Blod i håret

[Libitina Farver]

Farverfruen stoppede aldrig helt med at forbløffes overfor hvor meget og hvor lidt og ikke mindst hvor forskellig viden gadens børn havde. Hun forsøgte efter bedste evne og på mest moderligvis at forklare vinterbarnet både hvad farver og en skrædder var, men gjorde ingen ulighed til at presse en forståelse igennem hvis ikke pigebarnet syntes at forstå.

Ved ankomsten til det lille byhus ledte Libitina Evelune med sig, til soveværelset støttende op mod hvad der både var fællesrum og køkken. Indretningen af rummet var ganske beskeden med en seng, hun en gang havde delt med sin mand og nu delte med to ud af de tre farverbørn, en alkove til den sidste af børnene og to mindre tøjkister. Det eneste der skilte sig ud fra andres borgerlige hjem var det smalle bord, placeret i det ene hjørne.

”Sæt dig her.” Bød hun blødt og henviste til den trebenet skammel foran bordet. Et lille håndspejl, hvis spejlside havde set bedre dage, lå på bordet ved siden af en blankpoleret kobberskål. Langs væggen stod flere små krukker. Libitina tog en af krukkerne og fangede en nål ”Vi prikker et hul i din fingerspids, trykker forsigtigt små dråber ud og lader dem tørre lidt inden vi pynter dit hår med dem.” Forklarede hun og holdt nålen frem i flad hånd ”Vil du selv prikke dig eller skal jeg?”  Stemmen forsat holdt venlig med en moderlig varme.

[Evelune Gadebarn]

De næsten violette øjne var store, mens kvinden fortalte en masse, som Evelune forstod ca. Halvdelen af, men fandt meget interessant alligevel. Egentlig forstod hun ikke helt det der med nyt tøj, da hun selv havde haft den samme ædelagte og slidte kjole på siden hendes familie forlod hende. Eller dem der i hvert fald påstod, at de var hendes familie.

Som en lille ælling fulgte den lille hvidhårede pige efter den sortklædte kvinde hele vejen ind i et værelse med en seng. Der stod hun så og kiggede rundt, som havde noget kastet hende direkte ind i et eventyr. I det øjeblik hun var blevet ledt indenfor, havde hendes vejrbidte hud reageret på det. Evelune var så vant til at være udenfor, at det allerede føltes lidt varmere i det, der var vægge omkring hende.

Evelune satte sig som påbudt og så op på kvinden. Hun var helt fortryllet af alt omkring denne sortklædte kvinde, Libby, huskede Evelune. Hun tog nålen, før spørgsmålet havde forladt den andens læber. Hun havde før stukket i sig selv, for at små dråber pible frem, for sin egen underholdnings skyld. Det samme gjorde hun denne gang.

[Libitina Farver]

Forbløffet løftede øjenbrynene sig markant, da Evelune uden så meget som antydningen af betænkelighed greb nålen og tvunget den første rubinrøde dråbe frem. End ikke så meget som en smertetrækning var at spore i det dukkelignende ansigt. Interessant. 

”Godt,” Roste hun da overraskelsen havde lagt sig ”Sid helt stille, så det ikke løber.” Påpasselig med ikke at skubbe til hende rakte Libitina ud efter en af lerkrukkerne.
En fint malet pulver blev drysset ud over bordet, hvorefter hun med den tandløse side af en hornkam skabede det sammen, i en jævn rektangulær ”Hold hånden hen over og dryp forsigtigt lidt af blodet, men ikke noget med at røre dem før jeg siger til, vel?”