At få de lange fingre i klemme [s]

[Melantha Altın]

Uden muligheden for at aflæse ham, eller i det mindste forsøge, føltes sekunder som timer. Afventende på at finde ud af om hun var købt eller solgt. Kniven der ikke havde flyttet sig fra den blødende hals fik hende til at tro mest på det sidste. Kongen var tavst ved det yderst generøse tilbud taget i efterretning, at hun ganske få sekunder forinden havde nægtet at skulle være en del af hoffet. Desperat havde hun serveret sig selv på et sølvfad for ham, og han kvitterede med en larmende stilhed, der kunne få selv evigheden til at føltes kort livet.
Kun deres vejrtrækning brød periodisk stilstanden tronesalen var endt i. En udånding, en ind trækning, det syntes til at deres åndedræbt havde synkroniseret sig, inden det gik op for Melantha at lyden af hendes hurtigere og mere overfladiske vejrtrækning manglede. Det gik op for hende at hun ubevidst havde hold luften inden, og med et gisp fyldte hun lungerne med frisk iltrig luft.

Tak Mithras! Det var en langt større lettelse der flød gennem hendes krop, da Gabriels ansigt atter dukkede op indenfor hendes synsfelt. Tænk sig at hun faktisk kunne blive noget nært glad for at have ham stående foran sig. "Jeg har ikke meget andet valg har jeg?" Kontra spurgte hun, men uden helt så skarp en kant hun havde mødt ham med før. Kniven lå stadig i hånden på ham, så var det stadig for høj en risiko at løbe at stikke ord syle i ham. Hun var måske rapkæftet, men hun var ingen idiot.
Måske lidt idiot. Gabriel lænede sig frem og i stedet for at trykke sig tilbage i stolen som en person med en normal fornuft ville have gjort, så forblev Melantha siddende urokkelig. Han var tæt nok på at hun, hvis hurtigt nok, med lethed kunne bide sig fast i næsespidsen eller underlæben og yde en nogenlunde skade, han i en glat bevægelse kunne snitte den ene hovedpulsåre over. Hun gjorde intet antræk til at volde ham skade.
"Hvor skulle jeg løbe hen? Til Faro?" Hun fnøs "- jeg kommer aldrig til at sætte fod der igen og jeg har intet at gøre ude i de forskelige len. Jeg ville ikke nå halvvejs ud af byen, inden en af dine hunde ville rende mig i hælene på din ordre." Det var for svært at overleve der. Der var ikke nok punge at stjæle, folk at snyde eller senge at holde varme. "Giv mig en opgave, hold mine knive i pant. Lever jeg ikke op til dine forventninger kan du gøre med mig som du lyster, - men hvis jeg lever op til dem giver du både mine knive, ring og hvad der ellers var i den pose tilbage. Du har mit løfte på at jeg forlader ikke Levagny uden din tilladelse, så længe gælden ikke er tilbage betalt.".

[Gabriel Halvmåne]

Om hun havde et andet valg? Det havde hun da, men det ville langt fra være så behageligt som at tjene Hoffet. Natten var kun lige ved at melde sin ankomst. Og han havde blod på tanden. Knivene var fundet frem, og hun sad klar, der i stolen. Hvor mange fingre kunne han tage, inden hun tiggede ham om at slippe?
Han svarede dog ikke, lod hende drage sine egne konklusioner.

Det var ikke svært at se, at hun ønskede at gøre ham ondt, hendes blik var en symfoni af had, vrede og, hvad han i hvert fald fortalte sig selv, frygt. Han var dog ikke bekymret, som kniven hvilede mod hendes kind. Nogle pludselige bevægelser og den ville smutte op og tage et øje. Det havde kniven været med til før.
Stadig smilende lyttede han til hendes lange snak, der skulle få hende ud af problemer. Svaghed. Hun fortalte ham en svaghed, helt uden at han skulle tvinge den ud af hende. Hun havde ikke et andet hjem end byen her. Det kunne bruges imod hende, som hun fremlagde så klart selv.

Atter engang måtte han se tænksomt på hende, den lille håndsbredde fra hendes ansigt. Lysten til at komme endnu tættere på, forstyrrede hans tanker en smule, så til sidst flyttede han blikket fra hendes øjne og betragtede kniven glide ned over hendes kind.
”Hmm. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke er interesseret i dit tilbud.” Kniven fortsatte ned under hendes hage for at lægge et svagt pres for at tvinge hendes ansigt en smule opad. ”Men først skal du dog fortælle mig, hvad der er med den ring. Jeg mener, den er for stor til dine smalle fingre, så hvorfor betyder det så meget for dig, at jeg har tænkt mig at beholde den?” Der var et nysgerrigt glimt i hans øjne, som han slap jernet på stolen og stak hånden i lommen for at fiske ringen op igen og holde den op skråt ud for hendes ansigt, så hun kunne se den uden at flytte hovedet. Han flyttede sig ellers ikke, alt for optaget af hendes udtryk og nærhed.

[Melantha Altın]

Han tavs, men i tavsheden var der svar selvom han hverken be- eller afkræftede hendes ord. De begge to godt det sande svar til spørgsmålet. Den mørkglødet skyggeløber havde stået nok gange hvor Gabriel stod nu til at vide, at der altid var et andet valg. Et der var langt mere smertefuldt end at æde sin egen stolthed og bøje nakken for kongen. Om end hendes stolthed i sidste ende var den der nægtede hende at give ham muligheden for at se hendes kinder våde og høre stemmen hæs efter smerteskrig, når et nyt snit blev lagt i hende. Hun kunne allerede fornemme hvilket morede gnister det ville tænde i hans brune øjne, og hun ville ikke give ham den glæde så let.

