Blomster og musik

[Christophe af Migran]

Til: Jacquetta af Bonville
Sted: Universitetets park
Tid: Eftermiddag
Vejr: Sommer og sol

Musikken spredte sig i luften, ind og ud i mellem parkens pænt holdte buske og træer. En gruppe musikere, studerende fra universitetet, holdt skoleårets afsluttende koncert, og koncentrationen var stor blandt de deltagende. De var placeret på en flad græsplæne, hvor en større mængde stole var sat frem til de lyttende. Der var ikke nok, og bag dem havde flere studerende, undervisere og andre, der havde adgang til parken, slået sig ned i græsset. Bier summede og fulgte deltog i musikken, som solens varme stråler slog ned over byen. Der var blevet sommer, og flere af kvinderne sad med vifter, mens flere af mændene havde smidt jakken og et par få endda rullet ærmerne op.

Christophe havde fået placeret sig på en stol - eller rettere, hans ven havde placeret ham på en stol, efter at have hevet ham ud af Christophes værelse, hvor han havde siddet fordybet i sine studier. Efter hvad der var sket, mødet med monstret, havde Christophe brugt et par måneder på at samle sig selv op. Og så havde han kastet sig over sine studier som en vild. Sammen med sine forpligtelser hos Levagnys ensomme damer og undervisningstimerne, var der ikke meget tid til overs. Han sov uregelmæssigt og ikke ret meget, og han var sjældent sammen med sine venner mere. Han havde simpelthen ikke timer nok i døgnet. Og kroerne skræmte ham stadig, han ville hellere blive på universitetets område.

Men hans ven havde fået nok og havde slæbt ham ud af det dunkle værelse og ud i solen, hvor han havde sat ham på en stol. Dog var vennen hurtigt forsvundet, som han havde spottet pigen, han havde kastet sin kærlighed på. Og nu sad Christophe der, spærret ind mellem folk, uden lyst til at være der, og uden mulighed for at stikke af, uden at gøre sig bemærket. Så han var tvunget til at få sol og lytte til musikken, der normalt ville gøre ham glad, men nu næsten ikke rørte ham. Hans ansigtsudtryk var lukket og træt, som det var tydeligt, at han manglede søvn. Han havde samlet hænderne i sit skød og forsøgte at lade som om, at han ikke var der. Trods sit mørke sind, var han dog nyvasket, dog sad håret lidt mere pjusket end det plejede, og hans skjorte var krøllet under den blå jakke, han havde trukket over, men ikke lukket.
Det glimt i øjet, han var så kendt for, var væk, og hans hud var bleg, bortset fra de mørke render under øjnene. Han så syg ud, hvilket han godt vidste, for det var blevet nævnt mange gange de sidste par måneder.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde ikke forstået sit held, da det var lykkedes at overtale sine forældre til at hun måtte læse et enkelt fag på universitetet. Hun havde fået undervisning i harpen siden hun var ti og det var naturligt at det var den hun nu fik en eksperts blik på. Samtidig med at hun blev klogere og endnu mere nysgerrig, gav det hende mulighed for at være på universitetet i det hele taget. Det summede af liv. Hun kunne næsten drømme om at være rigtig studerende her, om at skabe sig et liv som lærd eller kunstner.

Den drøm svælgede hun lidt i, som hun svævede gennem mængden for at finde en stol, fulgt med blikket af den tjener, der næsten altid var med i baggrunden. Hun fandt kun en stol og satte sig ned i den, før hun indså at den måske var optaget. Hun så forsigtigt over på den noget trætte dreng ved siden af og rømmede sig forsigtigt.

"Undskyld? Denne her plads var ikke reserveret, vel?"

Hun talte lavt, hvis musikken skulle til at begynde.

[Christophe af Migran]

I forhold til, hvor meget energi Christophe brugte på at være opmærksom på sine omgivelser, var han ikke specielt nærværende, som han sad der. Universitetet var sikkerhed, og han kendte mange af ansigterne omkring sig, hvilket nok var den største grund til, at han ikke fór sammen, hver gang nogen flyttede på sig. Ud over trætheden, der lå som en tung dyne over ham.

Så da der lød en stemme, tog det ham et øjeblik at opfatte, at den var rettet imod ham. I stedet for at se på personen, drejede han sig lidt for at se bagud. Han kunne lige skimte sin ven på græsplænen med pigen, han kunne lide. Han kom vist ikke tilbage.
”Nej, den er fri,” svarede han endeligt og så på personen med et smil, der havde et svagt glimt af den charme, han var så kendt for. Et smil, der dog ikke nåede hans blå øjne.

