At få de lange fingre i klemme [s]

[Gabriel Halvmåne]

Til: Melantha Altın
Sted: Gabriels private residens bag Den Fede Kat
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Varierende mængde af regn igennem dagen

"Så han vil ikke betale det, han skylder?" Gabriel stod ved bordet i stuen og så ned i en bog, hvor krusedullerne ikke sagde ham så meget. Ud over tallene. Dem kendte han godt. Ved siden af ham stod en lidt ældre tynd mand med sort hår, der var trukket tilbage over issen. Pierre Lynhånd, bestyreren af Den Sorte Hund, Hoffets spillested på havnen. Hans håndskrift var frygtelig.
"Nej. Han lo mig op i ansigtet og hans vagt trak sværd. Normalt ville jeg lade vores vagter lære dem frygten for Hoffet at kende, men med hans status..." Den skarpe høgenæse krøllede sig en smule ved mindet. Gabriel brummede utilfreds.
"Nej, det er klart. Du gjorde det rigtige. Jeg skal nok tage mig af ham. Ved du om han skal med på rundrejsen?"
Pierre rystede på hovedet.
"Nej, Deres Højhed."
Gabriel kørte en hånd over sit skæg. Den forbandede rundrejse. Den lavede rod i sagerne.
"Det finder jeg ud af. Ham skal du ikke tænke på. Hvordan går det med det nye spil? Er folk interesseret?"

Midt i det sidste ord, bankede det på døren til stuen. Gabriel sukkede lidt irriteret, men rettede sig op.
"Det har bare af at være vigtigt," sagde han højt nok til at dem på den anden side ville kunne høre ham. Og for et øjeblik skete der ikke noget, han kunne lige se for sig at der stod nogen derude og overvejede, om det var vigtigt nok, men til sidst blev døren åbnet. To af hans større folk, en gammel fisker og en gammel vagt, der havde søgt de kriminelle leveveje, som deres job var blevet taget fra dem, kom ind med en person imellem dem. En kvinde, efter formen og tøjet. Hun havde en sæk over hovedet og hendes hænder og fødder var bundet. Hvad i alverden?

"Øh, Deres Højhed." Fiskeren fumlede lidt med ordene, men vagten, der var knapt så bange for ham, tog over.
"Det lykkedes os at fange kællingen, der har arbejdet på hoffets område. Det var ikke let, hun er smidig som en orm. Og hun stikker." Vagten kastede et blik ned mod sin arm. Først nu gik det op for Gabriel, at manden havde et blodigt stykke stof om armen. Og at fiskeren havde blod i ansigtet fra en rids hen over kinden. Måske det kunne forklare den ekstra grundige indpakning.
Han løftede et øjenbryn.
"Jamen dog. Interessant." Han havde glemt alt om Pierre og Den Sorte Hund, som han gik hen til vagterne og kvinden. "Lad os da få syn for sagen." Med en hurtig bevægelse trak han sækken væk fra hendes hoved. Et ganske kønt ansigt dukkede op. Hun havde tydeligvis fået et slag lige i ansigtet, som hendes næse havde blødt. Om den var brækket skulle han ikke kunne sige.

Et smil bredte sig om hans læber. Det var ikke varmt og det nåede ikke helt hans øjne.
"Ah, bedårende. Sæt hende på en stol, så hun ikke laver ballade." Med en gestus med en hånd, gjorde han tegn mod en af de tunge, stabile stole, der hørte til bordet, hvor Pierre stadig stod, upåvirket af, hvad der skete. Stolen havde jern ved både armlæn og stoleben, som den ene af to.
"Pierre, jeg tror vi bliver nødt til at udskyde resten til en anden gang. Måske jeg kommer forbi Hunden inden så længe."
Pierre bukkede let, greb sin bog og en jakke, inden han med hurtige skridt forlod Tyvekongens private gemakker.

De to store mænd gjorde som befalet, og snart var kvindens håndled og ankler sat fast med jernet og hun var godt placeret i stolen. Gjorde hun for meget modstand, fik hun en på siden af hovedet af den gamle vagt, der tydeligvis ikke var tilfreds med at være blevet stukket i. Bagefter lagde fiskeren en klirrende pose på bordet, en pose, der indeholdt alle hendes ejendele fra knive til pung og hvad hun ellers havde af løse genstande.

[Melantha Altın]

Med et selvtilfreds smil om læberne lå øjnene fastlåst på den massive guld ring, mens den blev vendt og drejet i fingrene. Den ældre købmand havde vist sig at gemme på en mindre guldmine, men Melantha havde ikke været grådig. Langt størstedelen af de smykker, der unægtelig havde måtte haft tilhørt en tidligere kone var blevet ladt tilbage i det smukt udskåret træskrin. Kun en enkel halskæde med dertilhørende armbånd, foruden signet ringen med indfatninger af blodrøde rubiner, var blevet taget. Ringen kunne næppe sælges som den var. Ædelstenene kunne fjernes og sælges for sig selv og guldet omsmeltes, men det var ikke prisen som den unge tyv kunne få for den der havde drevet hende til indbruddet. Mærket efter seglet var næsten forsvundet, og tilbage var kun antydningen af gult grøn farve i højre tinding, der heldigvis var blev skjult godt af den mørkere kulør.

Melantha vidste bedre end at tage forskud på sin triumfer, alligevel havde hun været dumdristig nok til at give efter for den voksede sejrsfølelse. Det var svært ikke at gøre andet, når flere ugers planlægning havde båret frugt. Det havde næsten været for nemt og det alene burde havde holdt Natskyggen oppe på dupperne.
Kollisionen med en mur af muskler tang alt luft ud af lungerne i et anstrængt "Hmph..." Hun havde ikke fået orienteret sig i det hun var drejet omkring hushjørnet. Inden hun kunne nå at lægge afstand til brød et og brød to eller beklage for sin egen klodsethed, selvom det uden tvivl var hos dem skylden lå (for hvem stod også lige rundt om et hjørne?) havde en hånd grebet om hendes ene overarm.
Tumult havde fulgt kort efter sammen med lugten af sødligt jern.  Den ene køter stak i et hyl, overbevist om han måtte være blevet blind indtil det gik op for ham det var kinden der var snittet. Hun havde været så tæt på at slippe væk, men det glatte våde underlag og et ringe afsæt formåede ikke at nok momentum til at hun kunne komme i højderne.
Alt blev sort.