Alt trak i hende for at vippe hovedet bag over og væk fra knivens blad, men visheden om det ville gøre større skade end hvordan han med rolig hånd trak den over kinden uden at bryde huden, så blev hun siddende stille som en klippe var fast. Kun brystkassen syntes at bevæge sig, når den hævede og sænke sig i en endnu små hurtig vejrtrækning, der vidnede om hvor hurtigt hjertet måtte slå i brystet på hende. 

Om muligt blev hendes ansigtsudtryk blev endnu hårdere end det hidtil havde været. Hun havde intet andet valg end at lave hovedet tippe tilbage, men det var ikke helt uden modvilje. Pres var blevet lagt mod spidsen, så en blodperle gled ned over det blegestål, inden hun gav efter for presset.
"Grunden kan være dig ligegyldig. Er det ikke nok at du har den?" Vrissede hun trodsigt og holdt hans blik et par lange sekunder før øjnene flakkede mod guldet. Hun vidste der ingen vej var uden om end at give ham svaret han søgte - eller en brøkdel af det.
Blikket faldt tilbage på hans ansigt, da hun med smallede øjne endeligt svarede "Ejeren tog noget der ikke var hans at tage, så det var kun i sin ret at jeg gjorde samme." Tænderne blev presset hårdt sammen, gjorde kæben skarpere musklerne løsnede sig igen. Det første ærlige smil, selvom det ikke var meget andet end en antydning, trak skadefro i mundvigende en anelse op ad "Om du har ringen eller ej, så ændre det ikke på jeg fik hvad jeg kom efter og han blev en guldring fattigere.".

[Gabriel Halvmåne]

Åh, det var interessant. Hendes ansigtsudtryk udtrykte nogle følelser, der ikke kun virkede til at være rettet mod ham. Gabriel kneb kort øjnene sammen, da hun vrissede af ham, men han gav hende et øjeblik til at ombestemme sig – og det gjorde hun også. Ejeren tog noget, der ikke var hans at tage. Det kunne være hvad som helst, men Gabriel var ikke i tvivl om, hvad det var. Den måde hun sagde det på, vreden i hendes øjne, udtrykket i hendes ansigt. Ah ja, det havde han set før, mente han, som han selv havde taget det, der ikke var hans. Hun var jo en smuk kvinde, så han kunne da godt forstå det adelige røvhul. Og der var ingen medlidenhed i Gabriel til Esmée Natskygge, det var sådan livet var. Den stærke tog, hvad den stærke kunne tage.

Gabriel betragtede hendes øjne lidt, inden han fjernede kniven fra hendes hage og trak sig lidt tilbage.
”Der kan man se. Måske, at jeg kan glæde dig lidt med, at han kommer til at betale en ualmindelig høj pris for at få den tilbage igen.” Havde det været ham, ville han se det som en dobbelt hævn. Nedværdigelsen ved at tøsen stjal ringen og derefter at skulle betale Tyvekongen for at få den tilbage.
Guldringen svingede kort rundt om en finger, inden han stak den tilbage i lommen. En lyd, som kniven blev sat hårdt tilbage i skeden, lød i rummet, inden Gabriel gik om bag stolen med pigen og tog fat i ryglænet. Med et par hurtige og hårde bevægelser trak han stolen bagud og svingede den rundt, så hun sad ved bordet.
”Opfør dig pænt, jeg er tilbage om et øjeblik.” Og med de ord gik han igennem stuen, der lige nu fungerede som tronsal, og ind i den anden del af bygningen, hvor værelserne var. Han drejede dog ikke ind på sit eget, men gik ind på Damiens, der også var et halvvejs kontor. Der lå papirer og et par bøger på skrivebordet, sammen med et blækhus og en skrivefjer. Romain var også i rummet, vægge betød ikke så meget for ham.
Gabriel trak en skuffe ud og begyndte at bladre i pergamentstykkerne deri.
”Hvad laver du? Hvorfor har tæven overhovedet evnen til at tale endnu?” Romain snerrede let af sin lillebror. Gabriel løftede ikke blikket fra skuffen.
”Det ser ud til, at jeg kan bruge hende,” svarede han bare, dæmpet, så ingen kunne høre ham snakke med sig selv.
Romain fnøs, var tavs et øjeblik og gryntede så irriteret.
”Hun er en køn tøs, gennemkneb hende i det mindste, lillebror.”
Gabriel behøvede ikke at se op for at vide, at Romain var væk. Endeligt fandt han, hvad han ledte efter, så han smækkede skuffen i igen, greb noget rent papir og blækket med fjeren, inden han vendte tilbage til stuen.

Henne ved bordet lagde han de to stykker papir foran rævetøsen, og placerede blækket og fjeren ved siden af.
”Jeg laver ikke en handel, uden at være sikker på, at jeg får, hvad jeg er lovet. Så vis mig, at du kan kopiere skødet her af, men med Gabriel Halvmåne som ejer.” Han lod kort en finger banke ned i det beskrevne stykke papir. Hun ville hurtigt genkende seglet i voksen i bunden – Gabriel havde ringen, der havde lavet det, i lommen.
Derefter hev han stiften ud fra håndjernet, der låste hendes højre hånd fast til stolen, så hun kunne bruge den. Til sidst drejede han stolen ved siden af hende, så han kunne sætte sig omvendt på den med armene hvilende på ryglænet og derved følge med i alt, hvad hun gjorde.

[Melantha Altın]

Stik mod forventning bad han hende ikke om at forklare nærmere, og uddybe hvad ringens ejer præcist havde taget. Gabriel Halvmåne virkede ikke ligefrem som en mand der lod sådanne ting ligge usagt, men snare som en der nød at hive den slags sandheder ud af folk velvidende hvor meget de hadet det. Lettelsen var derfor stor da han lod det fare og truslen om at blive et skamferet ansigt rigere forsvandt.

