Skat, jeg er hjemme!

[Richarde af Gustabis]

Til: Flavia af Gustabis
Sted: Familiens byhus
Tid: Aften
Vejr: Gråvejr med en følelse af kommende regn

Vejret var vel næsten, hvad man kunne forvente af Levagny. Skyerne, der lå truende over verden, gjorde den ellers lyse aften mere mørk. Richarde og hans livvagt skulle have holdt pause for nogle timer siden, men de havde valgt at presse hestene fremad i håb om at nå frem inden regnen ville begynde at falde. Og det viste sig at være en god idé, for ud over lidt støvregn, var de kommet tørre frem til landets hovedstad.
Synet af byhuset fik Richarde til at sukke af lettelse. Han var øm og træt og trængte til et bad efter de mange, mange dages rejse. Nok var de rejst fra kro til kro, og havde kun sjældent været nødsaget til at sove ved et bål, men Richarde var trods alt vant til en hvis standard. Han hadede at rejse. Greven af Gustabis var alt for magelig til at bruge tid på landevejen. Man kunne måske undre sig over, at han sad på ryggen af sin skimlede hest, men han havde ikke tålmodighed til at sidde i en vogn. De kunne skære dage af turen ved at tage den på hesteryg.

Fremme ved den store bygning, svingede Richarde benet over ryggen på dyret og lod sig glide ned på jorden. Med en grimasse, som hans bagdel føltes godt og grundigt gennembanket. Tøjlerne rakte han til livvagten, der uden et ord begyndte at føre hestene om bag bygningen, hvor de ville kunne komme på stald og få lov til at hvile. Det trængte de til, men Richarde skænkede det ikke en tanke, som hans blik gled op ad bygningen, hvor der var lys i vinduerne. Han havde ikke sendt bud i forvejen om sin ankomst. Flavia vidste, at han ville komme i løbet af sommeren, men tingene havde flasket sig, så han havde kunne forlade Gustabis før tid.

For et øjeblik blev han stående, inden han fik liv i sine trætte ben, og gik op til hoveddøren. Uden at banke på, lukkede han sig selv ind. Gad vide, hvem der var hjemme? Han savnede hele sin familie, og glædede sig ustyrligt til at se sine børn igen. Ja, også Flavia. Han holdt af hende på sin egen sære måde, og selvom deres fysiske forhold var dødt, gav hun ham altid noget intellektuelt at mores sig med.
Der var ingen tjenestefolk i den store entré, hvilket passede ham fint. Han tog den tunge rejsekappe af og hang den op sammen med hatten. Fingrene blev kørt igennem håret for at få lidt styr på de halvlange lokker, inden han gned en hånd over sit skæg og derefter, med et svagt smil om de smalle læber, bevægede sig ind i huset for at finde sin kone. Hvad mon hun lavede sådan en halvsen aften?

[Flavia af Gustabis]

Denne aften var der ingen festligheder, ingen gæster eller tung lugt af opium i byhuset. Galienne af Saulet var blevet sendt i seng med lidt ubehag fra sin månedlige blødning og Simmonete af Vigny var ude at lave guderne måtte vide hvad i Levagny, men holdt sig naturligvis sikker og i selskab med den pålidelige livvagt.

Flavia selv nød en sjælden stilhed. Hun sad med fødderne i et lille, varmt kar med rosenduftende vand i en stol, der var gjort blød med tæpper og skind mod både sæde og det luksuriøse ryglæn. Hendes hoved var lænet tilbage og aftenluften kom ind i af vinduet ud mod husets lukkede gård, hvorfra hun kunne høre en tjenestepiges sagte udåndinger. Hun vidste skam godt at den lille skøge havde en affære med den gifte kusk, men det rørte hende ikke det store, så længe hun sørgede for ikke at blive bollet tyk. Lige nu lød det ellers som om kusken gjorde sit bedste.

