Skat, jeg er hjemme!

[Flavia af Gustabis]

Flavia morede sig en del. Hun var ganske uhæmmet når det kom til at drille sine tjenestefolk. De var brikker man kunne flytte på efter eget forgodtbefindende. Hun smilede, som hun rejste sig værdigt og landede ved spisebordet.

"De små er jo i deres egne hjem," svarede hun. "Din søn er udsendt, som du ved. Simme er ude i teateret. Hun kommer hjem senere."

[Richarde af Gustabis]

Et dybt suk lød fra Richarde, da Flavia fortalte ham, hvad han godt vidste. De boede ikke sammen som en familie mere. Som altid med mangel på den stive opførsel en greve, ja en hertug, burde besidde, lænede han sig ind over bordet, satte en albue i bordpladen og lagde hovedet i hånden. De lange ben under bordet blev strakt ud, bidragende til hans dårlige holdning. Hans far ville have stukket ham en for at sidde sådan, men den gamle mand var heldigvis for længst død.

”Nogle gange savner jeg, dengang de alle sammen var små. De var så livlige. Uskyldige. Larmende.” Det sidste fik ham til at smile, larmen kunne han nu godt kunne have undværet. Men han savnede at have små børn i huset. Havde Flavia været en anden, ville Richarde nok ikke være færdig med at avle børn endnu. Han elskede børn.

Hans brune øjne kastede et kort blik på kvinden ved bordet, inden han sænkede blikket til sin frie hånd, hvor en finger begyndte at tegne mønstre på bordpladen. Ved guderne, hvor var han træt. Og gammel. Han var ved at være blevet gammel. Tanken gjorde hans medfødte lidt triste udtryk en smule mere trist. Det var nok bare de ømme muskler, følelsen af snavs og den tomme mave, der talte.
"Men Simme kommer hjem i aften? Det vil jeg glæde mig til," sagde han med lidt håb i stemmen.

[Flavia af Gustabis]

Flavia romantiserede ikke larmen eller småbørnene. Hun mente det var nemt for Richarde at savne små fødder på trapperne, når han ikke havde haft det store ansvar for at tage sig af dem. Heldigvis havde han til gengæld masser af penge og det havde sikret hende et komfortabelt liv med barnepiger og ammer, så hun heller ikke behøvede stå op midt om natten eller få sine bryster suttet rå af små børnelæber. Hendes hårdeste opgave havde været fødslerne, men de havde også været hårde nok i sig selv, alle fire af dem. Dem kunne han selv gå igennem i smerte, mente hun. Hun nævnte det dog ikke denne gang. Det havde alt sammen været sagt imellem dem før. Skænderierne, da han ville have tredje og fjerde barn, havde nær fået taget til at lette.

Mørke øjne betragtede Richardes kropsholdning og gled dernæst til hans hår. Var det ved at få grå stænk? Hun nikkede langsomt og tænkte på hvor Simmonete af Vigny var, om hun mon havde det godt. Hendes lille guldklump var det bedste, der var kommet ud af Richardes prusten og stønnen ovenpå hende og alle de smertefulde fødsler. Hvis hun kunne vælge mellem at undvære dét eller sin datter var hun såmænd ikke sikker på hvad hun ville gøre, men hun var glad for at hun i det mindste havde fået en belønning for sine lidelser.

"Jeg garanterer ikke hvornår," tilføjede hun til sin bekræftelse. "Ungdommen, ved du. Hun skal have sin sjov. Det fortjener hun."

[Richarde af Gustabis]

For Richarde var der ikke mere at skændes om, når det kom til børn og dét at lave dem. Flavia havde fået sin vilje, og Richarde var alligevel ikke interesseret i hendes krop længere. Hun var for gammel. Og selvom han måske gerne ville have flere børn, var det nu rart nok ikke at have de små væsner rendende hele tiden. Nok var de ikke hans ansvar i den alder, men de havde alligevel været en afbrydelse i livsnydelsen. Bare skrigeriet om natten, der kunne holde hele borgen vågen. Nej, nu nød han deres alder, som de var nu. Samtalerne, turene på hesteryg, aftenerne foran ilden med spil og historier. Ja, det var jo nogle år siden, at det havde været sådan. Han håbede ikke, at deres tid i storbyen havde taget den fornøjelse fra ham. At han havde mistet sine børn.

