Blomster og musik

[Christophe af Migran]

Hvem var Sébastien? Christophe kunne ikke andet end at smile varmt, som hun spurgte ind til hans ven. Egentligt havde Christophe ikke givet den yngre unge mand så meget eftertanke, han var der bare, i deres lille venneflok. Men da han havde haft allermest brug for nogen, var Sébastien af Monteres dukket op og havde været der for ham, hvor de fleste nok ville være flygtet fra de sølle rester, der havde været tilbage af Christophe og hans normalt smilede og charmerende selv. Og Christophe elskede ham for det.

”Sébastien af Monteres. Han er en af de faste i vores lille vennekreds. Han er noget af det sødeste, man kan komme i nærheden af.” Der var en varm tone i hans stemme, og han sendte hende et skævt smil. ”Han læser matematik. Hans far har den store købmandsforretning, der sælger importerede varer. Import de Luxe.” Åh ja, Sebs far. En mand Christophe godt gad se sendt til Hasnea, sådan som han behandlede Seb, men der var ikke så meget, Christophe kunne gøre ved det, ud over at lægge et øre og en trøstende skulder til, når der var gået noget galt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blinkede lidt og smilede. Hun anede hverken hvad Import de luxe var eller hvem drengen var venner med, men det lød rart at have en hel kreds af dem. Hun sukkede let og længselsfuldt.

"Hvor mange venner har De på universitetet? Ganske mange, for at blive kaldt en kreds, skulle jeg tro? Ses I ofte? Taler, spiller musik?"

Hun var ikke klar over præcis hvor meget som en uden nogen nære venner hun lød. Hun var vokset op så beskyttet og nu var hun ganske ensom.

[Christophe af Migran]

Christophe lagde hovedet på skrå ved hendes spørgsmål og så ud i luften, som han forsøgte at tælle sammen.
”Ud over mig og Seb, så er der Perrie, Flo, Svea og … en lille håndfuld mere, nogle mere faste end andre.” Han var nær brudt ud i latter, da hun ville vide, om de spillede musik og snakkede. Det var så uskyldigt. Det var virkeligheden ikke.
”Eh, vi mødes ofte på en af kroerne og får noget at spise og hygger os. Drikker lidt vin og spiller spil.” Han ville ikke lyve, men han forsøgte at få det til at lyde så uskyldigt som muligt. De fleste forældre havde ikke godt af at vide, hvad de unge mennesker rendte rundt og lavede. Selvom de sikkert havde lavet det samme i den alder.

Hendes spørgsmål var så naivt, og det afslørede nok mere end hun selv tænkte over. Han drejede blikket mod hende og betragtede hende med venlige, men let sammenknebne øjne.
”Hvad laver De med Deres venner? Har De fundet nogen her i Levagny?” Han spurgte med en nysgerrig tone, men en blød tone.

[Jacquetta af Bonville]

Det lød så vidunderligt, at have mange venner. Jacquetta kendte intet til på den måde at have en hel flok og så lidt længselsfuld ud, uden at hun helt selv var opmærksom på det. Hun tog en dyb indånding og nikkede. Blikket var fjernt.

"Mig?" Varmen steg op i hendes kinder. Hun klarede halsen let. "Jeg har ikke så frygtelig mange. Vi mødes gerne for at gå en tur. Tale om alt og intet..."

Hun åndede lidt ud. "Må I gerne... Gå på kroer? Det ville jeg aldrig få lov til..." Men Mithras, hun ville gerne.

[Christophe af Migran]

Selvom Christophe havde sit eget at slås med, var hans stærke sans for andres følelser ikke blevet væk, og han var hurtig til at opfange, at hun reagerede på snakken om venner. Hun virkede som om, at det var noget, hun misundte ham for. Som når man snakkede med én, der aldrig havde gjort noget dejligt, men lyttede til nogen fortælle om det. Det var lige før, at det gjorde lidt ondt i brystet på ham. Var hun ensom? Han kunne ikke forestille sig noget værre. Måske fordi han selv en gang i mellem havde den følelse, selvom han sjældent var alene.

”Det lyder også ganske hyggeligt,” svarede han blidt. Han ville ikke sige, at det lød kedeligt, for det syntes han ikke, selvom han nok foretrak, at der skete lidt mere. Snak førte til følelser, og snak var aldrig godt, når man som ham havde mange hemmeligheder.

Hendes spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene og smile skævt.
”Så længe vi holder os til de pæne af dem, så ikke noget problem. Og er af sted sammen, for nogles vedkommende. Mine forældre aner ikke, hvad jeg får tiden til at gå med alligevel. Heldigvis da.” Det sidste grinede han lidt, inden han så rømmede sig.
”Men ellers mødes vi somme tider på universitetet, hjælper hinanden med studierne og sådan noget. Jeg kan godt introducere Dem, hvis De skulle have lyst?” Han fortrød lige så snart, han havde spurgt. En eller anden lidt grim følelse af, at han hellere ville have hende for sig selv. Og hvis hun mødte de andre, ville hun hurtigt finde ud af, hvilket mindre pænt ungdomsliv de havde. Den tanke kunne han ikke lide.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var ensom. Hun havde levet en isoleret tilværelse i Tardigy, fordi hendes skrøbelige helbred ikke tillod andet. Nu var hun i storbyen, men venner materialiserede sig ikke bare ud af tynd luft. Alt hvad Christophe beskrev lød vidunderligt og hun var næsten ved at græde, da han tilbød hende en vej ind. Hun holdt dog på sig selv og nikkede blot kontrolleret.

"Det vil jeg gerne," konstaterede hun med let varme kinder, som de nærmede sig at have gået i en stor cirkel. Hendes tjener ventede og så utålmodig ud. Hun klarede halsen svagt.

"Nu må jeg gå, Nådigherre. Tak for samtalen. Jeg nød det meget."