Flavia var yderst tilfreds med at de dage var ovre for hende. Ingen mandsperson skulle igen røre hendes krop eller støde ind i hende for at få hende til igen at gennemleve graviditetens mareridt og fødslens efterfølgende rædsler. Hun havde sin frihed, Richarde var behageligt langt væk i Gustabis og hendes seksuelle gratifikation kom alene fra Galiennes efterhånden veltrænede fingre og mund. Snart var det på tide at det lille my kom videre og blev gift med en eller anden passende, så hun kunne finde en ny komtesse at forpurre.

Livet var glimrende. Hun hørte ikke døren gå op. Hendes var tanker langt væk og ørerne beskæftiget med de stigende stønnelyde fra gården.

[Richarde af Gustabis]

Der var usædvanligt tomt og stille i huset. Richarde var udmærket klar over, hvad hans hustrus små fornøjelser gik ud på, og han kunne nok ikke helt komme uden om tanken, at det kunne være hyggeligt at finde hende i soveværelset, travlt optaget med et af sine små pigebørn, men Richarde startede nu ud med at gennemsøge stueetagen. Det var et hus, han kendte som sin egen bukselomme, som det havde været i familiens besiddelse siden hans forældre blev gift. Hans far havde værdsat sit privatliv væk fra hoffet, og Richarde havde brugt mere tid på at gemme sig fra hans hårde blik i mellem disse mure end på paladset.

Da han listede sig frem til døren ind til stuen, fik han øje på sin, trods alderen, stadig smukke hustru, der sad i en stol nær et åbent vindue med fødderne i vand. Smilet voksede på Richardes ansigt. Åh, hun ville blive så træt af at se ham. Han bildte sig ikke andet ind. Han var ikke i tvivl om, at han bare var i vejen i hendes verden, men det tog han ikke så tungt. Hun var for det meste en fornøjelse i hans, om end de havde deres små sammenstød. Men hvis der var noget han nød, så var det at drille hende.

Da han ganske forsigtigt sneg sig frem mod hendes ryg, gik det op for ham, hvilken sød musik hun lyttede til. Noget foregik ude i gården. Lyde han kendte alt for godt, både fra sig selv, men også fra andre. Det var lige før, at det var ved at distrahere ham, så han trådte hurtigt op bag stolen, Flavia havde placeret sin yndige bagdel i, og lagde sine hænder over hendes øjne.
"Gæt hvem, der er kommet hjem," spandt han nærmest drilleagtigt, med sin dæmpede, bløde og sensuel stemme, hvor man tydeligt kunne høre smilet, der var på hans ansigt.

[Flavia af Gustabis]

Flavia skulle til at råbe på Emir eller enhver anden i huset, da hænder lagde sig over hendes øjne og hun stivnede. Så hørte hun den velkendte stemme. Det løsnede hende ikke op, men det korte skud af frygt forsvandt og blev erstattet af svag irritation.

Hun og Richarde havde en fornuftig relation efterhånden. Hun respekterede ham som familiens overhoved og hendes børns far, men hun havde det strålende med deres adskilte liv: Hans i Gustabis og hendes i Levagny, ironisk nok.

"Hvad gør du her, Richarde?"

Hendes tonefald var ikke køligt. Nærmere lidt opgivende. Hun beboede selv det sovegemak, der havde tilhørt manden i huset, imens hendes nuværende yndling boede i fruens. Skulle det nu til at ændre sig?

[Richarde af Gustabis]

Det var ikke fordi, at Richarde havde forventet noget jubelskrig fra sin hustru, så det var en overfladisk skuffelse, der gled igennem ham, da hun bare lød som om, at han havde ødelagt hendes aften. Han havde ikke regnet med andet, selvom han somme tider håbede for andet.
Han fjernede hænderne fra hendes øjne igen og lod i stedet fingrene stryge ned over hendes hals, inden hans hænder lagde sig på hendes skuldre.
"Jeg er også glad for at se dig igen, kære hustru," sagde han, stadig med smil i stemmen. Det var trods alt et stykke tid siden, at de sidst havde været i hinandens selskab.