Flavias blik efter grå hår ville være forgæves. Som sin far var Richarde længe om at blive gråhåret. Skægget var lidt en anden sag, men de få grå stubbe, der dukkede op indimellem, blev pertentligt fjernet med en pincet. Richarde var for forfængelig til at lade alderen vise sig. Han takkede jævnligt guderne for at se så ung ud, som han gjorde. Alderdommen skræmte ham.

”Selvfølgelig,” sukkede Richarde, ”hendes gamle far kan godt vente til i morgen.” De brune øjne rettede sig mod Flavia og betragtede hende mildt. Den mørkebrune farve fik altid hans blik til at virke varmt, selvom vreden kunne få dem til at skyde lyn.
”Jeg regner ikke med at vente oppe, jeg savner at sove i en god seng igen.” Uden at have nogle tanker om det, forventede han at sengen i soveværelset var klar til ham, han var trods alt herren i huset. Men egentligt var han ligeglad, så længe sengen var god at sove i.

[Flavia af Gustabis]

Flavia løftede et bæger med fortyndet vin og drak. Hun lukkede øjnene i et øjeblik, før hun satte bægeret fra sig og så sin mand i øjnene igen. En god seng. I byhuset havde Galienne sit eget værelse, men udelukkende fordi Flavia sov i den seng, der principielt tilhørte Richarde. Simmonete havde også sit eget, lille værelse, men det kunne man ikke placere nogen af hendes forældre i. Flavia trykkede læberne en smule sammen, men nikkede så.

"Du må dele den med mig i aften, husbond. I morgen finder vi på et andet arrangement."

Formentlig en ordning, hvor Galienne af Saulet blev degraderet til et mindre kammer, når hun var syg og Flavia ikke kunne få glæde af hende.

[Richarde af Gustabis]

Selvom de fleste nok ikke ville opdage det, kunne Richarde godt fornemme, at hans ord om en god seng ikke faldt i god jord. Han kneb øjnene lidt sammen og betragtede undersøgende Flavia med et lille smil. Nåh, hun delte måske hans seng med en anden? Ikke at han ville bebrejde hende det, han var der jo trods alt ikke, og hjemme var det heller ikke altid kun ham i sengen. Han havde som sådan ikke noget i mod at sove alene, men han kunne bedst lide at have en varm krop ved sin side.

Hans finger stoppede med at tegne små mønstre på bordpladen og hånden lagde sig til hvile på træet.
"En nat med min hustru ved min side lyder ikke som en dårlig nat." Hans smil voksede, inden det forsvandt for hævede øjenbryn og let opspærrede øjne, som han rettede sig op og løftede begge hænder afværgende.
"Jeg lover at holde mig til min side." Et løfte, han ikke kunne holde mens han sov, der var stor sandsynlighed for, at hun ville ende i hans favn, men hun skulle da være velkommen til at stikke ham en albue. Det var sket før. Smilet kom tilbage og fortalte sit tydlige sprog om, at hans løfte var til at smide på møddingen.

[Flavia af Gustabis]

Flavia og Richarde havde en god ting sammen. Afstand i rigt mål, hver sit soveværelse. Hun overvejede næsten at vippe Galienne ud af sengen eller dele den med hende, selvom hun var dårlig. Det lå hende ellers fjernt. Hun var ikke så omsorgsfuldt anlagt, hvis ikke hun fik noget ud af det.

Den umiddelbare reaktion på at være fysisk tæt på Richarde var til gengæld væmmelse. Hun rankede sig lidt.

"Hvis du vil have en varm krop at røre ved, så er det en anden seng du skal finde, husbond. Vi har en aftale."