Det var lidt som at få en spand vand i hovedet. Pigen ved hans side var sart og smuk, og Christophe tabte for et øjeblik mæglet – og erindringen om nogen form for etikette – som han mærkede betagelsen overtage sig. Men det var kun en dråbe i havet i den grå masse, der fyldte ham, så han fik samlet sig nok til at sende hende endnu et smil, inden han rettede blikket op mod musikerne, der så ud til at være klar. En usammenhængende tanke om, at han ikke ville smitte hende med sit mørke gled igennem ham, og han samlede ubevidst armene lidt omkring sig. Hans hjerte bankede lidt hårdere i brystet af ham, og han havde lyst til at se på hende igen, men lod være.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta smilede let og sank ned på stolen, tålmodig, men også med brug for at sidde ned i varmen. "Tak," svarede hun, da han endelig svarede hende og så på hende. Hun kunne, for sin egen skyld, sagtens have siddet i græsset, men det ville hendes tjenestepige utvivlsomt have vægret sig ved. Det var ikke passende. Heldigvis var der en stol, så den lysegule kjole ikke fik nogen pletter.

Han stirrede lidt, konstaterede hun, men måske var det fordi hun havde glemt en tiltale. Hun gættede på, at han var adelig, som det mest naturlige ved at se på hans påklædning og skyndte sig at få ændret på sit faux pas i etikette. "Glæder De Dem til at opleve koncerten, Nådigherre? Det gør jeg selv. Meget."

[Christophe af Migran]

Christophe svarede ikke på hendes tak, og han flyttede ikke blikket fra musikerne. Men hendes nærvær var han uendeligt meget bevidst, som hun satte sig på stolen. Det var ikke en grim følelse, som alt andet havde været det sidste stykke tid, hendes nærvær var ikke ubehageligt. Men alligevel følte han samme angst. Eller var det det samme? Han var ikke sikker. Nervøst sank han en klump og lovede sig selv at lade som om, at hun ikke var der.

Det holdt så kun et kort øjeblik, som hendes blide stemme, der fik det til at krible sært i Christophes mave, lød henvendt til ham. Han tvang sig selv til at drejede hovedet og se på hende med et skævt smil.
”Ja, det…” Det føltes næsten som om, at han tabte pusten ved at sidde så tæt på hende, og han måtte tage en indånding. Det føltes forkert at lyve, så han endte med at sige noget nærmere sandheden.
”Faktisk er det min kammerat, der har slæbt mig herned, han mente, at jeg ville have godt af det.” Han rømmede sig og måtte kæmpe for at holde smilet på sit ansigt. ”Men de plejer at spille godt.” Burde han spørge hende om noget? Han vidste det ikke rigtigt, han vidste ikke, hvad han skulle spørge om, og hans blik faldt til hans hænder, der lidt uroligt gned sig mod hinanden, stadig hvilende i skødet.

[Jacquetta af Bonville]

Tvangsindlagt til en koncert. Jacquetta kunne lide ærligheden i svaret. Hun så sig lidt rundt, men det virkede ikke til at nogen omkring dem var sammen med ham. Det vækkede hendes nysgerrighed lidt og hun betragtede ham, selvom han undgik at se på hende.

"Hvor er den kammerat, der slæbte Dem? Hvis han brugte fysisk magt virker det ganske ineffektivt at efterlade Dem alene her. Kunne De ikke blot flygte?"

Hendes grønne øjne spillede let. Hun tænkte ikke det var så frygteligt et sted at blive slæbt hen.

[Christophe af Migran]

Christophe havde lidt håbet, at det var det, men den yndige pige ved hans side, havde åbenbart beslutte sig for, at de skulle føre en samtale. Noget, Christophe havde det lidt ambivalent med, som han havde det svært ved at være social, men samtidigt virkeligt gerne ville være det. Især med hende. Han ville gerne lære hende at kende. Hvorfor vidste han ikke, og ærligt talt var han en smule forvirret over, hvad der foregik. Normalt når han var interesseret i kvinder, var det af en bestemt grund, for de få, han ikke bare ville være venner med, men det var slet ikke sådan, han havde det nu.

Hendes spørgsmål fik ham dog til at smile lidt, lidt mere oprigtigt end før, og han løftede hånden for at lave en gestus mod græsplænen bag dem.
”Han så sin pige og forsvandt.” Den sidste del af spørgsmålet fik ham til at rømme sig og sætte sig lidt bedre til rette i den hårde træstol.
”Det kunne jeg jo, men nu var jeg her jo alligevel.” Det var én forklaring. Angst var en anden. At han et sted havde brug for at være iblandt mennesker og få lidt luft en tredje.
Hun havde efterhånden trukket ham så langt ud af tankerne, at han var begyndt at huske, hvordan man opførte sig.
”Mit navn er Christophe, for øvrigt.” Han rakte en hånd frem mod hende, om hun ville trykke den eller lade ham kysse hendes håndryg, det var op til hende. ”Og skal vi ikke være dus, det andet virker lidt fjollet.” Ikke? Det var fjollet, ikke? Han håbede, at hun var enig. Han smilede lidt forsigtigt til hende, med et glimt af sin naturlige charme.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta lyttede og var nysgerrig på om hans ven mon var borgerlig, når han havde 'en pige', fordi det lød uvant for en adelig at have. Adelige havde forlovede, hustruer, elskerinder, men sidstnævnte var næppe med til koncert. Hun var helt opslugt af sine egne spørgsmål og glemte at følge med, så hun lidt forsinket måtte række hånden frem til ham med håndryggen opad. Hendes lyse øjne var i hans hele vejen og hun smilede let.

