sorte øjne mod den hvide skikkelse ved sin side, hvorefter hun kort lod det glide over de omkringliggende bygninger ”Vi er på vej gennem Håndværkerkvarteret til Udenbyen.” Sagde hun og undertrykte utilfredsheden der lå og lurede under svaret. Hun mente bestemt en kvinde som hende fortjente bedre end et hus udenfor bymuren, men med en farver som mand var det hvad hun måtte stille sig til tåls med. I det mindste kunne hun klæde sig finere end langt de fleste håndværkerfruer.

De skulle ikke langt udenfor bymuren før Farver huset dukkede op, men længe før nåede lugten fra farveprocessen dem. Heldigvis ikke var nært så kraftig som de dage, hvor hendes mand Remy havde hænderne i de mere krævende farver.
Indenfor i byhusets beboelige del duftede der langt bedre. Frisk bagte kødtærter var blevet sat til afkøling tidligere på dagen og blandede sig sammen med duftolierne der blev varmet over en åben flamme, for at kamuflere over den harske farvelugt.
”Hvad vil du først, havde noget at spise eller se om vi kan få perlerne til at blive siddende?” Spurgte hun da det først var kommet indenfor.

[Evelune Gadebarn]

Evelune selv vidste ikke, hvad hun synes om det navn. Hun havde ikke den store tilknytning til det, faktisk havde hun ikke tilknytning til ret meget. Dog kunne hun godt lide damen. Der var noget ved hende, som gjorde Evelune tryg og gav hende lyst til at følge med hende over det hele. Derfor holdt hun også stadig den spinkle, lille hånd i damens. Den lille gadepiges bevægelser var hurtigere end mand skulle tro, men hendes svar var langt langsommere, da omgivelserne optog hendes opmærksomhed. Øjnene åd alting råt, da hun aldrig før havde været så langt oppe af skyggerne.

Maven svarede på kvindens spørgsmål, før pigen selv fandt et svar frem. “Perle” svarede hun ligeså stolt som havde hun fundet en blomst mit på gaden. Pigen rynkede automatisk på næsen ved lugten. Hun havde aldrig før lugtet noget lignende. Hun var vant til slummets ildelugt. “Hvad er det?” spurgte hun mere nysgerrigt end egentlig frastødt. Maven fik hende dog til at træde nærmere på den anden lugt den skæve næse kunne lugte.

[Libitina Farver]

Der er var ikke nok røgelse i verden til at overdøve den harske lugt. Pigebarnet havde da også knapt sat fod i farverhuset, før den tyndehud over næseryggen rynkede sig sammen. ”Min mand er farver. Han er I færd med at farve stof der skal sendes til kongehusets skrædder. Det er forventet at Kronprinsen vil få sit skjold til dette års ridderprøver, så min mand har ganske travlt så alt stof er klart til tiden.” Forklarede hun roligt. Havde det været en hver anden der så åbenlyst havde skåret grimasser, så havde vrede utvivlsomt indtaget farver fruen, men Evelune var blot et barn og et ganske unikt et af slagsen. Libitina valgte derfor at se gennem fingrene med den umiddelbare reaktion. 

Den ene hånd slog sig ud i retning af en dør til højre for dem ”Denne vej, så kigger vi på perlerne.”

[Evelune Gadebarn]

Det var ikke mange tanker, der fløj gennem det lille hoved, før hun uvidende spurgte “Hvad er det? Farver?” hun anede det ikke. Farver var ikke noget hun gik op i, måske fordi hun ikke rigtig havde nogen farve. Hun var kridhvid over det meste af kroppen. Det var kun skidt og snavs der farvede hende og det blev til en mere brungrå nuance. Egentlig var der generelt utrolig meget den lille Evelune ikke vidste om verdenen. Ingen havde lært hende noget om den. Det eneste hun kendte til var sult og den behagelig følelse hun fik, når hun så blod, når hun frembragte blod fra dets skjulested.

“Hvad er en skrædder?” var hendes næste forvirrede spørgsmål. Hun brød sig ikke rigtig om, at føle sig så uvidende, men kvinden var rar, så hun holdt den forvirrede følelse i skak. Hun anede heller ikke hvad en ridderprøve var, men hun orkede næsten ikke spørger mere. Der var faktisk kun meget få ord i det Libby sagde, som Evelune forstod.

Traskende efter farver fruen gik den lille pige, der ikke var så lille endda. Hun fulgte blot efter uden at stille spørgsmål til, hvor de skulle hen. Hun stolede allerede på den før fremmede kvinde.