At få de lange fingre i klemme [s]

[Gabriel Halvmåne]

Hendes modstand mod hans berøring var nyttesløs, som hun var spændt godt fast i stolen. Han tog sig ikke af den, lidt værdighed kunne hun da godt forsøge at beholde. Hansa greb om hendes håndled var hårdt, som hun forsøgte at vride sig fri, hårdt nok til, at han kunne forestille sig de blå mærker, der måtte blive synlige på den mørke hud. Det måtte hun selv om, han havde ikke tænkt sig at være blid, hvis hun skulle blive ved med at være besværlig. Og det håbede han, at hun ville, for hvad var det sjove ved en slatten modstander?

Hendes forsøg på at fornærme ham, fik ham til at smile endnu mere og give hendes lår et klem.
”Det er arveligt, du skulle have mødt min far.” Og hans storebror. Den ældste af dem. Som i virkeligheden måske ikke ville have været så slem, hvis han havde levet. Damien var blød i forhold til resten af mændene i familien.
Han kneb øjnene lidt sammen, som hun begyndte at forhandle om prisen for en tur i sengen. Det glædede ham, for det betød, at hun tog imod hans forslag, selvom de ikke var helt enige om betalingen, hun skulle have for at underholde ham. Succesen var ikke svær at se i hans ansigt.

”Hm, tre ting. Og en healer, hvis jeg synes det var det værd. Jeg skal nok passe på dit lille knæ.” Han klappede hende på knæet, ikke hårdt og ikke på flængen, inden han sendte hende et grin og derefter rettede blikket mod posen på bordet. Det var nok bedst at få den af vejen, inden han skulle slippe hende fri. Den var alt for lokkende til dårlige idéer, som den lå dér.
I en hurtig og hård bevægelse spændt han hendes frie arm fast til stolen igen, inden han rejste sig op, greb posen og slentrede hen til døren ud. Et par skridt væk sad en vagt på en stol. Han gjorde sig selv nyttig og var ved at skrælle kartofler for Hugo, krofatter, men han rettede sig straks op og så på Gabriel, da døren blev åbnet.
”Krest, gider du lige passe på sækken her? Indtil jeg kommer tilbage efter den. Hvis tøsen, de kom med lige før, kommer ud og spørger efter den, så mangler jeg nok hovedet, hun er lidt af en vildbasse.” Han grinede og lod vagten tage posen, inden han lukkede døren igen og gik tilbage til hende.

Han stillede sig om bag hende og lod hænderne hvile mod kanten af hendes skuldre, inden han lænede sig ned og talte ved siden af hendes hoved i en venlig tone, der sikkert ikke snød nogen.
”Sådan her kommer det til at være. Jeg slipper dig fri. Du kan forsøge at myrde mig, men der er kun én vej ud herfra, og den går forbi Krest ude i gangen, og resten af kroen, så det vil du bare dø af. Selv hvis du skulle slippe ud, vil min bror jagte dig ned og vise dig gudernes vrede.” Han gav hendes skuldre et klem. ”Alt sammen selvfølgelig, hvis jeg ikke er i stand til at skære dig i småstykker mig selv. Jeg har jo knive nok at lege med.” Han løftede hånden og trak en tot af hendes hår, der var sluppet løs, om bag hendes øre. ”Jeg ved ikke, hvad du er til, en tur ind over bordet, eller om vi skal finde helt ind i sengen. Jeg er åben for begge dele.” Der var moro i hans stemme, og han fugtede sine læber med tungen, inden han rykkede blidt i hendes øre med fingrene og så greb fat i stolen for at trække den ud fra bordet og dreje den, så han kunne komme til.

”Det ville være dumt at sparke mig i hovedet, lille ræv, det brækker du et knæ af,” sagde han henkastet, som han satte sig på hug og hev stiften ud af manchetten, så hendes ene ben blev fri. Han gentog det med den anden, inden han rejste sig og begyndte at spænde hendes håndled fri. Hans blik hvilede på hendes ansigt, glimtet var tilbage i hans øjne, og han var lidt spændt på, hvad hun kunne finde på. Spændt og forberedt. Den lille ræv havde sikkert et trick oppe i ærmet.

[Melantha Altın]

Naturligvis var det ikke nok med én psykopat i familien, hvorfor nøjes med en når man kunne få to? Nogle mænd burde virkelig, før så snart deres stemmer ikke længere var højpitchet som en kordreng, få lagt et lavt nok snit der forhindrede dem i nogensinde at bidrage til den voksende befolkning. En kategori som hans far tilsyneladende faldt ind under, og det samme kunne siges om hans yngel.
Som om smilet alene ikke var nok til at vise at Gabriel selv syntes han var ganske vittig, så valgte han selvfølgelig at følge op med et klem om hendes lår. Melantha selv endte med at sidde ret så uimponeret med et forstenet ansigt, der ikke ændrede sig ved hendes kommentar "Nej tak, slev hvis han lavede. Kvoten for røvhuller er i forvejen så lille, at du har allerede opbrugt den.".