Der var naturligvis noget ganske tilfredsstillende ved tanken, om at adelsmanden ville være nødsaget til at slå en handel af med tyvenes konge. Melantha vidste han ville hade det med en inderlighed, men at hans stolthed samtidigt forhindrede ham i ikke at så en handel af for at få sin ring tilbage. Der var bare et problem med hele den plan, at hun intet tjente på den, at gå med livet i behold var ikke en pris der gav hende en ordentlig (bedre end hendes egen) seng at sove i eller mad i maven.
Tænderne sank hårdt omkring det bløde væv på indersiden af kinden. Bremsede de ord der havde været på vej så de blev til en halvkvalt lyd der vidnede om hendes utilfredshed, men hun var ikke dum nok til at bide af ham og hans idiotiske plan. Kniven var stadig inden for rækkevide og han havde allerede påvist, at han med glæde nedgraderede hende til en menneskelig knivblok. 
Det var ikke mere end få sekunder at det føltes som om stolen ville få bagvægt og falde mod gulvet, men den var stærk nok til at et gisp slap over de mørke læber, inden hun sad placeret foran bordet. "Hvad skal du?" Fløj det ud, inden hjernen kunne nå at registrere læbernes bevægelse. Hun havde lyst til at slå en hånd mod panden over sit eget udbrud, der med rette vilje kunne tolkes som om hun ikke ønskede han skulle gå.
Drejet sig så meget, som det var fysisk muligt i stolen, prøvede hun at se tilbage over skulderen for at følge hans forsvindende skikkelse, uden et større klarsyn og med øjne der sved over anstrengelsen af at blive tvunget helt ud i yderste øjenkrog.

Efterladt alene, gav hun sig til at se rummet nærmere an. Lyttede til skridt der passede forbi ude på den anden side af de små vinduer. Vinduer for små til at selv et barn ville kunne møve sig i gennem. Han var ikke helt dum, den månesyge konge til hendes store irritation og ikke mindst frustration. Øjne søgte stadig efter en mulig flugtrute, da skridt lød bag hende og Gabriel dukkede op ved siden af hende. "Hvilken grund skulle jeg have for at lyve?" Kommenterede hun skarpt og løftede blikket til hans ansigt.
Fri af jernet, bevægede hånden sig i roterende bevægelser for at få blodomløbet ordenligt i gang. Kort overvejede hun at bilde ham ind hun kun kunne skrive med venstre hånd, det ville kun være en halv løgn og måske give et stort nok hul til at få kniven i håret fri. Tungespidsen bevægede sig væddet læberne, da hun tog fjerpennen og dyppede den i blækhuset. Spidsen var skarp nok til at den med nok kraft bag let kunne gå gennem halsens tynde hud, hvis han da også bare havde siddet tæt nok på hende. 
Med rolig hånd og stor præcision begyndte hun at kopirer det oprigtige skøde, så ikke op da hun sagde: "Så du vil tilbyde ham hans ring, men stjæler samtidigt hans hjem?".

[Gabriel Halvmåne]

”Behøves en slyngel en god grund til at lyve? Jeg troede løgnene lå først på tungen, Esmée,” svarede han kækt, som hun udfordrede hans forventning om, at hun havde stukket ham en plade. Han var ikke bare rap i munden, det var faktisk hans overbevisning. Ikke bare for slyngler, men for alle. Alle løj. At få en sandhed var som at finde et stykke guld i en mødding. Efter hans mening. Hans vurdering var faktisk, at adelige var mere glade for at lyve end slynglerne, men de havde selvfølgelig og et større ego og mere at miste.

Hans øjne fulgte nysgerrigt fjerpennen, som den begyndte at kradse hen over det tomme stykke pergament. Han kunne godt læse, sådan til husbehov, og til nøds kunne han få et par ord på papir, men det blev stort, skævt og ulæseligt, så det lod han normalt Damien om, han havde altid været bedre til den slags. Han ville være den første til at indrømme, at hun, i hans øjne, havde en ganske pæn og fornuftig håndskrift.
”Ikke hans hjem, men en bygning nede på havnen.” Gabriel smilede ved tanken, han havde haft øjnene på den bygning længe. Den Sorte Hund var blevet mere og mere populær, og de havde brug for større lokaler. Og lige denne bygning lå lige ved siden af, næsten dobbelt så stor. Perfekt til formålet.

Hans blik forlod kort fjerpennen for at kaste et blik mod hendes ansigt. Som de sad der, var alt det uhyggelige gået af ham, som hans interesse var rettet mod hendes skriveri og ikke hendes ugerninger i hans område. Gabriel var lidt speciel på den måde, at han kunne gå fra den ene yderlighed til den anden uden at anstrenge sig. Måske det også havde hjulpet, at Romain lod ham være lige nu.
Lige nu tænkte han ikke så meget over, at hun havde gjort Hoffet ondt, men at hun måske kunne gøre noget for dem. Ikke at hendes brøde var glemt, den var bare skubbet til side, til hun havde bevist sit værd. Så måtte han finde ud af, om hun skulle betale mere på stedet eller om det ville være nok at lade hende arbejde det af. Romains ord – Gabriels egne lyster – lå også og ulmede bagerst i hans sind.

”Hvor du lært at skrive så pænt henne, lille ræv? Jeg mener, det er de færreste i slummen, der kan sætte ord på papir.” Spørgsmålet var af ren nysgerrighed, selvom han da ikke ville være bleg for at bruge svaret, hvis der var noget at bruge. Han hvilede hagen på sine underarme, der hvilede på den høje stoleryg, mens hans brune øjne betragtede hendes ansigt lidt, inden de vendte tilbage til skriveriet. Det fascinerede ham lidt, at det faldt hende så nemt for at skrive. Måske hun faktisk kunne bruges.