"Jeg savner min familie, og forhandlingerne gik bedre end jeg havde regnet med, så jeg skyndte mig at gribe muligheden for at rejse tidligere end planlagt." Han gav hendes skuldre et let klem, inden han slentrede forbi hende og over til en anden behagelig stol, der stod skråt overfor hende. Den var en blød modsætning til den hårde saddel, og han sukkede, som han satte sig. Straks gled han lidt ned i sædet, med de lange ben strakt ud foran sig og en albue på armlænet, mens han støttede kinden på en hånd. De brune øjne gled over Flavia, undersøgende. Han bildte sig selv ind, at han kunne se, at hun var blevet ældre.
"Og så ville jeg se, om jeg kunne fange min fætter, inden den der hersens rundrejse." Han havde ikke haft mulighed for at komme til Levagny til onklens begravelse, og han ville gerne kondolere personligt og ikke bare med brev.

[Flavia af Gustabis]

Flavia savnede ikke Richarde, når de var adskilt. Hun væmmedes dog heller ikke ved hans berøring, så længe den blev ved hendes skuldre. Blikket fulgte ham, da han gik over mod det andet særsyn at en stol med ryglæn.

"Så det er ikke din plan at tage med rundrejsen?"

Hun hævede begge bryn let og betragtede ham afventende.

[Richarde af Gustabis]

Åh, hvor var det rart at være kommet frem. Richarde kunne allerede mærke den tunge fornemmelse komme snigende i kroppen, som han endeligt kunne tillade sig at slappe af. Det havde været en lang rejse, og lige nu trængte han bare til noget at spise, et bad og så lige på hovedet i seng. Resten kunne vente til i morgen.

Flavias spørgsmål fik en kort let latter ud af ham. Om han skulle på rundrejsen?
"Ved Mithras nej, du ved, hvor meget jeg hader at rejse. Jeg regner med at nyde Levagnys lystne liv sommeren over og så tage hjem i varmen igen." Han løftede hovedet fra hånden og strakte så begge arme over hovedet med en anstrengt lyd, som han fik trukket sine muskler og led ud. "Ikke om jeg skal tilbringe så meget tid på landevejen for at fise rundt og lade som om, at jeg er interesseret i nogens høst eller vinproduktion. Det gør jeg så rigeligt derhjemme." Det var ikke normalt, at han var så ligefrem ærlig overfor folk, men Flavia var en undtagelse.

Med hænderne nu hvilende på maven, betragtede han hende mildt undersøgende.
"Hvordan går det? Får du holdt nogle fester? Hvem er dit nyeste legetøj under tæpperne?" Igen var hans hensigt at drille hende lidt, men han var samtidigt også nysgerrig. Det var ikke meget, han hørte fra hende.

[Flavia af Gustabis]

Flavia havde ikke den fjerneste interesse i at tale rundrejsen op. Hun havde allerede lagt samtlige planer for familien uden at regne Richarde ind i dem. Derfor så hun også åbenlyst lettet ud over hans svar og var ligeglad med om han fik såret sine følelser af den respons. Hun slappede selv lidt mere af og fnøs endda let af hans sidste spørgsmål.

"Ja, du ved hvilke fester jeg holder," pointerede hun med et hævet bryn. "Det er uændret. Selv din fætters hustru lægger til tider sin vej forbi."

Det var en ære. Selveste Dronning Orielle af Falanie.

"Min nuværende er Saulets datter. Galienne af Saulet. Men hun skal afsættes under rundrejsen. Hun er næsten tyve. Det er på tide med en ny. Hvis du skal nå at se hende må du holde dig til, men du rører hende ikke," advarede hun.

[Richarde af Gustabis]

Det var ikke fordi, at Richarde ikke kunne se lettelsen i sin hustrus træk, som han sagde, at han ikke var interesseret i rundrejsen. Selvfølgelig ville hun ikke have ham med. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun havde lagt sine planer, og at en irriterende husbond bare ville være i vejen. Det gjorde ham ikke noget. Han bildte sig ikke ind, at deres forhold var andet end det. Hans ofte uønskede tilstedeværelse.