Tre ting, det betød to gange yderligere hvor hun skulle 'betjene ham' for at få alle sine ting tilbage. De ting af betydning vel og mærket, ringen ville han næppe give afkald på igen. Det var bedre end de tre gange det ellers ville have været, men det var stadig en lorte aftalte - for hende.
Tavsheden med hendes accept. Det var allerede lykkes at få ham til at give sig lidt, og hun ville ikke risikere at han ombestemte sig og strammede 'prisen' til en ting ad gangen.

Døren nåede kun lige at slutte tæt, før hun med alt kraft hun kunne samle gav et sidste forsøg på at bryde fri fra stolen, men til ingen nytte. Ikke overraskende gav hverken stifter eller manchetter sig det mindste.  I øjeblikket fandt hun det svært at beslutte sig for hvad hun var mest træt af, Gabriel eller at jernet hverken var træt eller gennem rustet.
Det var ikke et forsøg på at skjule hendes flugtforsøg, at kampen om friheden standsede samme sekund han vendte tilbage. Han var trods alt hverken mindre begavet, blind eller for døv til ikke ændringen af hendes vejrtrækning. Få skridt efter befandt ham sig bag ved.

Ubehag sprede sig fra hvor hænderne hvilede mod skulderne, fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Varmen fra hans mund tvang ufrivilligt skulderne til at trække sig op, som når et gys gik gennem kroppen.
"Sikke romantisk du er..." Svarede hun tørt med sarkasmen så tyk at skiver kunne skæres af den. Der var ikke en eneste af forslagene der var bare en lille bitte smule lokkende. De fleste ville nok fortrække en blød seng, men alene grunden at sengen var hans var nok til at Melantha under ingen omstændigheder ville indfinde sig i den, frivilligt. Alligevel måtte overvejede hun sine muligheder.
Sengen, den måtte have mindst en pude. Hun kunne bruge den til at kværke ham mens hun var øverst, hvis hun var heldig ville han være for distraheret til at kæmpe ordenligt imod før det var for sent. Bordet der imod, der lå forfalskningen og den kunne snildt bruges som substitut for puden. Hun kunne tvinge den ned i halsen på ham og lade ham kvæles i sin egen grådighed. Tanken alene var tæt på at bringe et ærligt og frydefuldt smil på hendes læber, men blev ikke til meget mere end en svag sitren i begge mundvige. Symbolikken var svær ikke at lade sig friste af, men hvad nyttede det hvis hun i sidste ende alligevel ville blive slået ihjel så snart hun satte fod på den anden side af døren?
Konklusionen blev ikke at svare ham. Det havde alligevel ingen betydning, når valget ikke var andet end en illusion på hun havde noget at skulle have sagt.

"Jamen dog, og han er tankelæser." Lød det med en tydelig falsk begejstring, da Gabriel sank ned foran hende for at løsne benene. Hun fulgte ham med blikket, kun afbrudt når hun var nødsaget til at blinke. Det var ikke fordi tanken ikke var faldet hende ind, at sparke ham, men selv hun var ikke så dum. Ville hun her fra med livet i behold, nyttede det ikke at sende en hæl mod hans ansigt. Tungen kørte over tænderne bag læberne, mens han fik spændt begge arme fri. Melantha blev ikke siddende længe. Få sekunder efter stod hun op og satte et velplaceret skub i brystet på ham for at få lagt afstand mellem dem.

[Gabriel Halvmåne]

De spydige kommentarer blev ved med at vælte ud af den lille ræv. Det morede Gabriel lidt mere end de fleste nok ville regne med. Det var altid rart at møde nogen, der lukkede lige så meget lort ud som ham selv, især i en presset situation. Lige nu kunne han grine lidt af dem. Ramte hun ham på det forkerte tidspunkt, ville hun få ondt, hver gang hun åbnede munden. Sådan var han så uforudsigelig, og han var godt selv klar over det. Det var en del af charmen.

Det tog ikke lang tid at få hendes ben løs, og trods hvad der var sagt, sørgede han for at få sit ansigt væk fra sparkehøjde. Han orkede ikke en brækket næse lige nu. Han lænede sig dog gladelig ind over hende, da han løsnede stifterne og fik hendes hænder fri, bare for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Alt sammen med et smil om læberne for at provokere hende.
Og det kunne hun åbenbart ikke lide, for det første hun gjorde var at rejse sig og skubbe ham væk. Det var ikke ligefrem noget, der kom som en overraskelse for Gabriel, og konsekvensen kom da også hårdt og kontant. Kraften bag skubbet fik ham til at tage et skridt bagud, men straks trådte ham frem igen, for at hamre en knyttet næve i maven af hende. Han holdt ikke igen, det var meningen, at det skulle gøre ondt. Og banke luften ud af hende.

Derefter greb han fat i hendes lange fletning og snurrede den en gang rundt om sin hånd – det var pænt af hende at have et reb hængende fra hovedet – så han havde ved næsten oppe ved nakken af hende. Uden at give hende muligheden for at få luft eller rette sig op, begyndte han at trække af sted med hende ved håret, hånden ikke holdt meget højere end i hoftehøjde. Så måtte hun følge med eller falde og blive trukket af sted hen over jorden, stadig i håret.
Uden et ord trak han hende igennem stuen og ned af den lille gang, hvor han drejede ind på det ene værelse. Det var ikke særligt stort, der stod en seng og et skab. Og en mindre dragkiste for enden af sengen, der var placeret i hjørnet af rummet. Mere havde han ikke brug for. Sengen var en af de bedre, og det var det vigtigste.