[Melantha Altın]

I en lav, næsten uhørlig mumle påpegede hun "Ikke så løst som de der har mest at tabe,"  det er sjældent tilfældet for vores slags, det sidste lod hun stå usagt mellem dem. Han ejede måske nok byen eller en stor del af den. Faktisk ville det ikke komme som en større overraskelse for vesterlændingen hvis størstedelen af Levagny's borgerskab, højt som lavt, stod i gæld med til den charmante mands person der havde taget plads ved siden af hende, men hun var stadig ikke sikker på hvor stort et slot han havde at tabe. For alt hun vidste kunne hele hans formue var puttet i sten og resten klattet væk.

Underlæben blev trykket ind mellem tænderne, der holdt den fanget i koncentrationens fængsel. Øjnene bevægede sig i den samme trekant, til blækhuset når metaltippen havde brug for at blive dybet i en mørke væske, til det originale skøde og tilbage på den halvtomme forfalskning. Kun få gange slap den fri fra sit fængsel, for at mimere de næste sætninger der skulle kredses ned på papiret. Det var længe siden hun havde haft en fjerpen og pergament af denne kvalitet mellem hænderne, blækket flød ikke ud i fibrene og tippen blev ikke fanget i ujævnheder.
Overrasket løftede hun hovedet, men så først frem for sig inden ansigtet blev drejet mod Gabriels næsten henslængte skikkelse "Du ejer Den Sorte Hund..." Naturligvis var den hans, men hvad mere var hans? Hvilket andre steder var under hans imperium? I nogle lange sekunder sad hun med øjne der ikke syntes at finde ro, mens de bevægede sig over de forskellige træk af hans. Prøvede at genkalde hans ansigt i mængden de gange hun havde snydt sig til mere end hun var kommet med, men uden større succes.
Tavs vendte hun tilbage til hendes billet til livet, med blikket stift rettet væk fra Gabriel.

"Jeg ligner måske en der er vokset op i slummen?" Kontra spurgte hun, lod øjenbrynet modsat ham hæve sig flabet. Hun var tyndere end da hun var kommet her til i sin tid, men hendes krop bag stadig præg af en opvækst hvor der havde været mindst to nærende måltider hver eneste dag. "Hvad er det man siger, nød lære nøgen kvinde at spinde?" Det var ikke helt sandt, det var ikke nød der havde gjort hun havde lært at skrive så vel som tegne og male, men det var alt svar han fik.
Hun tog sig selv i at stjæle et skævt blik af ham, og mærkede straks en irritation over manglen på vansiret mærker eller rosinrynket hud. Bare et eller andet der ville gøre ham fysisk grim og som ville gøre det langt lettere at fastholde en afsky mod ham.

[Gabriel Halvmåne]

Et smil spredte sig på Gabriels ansigt, da hun konkluderede, at han ejede Den Sorte Hund. En blanding mellem stolthed og moro.
”Det gør jeg da. Og Cirque de Freak, Den Tørstige Hat og et par steder mere.” Der var lidt pral i hans stemme. Selvom han havde ”arvet” fra den forrige konge, var Den Sorte Hund hans eget påfund, og alt var kun blevet bedre, efter han havde overtaget gesjæften for snart syv år siden. Den forrige konge havde haft for travlt med sprut og kællinger til at holde skuden sejlende. Gabriel havde samlet stumperne op og limet dem sammen, gjort det bedre. Og han var populær. Trods sin tendens til korporlig straf, når temperamentet uforudsigeligt løb af med ham.

Om hun lignede en, der var vokset op i slummen? Nej, langt fra. Det havde Gabriel aldrig troet, men det var her, hun hørte til nu.
”Du ligner én, der kom på den forkerte båd og endte op i det her hul af en by,” svarede han kækt tilbage. Trods hans ord, elskede han Levagny, og ingen skulle kritisere hans by, så skulle de forvente hug. Det var her, han var vokset op, her han hørte til, og han havde ingen planer om nogensinde at forlade den, så hellere dø i de beskidte gader.
”Det ser ud til, at du spinder ganske godt,” svarede han og lod ganske uhæmmet blikket glide ned over hendes tøj – og krop. Han ville gerne se hende nøgen, men lige nu ville han hellere se, hvad hun kunne med fjerpen og blæk. Fornøjelse kunne altid komme senere, selvom han tvivlede på, at hun ville se det som fornøjelse. Han havde trods alt lige snittet et pænt hul i hende.
Så hans blik vendte hurtigt tilbage til pergamentet, uden at opfange hendes blik mod ham. Alting virkede roligt lige nu, nogle ville måske sige lidt for roligt, i forhold til hans forkærlighed for knive og blod. Var han færdig? Det ville han finde ud af senere, han var ikke en mand, der normalt planlagde mange minutter frem.

Der var ikke mange lyde i det halvt oplyste rum. Man kunne svagt høre noget fra kroen, men køkkenet lå imellem de to rum og det var først, når aftenen faldt på og sprutten fik humøret til at stige, at stemmerne trængte igennem bygningen. Somme tider kom der lyde udefra, når en vogn rumlede forbi eller nogen hævede stemmen, at man kunne høre, at kroen lå midt i slummen. Tilbygningen de var i, Tyvekongens hjem, lå gemt væk bag kroen og ikke direkte ud til gaden. Sådan skulle det være, det var mere sikkert. Gabriel kunne lide sit privatliv. Og skrig rejste ikke så langt ud af stuen, der gjorde det for tronsal.

[Melantha Altın]

Hun sad lyttende, uden at fortrække en mine. Munden faldt hverken åben og blikket bar ikke skyggen af hverken beundring eller misundelse. I stedet lignede den unge tyv mest af alt en, der var lige så uimponeret som havde det været han pralet af at være i besiddelse af en større håndfuld lommeuld.
Listen over steder der tilhørte kongen var imponerende, også selvom det kun var en brøkdel af hans kongerige der blev peget ud, det kunne selv Melantha ikke benægte. Aversionen overfor den kønne brunette i kombination med en stædighed der kunne være et æsel værdigt, forbød hende at vise det mindste tegn på hun fandt det den mindste smule admirabelt.