En større klump af kalkuleret blod med en kossisent af gele, havde nært kvalt hende i det smerte støn hun havde genvundet bevidstheden. Om det var en hånd, albue eller jorden der havde været skyld i smagen af og følelsen af blodet fra næsen var uvist. Det eneste der var sikkert var at hun ikke længere var i nærheden af gadehjørnet hun var blevet taget på.

Vævningen af stofklædet var kun lige akkurat løst nok til at nok luft kunne trækkes ind, så hun ikke blev kvalt, men stadig tæt nok til at det meste lys blev holdt ude. Skygger kunne lige anes når de kom tæt nok på, men det var umuligt at danne sig et billede af omgivelserne.
Stolt over pointeringen af hun ikke havde været nem at gå til stirede mundvigende i antydningen af et smil, men det nåede aldrig at blive til meget mere. Mørket sluttede tættere omkring hende da, hvad havde de sagt, Deres Højhed? trådte nærmere. Instinktivt Melantha veg tilbage for den ukendte skygge, så meget det var muligt i hænderne på hendes kidnappere.
Lyset skar i øjnene i det klædet blev fjernet fra ansigtet. Der var sådan cirka ligeså meget behagligt ved den mørkhåret mands fremtoning, som det var rart at stille et åbent sår i et saltkar.  Med ild i blikket tvang Melantha øjnene til at forblive åbne og møde hans blik, men måtte endegyldigt overgive sig og lukke lyset ude i et blink, der gav hendes egne øjne mulighed for at omstille sig til de nye lysforhold.
"Må dit smil nå dine øre!" Snerrede hun advarende på odriaransk, gennem sammenbidte tænder.

Det havde været tåbeligt at tro hun ville have ladet sig lænke til stolen uden at sætte sig i modværge, også selvom oddsene ikke kunne være mere ulige. Et velplaceret spark blev sat vagtens skadet arm da han forsøgte egenhændigt at fiksere benene. Smerte gryntet fik den anden, fiskeren, til at læne sig frem for at holde bentøjet i ro. Med armene endnu bundet bag sig, lænede hun sig frem og lukkede tænderne om ørekanten på fiskeren, bed sammen til brusk gav efter. Øre stykke og bloddigt spyt landede i en klump på det hårde plankegulv. "Hun bed mig! Kællingen bed et stykke af mit øre?!" Ordne blev næsten råbt ud med en klang af panik under vreden.
Hvem der slog først nåde hun ikke at registrer, højst sandsynligt vagten, da fiskeren stadig havde mere travlt med at holde en hånd mod sit øre. Men da hun åbnede øjnene igen var det til en verden af sol, måne og stjerner tegnet sig for hendes blik, og smerte lyn der skød fra det mærket på kindbenet. Det ville nok antage en flot farve af purpurrød og blåviolet.

[Gabriel Halvmåne]

Kvindens mørke hud havde allerede fortalt Gabriel, at hun eller hendes forældre nok ikke var indfødte falanister. Han havde ikke helt styr på de forskellige sydlige lande, hvor en som hende kunne komme fra, og ordene hun snerrede efter ham, sagde ham ikke noget. Det blev spændende at se, om hun overhovedet kunne sproget. Det skulle de nok finde ud af, hun skulle ingen steder lige med det samme.

Tavst betragtede han cirkusset foran sig med den kæmpende kvinde og de to mænd, hvoraf kun vagten synedes at have styr på, hvad der foregik.
Gabriel rynkede på næsen, da der pludseligt blev skreget og blodet begyndte at dryppe på hans gulv. Egentligt var han ligeglad, ud over at den høje stemme var irriterende.
Det blev åbenbart nok for den anden mand, der uden nåde gav tøsen endnu et slag i ansigtet, hvilket efterlod hende slatten i stolen.

”Mit øre,” klynkede fiskeren og hev et lommetørklæde, der havde set bedre dage, op af en lomme og pressede det mod siden af hovedet.
”Det gør dig ikke grimmere end du er i forvejen,” sagde Gabriel lidt tørt. Den gamle vagt spændte kvinden ordentligt fast, som hun allerede var ved at komme til bevidsthed igen.
”I kan begge gå ud og se en healer, jeg tror ikke, at hun kommer til at volde mig nogen problemer, så længe hun sidder i den stol. Det er noget af en vildbasse, I har bragt mig.” Hans blik gled let nysgerrigt over kvindens ansigt. Vagten bukkede for ham og slæbte den stadig brokkende fisker med ud derfra.

Alene tilbage med kvinden i stolen, ændrede Gabriels udstråling sig lidt. Et smil var dukket op på hans ansigt og han var tydeligvis interesseret i hende. Udadtil. Hun havde ødelagt et par ting for ham, og hun skulle have sin straf. Han vidste bare ikke, hvad den skulle være, nej, han skulle lige lære hende at kende.
”Jeg ved ikke, om du har gættet, hvem jeg er. Men mit navn er Gabriel Halvmåne. Du befinder dig i min tronsal. Mit hjem.” Som han snakkede, greb han en anden stol og trak den frem, så han kunne sætte sig foran hende. Inden han satte sig, tog han posen med ting, der var blevet efterladt på bordet.
”Du har trådt mig og mit hof over tæerne, og det er nu det, du skal dømmes for.” Trods ordenes seriøsitet, var hans tonefald rimeligt let. Han satte sig til rette på stolen og lænede sig frem mod albuerne på knæene, stadig med en god armslængde imellem dem. Posen hang fra hans ene hånd og hans blik hvilede på hendes ansigt.
”Jeg antager, at du kan forstå mig. Hvad er dit navn, lille tyv?”