Inde i rummet trak han tøsen fremad og med en velplaceret fod skubbede han hende ned på knæ. Stadig med et fast greb i hendes fletning, trak han hendes hoved lidt til siden og lænede sig frem for at tale ved hendes øre.
”Vi kan gøre det på den lette eller den hårde måde. Tager du selv tøjet af eller skal jeg?” Hans frie hånd gled ned over hendes skulder og ned over hendes tøj, for at lægge sig om hendes bryst i et fast greb. Hendes nærvær var lokkende, og han endte med at sætte tænderne i hendes øre for at markere sin dominans. Det var ikke det eneste, han havde lyst til at sætte tænderne i, men det skulle nok komme.

[Melantha Altın]

Intet kunne have forberedt Melantha nok mod den knyttede hånd og kraften der lå bag. Selv hvis hun havde været bare lidt forudsigende og forberedt sig ved at spænde op i muskulaturen under det tynde maveskind, så ville hun stadig ikke have stået noget der lignede rankt.
Det føltes som om Gabriel havde slået hul på hende og det var der fra alt luft lækkede ud, da hun stønnende knækkede sammen på midten, med en arm slået omkring maven. Ny luft blev forsøgt at blive trukket ind, desværre uden større succes, da kroppen modarbejdede hjernen og standsede luftens indtrængen før den rigtig nåede lungerne.
Hikstende efter ilt, klemte øjnene sig sammen og holdt de tårer inde, der havde gjort dem blanke. Hun ville kunne mærke slaget den næste uge, mindst.

Stadig tom for luft, viklede han hånden ind i den sorte fletning og tvang hende med sig. Smertejag stak gennem hovedbunden, hver gang hun havde været ved at snuble. Det var mere held end forstand, at det lykkes hende at holde sig på benene hele vejen.
Hun ville have forsøgt at flå hele hans underarm op med neglende, for at få ham til at løsne sit greb, hvis ikke det havde været fordi hovedet stadig ikke helt var fulgt med efter at være blevet ør af det udeblivende iltindtag. I stedet havde den mere travlt med at forsøge at finde ud af op og ned, højre og venstre inden han trak hende ind i et mindre rum, kongens soveværelse; det sidste sted i verden hun ønskede at befinde sig lige nu.

Endnu et smertestøn lød, da knæene kom i møde med plankegulvet, men fik samtidigt gang i lungerne. For et øjeblik var Melantha overbevist om det kun var hånden om håret, der forhindrede hende i at ende på alle fire, og et sted bagerst i tankerne i alt smerten og hadet til ham sætte hun en underlig pris på hænderne aldrig kom i kontakt med det mørke træ.
”Jeg er i uden mærket fin stand til selv at klæde mig af.” Med kæben spændte hård, blev hans hånd forsøgt afvist med et demonstrativt ryk på skulderen. Velvidende at det ikke ville gøre den store forskel, men hun nægtede bare at rulle over for ham som en anden hund desperat for maveklap.
Hun ville aldrig blive ham fuldkommen underdanige, uanset hvor mange gange hun eksempelvis virkede til at indvillige i selv at tage sit tøj af, så ville hun finde en måde at udvise sin trods på. Nej hun agtede i stedet at lade ham vide nøjagtigt hvor meget hun foragtede ham og hele hans "tilbud".

[Gabriel Halvmåne]

Det hele gik nu meget glat, som han fik hende slæbt ind i soveværelset. Slaget imod hendes mave havde gjort hende nem at håndtere, og han huskede sig selv på at gøre det en anden gang, hvis det blev nødvendigt. For han var ikke i tvivl om at have hende i sit sold ville blive lidt af en krig – og hvis han skulle være ærlig, så glædede det ham. Han så frem til lidt modstand. De fleste af hans folk var ved at pisse i bukserne så snart han så på dem, og det var nok meget godt, men det var så kedeligt. Og modstand fra denne ræv? Det kunne kun blive sjovt.

Hendes afvisning kom ikke ligefrem som nogen overraskelse, men den afholdt ham ikke fra at rage lidt på hende. En lille smagsprøve på, hvad der gemte sig under tøjet. Det glædede han sig til at se.
”Men er det nu også det sjoveste?” Han hviskede det mod hendes øre, så hans læber snittede hendes hud. Hendes bryst fik et klem mere, inden han lod tungen glide over kanten af hendes øre.
Derefter rettede han sig brat op og flåede hende på benene, stadig med et godt greb i hendes fletning. Uden at lade hende få tid til at orientere sig, skubbede han hende op ad væggen lige ved siden af døren, hvor han brugte sin krop til at holde hende fast.