Det rolige ydre varede ikke ved. Fingerspidserne blev farveløse, da presset mod fjerpennes skaft tvang blodet tilbage. Det havde nok ikke været hans intention, ikke at det havde den store betydning alligevel, men den kække kommentar var som et tændstål slået ned i bunden af en sommertør lyng.
”Hvad er dit problem?!” Snappede hun tilbage, men gav ham ikke meget rum for at svare før hun ufortrødent fortsatte, forudindtaget. ”Du mener måske alle med bare lidt farve, end dit måneblege ydre, er faret vild i verden for at ende ’ i det her hul af en by’? Som om vi ikke selv kan tage et aktivt valg, som en hvid mand kan?” Ordene kom ud hårde og sammenbidte. Han ville ikke være den første som hun ville have stødt på, der så skævt til varmen i hendes hud. Forskellen på dem og ham var bare, at hænderne allerede kløede for at lange ud efter ham.
Kontrollen slap fra hende, som sand mellem fingrene. Sprøjt af sort blæk lagde sig i en bred vifte over bordets overflade, med den faldne fjer som centerpunkt, idet hun smed den fra sig. Få millimeter fra at højre hånd fik fat om snørehalsen, knyttede fingrene sig sammen. Frustration over den skæve magtbalance strålede fra hende, men hun blev nødt til at være rationel og beherske sig. Hun hadet hvert et sekund af det, men hadet endnu mere at han sikkert nød til fulde at have overhånden.

”Må du falde og drukne i dit eget pis.” Lød det bittert, denne gang på odriaransk.
Modvilligt lænede Melantha sig tilbage, så ryggen hvilede mod stolens. Øjnene forblev rettet mod ham, mens kæben spændes. ”Giv mig dit ord på du lader mig gå, med mine knive, når sidste streg er sat på dit skøde.” Krævede hun.

[Gabriel Halvmåne]

Det hele havde lige virket så fredeligt, at hendes pludselige vrede ord hylede Tyvekongen en smule ud af den. Han løftede hagen fra dens hvileplads mod armen, der lå hen over ryggen på stolen, først bare overrasket. Hvad var der nu galt?
Inden han kunne nå at sige eller gøre noget, fortsatte hun, og det tog ham et øjeblik at forstå, at hun var hidsig, fordi hun troede, at han havde været racistisk. Tanken var latterlig, for Gabriel kunne ikke være mere ligeglad med hendes oprindelse eller hudfarve. De fleste omkring Gabriel var ganske klar over, at han ikke dømte på udseende og baggrund – når man samlede alverdens slyngler og bastarder omkring sig, kunne man ikke være kræsen. For ham var det ens mentalitet og personlighed, der betød noget. Om man var villig til at tjene ham, loyalitet og styrke.

Havde hun nøjes med at skælde ham ud verbalt, ville der sikkert ikke være sket så meget andet end at han havde leet hende lige op i hovedet, men som blækket landede på bordet i sorte pletter, der uden tvivl ville være umulige at vaske af igen, og hendes hånd for mod ham, forsvandt den mulighed. Hans blik forlod ikke hendes ansigt, og han flyttede sig ikke en millimeter fra hendes hånd, der nær havde ramt ham. Frustrationen i hendes blik var tydelig. Havde hun ageret anderledes, ville han måske have haft forståelse for hende, men ikke nu. Nu havde hun krydset en grænse, hun ikke kunne komme tilbage over.

Reaktionen kom ikke med det samme. Først virkede det måske som om, at der slet ikke kom nogen, som han betragtede hende læne sig tilbage og spørge efter sine knive, efter hun havde sagt noget på et sprog, han ikke forstod. Han forstod dog tonefaldet. Meningen.
Langsomt, nærmest tænksomt, svarede han på hendes spørgsmål.
”Nej. Nej, det gør jeg ikke. Den chance har du lige forspildt.” Et par sekunder gik, noget der uden tvivl kunne give hende indtrykket af, at det var det, men pludseligt skete der noget. Uden varsel huggede han ud, nærmest som en slange, og greb fat om hendes hals. Kraften bag, og det fortsatte skub, fik den tunge stol til at tippe bagover og falde om på gulvet med et højlydt brag. Han fulgte med uden at slippe hendes hals, hans greb hårdt, og det blev kun hårdere, som han lænede sig ind over hende. Det var som om, at han nu havde besluttet sig for at klemme livet ud af hende.

De brune øjne var iskolde og vreden til at se i hans træk, som han stirrede ned i hendes ansigt.
"Ser du, jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvordan du ser ud eller hvor du kommer fra, lille ræv. For lige nu er du i mit rige, og her er det dine handlinger, der afgør om du lever eller dør. Og lige nu går du balancegang på den meget tynde linje mellem, at jeg lader dig leve, fordi du kan bruges, eller jeg fornøjer mig med dig og derefter smider dit lig i havnen, spættet op som en fisk." Hans stemme var dæmpet, men klar, som fremlagde han blot fakta for hende. Det gjorde han også. Hånden slap ikke sit greb.
”Du kan vælge at være en dygtig lille pige og gøre, som jeg siger, tjene mig og hoffet, eller du kan blive en aftens underholdning og ende dit miserable liv inden solen står op i morgen. Du har ingen rettigheder. Du kan ikke stille krav. Jo hurtigere du forstår, at du er min, jo lettere og mindre smertefuldt bliver det for dig. Esmée, eller hvad dit navn nu er.” Hans hånd rystede svagt under anstrengelsen ved det hårde greb. Men endeligt slap han og rettede sig op. Et kast med hovedet fik håret væk fra ansigtet, inden han gik op for enden af ryglænet, bukkede sig ned og med lidt anstrengelse satte stolen op igen og skubbede den ordentligt ind til bordet. Fjerpennen blev placeret ved siden af pergamentet igen.
”Valgte er dit, lille ræv.”