[Melantha Altın]

I løbet af de fem år Melantha havde rendt i hovedbyens gader og stræder tynde, havde hun efterhånden gjort sig nogle væsentlige erfaringer. En af disse var at folk sjældent forstod odriaransk og endnu færre snakkede det fremmede sprog, hvis de ikke var hverken opvokset eller havde andre forbindelser med Odriara.
Det havde derfor også været med fuldt overlæg da hun havde slået over på det ene af sine to modertunger. Fornærmelser og trusler var lettere skjult bag det oversødiske sprog, og kunne endda på en god dag ligefrem narre de mindre kloge til at tro ordene havde været rosende gloser - selv i situationer som disse. Til hendes store ærgrelse virkede den mindre af mændene hverken til at være uintelligent eller distræt. Selv hvis hun havde haft gjort en større dyd ud af at få sin trussel om at lægge et snit fra øre til øre på ham, så ville han næppe have været i tvivl om hvorvidt hun havde ytret edder eller fortalt ham om hendes ynglings blomst.

De voldsparate kidnappere parrede ordre, uden den mindste indsigelse fra fiskeren trods den tydelige utilfredshed over ikke at kunne tilbage betale det manglende øre. Med gloser der kun var en sømand værdig lod han sig lede af vagten og forlod rummet, men ikke uden at blive sendt på vej med et nedladende "Hund." Forsat på odriaransk. Særligt henvendt til den af mændene der havde slået den mest proper næve. 

Det var faktisk overraskende velkomment, da den korte stilhed der havde hængt i luften blev brudt. Kongens mørkere stemme blev et anker i mellem smerte bølgerne, der slog ind over hende følgende hjertets rytme. Den gav hende noget andet at holde fokus på, andet end hans skikkelse af alene, og blev en mulighed for nemmere at ignorere den bunkende smerte fra den forslået ansigt. Hun behøvede intet spejl for at vide, hvordan hun måtte tage sig ud, når de ellers fine træk var malet over af tørret blod omkring næsen, hævet kind og en anden mands blod til at farve de mørke læber og hage røde. Smagen af metal hang forsat som tyk tåge på tungen.

Pis og lort da også... Han var faktisk konge. Godt nok ikke blandt de højtbårne, men han var konge i skyggerne og Melantha som alle andre der bevægede sig i ly af mørket, havde ikke kunnet undgå at høre fortællinger om tyvenes konge. Hun var blevet advaret om at stjæle og bedrage på hans territorie, men hun havde levet højt på egne evner. Fem år havde passeret og hun havde faktisk glemt alt om den ukronede konge.
"Tak for invitationen, men jeg har faktisk andre ting for aften end at være til bal hos Hans Højhed. Så hvis du lige kunne...?" Spurgte hun denne gang på falanistisk, og gjorde et kast med hovedet imod den ene af de fikserede arme. Begge hænder var knyttet så hårdt sammen, at knoerne havde mistet deres farve, men det skarpe øjne ville bemærke den lille rystelse der var til stede. Det kløede i hænderne for at få fat i bare en hendes knive. Ikke en af dem i posen hængende fra hans hånd, men den der var skjult i læderspændet i hendes hår. Alt det krævede var en hånd fri.
"Binder du altid alle kvinder du vil kende navnet på?" Det var med en stoisk ro i sine bevægelser at hun lænede sig frem "Altså misforstå mig ikke, det kan da sin ting, men du kunne da i det mindste invitere på et glas vin og en bid mad først?" Med hovedet let skrånet og læberne krøllet i et charmende smil, kunne man næsten havde ladet sig snyde til at tror hun faktisk forsøgte at flirte med ham. Det ville hun måske også havde været forfalden til, hvis de mødtes under andre omstændigheder. Han var ganske nydelig for øjet, irriterende nydelig faktisk. Der var bare det ene problem, hun sad bundet og det gjorde han ikke.
Et øjenbryn skød sig provokerende længere op i den brune pande ved de følgende ord "Du kunne i det mindste også holde styr på dine køtere, men det er måske for meget at forlange af en konge?".

[Gabriel Halvmåne]

Et større smil bredte sig på Gabriels ansigt, som kvinden svarede ganske kækt på hans modersmål. Det var en sød accent hun havde, men det var ikke det, han smilede over. Nej, det var hendes svar. Hun virkede ikke til at være bange for ham, selvom en rap kæft kunne være et skjul for meget. Dette ville blive en sjov aften. En køn kvinde, der ville give ham lidt modstand. Lige hvad han kunne bruge, sådan en kedelig dag.
Normalt stod han ikke tilbage for at svare, men det virkede som om, at hun havde meget at skulle af med, så han lod hende snakke uforstyrret, med morskab i ansigt og blik.

Da hun endeligt virkede til at være færdig, lænede han sig tilbage og strøg en hånd igennem det bølgede brune hår og kløede sig så i skægget.
”Mine køtere har bragt mig dagens bytte, så jeg har ikke noget at brokke mig over,” svarede han straks og frisk, inden hans smil blev lidt mere lumsk. ”Og jeg ville have inviteret dig på noget stærkere end vin med et godt måltid mad, hvis du ikke havde været så svær at finde, men nu sidder du dér. Måske hvis du er en god pige, kan det være, at situationen ændrer sig.” Smilet voksede lidt, inden han sukkede. ”Det starter dog ikke godt ud. Måske jeg kan finde noget i posen, der kan fortælle mig, hvem du er.”

Han åbnede sækken og kastede et blik ned i den.
”Jamen dog,” sagde han en smule imponeret og med løftede øjenbryn, inden han stak hånden derned. ”Lad os se … av.” Det sidste kom i et lidt overrasket udbrud, og han hev hånden op. En bloddråbe var dukket op på siden af hans langefinger. Han betragtede den kort, inden han stak fingeren i munden.
”Du render rundt med spidse genstande, lille ræv.” Som var der intet sket, kastede han et nysgerrigt blik ned i posen, inden han, denne gang uden at stikke sig på noget, hev en kniv op. Og en mere. Og … til sidst havde han lagt en lille bunke på gulvet ved siden af stolen.
”Ved Triatos, du er glad for knive.” Han betragtede den sidste, en krum slags, der så ud til at kunne gøre en del skade. Han var fascineret. Det var ikke så ofte, at han stødte på kvinder, der gik så meget op i skarpt metal. Han elskede selv at skære, men han ejede nu kun én kniv. Det var mere end rigeligt for en mand som ham.
”Hvad har vi ellers? Hm. Åh. Den ser bekendt ud.” Han hev en ring op, han havde set før, på hånden af en af de adelige i byen. En han før havde haft en snak med. ”Jeg regner ikke med, at du har horet dig til den.” Der var et glimt i hans øjne, som han sendte hende et blik hen over ringen.