Hans frie hånd gled ned over hendes side og endte med at lande på hendes ene balle, som han også gav et klem.
”Jeg har aldrig helt forstået kvinder i bukser, men jeg må indrømme, at det har sine fordele. Man kan se, hvad man får.” Han æltede den en smule med hånden, mens han smilede nydende ved siden af hendes hoved. Snart begyndte han at skubbe hånden frem over hendes hofte med retning mod hendes skridt. Hans fingrene nåede lige at glide så langt, at man kunne tro, at han ville gå hele vejen, men i stedet slap han hendes hår og trak sig tilbage. Han trådte et par skridt bagud og slog let ud med armene, mens et stort selvtilfredst og provokerende smil var at se på hans ansigt.
”Jamen lad mig så se, hvad du har at tilbyde. Jeg kan sikkert ikke lokke dig til at gøre lidt ud af det, hm?” Han ville nu ellers ikke have noget i mod at betragte en kvinde sensuelt smide tøjet, men han regnede med, at det var for meget forlangt i dag.

Trods smilet og den afslappede attitude var han mere end klar på, at hun kunne dreje rundt og forsøge at angribe ham. Det var risikabelt at slippe hende, men hvis du skulle have en god omgang sengeleg, kunne han ikke blive ved med at holde fat i hende, så han måtte tage chancen. Selvfølgelig medmindre kun skulle bindes fast til sengen, men det ville ikke være det, han ville med hende. Måske en anden gang. Nej, i dag var det noget helt andet, han ville have fra hende.

[Melantha Altın]

Der herskede ingen tvivl om hvem af dem der hold den øvre hånd. Alligevel forsøgte hun gentagende gange at vippe vægtskålen til hendes fordel, kun for at blive mindet om at vægtlodderne lå i Gabriel’s hånd, og han ikke opgav dem så let.
Det værste var ikke de slag han havde mærket den brune hud med, det var berøringerne. Hver gang hun havde brudt fri, fandt hænderne vej tilbage som om de aldrig havde brudt kontakten, men mere insisterende end før. Befamlingen akkompagneret af bløde læber og en fugtig tungespids, som havde han været en kærkommen elsker og ikke hendes antagonist.
Til stor irritation for Melantha lod der til at være en kommunikations brist mellem krop og sind. Kroppen reagerede som om han var første nævnte, idet hånden endnu en gang lukkede sig omkring brystet. Selv med stoffet mellem dem, så vidste hun han ville mærke forskellen.
”Beklager men din ver-” Pludseligt revet på benene forvandt ordene fra hendes læber, hvorefter hun fandt sig selv kilet fast mellem ham og væggen med et luftigt støn.

Hænderne lagde sig mod væggen ud for hver skulder, men hun pressede ikke tilbage mod ham. ”Så kig med øjnene.” Snappede hun tilbage med en lav knurren i stammen. Stadig ikke villig til bare at give frit lejde vred hun i hoften, så den trykkede sig mod væggen i forsøget på at afskære for hånden.
I sidste ende fik en kongen altid hvad han ville have og med Gabriel var det ingen undtagelse. For et øjeblik lod han hende være i troen om, at han havde tænkt sig enerådigt at tage hvad der ved ret var hans, for nu. Hun havde trods alt indvilliget, modvilligt, i at give ham forløsning i bytte for sine ting. Lettelsen over at være fri af ham, om ikke andet bare for en stund var derfor stor.

Hun vendte sig uden at gøre et udfald mod ham. ”Nej.” Afvisningen faldt promote. Tøjet ville komme af, men som hun ønskede det.
Stående med ryggen mod væggen, flyttede de mørke øjne sig til sengen bagved ham, inden hun så tilbage på ham og skubbede sig fri fra fladen bag sig.
Det var med vante fingre at hun begyndte at åbne de mange spænder og snører, der holdt de forskellige lag, støvler og tomme læderremme på plads. Alt mens hun gjorde en dyd ud af at holde bevægelserne fra at have bare antydningen af noget sensuelt. Undertrykte fristelsen for at sende den ene støvle i hans retning, da hun stod med den i hånden.

Støvlerne og remme røg først, dernæst bukserne og de inderste benklæder, så den lidt for store skjorte stadig forhindrede ham i at få frit udsyn. Det var ikke blufærdighed, der fik hende til at vende den slangetatoverede ryg til ham, da det sidste stof blev trukket over hovedet og smidt på gulvet til resten, hun trak tiden. Ønskede ikke at mærke hans blik over sig, så længe det uundgåelige kunne strækkes.
Hun havde gjort som fået besked på og da hun drejede sig var det også med en arm holdt foran sig. En mørkere farve var så småt ved at komme til syne hvor slaget havde ramt maven.
”Du kan selv klæde dig af.”.

[Gabriel Halvmåne]

Med nysgerrige øjne fulgte Gabriel kvindens hænder, som hun begyndte at pille sit eget tøj af, stykke for stykke. Til hans lette ærgrelse, gjorde hun ikke noget ud af det, men derfor betød det ikke, at han ikke kunne lide synet alligevel. Hvert eneste lille stykke hud, der skidt for skidt blev blottet blev kærtegnet med hans blik, og da hun smed benklæderne, var hans smil nærmest sultent. At hun forsøgte at skjule både det ene og det andet under den lange skjorte havde en helt andet indvirkning på ham, end hun sikkert havde håbet. Hans øjne gled over den nederste kant i søgen efter mere, og han kunne mærke en varme sprede sig i kroppen med udspring i underlivet. Han var næsten lige ved at stoppe hende dér, så han selv kunne lege med, men han lod hende alligevel fortsætte.