[Melantha Altın]

Det have været den rene selvmordsmission, at lade instinkterne tage over og lange ud efter kongen med den fulde intention at gøre ham skade. Det var dog hverken glæde eller lettelse som flød gennem Melantha, da det i nogle lange sekunder virkede til at hun var sluppet godt afsted med sit udfald og senere krav. Den udeblivende reaktion var intet andet end et forvarsel på den storm, der trak op og unægtelig måtte ramme hende med fuld styrke hvert øjeblik. Erkendelsen af simple de kendsgerninger fik det til at løbe koldt ned af, så nakkehårene rejste sig.

Første advarsel faldt, et afslag på hendes påbud og derfra gik det stærkt. Selv med paraderne mentalt hævet, så var hun på ingen måde forberedt på et møde med gulvet, med Gabriel over sig. Hvad hun præcis havde forestillet sig hans respons ville være forsvandt som dug for solen, i det øjeblik hånden lukkede sig omkring den slanke hals. Sol, måne og stjerner dansede gennem rummet, under loftet ved baghovedets møde med det hårde underlagt, men hun registrerede hverken lysglimt eller den lokale smerte.

Øjnene spærrede sig op, blotlagde mere af senehinderne og gjorde dem hvide af panik. Overbevist om målet var at kværke hende forbi bevisløshed. Instinktivt forsøgte hun at få ham til at slippe, først ved at vride sig så meget hun kunne mestre, hvorefter hun greb om hans håndled med tommelfingeren der trykkede med senerne, uden større succes.
Håndleddet blevet sluppet, mens med alt kraft hun kunne samle skubbede mod brystkassen. En styrke der for hvert sekund hans frarøvede hende luft mistede styrke.
Hvert desperat træk efter ilt, fik musklerne til at spændes under hans fingre uden at det lod til at påvirke ham det mindste. Øjnene forblev åbne selvom de sved og huden omkring, samt læberne begyndte at prikke, så tvang hun sig selv til at stirrede ind i vinterkulden. Skulle dette blive hendes endeligt ville de begge vide, at hun havde kæmpet til det sidste.
Det føltes som om hun slugte tunger af stikflammer da han endelig slap. Hvæsende, hostende og hakkende blev luft trukket ned i lungerne. Øjnene blodskudte og glasklare, mens hun forsøgte at forme et svar, men tungen lod ikke til at lystre, hvorfor hun blot endte med nikkende at tage fjerpennen mellem fingrene.
I et øjeblik sad hun med lukkede øjne, inden hun med stadig stor præsentation trods omstændighederne, kopierede det resterende af skødet over, efter med et par lange blink, at have stillet skarpt på begge pergamenter. Med en pegende finger rettet mod bunden af forfalskningen, lykkes det hende med større anstrengelse at sige: ”Din underskrift, du skal sætte din underskrift.” Stemmen der før havde været naturlig blød var blevet ru og tydeligt hæs efter kvælertaget. Fjerpennen blev denne gang lagt, forsigtigt, ved siden af det ny skrevet dokument, før sidste nævnte blev skubbet nærmere Gabriel.

[Gabriel Halvmåne]

Med et greb i ryggen på den stol, han selv havde siddet i, fik han den vendt, så han kunne sætte sig igen, men denne gang uden en stoleryg imellem dem. Hvis hun forsøgte at lave mere ballade, vil han lettere kunne komme til at vise hende hendes fejl. Hans blik gled over hende, stadig uden noget glimt, men ikke så vredt som før. Dog stadig med en advarsel i de brune øjne.
Vrede var ikke bare vrede i Gabriel. Man kunne altid påstå, at hun havde været heldig, som hun havde frembragt den kølige vrede i ham. Den, hvor han stadig havde noget rationelt tankegang tilbage. Hvor han havde sin tankegang i behold. Der var også den anden vrede, den hvor verden skulle brænde og folk var i fare for at dø, selv hans egen bror. Som også næsten var den eneste, der kunne få ham ud af den igen, uden nogen kom til skade.

Nej, denne vrede havde han under kontrol, og selvom hendes handlinger havde pustet til den, var det ikke fordi, at han var styret af den. Den var allerede hastigt på tilbagetog, som den blev erstattet af en let nydelse af, at hun tydeligvis havde forstået budskabet og nu gjorde som hun fik besked på. Selvom han et sted ikke ville have haft noget i mod, at hun havde fortsat sin kamp, så han kunne få hende til at bløde mere end hun havde allerede. Han kunne godt tænke sig at lave flere huller i den mørke hud. Lægge hænderne mod den. Give den sorte mærker. Men det var også en lyst, han havde under kontrol – for nu.

Gabriel kunne ikke være andet end imponeret, som hun samlede fjerpennen op og skrev videre med sikre bogstaver, som var intet hent. Lige så fascineret som før, fulgte hans blik hendes bevægelser og de sorte streger, blækket lavede på pergamentet.
Da hun bad om hans underskrift, rynkede han lidt på næsen, inden han trak papiret til sig og tog fjerpennen. Efter en kort tænkepause, dyppede han fjeren i blækket, lod det overskydende dryppe af og med langsomme og omhyggelige bevægelser skrev han ”Gabriel Halvmåne” i bunden af pergamentet. Bogstaverne var ujævne, skæve og store. Grimme i forhold til hendes sirlige håndskrift, der ellers fyldte dokumentet, men læselige. Men han skammede sig ikke. Han kunne skrive sit navn, det var der mange, der ikke kunne. De fleste satte bare et tegn, et X eller andet, når de skulle skrive under.