[Richarde af Gustabis]

Trætheden kom næsten som et slag i ansigtet, som hun ikke lod til at være modtagelig for hans lette humor. I stedet kunne han tydeligt se på hendes ansigt, hvad hun tænkte om at skulle sove i samme seng som ham. Smilet forsvandt fra hans ansigt, men i stedet for at glide tilbage til ligegyldigheden, var der dukket en rynke op i hans pande.
”En aftale, jeg omhyggeligt har holdt, Flavia, og fortsat vil. Hvis du ikke kan holde mit sovende selskab ud, må du finde en anden seng at sove i, det er dit problem, ikke mit.” Den varme tone i hans stemme var væk, som han tydeligvis satte sin hustru på plads i en bestemt, kølig tone.

”Men jeg er ikke draget hele vejen til Levagny for at diskutere dit had til mit selskab, og jeg er for træt til at skulle forholde mig til dine nykker lige nu. Jeg gav dig et tilbud, du kan tage det eller ej, men hold dine spidse ord for dig selv, hustru.” Hvis Flavia kendte sin mand bare en smule, ville hun nok vide, at hun skulle gøre som han sagde. Han var ikke i humør til at diskutere med hende nu, efter en lang dag på hesteryg, som den sidste i rækken af mange andre lange dage. Trods udmattelsen, ville han nok kunne mønstre nok energi til at hæve stemmen.
Nej, han gad ikke skændes med hende i dag, han ville have noget at spise og et bad, efterfulgt af en lang nats søvn i den omtalte seng. Hvor blev maden i øvrigt af?

[Flavia af Gustabis]

Flavia havde udholdt Richardes fysiske tilnærmelser gennem fire børn. Det var endegyldigt slut og hun fandt ikke hans morsomhed underholdende. Hendes kæbe spændtes hårdt og hun rejste sig med et anstrengt smil.

"Jeg går ud og ser hvad der bliver af maden," konstaterede hun uden at svare på det han havde sagt.

I stedet faldt hun tilbage i det gamle mønster fra tiden hvor hun og Richarde boede sammen. Når hun ikke kunne holde ud at han skulle røre hende eller når han havde tilladt sig at spille herre og mester over hende og huset. De knuste urter var stadig i hendes ene bæltepung og hun dryssede dem med lette fingre over syltetøjet, som hun vidste han ville spise af. Blandet ind i det røde var det ikke til at se eller smage. Tjenestepigen overtog maden uden at stille spørgsmål og serverede for hertugen med blusen let hevet ned efter Flavia havde rettet på den. En lille distraktion til ham.

Hun selv gled ned i sin stol igen, denne gang bevæbnet med en bog. Han behøvede ikke som sådan at tale med hende igen. Hun var afklaret. Indenfor den næste times tid ville han få hovedpine. Hun ville i mellemtiden sove inde hos Galienne af Saulet.

[Richarde af Gustabis]

”Gør du det,” mumlede Richarde efter hende og sukkede opgivende. Træt gned han sig i ansigtet med begge hænder. Selvfølgelig skulle de skændes minutter efter, at han var trådt ind ad døren.
Det var ikke fordi, at Richarde nogensinde havde drømt om et traditionelt ægteskab, han ville visne væk i så låst et forhold, men han var trods alt vokset op med forventningen om netop dét fra familie og samfundet. Og han ville gerne have et hjem, hvor kærligheden eksisterede. Havde han selv haft muligheden for at vælge, havde han nok ikke giftet sig med Flavia, men der havde ikke været noget valg, og han mente selv, at han havde gjort sit for at få det bedste ud af det. Børn skulle der til, både af egne lyster, men også som der blev forventet. Hvorfor forstod hun ikke det? Hun opførte sig altid som om, at han var skurken. Havde han andet end sød ved hende? Det var ikke hans skyld, at hun blev dårlig ved synet af en manddom. Børn var hendes pligt. Og han havde aldrig brugt vold for at få hende til at udfylde den pligt.

