Drengestreger

[Lanval af Suilleaux]

Lanval nåede lige akkurat at afværge hugget, men sværdet kom ret tæt på hans skulder denne gang. Han grinede afdæmpet over vennens bemærkning, det gjorde han sandt nok ikke, selvom det nogle gange føltes sådan når han var på rejse med sin ridder.
"Jeg bøjer mig i støvet." Sagde han og lod sit sværd falde til side på jorden, inden han satte sig på knæ foran kronprinsen og løftede sine øjenbryn let.
"Mange tak." Bemærkede han og bøjede højtideligt sit hoved.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde ikke forventet reaktionen. Han stirrede et øjeblik på Lanval, før han bøjede sig ned og rakte en hånd frem.

"Stop det der. Vi er ikke i Edrye. Du skal ikke knæle sådan der for mig."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde måske også overdrevet lidt, men han havde ikke kunne ladet være, han havde altid haft en vis form for fornøjelse ved at smøre tykt på. Da kronprinsen bad ham om at holde op, løftede han sit ansigt og smilede skævt. Han tog imod hans hånd og grinede afdæmpet.
"Hvem ved? Det kunne jo være du begyndte at få smag for det." Sagde han med et skævt smil og trak på skuldrene.
"Så heller ingen kys på dine sko?" Spurgte han og løftede sine øjenbryn.

[Elyot af Falanie]

Elyot hev kammeraten op, lidt hårdhændet. "Idiot," hvislede han, imens han hjalp ham op. "Nu tror folk at jeg har udbedt dig troskab." Han grinede ikke mere, men stak træningssværdet på plads i den bøtte de befandt sig i.

"Saml dit sværd op, Suilleaux. Du kan få tæsk en anden dag."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval løftede øjenbrynene lidt og rømmede sig. "Jeg beklager." Bemærkede han og samlede sit sværd op, uden at være specielt ked af det. Det var svært at finde ud af hvad kronprinsen ville have, de skiftede hvert øjeblik.
"Det vil jeg se frem til Deres Kongelige Højhed." Sagde han og satte sværdet tilbage på plads, hvorefter han vendte sig og begyndte at gå væk. Hans selskab var vist ikke ønsket mere.

[Elyot af Falanie]

Elyot gik efter Lanval og en hånd lagde sig hårdt om hans skulder.

"Nu skal du ikke give dig til at surmule, idiot," beordrede han. "Forstår du hvad du lige gjorde? I Edrye ville de allerede være på vej for at forhøre os begge om hvad troskabseden gik ud på. For at sikre sig at jeg ikke var ved at stable et oprør på benene."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var ikke så god til sådan noget, han var mere til ting han forstod som hvem det var stærkest i en kamp.
"Så er det godt jeg er idiot nok til, at ingen tror på jeg er klog nok til at stable et oprør på benene." Sagde han og kløede sig på hagen, stadig en smule gnaven over at blive irrettesat som om han var fem år gammel.
"Hvis de spørger mig skal jeg nok indrømme det var mig det hele, så giver dig mig måske en heltemodig død, hvor jeg får lov til at slås mod en kylling."

[Elyot af Falanie]

"Stop dog selv, Lan," svarede Elyot træt. "Det kan godt være at du er pisse ligeglad med hvordan det tager sig ud eller hvad reglerne er, men lige nu står du stadig til at blive en af rigets vigtigste mænd."

Han åndede tungt ud. "Så gider du ikke godt bare... Vær opmærksom. Folk ser på os. Altid."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval brød sig ikke helt om at blive talt til på den måde, men han kunne dog godt se Elyots pointe - hvilket kun gjorde det mere irriterende. Siden hvornår var Elyot blevet den modne af de to?
"Javel, jeg forstår." Sagde han og løftede sine øjenbryn.
"Jeg er ikke god til at være center for opmærksomhed." Bemærkede han og kløede sig lidt i de små skægstubbe.

[Elyot af Falanie]

Elyot var vandt til det. Han havde altid været i centrum. Kongens sønnesøn, nu tronarving. Selv helt oppe nordpå i Neaune havde han ikke ligefrem været anonym og han åndede langsomt ud og genvandt lidt tålmodighed og efter et øjeblik mere også et smil.

"Det kommer med visse fordele. Bare tænk på hvor mange komtesser du kan få til at dåne. En kommende lensgreve, den kommende konges bedste ven, Lan. Du er svineheldig, hvis du spiller dine kort rigtigt."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var ikke så interesseret i komtesser. Han kunne bedre lide borgerlige piger, de var mere nede på jorden og ikke så forskrækkede for alting. Hjælpeløshed tændte ham lidt af.

"Sandt. Jeg burde være taknemmelig." Sagde han, men der var bare et eller andet ved at være i familie med Lancelin af Suilleaux der gjorde at han ikke rigtig følte sig særlig heldig.

"Jeg er dog ikke stor fan af komtesser. De er så.." Sagde han og skar en grimasse. "Fjantede."

"Har du en i kikkerten i øjeblikket?" Spurgte han så og vendte blikket mod Elyot - måske han havde mødt en oppe nordpå?

[Elyot af Falanie]

Elyot smilede skævt over Lanvals konstatering om komtesser. Han trak på skuldrene og fugtede læberne, før han åndede langsomt ud.

"Vi er jo næsten lige kommet hjem og der er ikke meget andet end klipper og bondepiger i Neaune," spøgte han. "Du kender jo Norden."

Hans vens ridderherre holdt trods alt til i nabolenet. "Men de byder sig da til. Jeg skal bare lige... Vælge." Han grinede lidt, drenget. I virkeligheden skulle han passe ret meget på hvem han potentielt flirtede med. Han kunne trods alt ikke tilbyde nogen fremtid til en komtesse fra Falanie. Han skulle giftes med en barbarisk Hasneaner. Frygteligt.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval skævede mod kronprinsen og smilede lidt over hans ord om at han skulle vælge. Det lød hårdt - eller ikke rigtig, men stadig lidt. "Hvem bliver så den heldige?" Spurgte han uden at forvente noget svar.
"Det er svært at gøre tilnærmelser til en af de adelige piger." Sagde han. "Jeg mener, de tror jo man vil giftes med dem, hvis bare man siger hej. Så er det nemmere med en borgerlig pige." Sagde han og trak på skuldrene.
"Eller måske en studerende, der ikke har tænkt sig at gifte sig lige med det samme?" Tænkte han højt, uden helt at vide om han talte om sig selv eller Elyot.

[Elyot af Falanie]

Elyot hævede begge bryn let over Lanval, før han kom til at grine af ham. "Det nemmeste er kun at besøge blomsterpiger," konstaterede han selvsikkert, selvom han aldrig havde prøvet. "De har absolut ingen forventninger. Men de har tit forskellige sygdomme, som man ikke har så meget lyst til." Det havde han i hvert fald hørt.

"Hvem har du blikket på, da?"

[Lanval af Suilleaux]

Sygdomme var ikke ligefrem en ting, der gjorde at han havde lyst til at besøge en blomsterpige. Lanval skar en grimasse ved tanken. Ingen blomsterpiger til ham.
"Ikke nogen i øjeblikket." Sagde han.
"Men det kan være der dukker nogen op, hvem ved?" Sagde han og kløede sig i nakken. I virkeligheden havde han ikke meget held med damer, også selvom de fleste anså ham for en flot ung mand.
"Hvad med dig? En der er mere spændende end andre blandt dine mange valgmuligheder?" Spurgte han og grinede afdæmpet.