"Jacquetta af Tardigy," præsenterede hun sig og så sig over skulderen en enkelt gang. "Jeg vil tro hoffet får et ildebefindende, hvis vi på den måde lyder som om vi er intime, nådigherre." Hun smilede beklagende. "Jeg er i forvejen i stor risiko for at overtræde deres regler, så jeg håber De vil tilgive mig?"

[Christophe af Migran]

Det var lige ved, at Christophe troede, at hun ikke ville tage hans hånd, hvilket han både fandt snobbet, men også noget af en lettelse. Og dog, endeligt rakte hun ud, så han forsigtigt kunne lukke sin om hendes og løfte den mod sine læber for at kysse den. Noget der kørte så meget på refleks, at det var først, da han rettede sig op igen, at det gik op for ham, hvor blød hendes hud havde været, og hvor godt hun duftede. Det var som om, at alting havde været dækket i en grå tåge det sidste stykke tid, men alt omkring hende stod i fuld farve. Det var så underlig en følelse, at han nær havde beholdt hendes hånd i sin, men han var dog alligevel nærværende nok til at slippe den igen.

Det tog et øjeblik, før han egentligt fangede hendes navn. Tardigy. Det eneste det lige sagde ham noget var, at der vist var en ridder, der ”næsten” hed Christophe. En eller anden sær omskrivning. Han kunne ikke påstå, at han havde hørt om hende.
Hendes afvisning af hans forslag gav ham en knude i maven, men efter at have forsøgt at synke klumpen i halsen, tvang han et smil frem.
”Ja, selvfølgelig, det er mig, der går over stregen. Det må De undskylde, Nådigfrøken.” Han fugtede sin underlæbe. Skulle han fortsætte samtalen? Hvorfor var det her så svært for ham, han havde det nemt ved kvinder. Meget nemt ved kvinder. Hvorfor følte han sig så som en matros på et skib i storm?

”Jeg synes ikke, at jeg har set Dem før, går De på universitetet?” Han var ret sikker på, at han ville have lagt mærke til hende. Hvordan kunne man ikke?

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde været ved hoffet i et halvt år og i den tid havde hun stadig ikke vænnet sig til at blive kysset på håndryggen af voksne mænd. Det kildede i nakken og hendes blik forblev i adelsmandens, før hun endelig indså at hun måske stirrede og skyndte sig at sænke blikket lidt. Hun sank, før hun så op igen og mødte hans smil med et af sine egne, hendes mere reelt.

"Ingen undskyldning nødvendig," forsikrede hun, før hun rynkede panden svagt. "Kun et enkelt fag. Jeg har fået lov at få noget undervisning i harpen, imens vi er i Levagny. Studerer De her?"

[Christophe af Migran]

Christophe nikkede svagt som accept af, at han ikke behøvede at undskylde. Meget af det, han gjorde og sagde, var ren og skær vane. Noget han var blevet trænet i siden barnsben, og noget han selv havde gået op i at lægge på rygraden, når han færdedes på paladset blandt alle de sultne damer, der gerne ville have fat i Dario. Det havde reddet ham mange gange, når hans tanker var andre steder, at han automatisk gjorde de ting, der var forventet af ham. Som at kysse en hånd eller svare høfligt på almindelige fraser.

”Ah, et yndigt instrument,” svarede han, uden nogen form for mening om harpen. Han kunne godt lide musik, men det interesserede ham ikke mere end det, det var – toner til øregangene. Men som hun sad der og sagde, at hun spillede harpe, var det pludseligt det vigtigste instrument af dem alle.
”Ja, jeg læser til jurist.” Der havde lige været et par uger, hvor han havde overvejet at droppe studierne, men det var gået op for ham, hvad han kunne bruge sin uddannelse til, og siden da havde han nærmest ikke været til at rive væk fra bøgerne.