Endeligt var hun nøgen foran ham, selvom hun forsøgte at dække for sig med en arm. Aww, var hun genert? Tanken fik ham til at blotte tænderne i et større smil.
”Du forstår virkeligt ikke begrebet ’sjov’, gør du vel?”
Nu havde han hende nøgen. Hvad så? Han havde ikke lagt nogen plan, men hendes bare hud var lokkende, så han trådte frem til hende. Helt ind til hende. Rakte ud og lod overraskende blidt fingerspidserne glide op over hendes mave og det mærke, den samme hånd havde efterladt tidligere. Den anden hånd lukkede sig også overraskende lidt hårdt om hendes underarm for at trække den væk fra hendes krop. Selvom han havde lyst til at lade blikket vandre ned over hende, betragtede han i stedet hendes øjne for en stund, som fingrene på maven fortsatte op og stadig blidt strøg over hendes bryst og brystvorte.

”Fortæl mig lille ræv, er du lige så vild i sengen som udenfor?” Ordene var dæmpede, som delte de hemmeligheder. Havde været faktiske elskende og ikke, ja, hvad end de var, så havde man måske kunne fornemme noget sensuelt over situationen.
Den fornemmelse fik dog ikke lov til at leve mere end et kort øjeblik, som han lidt brat skubbede hende tilbage op ad muren.
” Det håber jeg,” sagde han med et stort grin på ansigtet, inden hans hånd lukkede sig ublidt om hendes bryst og han løftede hendes arm op over hovedet på hende og holdt den fast mod muren. Han lænede sit hoved den modsatte vej og førte det ned til hendes skulder, hvor han bed hende. Hårdt nok til at efterlade et mærke, men ikke så det blødte. Det blev efterfuldt af et noget blidere kys mod hendes hals, havde hun ikke forsøgt at slippe væk. Hans tommelfinger gned over hendes brystvorte for at se, om det var nogen, den kunne lide. Som han havde kunne mærke den reagere tidligere igennem hendes tøj.

[Melantha Altın]

Det var, desværre ville nogen nok mene, ikke første gang at den unge Odriraraner havde måttet klæde sig af foran en mand, som hun dybest set allerhelst havde været foruden at stå nøgen overfor. Gennem årene havde Melantha lært at akklimatisere sig, men med Gabriel var det anderledes. Han formåede at kravle under huden som ingen andre havde gjort det før.
Måden hvor på de mørke øjne fulgte hendes mindste bevægelser som en kat fulgte en mus der puslede i skovbunden. Opmærksomt. Nysgerrigt. Sultent. Det fik maven til at trække sig sammen og truede med at vende sig. Ikke at den havde haft andet indhold at tømme sig for end den skarpe mavesyre.

”Åh, beklager skuffer jeg Hans Højhed?” Hun prøvede efter bedste evne at lyde monoton, men blev forstyrret af fingerspidsernes strøg. Maven trak sig ind med et lille, knapt hørbart gisp modsat smertestønnet der fulgte. Det ville blive et større helvede at skulle op og ned i sengen det næste stykke tid, hvis ikke hun var så heldig at knæet ikke ville være det eneste healeren ville tage under kyndige hænder. Hans healer, der kun ville blive tilkaldt, hvis hun føjede ham.

Spyt samlede sig i munden og fik hende til at ligne en der hvert øjeblik var klar til at sende det i hovedet på ham, da hånden søgte til det ene af de blottede bryster. Tanken strejfede lokkende bag det mørknede blik, der stirrede vredt tilbage på ham ”Jeg tror du har fået en psykologisk blokering.” Brystkassen hævede og sænkede sig i hastige, hårde stød.
Væggen var en hård og kold kontrast til hans fysiske varme. Gåsehud prikkede den mørke hud, og fik hende til instinktivt at presse skulderne tilbage og svajede ryggen fri fra kulden – eller hun prøvede, for kroppen blev bremset af hans og i stedet mærkede hun forsøgte gang rigtig, hvordan hendes striden imod havde påvirket ham.
Hun havde slidt med at få sin arm fri, da tænderne lukkede sig omkring huden ved skulderen. Uanset hvor meget Melantha ønsket sig at kroppen forblev uimodtagelig, havde det ingen større effekt. Stønnet var ikke længere rent af skarp smerte, som de tidligere havde været. Den sarte hud omkring brystvorten strammede sig, under hans finger.
Neglene på hendes fri hånd borede sig ind i skjortens stof på hans brystkasse ”Slip!” Kommanderede hun, med halv hjertet kraft lagt hendes forsøg på at skubbe ham fra sig.

[Gabriel Halvmåne]

At slaget mod den unge kvindes mave havde været brutalt, var efterhånden ikke svært at regne ud, som Gabriel havde kunne se den begyndende misfarvning, og selv deres lille interaktion fik hende til at ømme sig, noget han fornemmede hun ikke gjorde så hurtigt. Måske han havde været for hård? Pjat. Healeren kunne få lov til at rette op på det senere, det ville nok ikke være eneste mærke, hun ville forlade hans seng med.