Hans blik gled ned over det originale og kopien med et tilfreds smil. I hans øjne så de ens ud, men han skulle have Damien til at kigge det efter. Damien eller en anden med forstand på skriftsproget. Og så manglede der selvfølgelig et segl i bunden, men det var ikke noget problem, nu han var i besiddelse af ringen. Han gad bare ikke lave det nu. Lige nu havde han andet at se til med Esmée sat fast i stolen.
”Jeg skal lige have det godkendt, men det ser jo ganske fornuftigt ud.” Han skubbede papirerne væk fra sig og vendte sin opmærksomhed mod hende.
”Se, det var jo ikke så slemt, hm? Jeg tænker godt, at du kan afbetale din gæld på den måde. Måske endda tjene løn på det en dag. Det er bedre end at betale den med blod, ikke?” Hans fingre gled over knæet, han havde skåret en pæn flænge i, for at minde hende om, at sådan kunne de også gøre det. Et smil voksede lidt på hans ansigt, som fingrene fortsatte op over hendes lår.
”Vi kan også finde på andet, der får din gæld til at forsvinde lidt hurtigere.” Glimtet var kommet tilbage i hans øjne. Han forventede ikke, at hun sagde ja, men han mistede ikke noget ved at foreslå det.

[Melantha Altın]

Hvornår havde hun sidst haft så ondt i kroppen som hun havde lige nu? Melantha var ikke sikker og selv hvis hun mere aktivt prøvede at fremkalde den slags minder, så var hun sikker på intet ville komme til hende. Det til trods for at hun efterhånden havde prøvet lidt af hvert, blandt andet et grimt styrt fra et vådt hustag der havde kostet en skade på milten, som havde gjort hende sengeliggende i godt fjorten dage – mindst. Den smerte blegnede dog til sammenligning med den som hun sad i nu, der var næsten ikke det område som ikke gjorde ondt eller også var det indbildninger fordi hovedet var det der havde taget flest slag.

Det var fristende at lade hovedet falde tilbage mod toppen af stolens ryglæn. Lukke øjnene i og lade den træthed der lå og lurede i baggrunden træde igennem, men med Gabriel’s tilstedeværelse og lunefulde natur tvang Melantha sig selv til at bide sammen om smerten og være årvågen. Ikke i dette liv om hun ville lade ham se antydningen af svaghed. Han ville opfange det med det samme og være som en glubsk ulv på jagt efter et såret får. Melantha havde ingen intentioner om at være offerlam, ikke så længe hun ingen rimelig mulighed havde til at forsvare sig selv.
Desuden var kunne hun ikke lade være med at være bare lidt nysgerrig, da Gabriel dyppede fjerpennen i blækket, lod spidsen glide mod kanten af blækhuset så der ingen unødig blæk var. Det kunne let tilskrives til han forsøgte at mimikere hvad han havde set hende gøre, men hun tvivlede på det var tilfældet.
Bogstaverne lignede nogle fra et barns hånd, men det var langt mere end hvad hun havde forventet. Et X eller måske et usikkert G, ikke hans fulde navn var hvad hun havde regnet med han ville nedfælde på skødet. Han havde lært at skrive. Overraskelsen fik hende ubevidst til at læne sig en anelse længere frem for bedre at se den våde blæk an.

Mørke øjne vendte sig mod hende og fik hende instinktivt til at læne sig tilbage, ikke af frygt, men fordi hun ikke ønskede at han skulle vide en spæd nysgerrighed var blevet vagt. Det var ikke et kort hun havde behov for at give kongen at spille.
Snittet i benet bemærkede hun knapt nok længere, så længe benet blev holdt i ro var der ikke andet end en pulserende varme at mærke. Det var da indtil Gabriel som den vaskeægte lort af en mand, han havde vist sig at være gentagende gange, valgte at køre en finger over flængen. Fik hende til at tage et skarpt sug af luft ind mellem sammenbidte tænder ”Din…” Hvislede hun hårdt, men bremsede sig selv for at sige noget der ikke kunne tages tilbage. Hun var stadig den med det korteste strå.
Melantha kunne rygge sig nok så meget på stolen, og hun ville stadig ikke kunne undslippe hånden på låret. Hun forsøgte derfor heller ikke at vride sin krop for at få den væk, i stedet greb hun ham omkring håndleddet med sin endnu frie hånd, forhindrede den i at forsætte sin færd ”Nej.” Afvisningen faldt prompte, fast som stål med en behersket vrede ”Du har fået hvad jeg har at tilbyde dig, Konge.” . Ingen varme var ikke noget sted at spore i de brune øjne, da de løftede sig fra skødet for at møde hans.

[Gabriel Halvmåne]

Det gik ikke Gabriels næse forbi, at Mela var nysgerrig over hans underskrift. De færreste troede nok, at én som Gabriel kunne vende en fjerpen rigtigt, men han havde faktisk fået lidt undervisning. Han kunne alle bogstaverne i alfabetet, men at sætte dem sammen til ord, det var lidt en anden sag. Som sagt kunne han læse til husbehov, men han havde aldrig rigtigt lært at stave ord selv, så han holdt sig bare til at skrive sit fulde navn. Noget han gjorde med en vis stolthed, selvom det overhovedet ikke lignede hendes flot svungne håndskrift.

Det var ikke fordi, at berøringen af hendes knæ havde været hård, faktisk havde han været ganske blid, men det var åbenbart et ordentligt snit, han havde fået lavet, for hun reagerede da, noget der fik et smil til at sprede sig på hans ansigt. Både over hendes smerte, men også hendes kamp for at holde sig i skindet. Noget sagde ham, at hun var noget af en vildkat, og han ville få kamp til stregen, hvis hun fik muligheden. Måske hun endda kunne overvinde ham fysisk, han havde en fornemmelse af, at hun kunne nogle ting, han ikke kunne. Han var typen, der slog, hun virkede som typen, der tænkte. Måske mere end ham. Den eneste fordel han nok havde, var størrelse og styrke. Det var bare ikke altid nok. Men det var ikke noget, han havde tænkt sig at fortælle hende.