[Melantha Altın]

Som han sad der, tyvenes konge, virkede han ikke noget nært så intimiderende som rygterne malede ham til at være.
Beskrivelserne af slummens regent havde været talrige og livlige. Lige siden hun først havde sat fod i Levagny, havde hun hørt på skyggernes hvisken om en mand så grusom, at selv døden syntes milder. Hun var blevet advaret om en person, der yndede at tegnede halve måner i dem der var dumdristige nok til at krydse hans vej. Alt lige fra døde, kolde øjne der kunne fryse ens indre til is ved øjenkontakt, til at han både skulle mangle det ene øje og med arrede læber der havde frosset hans ansigt i en grimasse.
Der var ikke en eneste der ydede manden foran hende ret færdighed. Som smilet træk sig bedre ville det have været let at tro han var lige dele charmende og venlig. Skulle man gå i ekstremerne ville kunne man have påstået, at han var typen man gerne præsenterede sin familie for.

Usynlige tråde kunne lige så vel have forbundet dem til hinanden. Jo højre op kongens mundvige skubbede kinderne, desto strammere trak de mørke læber sig i utilfredsheden over den ene parts morskab. Hun havde forventet han ville have afbrudt hende før og farvet den modsatte kind en tilsvarende rød som den hævede af dem. I stedet var hun blevet mødt med en af de bedre reaktioner, om end den var langt mindre værdsat. En mand der var i stand til med ophøjet ro at sidde og smile, som havde hun ikke været andet end en hofnar kaldt ind til hans fornøjelse, var en person der skulle trædes varsomt omkring. Desværre var det bare ikke en egenskab hun gjorde  sig mest i at efterleve. Det gik bare ikke særlig godt i spænd med en konfliktsøgende personlighed og en øretæveindbydende mund.
Respekt blev vundet og ikke givet for en simpel titel, - heller ikke selvom han virkede til at sidde med de vindende kort på hånden.

Kinderne blev skubbet nærmere de mørke øjne, i et sukkersødt smil der på inden måde fik lov til at nå længere end til kinderne, da hun indskød: "Eller du kunne være en god dreng og spænde mig fri, så vil jeg måske overveje at være en god pige som tak." Som havde der overhovedet været antydningen af en mulighed for en tovejs forhandling i hans svar. Kun en idiot ville overveje at lade hende gå fri med forurettelse som optænding for vreden der kogte i hendes indre. Hun var blevet taget, slået og bundet mod sin vilje, men værst af alt så var hun blevet frataget sine knive og for det ville nogen skulle bøde: Gabriel Halvmåne udgjorde en ganske god kandidat til at betale prisen.

Sukket var sjæledræbende tungt da Melantha himlede med øjne over ham ."Du bør virkelig overveje at få tjekket dine øre." Kom det mumlende. Det var jo lige netop hvad den ene af hans hunde havde sagt, og her sad han som et andet fæ og stak hånden direkte ned til en større samling af knive, aftens tyvegods og en hejse mekanisme uden større omtanke. Øjnene rullede tilbage fra deres himmelfart, opmærksomheden tilfaldt en lille røde perle, kun for at blive revet tilbage til deres udgangspunkt, det ovale ansigt, da fingeren blev stukket i munden.
"Njah, jeg tror dine hunde har fået forlagt min pose og forvekslet den med en andens, ser du nåle er meget mere min ting." Løj hun skamløst. Hun burde vide bedre end at forsætte den sarkastiske tone, lige som at hun burde vide bedre end at tro hun kunne løbe fra selveste kongen. Et skifte senge i de brune øjne, under alt trodsen sneg sig en undertone af oprigtig nysgerrig efter hvad han mente posens indhold fortalte. Hun regisrede ingen gang hvordan hovedet skrånede sig. Tanken nåde knapt at slå rødder før at hun til sin egen fortrydelse rynkede på den endnu ømme næse ved spørgsmålet. Hun rettede sig ordenligt op i stolen. Med let sammenklemte øjne svarede hun ham: "Og hvad så hvis jeg havde? Det ville bare betyde den var tjent ærligt og redeligt.". Hvis han bare vidste hvor tæt på sandheden han havde danset. ”Du mener måske du er i en position til at dømme, Fyrstemand? Fordi du har sikkert ikke en ny skøge hver nat, til at holde sengen varm?” Et øjenbryn hævede sig understregende.

[Gabriel Halvmåne]

For hvert spidst svar, den unge kvinde serverede Gabriel, jo tættere bevægede hun sig på kanten mellem en smilende Tyvekonge og en mand, der ville lade hende fortryde hvert et ord. Nok virkede han jovial og smilende udadtil – enhver svigermors drøm med de brune øjne, det morende smil og en sølvbelagt tunge – men indvendigt var han mørkere og mere beskidt end et efterladt kælderrum fyldt med råd og rotter. Der var en grund til, at han tilbad kaosguden, når han huskede at guder var en ting, han elskede at skabe kaos omkring sig, om det så skulle gøres med vold og blod.

Som hun svarede ham og gravede sin egen grav dybere, dukkede der en skikkelse mere op i rummet, ikke mange skridt bag hende. Ikke at hun nogensinde ville være klar over, at han var der, for han var kun for Gabriels bevidsthed. Romain, Gabriels storebror, der døde for så mange år siden, og nu levede i hans hoved, lænede hoften mod bordets kant med armene over kors. Det mørke ansigt var som altid usmilende, som hans blik hvilede på Gabriel i et forsøg på at gennembore ham.
Som altid skete der lidt en forandring med Gabriel, når hans bror dukkede op. Lidt af glimtet i hans øjne forsvandt og smilet syntes ikke at skinne helt så meget.

”Vil du virkeligt lade en horetøs som hende tale sådan til dig?” Storebrorens dybe, mørke stemme lød i Gabriels hoved. ”Er min lillebror virkeligt sådan en slapsvans?”
Det trak næsten umærkeligt omkring Gabriels næse, men han svarede ikke. Romain var ikke altid en positiv ting i Gabriels liv.