Hendes fysiske nærvær gav ham lyster, og hendes nøgne hud blev beklageligt bremset af hans eget tøj, men det skulle nok komme. Én ting ad gangen, og lige nu tændte det ham bare at kunne mærke hendes krop mod sin. Han trykkede sin krop mod hendes for at forhindre hende i at få plads nok til at bruge det gode knæ mod ham, for han var ikke i tvivl om, at hun ville gøre det. Det kunne han godt lide, hun var krigerisk. Og hun duftede godt, konstaterede han, som de stod så tæt.

Gabriel var en mand, der arbejdede med smerte. Han kendte dens lyde og udtryk, og da han bed hende i skulderen, måtte han spærre øjnene en smule op i overraskelse. Det var ikke smerte. Kun smerte. Der var lagt noget mere i den enkle lyd.
Uden modstand lod han hende skubbe ham væk, og han trådte et halvt skridt tilbage og slap hendes arm, et stort grin på hans ansigt, som han brød ud i dæmpet latter.
”Jamen lille ræv dog, du kan jo lide det.” Hans blik gled over hende, inden han ændrede udtryk igen. Hun kunne lide det. Det måtte han undersøge nærmere.

Skridtet tilbage mod hendes krop blev taget, og han lukkede en hånd om hendes bryst, mens han igen trykkede hende ind imod muren. Brystvorten blev fanget mellem to fingre, mens han hviskede mod hendes øre.
”Bare rolig, jeg kan holde på en hemmelighed.” Og så nev han hårdt i hende, mens hans anden hånd gled op ad hendes krop og lagde sig om hendes hals. Han pressede sin krop, og især sit underliv ind imod hende, så hun var uhjælpeligt låst fast mellem ham og muren.
”Vi skal nok få en sjov nat.” Der var en tilfreds tone i hans stemme, mens han klemte om hendes hals, dog ikke nær så hårdt som tidligere. Det var mere en lovning på, hvad der ville komme, end pinsel lige nu. Hans tænder lukkede sig om hendes øre, og han bed igen. Hvor hårdt mon hun kunne lide det?

[Melantha Altın]

Overraskelsen var mærkbar, idet Gabriel uden modstand lod sig skubbe væk fra hende. Hun havde som minimum forventet en knytnæve i siden eller bare en eller anden fysisk irettesættelse. Han havde givetvis ikke trådt langt nok tilbage til at hun problemfrit havde kunne tage flugten mod døren og gribe sit tøj på vejen. I stedet blev hun mødt af et smil større end noget andet hun havde set hos ham og straks efter fulgte latteren. Han morerede sig, på hendes bekostning.
Vrede klemte sig sammen om benægtelsen og forhindrede den i forlade struben som andet end en advarende knurren. En villig krop betød ikke et villigt sind. Noget han tilsyneladende havde svært ved at skelne mellem.

”Du er syg.” Snappede hun. Denne gang var raseriet ikke kun rettet mod kongen. Den var indadvendt, grundet den manglende kropskontrol. Med musklerne spændte, gjorde hun antræk til at fare frem mod ham. Få centimeter, mere blev det ikke til før hun endnu en gang stod fastklemt, mellem ham og den køligere mur med et ”Hmpf!”.

Med det samme prøvede hun med alt kræft hun kunne mestre at vride sig fri før hun måtte opgive flugten, da han nev den følsomme brystvorte og fik kroppen til at glippe, så baghovedet trykkede sig tilbage mod væggen, nok til hagen skød sig en anelse op af smerte påvirkningen.
Skulderen trak sig op mod øret. Den ene hånd lukkede sig omkring håndleddet til den om halsen, så neglende sank i huden. Men den blev ikke forsøgt revet væk, nøjagtigt som presset fra skulderen mod hans kæbeparti ikke var nært så insisterende, som det kunne have været. Følelserne og signalerne flød endnu en gang sammen og manifæsterede sig i hendes lyde.
Den frie hånd slog mod hans øvre brystkasse. Et slag der ikke var så helhjertet, som hun havde ønsket sig det. ”Flyt. Dig.” Krævede hun, med mere kraft i stemmen end der havde været i slaget. Det var stadig kraftfuldt nok til det kunne mærkes, men ikke så det ville farve huden under andre farver end hidsig rød, for en periode.

[Gabriel Halvmåne]

Igen skuffede hendes krop ham ikke, som hun stadig udviste tegn på at kunne lide, det han gjorde ved hende. Hvor lidt hun så end ville. Det kunne ikke andet end at more ham, hendes modstand mod sig selv, og kroppens villighed.
Trods hendes forsøg på at få ham til at lade være, grebet om hans håndled og skulderens skub mod hans kæbe, var der ikke hverken insisteren eller kræft nok bag til, at han faktisk var tvunget til det. Nej, det var først, da hendes hånd slog hårdt ind i hans brystkasse, at hans tænder forlod hendes øre, så han kunne trække hovedet til sig. Kroppen blev, hvor den var, han havde ikke tænkt sig at gøre som hun beordrede. Det var ham, der bestemte.

