Blomster og musik

[Jacquetta af Bonville]

Et saligt smil fandt Jacquettas læber, da musikken tonede frem. Hun lukkede øjnene, men hørte svaret og nikkede.

"Hvor bor De? Jeg kan sende et bud med en lille portion og navnet på blandingen."

[Christophe af Migran]

Musikken smøg sig om de tilstedeværende, og Christophe måtte som altid føle sig en smule imponeret over, at et par strenge og lidt luft kunne skabe så smukke toner. Af en eller anden grund føltes de endnu smukkere i dag, i hvert fald når hans øjne strejfede pigen ved hans side, eller hendes smukke stemme blandede sig med dem.
”Jeg bor her på universitetet, Enhjørningekollegiet.” Heldigvis. Den ene uge hos søsteren havde været mere end rigeligt. Trods sin sølletilstand, elskede han den frihed han havde i at være for sig selv. Og fællesskabet på kollegiet. Man kunne altid finde nogen at snakke med, også midt om natten. Selvom han havde holdt sig for sig selv det sidste stykke tid.

”Det vil jeg være meget taknemmelig for, Nådigfrøken af Tardigy.” Et let nok fulgte de ord for at understrege, at han mente det. ”Det er for øvrigt af Migran. Christophe af Migran. Så det ender ved den rigtige Christophe.” Han havde vist ikke introduceret sig med len. Somme tider glemte han, at kollegiets atmosfære somme tider var lidt mere afslappet end forventet. Han sendte hende et lille smil. Måske var det musikken, eller den følgende ro iblandt tilskuerne, der gjorde noget, men han følte sig en anelse mere afslappet. Solen skinnede varmt ned over dem og med musikken blandede sig lidt fuglesang fra haven bag dem.

For en stund sad han bare og lyttede til tonerne og betragtede musikerne, der koncentreret arbejdede med deres instrumenter. Men hans tanker ville ikke helt forlade den unge kvinde ved hans side, og han gned hænderne lidt nervøst mod hinanden. Hvorfor havde han det sådan? Han havde ingen problemer med kvinder, de var normalt som dej mellem hans hænder.
Endeligt tog han sig sammen og lænede sig en anelse mod hende, så han kunne hviske uden at forstyrre for meget.
”Skal De noget bagefter? Jeg tænkte … om De måske ville gå en tur med mig i haven bagefter?” Hans store blå øjne søgte hendes ansigt, lidt usikre, noget der ikke lignede ham.

[Jacquetta af Bonville]

Migran. Jacquetta bladrede gennem sit mentale kartotek og fandt lenet i det nordøstlige Falanie, en stor familie, men en lille landmase. Han var ikke arvingen, så hun smilede lidt til ham og skød det fra sig, at hun selvfølgelig aldrig nogensinde kunne gå alene med ham. Det var et vilkår.

Hun drejede hovedet lidt efter den tjener, der var fulgt med hende i dag og fandt ham med blikket. Så vendte hendes opmærksomhed tilbage til den unge Christophe. Hun rømmede sig let og hæftede sig forsinket ved at han havde brugt ordet 'bagefter' to gange i træk. Han virkede nervøs.

"Ja, men kun hvis det er bagefter," svarede hun med en lille sitren i mundvigene. "Og hvis De kan holde ud af min tjener følger med."

[Christophe af Migran]

Christophe fortrød næsten, at han havde spurgt, lige med det samme. Det var dumt. Han var vant til at underholde kvinder, men det var slet ikke som at spørge lige netop denne lille blomst om en gåtur. Hun var hans egen alder, og hun virkede så sart. Han var lige ved at forsikre hende om, at hun selvfølgelig bare kunne sige nej, men ikke et ord forlod ham, og han fulgte i stedet hendes blik til de tjenere, der var placeret i udkanten af den lille plads. Åh, hun havde en anstandsdame med. Eller -mand. Lige meget hvad, burde det ikke komme som en overraskelse for ham.

Han mødte hendes blik igen og følte, at alt andet gled lidt på afstand. Han fangede overhovedet ikke, hvad hun morede sig over, det var ikke gået op for ham, at han havde gentaget sig selv, men siden han aldrig havde haft noget imod, at andre morede sig over ham, så han smilede bare lidt skævt som ubevidst reaktion.
”Ja, selvfølgelig. Og så længe han ikke vil holde i hånd, så er det helt fint.” Det røg ud af ham, inden han fik tænkt sig om, og hans smil forsvandt i et kort glimt af forfærdelse, inden han alligevel kom til at smile noget mere.
”Undskyld, det var en fortalelse, jeg er vist for vant til omgangstonen på kollegiet.” Han gned sig i nakken med en hånd og forsøgte at vende opmærksomheden tilbage til musikken. Men han blev ved med at skæve mod hende. Hvor lang ville koncerten være?