I stedet koncentrerede Gabriel sig om ringen og horetøsen.
”Din tunge begynder at føre dig i problemer, lille ræv,” nævnte han henkastet, inden han drejede lidt på ringen, så den skinnede i lyset. Han tvivlede meget stærkt på, at hun havde erhvervet ringen ved at knalde med ejeren. Gabriel vidste, at ejeren var meget glad for sin ring, men hvilken adelig var ikke det, når det kom til deres signetring?
”Lige meget, hvordan du har fået fingrene i den, siger jeg mange tak. Den kan jeg godt bruge.” Ringen forsvandt ned i lomme, inden han kastede et blik mere ned i posen. Smykker. Et eller andet, han ikke vidste, hvad var. Nysgerrigheden var på tilbagetur efter Romains ankomst, så Gabriel smed den til siden, inden han rettede de brune øjne mod pigen i stolen. Der var ikke meget smil tilbage i hans øjne.
”Men hvad kom vi fra? Ah ja, dit navn. Jeg stillede dig et spørgsmål, og jeg venter stadig på svar.” Han lænede sig ned og samlede den krumme kniv op igen. Han var interesseret i, hvor god den var.

[Melantha Altın]

Selv en blind mand ville ikke have kunnet undgå at se, hvordan kongens øjne døde. Glimtet forsvandt i et blink da han ikke længere syntes at være underholdt. Varmen der havde gjort det svært at se gennem skrækhistorierne blev erstattet af en kulde, der bedst kunne sammenlignes med når vinteren trak ind over landet og klædte træerne for deres grønne løv. Havde det været fysisk muligt at ændre tronesalens temperatur, ville den unægtelig være dalet til nær frysepunktet. Den pludselige ændring i hans fremtoning gik da heller ikke ubemærket hen hos tyven. 
En tynd streg tegnede sig tværs over hendes pande mens vigtige mentale noter blev taget, den slags der i sidste ende kunne betyde forskellen på liv og død. Fodnoter blev tilføjet, hvor huller måtte efterlades og gisninger tages hvilket af hendes ord der havde været årsagen til skiftet, ikke en af dem kom i nærheden sandheden.

"Hva-" Kom det åndsfraværende ud, trukket ned i sit eget tankespind, havde hun kun lyttet efter med et halv øre før han rev hende tilbage til stolen. "Hvad mene du me-. Nej... Nej! Du har ingen ret til at tage hvad der er mit." Bjæffede hun med arrige hårde træk og vrid for at få armene fri. Hvorfor kunne han ikke også bare bruge reb som en hver anden kraftidiot?! Metalet gav sig ikke, selv da hun med stor ihærdighed forsøgte at tvinge tommelfingeren unaturligt langt ind under håndfladen, forblev hun fastlåst til solen.
I kampen om friheden havde ansigtet drejet sig mod den af hænderne, som havde været tættest på at komme fri. Uden at løfte blikket hvæsede hun bittert "Du er vel nok rigtig stor sådan at stjæ-" Hvorefter hun brød sig selv af. Lys kastet af metal havde fangede hendes opmærksomhed fra perferien og fået hovedet til at dreje sig imod glimtet. Med læber adskilte, klar til at sende nye ord syle afsted, landede øjnene på kniven i hænderne på kongen, hendes kniv. Ikke en lyd slap fri fra struben, der havde snævert sig sammen om ordene. Munden lukkede i stedet tæt sammen som en blåmusling over vand. Hun var måske mere grænsesøgende end hvad godt var, men Melantha var ingen idiot og selvom hun ikke frygtede et møde med Mortem, så ville hun hellere gå her fra i frit fald end at bløde ud frihedsberøvet.
"Okay, - okay!" Hænderne åbnede sig, vippede så meget bagover det var muligt, i en afværgende gestus "Natskygge, tilfreds?" Lød svaret, fuldbevidst om at det næppe var dét navn han søgte.

[Gabriel Halvmåne]

Hendes protester over, at Gabriel besluttede sig for at beholde ringen, var interessante, men ikke det, han fokusere på lige nu. Én ting ad gangen. Senere skulle han nok finde ud af, hvorfor hun var så besidderisk overfor en adelig mands signetring. Nej, lige nu holdt han sig til sit første spørgsmål – hvad var hendes navn? De skulle starte et sted, og et navn var altid godt.

Gabriels smil voksede, som hun løftede blikket og fik øje på kniven. Hendes egen kniv, så hun vidste sikkert udmærket, hvad det kunne gøre af skade. Hendes stikkende ord blev i munden på hende, og for et øjeblik virkede det til, at fornuften kom til hende. At holde sin mund var uden tvivl det eneste rigtige at gøre lige nu, for Gabriels fingre kriblede lidt efter at hive blod og skrig ud af hende. Men han havde stadig kontrol over sine lyster, selvom Romain stod der og nedstirrede ham med sit hånende blik.

Natskygge. Gabriel lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende, mens han kort overvejede, om det var godt nok. Det var sikkert det, hun var kendt som, hvis man skulle bruge hende, så det var fint at vide, men hvis han skulle være ærlig, så ville han hellere have hendes rigtige navn. Et navn betød noget. Et navn kunne bruges i mod en. I denne verden fortalte det noget om, hvem man var.
Han så tænksom ud, som overvejede han hendes ”tilfreds”, inden han svarede.
”Hmm, nej.” Der var kommet lidt liv i hans blik igen, men på en anden måde end tidligere. Ikke et behageligt liv, for hende. Smilet var heller ikke så charmerende som før, nu var der et svagt glimt af rovdyr over hans udtryk.

Han lænede sig frem, med kniven rettet mod hende. Hvad skulle han gøre?
”Det vil næsten være synd at skamfere det kønne ansigt, jeg gætter på, at du skal bruge det for at overleve.” Nah, han ville lade hendes ansigt være. For nu. I stedet gjorde han noget andet. Med en hurtig bevægelse greb han fat om hendes ene knæ og i en hård bevægelse satte han den krumme spids mod siden af hendes knæ. Hårdt trak han på, så kniven ganske let snittede sig igennem hendes bukser og lavede en pæn flænge i hendes hud fra der hvor knæet var bukket sammen og op ad siden. Blodet kom med det samme, tydeligt igennem hullet i bukserne.
”Fortæl mig dit rigtige navn, lille ræv, eller du bliver mere rød.” Han så på hende med et afvendte blik, der havde fået lidt af charmen tilbage. Som havde han givet hende en blomst i stedet for et blødende sår.

