Drengestreger

[Elyot af Falanie]

Elyot fnøs hørligt og himlede med øjnene. Han kørte en hånd gennem krøllerne og rystede på hovedet.

"Der er tusind år til," forsikrede han, selvom han godt i baghovedet vidste, at forhandlingerne var i gang. Det kunne han ikke forholde sig til. Han var væbner i lang tid endnu.

"Har din onkel fundet en til dig?"

[Lanval af Suilleaux]

"Hvis han gør, bliver hun bumset, uden former og dum som en dør." Sagde han og smilede skævt.
"Heldigvis så tvivler jeg på min onkel gider bruge tid på det, han har for travlt med at være den største skurk i Falanie." Bemærkede han afdæmpet.
"Ham og min far var vist heller aldrig gode venner."

[Elyot af Falanie]

Elyot grinede lidt over det gustne billede der blev dannet om Lancelin af Suilleaux. Han stødte til Lanvals skulder og drev over imod træningsbanerne.

"Skal jeg lige give dig lidt tæsk?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval udbrød en lettere høj og uimponeret lyd. "Nej, det bliver da omvendt." Sagde han og gik hen til træningsbanen og tog et af sværdene.
"Det er da mig der tæsker dig." Bemærkede han og strøg fingrene gennem sit hår med et skævt smil.

[Elyot af Falanie]

Elyots blik glimtede over udfordringen. Rigtig mange af hans jævnaldrende turde ikke forsøge for alvor at slå ham, men Lanval holdt sig ikke tilbage. Det fik hans hjerte til at slå lidt hårdere og blodet til at suse af spænding. Han kunne mærke det hele mere intenst med sin lille gave. Han var så vandt til at træne med sin ridderherre og med undervisere, men det var længe siden han havde mødt en jævnaldrende i kamp.

"Du kan da prøve, nidding," drillede han, før han greb et træningssværd. Han fulgte protokollen og ventede til vennen var klar, før han bukkede let i respekt. Rundt om dem fulgte nysgerrige blikke med. Sådan var det altid.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval tog et træningssværd og stillede sig også klar, hvorefter han også bukkede for Elyot. Han mærkede blikkene rette sig mod dem, men tog sig ikke af det. Han var også vant til opmærksomhed, dog ikke i så høj grad som Elyot.
Derefter løftede han sit sværd og lod sit blik hvile på Elyot, mens han ventede på et godt øjeblik til at slå til.

[Elyot af Falanie]

Elyot kendte Lanval ekstremt godt, også i en sværdduel. De havde lært sammen, var vokset sammen, havde trænet side om side alle fire år som pager. Kun det sidste år havde de ikke haft den store lejlighed til at øve deres evner mod hinanden.

Elyot var vokset til over det sidste år og var næsten samme højde og bredde som Lanval nu. Han indtog en defensiv position og gik rundt om vennen med fronten altid imod ham, afventende og klar med muskler, der varmede sig selv langsomt op ved bevægelserne.

[Lanval af Suilleaux]

De to drenge var som to katte der så hinanden an, inden de gik til angreb. Lanval havde dog ikke tænkt sig at slå til lige med det samme, han havde ikke set Elyot slås i lang tid og han var nysgerrig efter at se om noget havde ændret sig. Indtil videre, bemærkede han var han blevet lidt mere præcis med sit fodarbejde.
"Er du bange?" Spurgte han med et skævt smil og vendte sig mod Elyot, mens han løftede sit træningssværd i en defensiv position.

[Elyot af Falanie]

Elyot fnøs let over provokationen. Han hævede begge bryn en smule og cirklede videre. "For dig? Aldrig. Men det lader til at du er blevet ligesom alle andre, nervøs for at gå til den."

Det var et forsøg på en provokation, men også en reel frustration. Mange turde ikke slås mod ham, fordi han var kronprins.

[Lanval af Suilleaux]

"Gå til den?" Sagde han, klar over at Elyot provokerede ham. Han bed dog villigt på, mest fordi han gerne ville gøre kronprinsen glad. "Hvis du keder dig kan jeg da godt gå mere til den." Brummede han med et skævt smil og strøg fingrene gennem håret.
Derefter tog han et par skridt frem og lavede et angreb mod siden af Elyots højre ben. Det var bare træningssværd så det ville næppe skære prinsen op, men det var alligevel helt bevidst at han ikke ramte helt præcist med den skarpe kant men mere den fladere side af sværdet.

[Elyot af Falanie]

Elyot drejede sig lidt til siden ved udfaldet og mødte Lanvals sværd med sit eget, så kraften gik op i begge deres hænder og lyden af stål mod stål skar gennem luften.

Han fik tvunget sværdet ned og slap, før han selv gjorde et udfald efter sin vens side.

[Lanval af Suilleaux]

Da Elyot svingede sværdet mod hans side, fik Lanval stoppet det med en efterfølgende høj, skærende lyd af metal. I baggrunden kunne man høre råb og høje stemmer fra gruppen af mennesker der samlede sig omkring dem.

Lanval gik et skridt frem og gjorde et udfald fra oven mod kronprinsen skulder, med forventningen om at Elyot ville nå at blokere slaget.
"Hvis jeg vinder, får jeg så lov til at gifte mig med en af dine søstre?" Spurgte han med et skævt smil.

[Elyot af Falanie]

Elyot blokerede og metallet sang igen. Et gisp lød over at nogen turde gå sådan til kronprinsen. Han smilede bredt og skubbede til Lanval med de låste sværd for at vippe ham hårdt bagud.

"Aldrig," svarede han. "Sidst jeg tjekkede var du ingen udenlandsk prins, Suilleaux."

[Lanval af Suilleaux]

Bevægelsen fra Elyot var hård, men ikke den voldsommeste Lanval havde prøvet. Han gjorde dog alligevel en dyd ud af at tage et par skridt tilbage, på en meget dramatisk facon, måske mest for publikums skuld.
"Tilgengæld nok mere mand end de fleste forkælede prinser." Bemærkede han, en smule provokerende, for at se om Elyot bed på. Et stort gisp kunne høres fra de omkringstående folk, tænk at han talte sådan til kronprinsen, en simpel væbner som ham.

[Elyot af Falanie]

Elyot grinede over fornærmelsen, der kunne koste de fleste andre en nat i en celle. Lanval fik et hug mere med sværdet og prinsen fik vejret.

"Du sover ikke ligefrem på en pude af sten, Suilleaux," bød han igen op til dans. "Men du ville skulle takke dine guder - og din prins - for at få lov til at kysse den jord hun går på."