Hånden, der havde haft fat i hendes bryst, blev løftet og åbnet, så en flad hånd kunne rettes mod hendes ansigt i en hård lussing. Hun skulle ikke slå.
Så snart slaget var faldet, trådte han et halvt stridt tilbage og greb fat i hende for at vende hende rundt med fronten mod den kolde mur, inden han igen brugte sin krop til at holde fast. En underarm blev presset mod toppen af hendes ryg for at holde hende presset mod muren, mens den anden hånd straks gled ned over hendes side og pæne runde røv.
”Du kan kommandere alt det du vil, men du er i mit kongerige, her bestemmer jeg.” Han talte en smule dæmpet ved hendes øre, stadig et smil på hans ansigt. Slaget, hun havde givet ham, var intet i forhold til så meget andet, og trods straffen, var han ikke vred. Sådan var legen.

Hans hånd gled over hendes hofte og om til hendes mave. Med blide fingre kærtegnede han det nederste af hendes mave, inden de gled længere ned, tvang sig vej ind i mellem hendes ben.
Selvom de fleste nok mente, at han var en mand, der tog, hvad han ville, uden at gøre noget ud af det, havde han en vis stolthed i at kunne få en kvinde til at smelte, villigt eller ej. Lidt syg var han nok. Men han vidste nøjagtigt, hvad han lavede, som han fandt frem til det magiske sted, der lå og ventede i en kvindes skød, og kærtegnene begyndte.
”Du behøves ikke at lade som om, Esmée, jeg ved godt, at du kan lide det.” Han lagde med vilje lidt tryk på navnet, han tvivlede på, var hendes.
For at det ikke skulle blive for sukkersødt, bed han hende hårdt i skulderen igen, efterladende tandmærker i den gyldne hud.

[Melantha Altın]

Ville han falde hende falde, hvis hun lod benene give efter under sig? Den ru væg ville meget vel være som sandpapir og rive det yderste hudlag op, men tanken var alligevel fristende.
Melantha havde lige akkurat nået at registrere en bevægelsen i det perifere synsfelt, da armen hævede sig og hånden tog kurs mod hendes kind. Den irettesættende lussing var kraftfuldt nok til at tvinge hovedet til siden og efterlade røde aftegninger af fingrene. Kinden brændte efter slaget, trods hun havde nået at løsne spændingerne i hals og nakke.

Endnu en gang befandt hun sig med kongen i ryggen ude af stand til at se hans ansigtsudtryk, men smilet kunne stadig høres på stemmen. De forskellige slag og den tilbagevendende befamling krøb ikke under huden på hende på den samme måde som smilene gjorde. Han nødt hver lille sekund af hendes indre som ydre kamp. Hun hadet det, men endnu mere hadet hun det faktum at hadet ikke stod alene.
”En god konge lytter til sine undersåtter.” Bed hun tilbage. Ordne gav efterlod en grim smag i munden. De sidste personer Melantha havde været bundet til var den familie, der ikke længere var og hun havde ved sin afrejse til Falanie forsvoret aldrig at binde sig igen.

Ved at presse sig tilbage mod Gabriel med hænderne sat i muren, forsøgte hun at skabe nok luft til den til at komme fri eller vende rundt for at skubbe ham af sig, inden hånden smøgede sig hele vejen omkring hoften gjorde det ikke let for hånden at komme til. Hun gjorde det ikke nemt for ham at komme til, knæ og lår klemte sig afværgende sammen og lykkes også at holde stand - for en stund.
Albuerne gav efter og bøjede sig, da han fandt vej ind til hendes skød og et fugtigt indre, så hun måtte stå med panden mod muren – bogstaveligt talt.
Ikke forberedt på kombinationen på erfarende fingre og markeringen på skulderen havde bidet nært sendt hende i knæ med et gisp. Smerten ved ikke ubærlig.
”N-nej.” Fik hun formået at få ud mellem sammenbidte tænder. Hun ville ingen gang have troet sin egen løgn, havde hun stået i hans sted. Vejret blev bevidst holdt til hjernen skreg efter ny ilt og gav fripassage til de undertryggede lyde af sanselig nydelse

[Gabriel Halvmåne]

”Åh, jeg lytter alt det, jeg kan,” hviskede han til hende, som hun forsøgte at brokke sig over, hvad der foregik. Jo, han lyttede. Bare ikke til hendes ord, men hendes krop. Og den talte højt og tydeligt, selvom hun gjorde, hvad hun kunne, for at strikke i mod. Men hans fingre i hendes skød fremkaldte den reaktion, han var efter. Hun blev helt blød under hans greb, under hans bid og berøring, og han kunne mærke, hvordan det gjorde ham varm i underlivet. Utålmodigheden begyndte at trække sig på, men for et øjeblik fortsatte han kærtegnene af hendes følsomme punkt, og han flyttede hovedet for at bide hende i halsen i stedet for. Hendes lille nej blev ignoreret af bedste evne, en mere gennemskuelig løgn havde han ikke fået længe.