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta kom til at grine og måtte lægge en hånd over munden på sig selv. Hendes blik spillede dog stadig. Hun rømmede sig lidt, da han undskyldte og hun også ganske rigtig genkendte det han sagde som noget skandaløst. "Ingen årsag til beklagelser. Jeg er ganske sikker på, at Jean ikke vil forsøge at holde Dem i hånden. Jeg vil dog ikke anbefale Dem at fortælle ham selv, at De har overvejet at det var en mulighed."

Hendes blik spillede, som hun slog det lidt ned og bed morskaben i sig. Det var sikkert ganske upassende, men hun var bare så glad for at tale med en anden adelig på omtrent hendes egen alder, at der skulle meget mere til at slå hende ud af kurs.

"Hvordan er omgangstonen på kollegiet?"

[Christophe af Migran]

Et stik af selvtilfredshed gled igennem Christophe, da den unge kvinde ved hans side grinede af hans ord. Hun fandt ham morsom. Det var en større kompliment, end hvis hun havde sagt, at han så godt ud. En svag farve kunne skimtes i de ellers blege kinder af hans, og han lyste en smule op. Upassende eller ej, det havde åbenbart været det rigtige at sige.
”Det skal jeg nok lade være med, jeg ville nødigt, at vores gåtur ville blive spoleret.” Det var sandt, og hans blå øjne gled over hendes ansigt for at sikre sig, at det ikke var tilfældet.

Hendes spørgsmål fik ham til at flytte lidt på sig, men det skæve smil holdt ved. Han havde ikke ligefrem lyst til at fremlægge Enhjørningekollegiets friske sprogbrug, det var absolut ikke passende for en ung kvindes ører.
”Åh, sikkert pæn nok generelt, men Enhjørningekollegiet består trods alt af en flok unge mænd.” Han skyndte sig at skifte emne. Til hende.
”De bor sammen med Deres familie her i byen?” Hun havde sagt, at hun kun studerede et enkelt fag? Mens de var i byen? Christophe havde allerede glemt det meste af det, de havde startet samtalen med, men han var mere nuværende nu end tidligere. Heldigvis. Det ville han gerne være i hendes selskab.

[Jacquetta af Bonville]

Vores gåtur. Det lød som en ting. Jacquetta var vældig charmeret af hvor interesseret han virkede og hun kunne virkelig godt bruge en ven på universitetet. Det var en lidt ensom tilværelse, ellers.

Hun prøvede at forestille sig at bo på et kollegium, måske det med piger i stedet. Så stillede han et spørgsmål og fik hende væk fra tanken. Hun smilede og nikkede.

"Mine forældre og mine brødre er i byen," bekræftede hun. "Og Deres?"

[Christophe af Migran]

Christophe kunne ikke lade være med at bemærke en sød lille tænksom rynke imellem hendes bryn, som hun åbenbart var ved at fundere over hans ord om kollegiet. Han fortrød næsten at forstyrre hendes tankegang, men ordene havde forladt ham, og det var det. Men hendes smil gjorde ham også så underligt varm.

”Mine forældre er hjemme i lenet, men jeg har lidt ældre søskende i byen. Jeg er den yng-” En rømmen afbrød ham og han drejede svagt forskrækket hovedet for at se bag dem, hvor en ældre dame sad. Hun løftede en hånd og lagde en finger over sine læber. Det fik Christophe til at løfte skuldrene en smule, kaste et undskyldende blik på Jacquetta og så rette blikket mod musikerne. Han havde helt glemt, at der var en koncert i gang. De måtte nok hellere vente til bagefter med at snakke videre, selvom han nu slet ikke havde tålmodighed til at lytte til musikken. Selvom han forsøgte at koncentrere sig, skævede han med jævne mellemrum til den yndefulde pige ved sin side. Koncerten var lang, men den føltes endnu længere i Christophes hoved, og han endte med at sidde og forestille sig at kidnappe nådigfrøknen og komme væk derfra, men i virkeligheden var han til sidst egentligt bare ved at falde i søvn. Hans øjenlåg blev tunge og han gled lidt ned i sædet på den hårde stol.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta smilede, som han blev tysset på. Hun var også den yngste af sine søskende. Hun tav dog, kastede et lidt ømt blik på ham imens han småsov og nød musikken.

For tidligt var det ovre, men junkeren sov stadig og hun tog fat i hans skulder og rystede ham blidt.

[Christophe af Migran]

Trods lyden fra musikken, gled Christophe ned i søvnens mørke, der for én gangs skyld ikke var fyldt med mareridt om monstre med hvidt hår og røde øjne. Nej, siddende der i den ubehagelige stol med hagen hvilende på brystet fik han sig en lille times komplet rolig og fredelig søvn. Han trængte også til det, og havde den smukke ungmø ikke vækket ham, kunne han sikkert have siddet der til dagen efter.