Hans hånd blev stoppet, inden den nåede det øverste af hendes lår. En hånd lukkede sig om hans håndled, og en mundtlig afvisning fulgte efter, kontant og bestemt. Smilet på hans ansigt falmede, men der var til hendes held ingen vrede i trækkene. Han havde regnet med, at hun ville sige nej, hvilket normalt menneske ville ikke det? Spændt fast til en stol med et hul i knæet og truslen om mere hængende i luften. Men han havde overmagten, og det vidste de nok begge.
”Har jeg nu også det?” Roligt tog han fast om hendes håndled med sin venstre hånd og vred den højre fri af hendes greb. Han slap hende ikke igen, der var ingen grund til at risikere et slag i ansigtet, men han rakte i stedet ud med højre mod hendes ansigt og greb fat om hendes hage og pressede fingrene ind i hendes kinder.
”Jeg ved godt, hvad du laver ved siden af al tyveriet, lille hore.” Han stemme var måske lidt for venlig og lys, som han gjorde hende opmærksom på, at han godt vidste, at hun tog betaling for sin krop ind i mellem. Meget lidt gik hoffet forbi, og bare fordi ingen havde kunne fange hende, betød det ikke, at folk ikke havde lagt mærke til hende.

Han betragtede hendes ansigt, han havde klemt skævt med sit greb, med et glimt i de brune øjne – uhyggeligt ville nogen måske tolke det til at være, som det bestod af grum morskab – og overvejede kort sine ord.
”Vi kan slå en lille handel af.” Han slap hende, blot så fingrene kunne stryge ned over hendes hals og videre ned foran, hvor hans hånd lagde sig om hendes bryst og gav det et fast klem igennem hendes tøj.
”Du har noget, jeg gerne vil have, og jeg har noget, du gerne vil have.” Hans tommelfinger kærtegnede hende uden på hendes jakke ved at stryge lidt op og ned. Smilet var tilbage på hans ansigt, men ikke det charmerende gadedrengesmil, man oftest så. Et mere beregnende smil med et hint af lyst. Hånden slap brystet og gled ned over hendes mave, på vej ned imellem hendes ben. Noget han ikke regnede med at få lov til, han stoppede, når han ikke kunne komme længere. Og lænede sig lidt frem for at tale dæmpet mod siden af hendes hoved.
”Du kan få lov til at tage to ting ud af sækken, for hver gang du får mig til at komme. I dag og fremover, til den er tom.” Hånden fortsatte ud af hendes lår, så langt inde mod inderlåret som muligt. Han synes det var en god handel.
”Eller gå herfra uden nogle af dine ting. Valgte er dit.” Han lagde hovedet på skrå og smilede så man kunne se hans tænder. "Hvis du nu gør det rigtigt godt, finder jeg en healer til dig, inden du tager herfra i dag. Hm?"

[Melantha Altın]

Selvom Melantha ud fra kvindelige standarter var stærkere end de fleste, så var det hendes smidighed og hurtighed hun vandt på. Hun havde styrke nok til at slå hårdt nok til at det kunne mærkes og efterlade et mærke af en betydelig størrelse de følgende dage, men hendes styrke kom primært af at trodse tyndekræften og bære sin egen vægt for nogle få sekunder ad gangen, ikke af fysisk arbejde med flere tunge løft. Den stod derfor ingen større stand mod en mand som Gabriel, men det betød ikke hun bare overgav sig uden videre.
”Mh, lad mig tænke,” En teatralsk pause blev holdt ”Ja.” Lød det dernæst lige så afvisende som hendes nej havde været. Hun havde intet andet at give ham, udover et øje mindre at gøre godt med.
Hånden blev efter bedste evne forsøgt vredet fri, alt mens hun i sit inderste forbandede hans fysisk langt væk. Mest af alt bare ham som helhed, men særligt det faktum at han absolut skulle være et brød af en mand og ikke en ranglet undskyldning af en ’konge’.
Måske var det ren ønsketænkning, men det havde føltes som om hun rent faktisk havde været ved at lykkes med at få sin hånd fri, da hans fingre borede sig ind i kinderne, så deres indersider skrabede mod tænderne.
Kampen om hånden standsede – for nu, mens hun i stedet forsøgte at trække hovedet fri, men blev bremset af stolens ramme. Pis.

Spyt voksede i munden, men med hans hånd omkring ansigtet holdt hun sig fra at synke klumpen før han havde sluppet.

Afbrydende fløj det fra hende ”Så ved du også den slags koster.” så snart hovedet var fri og hans hånd på vej retur mod skødet, men ikke uden at befamle hende på vejen. Hun havde mest af alt lyst til at feje ham af med hun ikke var til salg, for hvad end pris han måtte forslå. Ingen pris var stor nok for at hun ville lade ham røre hende, frivilligt – eller det troede hun.
Modarbejdende flyttede hun sig på stolen, gjorde intet for at gøre det nemt for hans hånd at finde vej mellem hendes ben. Ringen og mønterne var hun ligeglad med, men knivene og hejsemekanismen var hun ikke villig til at lade tilbage i hans varetægt, specielt knivene.
Melantha skævede kort forbi ham, mod posen på bordet, overvejelserne var lige så korte som blikket. ”Var du født et røvhul eller var det selv valgt?” En blanding, var hvad hun gættede på. Et bittert, smil trak læberne stive.
”Fire ting.” Med mindst 8 knive i posen og mekanismen, ville det tage for lang tid at få dem tilbage, hvis hun gik med til hans bud. "Og en healer." Det var at presse den, men at hun ikke havde bidt halvdelen af hans øre af på nuværende tidspunkt måtte vel også belønnes ikke?