”Gør hun det?” Hans øjenbryn skød i vejret. ”Der kan man se,” svarede han lidt overrasket. Og tænksom. Det var en god viden at have. Gad vide, hvad hans fætter sagde til det? Det var ikke familien, han havde set mest til de sidste mange år, som han så sjældent som muligt tog rejsen fra Gustabis. Og det var heller ikke fordi, at han havde så meget til fælles med meget af sin familie, slet ikke sin fætter. Han var lidt for … afslappet … i forhold til familiens stive levevis.

”Åh, hende har jeg vist mødt. Sød pige.” Han trak sig ud af tankerne om familie og forsøgte at huske, hvordan Flavias legetøj så ud. Flavias advarsel fik ham til at smile skævt.
”Plejer jeg ikke at kunne kende forskel på dit og mit, kære hustru? Jeg finder nok noget underholdning andetsteds.” Det plejede i hvert fald ikke at være et problem. Verden bugnede med unge, uskyldige kvinder.

[Flavia af Gustabis]

Flavia nikkede. Richarde plejede at kende grænsen, men det var længe siden hun havde set ham denne gang og nogen advarsler kunne ikke gentages for ofte. Galienne af Saulet troede stadig at det var vigtigt at en mand ikke havde rørt hende før hun blev gift. Hun var naiv på den måde.

"Som sagt kan du se hende," konstaterede Flavia. "Du plejede i hvertfald at nyde at se på fra galleriet, kære Richarde. Har det ændret sig?"

[Richarde af Gustabis]

Et stort smil spredte sig på Richardes ansigt, som hans hustru spurgte ham, om han stadig kunne lide at se på, når hun hyggede sig i sengen med sine piger. Han slog dog blikket ned, som var han lidt skamfuld eller genert, hvilket måske kunne have snydt andre, men sikkert ikke Flavia. Skam var ikke en følelse, han besad ret meget af.
”Nej, det har det ikke, kære Flavia,” svarede han roligt og fugtede sin underlæbe, inden han skævede mod hende, stadig smilende. Selvom de ikke var et ægtepar som alle andre, var det alligevel dejligt nok, at de kunne snakke om de ting, ingen andre ville forstå. De vogtede hinandens hemmeligheder.

Ingen han kunne nå at sige mere, tog lydende til udefra. Pigens støn nåede nye højder, og ingen kunne være i tvivl om, hvad der foregik. Selv mandens lyde trængte ind af vinduet, som han nåede den højeste tinde. Richarde løftede et øjenbryn og så på Flavia.
”Har du ligefrem bestilt underholdning til aftenen? Det er måske en ny dille i Levagny?” Han sagde det i en lidt drillende tone, for det tvivlede han stærkt på.

[Flavia af Gustabis]

Flavias blik gled mod de åbne vinduer og hun hævede et bryn let, før hun rystede på hovedet.

"Claudette behøver ingen opfordring, før hun spreder benene for kusken," svarede hun tørt. Hun rejste sig langsomt og ærværdigt, før hun gik over mod åbningen ud mod gården og kastede et blik ned i halvmørket.

"Hun er en nem lille tøjte, men hun arbejder hårdt, brokker sig aldrig og tager ikke fremmede mænd med hjem, så jeg tåler hendes natlige aktiviteter." Konstaterede hun, som hun så to, blege bryster danse op og ned, imens kusken stødte hårdt til og stønnede tungt.

"Hun ville også sprede benene for dig, hvis du keder dig. Jeg tvivler på at kusken er den eneste hun underholder sig med. Hun har enorme bryster. Kom selv og se."

[Richarde af Gustabis]

Richarde blev siddende, træt i kroppen efter dagen tilbragt på hesteryg, som hans hustru rejste sig og gik hen for at se ud i mørket. Tavst betragtede han hende, mens hun fortalte om Claudette og tjenestepigens fysiske aktiviteter. Det lød som en tjenestepige, Richarde kunne sætte pris på. Hvis hun så var ung og køn samtidigt med, så ville alt jo være perfekt.
Som Flavia kommenterede på, at tøsen sikkert ville sprede benene for Richarde, løftede han en hånd og kløede sig i skægget, mens han ikke kunne lade være med at smile skævt. Han var oftest mere til de lidt mere uskyldige, men som Flavia selv sagde, skulle han kede sig…

Med en træt lyd trak han benene til sig og skubbede sig op at stå. Han var ikke helt ung mere, det var der efterhånden ingen tvivl om. En dag ville han nok vælge vognen frem for egen hest, men ikke endnu.
Med lidt tunge skridt gik han over til vinduet og stillede sig ved siden af Flavia for at se ud. Der var lys nok til, at han kunne se slørede detaljer på de to personer ude i gården. Det var ikke ligefrem fordi de forsøgte at skjule, hvad der foregik.