En lyd fik ham til at give et sæt, og han så hurtigt rundt med store øjne. Det var en af musikerne, der havde væltet sit instrument. Hjertet bankede i hans bryst, og han glemte helt, at han var midt i en samtale, som han nærmest klamrede sig til stolen for et øjeblik. Christophe sank en klump. Som det gik op for hans krop, at der ingen fare var, kom trætheden skyllende ind over ham.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta synes også harpen var ret yndig, men det var især for de toner, det frembragte, når man havde fået øvelsen til at ens fingre dansede let over harpestrengene, som om det var det rene ingenting. Det havde været en hård start med øvelse og at have undervisning på universitetet var nærmest som at starte forfra, fordi kravene her var så monumentalt meget højere. Hun forventede dog ikke at adelsmanden havde lyst til at høre om hendes kamp med at nå til det næste niveau. I stedet foldede hun hænderne i skødet og skulle til at spørge om jura, da han farede sammen over en lyd fra orkesteret. Hun blinkede, inden hun løftede hånden i refleks og lagde den blidt på hans arm i en beroligende gestus.

"Er De okay, Nådigherre Christophe?" Han havde ikke givet sit slægtsnavn og hun havde ikke planer om at forsøge at gætte. Hendes blik var dog bekymret, brynene trukket sammen, som hun så på ham.

[Christophe af Migran]

En hånd på Christophes arm fik det igen til at give et svagt ryk i ham, men stemmen der fulgte efter, var venlig og bekymret. Christophe så hurtigt på hende, og det gik op for ham, at han opførte sig påfaldende. Hans fastgroede skræk skinnede igennem, og han der ellers gjorde alt, hvad han kunne for at skjule den, blandt andet ved at holde sig væk fra steder og events som dette.

Desperat forsøgte han at få kontrol over sig selv, og det lykkedes da også nogenlunde. Et smil, der virkede forkert på hans ansigt, blev presset frem og han flyttede armen fra hendes berøring. Ikke fordi, at han ville, men fordi det var forkert, at hun skulle forsøge at berolige ham. Han havde det fint.
”Ja, undskyld, jeg blev vist lidt overrasket over lyden.” Hans stemme virkede fjern for ham selv, og han så op mod orkestret, mens han sank en klump. De så ud til at være ved at være klar til at spille, og han håbede, at det ville distrahere ham fra følelsen af katastrofe, der huserede i hans krop.
”Det har bare været en lang uge,” undskyldte han sig med, i et forsøg på at skyde det hen. Uge. Måneder. Han var så træt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta trak hånden til sig, da han fjernede sig. Hun sank en klump og så stadig bekymret ud. Han virkede opfarende, bange, men hun kunne ikke se hvad for. Hendes nysgerrighed og medmenneskelighed bød hende dog at bore lidt mere, selvom det måske ikke var høfligt. Hellere være omsorgsfuld end høflig, ræsonnerede hun.

"Er Deres studier meget krævende, Nådigherre? Jeg ved, at man kan få et middel, der hjælper en med at sove, hvis tankerne kører for meget rundt i ens hoved."

Hun rømmede sig lidt. "De må tilgive mig, men jeg har selv haft gavn af det. Det er intet at skamme sig over, at have brug for lidt hjælp fra tid til anden."

[Christophe af Migran]

Han kunne ikke se på hende. Hendes bekymring havde været så tydelig, ikke engang hans egen søster havde set sådan på, da han var flygtet hjem til hendes byhus for at finde fred i en uges tid. Hun skulle ikke bekymre sig for ham, de kendte ikke hinanden, og der var ikke noget galt. Der skulle ikke være noget galt, han skulle bare holde op med at te sig som en nervøs hest. Han skulle bare tage sig sammen.

Men hendes stemme lød imod ham og han så kort ned, skamfuld over det hele. Han skulle tage sig sammen. Desperat forsøgte han at klamre sig til den tanke. Endeligt fik ham løftet blikket og set på hende. Hun blev næsten smukkere for hver gang hans øjne ramte hende. Som en sart lilje. Det fik ham næsten til at glemme … det.

”Det er meget venligt af Dem, Nådigfrøken,” fik han frem, inden hun fortsatte og sagde, at der ikke var nogen skam i at have brug for hjælp. Christophe gik i stå med sine ord og blev bare ved med at se på hende for et øjeblik, inden han sank en klump. Han kunne ikke bede om hjælp. Aldrig. Ikke når det kom til dette. Han åbnede munden, men følte at stemmen svigtede ham, men han blev heldigvis reddet, som en stemme lød over tilskuerne. Han så derover, glad for at få et par sekunder til at samle sig i.
En af lærerne præsenterede musikerne, og snart begyndte de første toner at sprede sig i parken.
”Jeg kunne måske nok ønske at høre mere om det, mit eget virker ikke som ønsket i øjeblikket,” indrømmede han så endeligt. Han havde en lille pose med urter og magi, der normalt hjalp ham med at sove, men den havde absolut ingen effekt mod de mareridt, der forfulgte Christophe i vågen og sovende tilstand.