Det gav et kraftigt sæt i ham, og han satte sig ret op på stolen, da hendes hånd tog ved hans skulder. Hans øjne store af forskrækkelse og skræk, som han så rundt i et forsøg på at finde ud af, hvor han var. Da hans blik landede på hende, faldt han dog straks til ro igen, og fik et undskyldende smil frem, inden han gned en hånd ned over sit ansigt.
”Undskyld, jeg faldt vist i søvn.” Hans blik vendte tilbage til dér, hvor musikerne havde været. De var ved at pakke sammen. Alle var ved at pakke sammen og gå. Han havde sovet igennem koncerten. Smukt. Simpelthen bare perfekt.
Han kom på benene og rakte en arm ud mod hende.
”Vil De stadig gå en lille tur med mig? Og Deres tjener.” Havde han været lidt mindre rundt på gulvet, havde han nok sagt noget om at holde i hånd igen, men hele hans hoved snurrede lige nu.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta slap straks hans skulder, da han vågnede. Det var på mange måder temmelig vovet af hende at røre ved ham, men hun kunne jo ikke bare lade ham sove.

Hendes blik løftede sig til hans rejste skikkelse og flakkede lidt over ham ved hans spørgsmål, men hun nikkede. Han havde tilbudt sin arm, så hun lagde sin hånd let mod den og rejste sig op. Han var flot og galant. Det kunne hun vældig godt lide. Så kunne hun tilgive at han satte foden lidt i munden.

Hun fangede sin tjeners blik og gjorde et let, opfordrende kast med hovedet. Så så hun igen på Christophe og smilede.

[Christophe af Migran]

Den lille lur havde gjort Christophe godt, sammen med noget sol og musikken, der havde blandet sig i hans søvn. Han virkede lidt mere som sig selv, om han rakte armen ud mod den unge kvinde, han af en eller anden grund var så betaget af. Hvordan kunne han ikke have set hende før? Lagt mærke til hende?
Et skævt og charmerende smil dukkede op på hans ansigt, som hun smilede til ham, og han kastede et blik rundt for at orientere sig, inden han med en håndbevægelse ledte hende vej igennem stolene mod en sti, der ville lede dem ind i den flotte park. Tjeneren skænkede han kun et enkelt blik, det var ikke ham, der skulle have hans opmærksomhed.

Med rank ryg, mere rank end den havde været det sidste stykke tid, gik han hen over græsset mod hende ved sin side.
”Så fortæl mig, Nådigfrøken Jacquetta af Tardigy, taler rygtet sandt, at det store springvand på Lensbaronens borg flyder med vin i stedet for vand? Eller var det Monteres jeg tænker på dér?” Han så på hende med et glimt i øjet, som han førte hende ud på stien og ind i mellem to pænt klippede hække. Han havde fået hende til at le én gang, mon ikke at det kunne lykkes igen?

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var ikke så tit på andres arme end et velmenende familiemedlem og hun havde lidt hede i ansigtet over at være på den flotte junkers. Hun fnes af hans spørgsmål og rystede på hovedet.

"Hvis der er en fontæne fyldt med vin, så må jeg have overset det," svarede hun muntert. "Der er meget stille og meget varmt. Og meget smukt, naturligvis. Har De været sydpå?"

[Christophe af Migran]

Om det var solen eller noget andet, der gav den smukke unge kvinde et rødt skær over næsen, det kunne Christophe ikke svare på, men han fandt det kært. At det var hans nærvær, det slog ham ikke. Han brugte for lidt tid sammen med kvinder på hans egen alder, og for meget tid sammen med de ældre kvinder, der var interesseret i at betale for hans opmærksomhed.

Christophe klikkede med tungen, da hun sagde, at det ikke var noget, hun kendte til.
”Ah, så er det nok Monteres. Måske jeg skulle spørge Sébastien, næste gang jeg ser ham.” Han kunne ikke lade være med at le dæmpet over det, men lyttede opmærksomt, da hun snakkede videre.
”Ah, nej desværre. Jeg har ikke været så langt omkring endnu. Levagny er det længste, jeg har været væk fra Migran.” Han trak lidt ud i den ene mundvig, men egentligt var han ret ligeglad. Han elskede sit hjem, men noget sagde ham, at han nok ville blive i Levagny resten af sit liv. Han elskede byen. Og ud over familie, hvoraf flere af hans søskende var i Levagny, var der ikke rigtigt noget for ham hjemme. Han savnede sin mor. Men ikke nok til at ville hjem igen.
”Men det lyder spændende. Vi har kun forblæste klippekyster, sørøvere og fisk. Det smukkeste er solnedgangene.”

Gruset knasede under deres fødder og stien delte sig i to. Christophe drejede ned af den til højre.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta smilede over beskrivelsen af forblæste klippekyster, selvom sørøvere var en hel reel problemstilling. Hun holdt uendelig meget af Tardigy, men hun var endelig stærk nok til at kunne være andre steder end i varmen og hun sugede Levagnys liv til sig som om hun havde tørstet hele sit liv.

Hun tog en dyb indånding og så op på Christophe med et let hævet bryn.

"Hvem er Sébastien?"