[Melantha Altın]

Intet syntes at skulle være nemt med tyvenes konge. Hun havde fulgt hans ordre og givet ham et navn som ønsket, hun havde endda været føjelig nok til ikke at stikke ham en løgn. For et øjeblik virkede det også som om han havde i sinde at godtage det, kun for at skifte mening i sidste sekund. Hvad ved Triatos navn var hans problem? Hvorfor var det forbandede navn så vigtig for ham, det var jo ikke dét der vejede hendes gæld af.

En svag trækning fik den tynde hud omkring øjnene til at krølle, det det tænderne sank ned i tunge spidsen, så et nyt skud af sødmefulgt jern ramte smagsløgne i en metallisk eksplosion. Lysten til at skælde ham hæder og ære fra, blev undertrykt med sammenbidte tænder der fik musklerne i kæben til at plirre under den brune hud. Melantha var på ingen måde ubegavet, om end hun kunne have svært ved ikke at lade sin mund løbe af med sig. Det havde ikke været første gang at den havde kostet hende et rap over fingrene, det var trods alt forventeligt når man valgte at prikke til sovende bjørne med spidse genstande. Denne gang var det langt mere tvivlsomt at det ikke ville ende med at koste hende hånden, hvis ikke hun trak på selv de tyndeste tråde af selvkontrol.

Ikke kendt for at rende med noget der bare havde antydning af en sløv klinke, trak knivspidsen gennem buksestof og huden under som havde det været blødt smør. Snittet var rent og ville heale pænt pænt op, havde det siddet næsten alle andre steder end knæet. Trods for knivens skarphed og hans kyndige hånd, der med et imponeret kontrollet tryk sørgede for at såret ikke gik for dybt, så gjorde det stadig i allerhøjeste grad ondt.
"Arg-hmph," Smerte udbruddet blev kvalt næsten inden han fik glæden af det. Det var ikke til tilfredsstillelse hun var villig til at give ham. "din..." Luft blev suget ind mellem tænderne. Øjnene lukkede sig i forsøget på at få samling på hende selv. Det var længe siden sidst at hun havde siddet med hårdt bankede hjerte, som en panikken fugl der prøvede at undslippe sit fængsel af ribben. Desværre var det bare af de forkerte årsager at pulsen havde taget et nøk op.
Øjnene åbnede sig på ny. Havde blikke kunne få en fuldvoksen mand til at falde død om, havde Gabriel draget sit sidste åndedrag. "Esmée!" Snerrede hun endeligt som svar. Det måtte være gudernes dårlige humor der for anden gang inden for et år, tvang hende til at tilsværte sin afdøde tvillingsøsters navn. En hævn for hendes endnu manglende bøn om syndsforladelse.

[Gabriel Halvmåne]

Som kniven gjorde sit, kunne Gabriel konkludere, at kvinden i stolen var noget sejere end de fleste tøsebørn, han havde mellem hænderne. Selvom smerten var tydelig i hendes udtryk, kom der ikke noget skrig fra hende, ja det der kom, var pænt kvalt allerede på vej ud. Det var ikke svært at se på ham, at det morede ham, som han sad der og betragtede hende slås mod smerten og sig selv. Hende skulle han nok få noget sjov ud af. Han håbede næsten, at hun ville vise sig mere stædig, men det var nok mest Romain, der tavst talte fra sin plads bag hende. Han så i hvert fald en smule mere tilfreds ud, som blodet farvede kvindens bukseben mørkt.

Et af Gabriels øjenbryn skød en anelse i vejret, som det lød til, at hun ville svine ham til, men i stedet lukkede øjnene og blev tavs. Hendes blik, da hun endeligt så på ham igen, fik ham til at smile noget mere, åh, hvor var hun da kær. Sådan at ønske ham død.
”Esmée,” gentog ham, som var det et navn på en kær hund, han lige havde fået fortalt. Hans smil voksede nok til at vise hans tænder, inden han klappede hende på det endnu uskadte knæ.
”Se, det var ikke så svært, vel, lille Esmée Natskygge.” Han løftede kniven op og betragtede den lidt. Den var god. Kunne uden tvivl skære en mands mave op uden besvær.

”Nå, måske vi skulle snakke lidt om, hvorfor du er her.” Han lænede sig frem og hvilede albuerne på sine knæ uden at slippe kniven. De brune øjne vendte tilbage til hendes ansigt.
”Jeg har fået klager fra folk og fæ om, at der er en tøs, der render rundt og stikker fingrene i ting, hun ikke burde, på mit område. Ser du, folk betaler mig for, at jeg ikke render rundt og stjæler deres ting eller udøver vold de forkerte steder. Og så går det ikke, at andre gør det i stedet, så bliver mine bekendtskaber ganske utilfredse. Og det er skidt for forretningen.” Han kneb øjnene en smule sammen, som overvejede han, hvad han skulle sige eller gøre. ”Så det er op til dig at overbevise mig om, hvorfor jeg ikke skal fortsætte med at bruge kniven og smide dig i havnen som fiskeføde.” Smilet, der stadig sad om hans læber, var igen charmerende, som havde han spurgt hende, hvad hendes yndlingsfarve var. Øjnene glimtede, men ikke så meget legesygt som advarende. Lystent. Ikke efter hendes krop i sengen, men efter hendes smerteskrig.