For et øjeblik overvejede han at gå ud til sin livvagt i stalden og få ham til at pakke hestene igen, så de kunne tage til den bedste kro i byen. Eller måske til paladset og værelserne, der ventede ham der. Men han var træt, og han vidste, at livvagten også havde brug for hvile.
Og det var hans hus. Det var her, han havde været som barn. Hans hjem. Han havde bare brug for en rolig nat i sin egen seng. Og ved Triatos, hvis Flavia ikke ville sove ved hans side, måtte hun affinde sig med sin plads og finde en anden seng. Hun kunne for Richardes skyld sove sammen med den storbarmede tjenestepige.

Da de to kvinder kom tilbage, var der intet glimt i Richardes øjne eller noget smil om hans læber. Han tog tavst imod maden og kastede sig straks over noget kold kylling og kolde bønner. Selv ikke udsynet til pigens barm fangede hans opmærksomhed, han var ikke interesseret i en tøjte som hende alligevel.
Efter de første par bidder hævede han dog blikket til hendes ansigt.
”Jeg vil have en badekar fyldt med varmt vand, så jeg kan få et bad inden sengetid.” Og derefter ignorerede han de to kvinder igen, mens han fortsatte med at spise.

Selvom han var sulten, spiste han i ro og mag, det ville tage lidt tid at få varmet vand og fyldt karret. Og så sulten som han var, ville han bare få mavekneb af at kaste maden i sig. Til sidst var der kun brød og syltetøj tilbage, en lille dessert. Han kastede sig dog ikke over det med det samme, men lænede sig træt tilbage og overvejede, om han skulle gemme det til efter badet.

[Flavia af Gustabis]

Flavias blik gled over Richarde og ned til syltetøjet med urterne i. Hun tog en dyb indånding og bladrede en side, som om hun ikke var fokuseret på at få ham til at spise det sidste og dermed lande sig den fortjente straf.

"Det er din yndlings," konstaterede hun, blikket nu på bogstaverne i bogen. "Sødet med sukker og ikke honning, som du fortrækker."

Det var nu sandt nok. Det var hans yndlings. Det ville dog næppe få ham til at få det særlig godt. Det var bestemt heller ikke formålet.

[Richarde af Gustabis]

Richarde var ikke en dum mand. Han kunne godt sætte to og to sammen, også selvom noget virkede til at være meget tilfældigt. Men der var et mønster, der havde vist sig, i hans tid med Flavia. Og han havde efterhånden puslet sammen, at en vred hustru var det samme som pludselige former for sygdom. Hovedpine, mavesmerter, den slags. Og i den tid, hun havde været i Levagny, havde der intet været af den slags.
Det var ikke noget, han havde bevis på og han havde derfor ikke rigtigt kunne gøre så meget ved det.

Men som hun pludseligt gik op i at fortælle ham, hvad der var på bordet af søde sager, kom han i tanke om sin mistanke. En rynke viste sig i hans pande, og han så fra syltetøjet til Flavia og tilbage igen. Ved guderne, var hun virkeligt så smålig. De havde knapt udvekslet ord!
Tavst sad han et øjeblik, lidt rystet over det, der var gået op for ham, inden han rejste sig op.
”Måske senere, jeg er mæt for nu. Og jeg trænger virkeligt til at vaske landevejens skidt af mig.” Han sendte hende et smil, der hverken nåede hans øjne eller fik ham til at lyse op, som det plejede. Forstyrret forlod han stuen for at gå til baderummet, hvor den storbarmede trunte stadig arbejdede med at fylde karret, med hjælp fra kusken, der stadig lignede en, der kunne myrde nogen.

Til sidst var Richarde dog alene, og han tog det beskidte tøj af og satte sig i karret. Med en tænksom mine stirrede han ud i luften. Tjenestepigen kom med noget rent tøj, der havde ligget i huset, klar til hans tilbagevenden, men han registrerede knapt hendes blik mod vandet, inden hun forsvandt igen.