Brysternes hoppen fangede dog hurtigt hans blik. Ubevidst fugtede han sin underlæbe igen, inden han nikkede.
”Det må man sige, der har guderne været gavmilde.” For et øjeblik stod han tavs og så på underholdningen, inden han sukkede dybt og trak sig væk fra vinduet.
”Du har spist for i aften? Vi valgte at ride uden pause de sidste timer, det trækker op til regn.” Han var sulten og træt, og det varme bad lokkede stadig for at få landevejens skidt af kroppen.

[Flavia af Gustabis]

Flavia var ikke tiltrukket af tjenestepigen. Hun var dog imponeret over de blege brysters størrelse. Det sitrede lidt efter hende for at slå til dem og se hvad der mon skete. I stedet for at forfølge den tanke, drejede hun sig mod Richarde og åndede lidt ud.

"Et mindre måltid. Det har været en meget stille aften. Intet selskab. Jeg spiser gerne med dig. Køkkenet kan sørge for brød, kød, ost, måske lidt supperest."

Hun tog en dyb indånding. "Claudette," kaldte hun så højt. "Jeg skal bruge dig. Lige nu."

Et ondskabsfuldt smil trak i hendes mundvige. Hun hørte kusken prøve sit held med at fortsætte bare lidt, hørte afvisningen, hans utilfredse grynt, endnu et forsøg, før tjenestepigen lovede revance og snart efter kom styrtende op af trappen. Hendes hovedlin var igen pertentligt og brysterne dækket til. Flavia morede sig og nikkede mod Richarde. "Herren er vendt hjem. Han er sulten. Efter mad." Hendes blik spillede.

[Richarde af Gustabis]

”Det ville jeg ikke sige nej til,” sagde Richarde sandfærdigt, som hun tilbød at dele et måltid med ham. Igen, nok var de ikke et traditionelt ægtepar, og selvom de havde deres forskelligheder og uenigheder, nød Richarde for det meste sin hustrus selskab. Hun var en fornøjelse at indgå i samtale med, og lige nu ville han ikke have noget i mod at lytte til hendes stemme og tømme hovedet til lidt sladder fra byen.

Da Flavia åbnede munden og kaldte på tjenestepigen, spærrede Richarde øjnene lidt op og skød øjenbrynene op i panden. Et udtryk af morende rædsel var at læse i hans ansigt.
”Flavia, din onde kvinde,” sagde han dæmpet og forfærdet over hendes afbrydelse af den seksuelle akt udenfor. Forfærdet og smilende, for han var ikke overrasket, og ja, det morede ham, at hun gjorde det. Dog følte han en overfladisk medlidenhed med kusken, der var ikke noget værre end at blive afbrudt midt i akten.

Et øjeblik efter stod Claudette i stuen, og hvis man ikke lige havde stået og lyttet til hendes støn, kunne man ikke se på hende, hvad der lige var foregået. Richarde kæmpede lidt med at lægge ansigtet i neutrale folder, og hans øjne glimtede lidt som han så på hende. Han valgte at forblive tavs, i tvivl om han kunne styre sin egen tunge. Havde han ikke været så træt efter rejsen, havde man måske gjort og sagt ting, der ikke havde været acceptabelt i andre husholdninger, men som han vidste Flavia ikke ville have noget problem med, men lige nu måtte han indrømme, at han var mere interesseret i en bid mad end en bid barm.
Så snart tjenestepigen var hastet ud i køkkenet, slentrede han hen og smed sig i en stol ved spisebordet, mens han rettede blikket mod sin hustru igen.
”Hvor er alle vores børn henne i aften? Jeg havde glædet mig til at se dem.”