[Melantha Altın]

Buksernes mørkebrune stof sugede blodet til sig i en voksende sort plamage, der forhindrede blodet i at følge tyngdekraften ned ad hendes ben. Den klistrede væske fik luften til at føltes kold, selvom den opbrudte hud nærmest kogte under ildtungerne af smerte der skød fra knæet. Fingerneglende skrabede imod armlænenes runding, men ikke nært så meget grundet smerterne som det var grundet hvordan han gentog søsterens navn. Han kunne lige så godt have dyppet gift i hendes øre gange. Melantha fortrød instinktivt sit valg, men der var ingen vej uden om. Stædighed holdt hende fra at indrømme sin egen løgn, fuldt godt på vej af en forud indtagelse af at den månesyge konge næppe ville tage erkendelsen med udslået arme, og varme i blikket. Trodsigt flyttede hun på knæet, også selvom hun i sidste ende ikke kunne forhindre de nedladende klap i at ramme det.

"Vil du tro mig hvis jeg sagde jeg var ny i byen, og derfor ikke kendte til de uskrevne regler for Hans Højheds hof?" Spurgte hun retorisk, med en underliggende knurren. De kendte begge to svaret. Han måtte have sat sine hunde ud på jagt for mindst fire år siden, mens hun som en stridbar gadekat havde sat sine egne regler at følge. Knæet, ansigtet - det hele gjorde ondt, men med Gabriel som sit fokuspunkt, var det lykkes hende at få kontrol over den stadig let øget vejrtrækning, så den ikke længere var overfladiske indsug mellem tænderne, og placerede smerterne i en mental bobble.
Hun var træt af at lege hans lille syge leg med hende, med hendes kniv. Træt af at sidde magtesløs med ham og hans lundefulde humør som sin bøddel.

Hun lænede sig det frem som stolen tillod hende. Kortede afstanden mellem dem, selvom hun aldrig var i nærheden af at nå hans ansigt med sit. "Du ved allerede hvad du vil have," Pointerede hun det åbenlyse. Han måtte vide hvad pris han ønskede som godtgørelse for den svige og smerte hun måtte have kostet ham. Tungen bevægede sig over den blodige underlæbe, noget hendes eget og andet fiskerens. "så hvad vil du have jeg forslår dig? Mine knive, ringen, min krop? Eller en dybtfølt undskyldning? Du er ikke min konge, Gabriel Halvmåne og du vil aldrig blive min konge uanset hvor mange snit du lægger i mig." Tilbage lænet mod stoleryggen, knejsede hun nakken anelse, og så ham an gennem dovne øjenlåg, inden hun gjorde et træk på skulderne. "Desuden har du allerede både knive og ring, men det er jo også nemt at tage fra dem der ikke kan yde modstand. Sig mig, stjæler du også fra små folk eller er det for lavt for Kongen selv at stjæle fra børn?".

[Gabriel Halvmåne]

Et lidt overbærende udtryk lagde sig over Gabriels træk, som hun spurgte, om han ville tro på, at hun var ny i byen.
”Jeg er ikke blåøjet, lille ræv. Du har rodet rundt i min by længe.” De brune øjne sendte hende et ”tror du virkeligt, at jeg er så dum”-blik, men han reagerede ellers ikke på det. Vold skulle der nok komme masser af, og lige nu ville han hellere have hende til at tale end at holde kæft for ikke at få slag.
I stedet betragtede han hende forsøge at få hold på sig selv. Skubbe smerten væk og være nærværende. Det var hun god til, det måtte han give hende. Han selv levede for meget i smerten til, at han overhovedet gad forsøge at slippe den, når det en sjælden gang i mellem var ham, der fik slag.

Hendes pludseligt nærvær fik ham til at smile, næsten som hun havde lænet sig ind for at kysse ham. Han trak sig ikke tilbage, men benyttede lejligheden til at betragte hendes ansigt og øjne noget nærmere. Det var specielt at se på nogen med så mørk en hud. Havnen var fyldt med udlændinge, men det var ikke så ofte, at Gabriel kom så tæt på. Nysgerrigt betragtede han hendes øjne, der var brune, men alligevel virkede mystiske. At de var fyldt af had imod ham, det tog han sig ikke af. Hun var ikke den første, ej heller den sidste, der ville se sådan på ham.
”Selvfølgelig gør jeg det,” svarede han, inden hun fortsatte, mens han smilede charmerende, noget der endeligt begyndte at nå hans øjne igen. Om det var en god ting for hende, det var altid et godt spørgsmål.

Han lod hende snakke færdig, og sukkede så, da han selv lænede sig tilbage for at betragte kniven lidt igen. Han satte spidsen mod en finger, forsigtig med ikke at lave flere huller i sig selv.
”Du kommer ikke ud af stolen på den måde, jeg har hørt det hele før,” sagde han lidt fraværende, som havde han ikke helt hørt efter. Men hans blik flyttede sig til hendes, ganske nærværende.
”Jeg forventer heller ikke, at du indordner dig under hoffet. Jeg ved godt, hvad jeg vil have af dig. En nat, bare dig og mig – og en kniv eller to. Jeg vil lære dig at kende, til du græder om nåde, og så vil jeg lade dig kravle ud herfra og ud af byen for aldrig at komme tilbage og spolere freden i mit lille rige. Lyder det ikke som en god plan?” Smilet var vokset til det fyldte hele hans ansigt, og han så på hende, som en kat så på musen, fanget i en spand.

Han bankede hendes kniv i armlænet på stolen og rejste sig op for at gå om bag hende. Hans fingre gled over siden på hendes ansigt og om til hendes hår, som han nærmest blidt fjernede fra hendes hals, så den var blottet. Var hun opmærksom ville hun kunne høre en kniv blive trykket fra en skede, og snart lå æggen fra hans egen kniv mod hendes hals, lige under øret.
”Jeg bryder mig ikke om at have ræve i mit hønsehus, ser du. Alle guldæggene er mine.” Han pressede lidt til, så den skarpe kniv gik igennem hendes hud, men ikke dybt, bare nok til at en dråbe trak en rød stribe ned over hendes mørke hud.

[Melantha Altın]

Smerte havde alle dage været en besynderlig størrelse for Melantha. Der havde altid været en lille del af hende, som naturligt havde opsøgt den fysiske smerte, med lige så stor fascination som hun havde for de fleste blankvåben. Siden da havde hun brugt den som en drivkraft til enten at skærpe sit fokus eller ligefrem som et middel til sin egen vellyst. Kun sjældent blev den fysiske smerte for stor til at hun kunne være tilstede i den eller lukke den ude, værst var det når den ikke var at finde kropsligt.
Siddende over for en mand som Gabriel, der lystigt trak bloddige streger frem, var det sidste hun havde råd til at dvæle i smerten skabt for hans hånd. Sårene måtte slikkes senere, hvis hun skulle have bare lidt held på sin side og gå her fra levende.