Endeligt gad han dog ikke stå der mere. Han flyttede sin hånd, men i stedet for at trække den til sig, lagde hans arm sig om hendes liv. Armen, der lå mod hendes ryg, gled i stedet rundt om hendes hals, som han låste fast i albueleddet. Og så løftede han hende uden videre fra gulvet og slæbte hende over til sengen.
Ublidt kastede han hende ned på den. Hun ville få et splitsekund til at finde rundt i op og ned, inden han havde trukket sin kniv og sat den for halsen af hende med at stort smil.
”Opfør dig pænt, lille ræv, eller vi skal til at finde ud af, hvor din grænse går.”

Med den anden hånd guidede han hende om at ligge på ryggen, inden han gled ind for at sidde på skrævs over hendes hofter, uden at flytte kniven. Hans frie hånd gled ned over hendes ene bryst og maven, inden han trak knivspidsen samme vej i den anden side, dog så forsigtigt, at der ikke gik hul på huden. Den stoppede lige over hendes hofte, hvor han lagde pres nok på til, at en enkelt blodsdråbe dukkede op. En advarsel om, at han uden kvaler ville stikke hende ned.
Da det ligesom var gjort klart, skubbede han sig en anelse tilbage, så han kunne bukke sig ned og lade tungen glide over hendes ene brystvorte. En kærlig behandling, der ikke varede ved, som han derefter straks bed i den i stedet.

[Melantha Altın]

En snert af lettelse nåede at sætte sig indfinde sig idet hånden trak sig. Små naivt havde hun håbet at Gabriel ville stille sig tilfreds med sin opdagelse og hendes ydmygelse, men med virkelighedsfornemmelsen stadig intakt vidste Melantha godt selv det var ren ønsketænkning. Bekræftelsen kom som hun blev frarøvet jordforbindelsen havde hun ikke andet valg end at blive båret til sengen.

Det stjernede for øjnene da hun ramte sengen og blodet igen kunne flyde frit til hjernen. Landingen på sin ene arm var hårdt nok til at små lidt af luften ud af hende og, før hun fik et ordentligt afsæt mod det bløde underlag var han bag hende. Bladet var koldt mod halsen og gjorde musklerne stive, men ikke af frygt. Kongens kniv var mindst ligeså velslebet som hendes egne. Alt der skulle til var en forkert bevægelse og hun ville bløde ud på sengen. En skæbne hun trods omstændighederne stadig ikke var villig til at møde.

Et hårdt nok slag i mod tindingen kunne være nok for at få ham af hende eller måske bare overrumple ham nok til at hun kunne få vristet kniven fra ham. Hænderne knyttede sig klar til at gøre tanke til handling da kniven punkterede huden, så en rubinrød perle kom til syne ”Røvhul!” Snappede hun bistert.
Modvilligt åbnede fingrene sig, kun for straks efter at gribe sammen om hver sin håndfuld af sengetæppet. Brystet skød sig frem og øjnene glemte sammen med en gisppen. Uden selv at registrere det havde en hånd sluppet stofklumpen og i stedet grebet Gabriel om skulderens runding, men uden at sætte pres imod for at få ham væk.

[Gabriel Halvmåne]

Hendes skældsord ramte ham ikke, hun kunne kalde ham, hvad hun ville, han havde magten. Selvfølgelig havde han magten, andet ville ikke kunne lade sig gøre. Han var kongen. Og kniven mod hendes side understregede det bare. Lysterne væltede igennem ham, og han havde snart ikke lyst til at lege med hende mere, men at komme lige til sagen.

Dog fik hendes så tydelige reaktion ham til at smile stort, og han satte tænderne i det runde kød, inden han flyttede hovedet og gentog behandlingen ved det andet bryst. Det var sjovt at få hende til at reagere sådan, og han havde i og for sig lyst til at blive ved, se om han kunne få nogle lyde ud af hende, men samtidigt føltes hans bukser efterhånden for små, og han følte sig indelukket.

Så da han var færdig med at sætte tænderne i hende, rettede han sig hurtigt op. Faktisk lænede han sig helt bagover for at banke kniven i sengerammen helt nede i fodenden, hvor hun ikke ville kunne nå den, så længe han holdt hendes overkrop i den anen ende af sengen. Det var bedre end i skeden i bæltet, han havde før oplevet, at den kunne forsvinde derfra.

Da det var gjort, hev han hurtigt skjorten over hovedet og smed den på gulvet. Det afslørede en overkrop, der bar præg af et hårdt liv, men også at han ikke var en mand, der sultede. Musklerne kunne ses under huden, men ingen knogler stak frem.
Så snart han havde hænderne fri igen, slog han hende. Hun skulle opføre sig ordentligt, og et slag i ansigtet var oftest nok til at give ham den tid, han havde brug for.
Med ublide bevægelser skubbede han rundt med hende, så han til sidst endte mellem hendes ben. Bukser var hurtige at åbne, så hans manddom kunne komme til sin fulde ret. Ikke at han gav hende tid til at beundre den, som han straks fandt frem til det rigtige sted og mindre blidt skubbede sig op i hende.

Et nydende grynt forlod ham, og hans hænder fangede hendes håndled for at afholde hende fra at kæmpe i mod med det første. Han pressede dem ned i underlaget, som han begyndte at bevæge hofterne i et jævnt, men lidt hårdt tempo. De brune øjne betragtede hendes ansigt, mens der var et på hans eget. Et smil, der osede af selvtilfredshed og morskab.