Han trak sig ikke tilbage for hende, til gengæld blev hans blik mere nysgerrigt og undersøgeende som var han ved at lave sin egen lille kvalitetskontrol af de eksotiske træk. Han trak sig tilbage med et tilvendt ildevarslende charmende smil om de smalle læber, der fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, som var den blevet dybet i en rislende bæk en vinter morgen.
Som han sad der, nonchalant og virkede særdeles uinteresseret i hvad hun havde at sige, var det alt for nemt at fantasere om hvordan et solidt spark mod det ene stols ben ville være nok til at få kniven til at skære blommen op, og farve hans ærme mørkt. Rød ville uden tvivl være en fortrinlig komplimenterende farve til ham.
Et hårdt latterfnys, der ikke bar skyggen af hun var den mindste smule moret kunne høres mellem hans ord. Græde om nåde... Han var virkelig lidt for fuld af sig selv. Hun ville hellere bide sin egen tunge over end tigge ham om nåde med saltvåde kinder. "For mig lyder det nærmere som om du har drukket lidt for tæt af natpotten." Aldrig i dette eller det næste liv at hun ville nikke samtykkende til så utilfredsstillende en plan for hende.

Ikke villig til at slippe ham af syne, fulgte hun hans skridt rundt om stolen, til han stod så tæt bag hende at hun ikke kunne få klar syn på ham ud af øjenkrogen. Perifært fornemmede hun hvordan hånden søgte hendes vej og som et efter skæv af rykket fra tidligere, prøvede hun atter at undvige hans berøring. Nærkontakten kunne næsten betagnes som hensynsfuld, i det fingrene strøg sig over huden, men det var ikke dem der fik hjertet til at banke for sin fulde kraft. Bladet var koldt og hårdt, en skarp kontrast til hans fingre. En rød perle piblede frem hvor huden gav efter for skæret, til den blev for tung og trak en rød hale efter sig ned over halsen.
"Jeg kan lave forfalskninger!" Fløj det ud, med en klang af noget panikken. "Du har mere nytte af mig her i Levagny, i live," Kontrollen blev genvundet over egen stemme. Munden føltes tør, selvom en klump af spyt samlede sig til en modstriden klump der måtte tvinges ned "lad mig betale gælden af. Jeg kan lave skøder, malerier, invitationer det ligner kongen har sendt ud som du kan sælge eller bruge til at opkræve værdier og ejendomme.".

[Gabriel Halvmåne]

Stadig med fingrene i hendes hår – ikke et hårdt tag, men nok til at hun ikke uforvarende ville komme til at skære halsen over på sig selv – betragtede Gabriel blodet løbe ned over hendes hals. Noget i ham ønskede at se mere. Havde han vendt sig og set på Romain, ville han have set et uhyggeligt smil på hans ansigt. Romain var den indre del af Gabriel, der bare ønskede at se verden brænde og folk lide og dø. En del af Gabriel, han til stadighed ubevidst forsøgte at undertrykke.

Skuffelsen var dog ens på de to brødres ansigter, som kvinden i stolen, hurtigere end Gabriel kunne nå at komme frem til at true med at tage hendes øre af, med en panisk tone kom med et tilbud. Da hun var færdig med at fremlægge tilbuddet, blev han tavst stående bag hende med kniven mod hendes hals. Der sad en rynke over hans næse og en i panden, som han modvilligt måtte indrømme for sig selv, at det var et godt tilbud. Hoffet benyttede sig en sjælden gang i mellem af en af lærerne fra universitetet, når der skulle skrives noget. Damien kunne skrive, men han var ikke dygtig nok til at forfalske noget. Faktisk var det en af de ting, hoffet godt kunne bruge.

Men bare fordi at hun sagde, at hun kunne forfalske, var det ikke fordi, at han troede på hende. Der skulle beviser til. Som han stod der, kunne han se nattens sjov lige så stille glide ham af hænde, hvilket gjorde ham utilfreds.
”Tror du virkeligt på sådan en tøs? Hun prøver bare at løbe om hjørner med dig, lillebror.” Romains stemme lød brummende bag ham, men kom nærmere som den store, ikke-eksisterende mand gik op forbi ham og stillede sig foran pigen og lænede sig lidt frem for at glo ind i hendes ansigt. De mørkebrune øjne var døde, som de betragtede hendes ansigt.
”Hun skal straffes for at have været i vejen i så lang tid. Hvis hun stadig vil arbejde for dig bagefter…” Han trak på den ene skulder og rejste sig op for at gå over og læne sig op af tronen med armene over kors. Han vidste bedre end at sætte sig i den.

Alt dette ville bare have været et øjebliks stilhed for Mela. Kniven blev endeligt fjernet fra hendes hals, og Gabriel gik om foran hende, så hun kunne se ham. Hans udtryk var tænksomt, mens hans hænder legede lidt med kniven, vante bevægelser, der afslørede, at han var vant til at have det skarpe våben mellem dem.
”Forfalskninger, siger du? Og hvorfor skulle jeg tro på, at du pludseligt skulle have lyst til at arbejde for mig?” Pludseligt trådte han over til hende, satte en hånd mod jernet, der holdt hendes ene arm fast, og lænede sig frem mod hende, så deres ansigter var lige ud for hinanden. Kniven lagde sig mod hendes kind, uden at skære hul.
”Mon ikke, at du fiser ud af byen, så snart jeg lader dig gå ud ad døren. Man kan ikke stole på ræve.” Hans blik gled over hendes øjne, og derefter videre til kniven. Det var nok til at se i hans ansigt, at han ønskede at bruge den. Han fugtede sin underlæbe og mødte hendes blik igen. Trods de slag, hun allerede havde fået, var det tydeligt at se, at hun var køn, og hendes nærvær gav Gabriel andre lyster, ud over at skære hende i småstykker. Noget der måske også kunne anes i hans blik.