Drengestreger

[Lanval af Suilleaux]

Elyot af Falanie

Lanval rendte rundt i staldene og drillede en af staldpigerne med at kilde hende på kinden med et strå. Tilsidst hvinede hun dog så højt, at han stoppede. Derefter gled hendes blik til siden og Lanval fandt ud af at hun ikke havde hvinet af ham men af kronprinsen der stod i stalden. Pigen nejede og Lanval smilede skævt.
"Har du droppet kronen og valgt at blive stalddreng i stedet Deres Kongelige Højhed?" Sagde han og gik hen til ham og gav ham en knytnæve mod skulderen, inden han gav ham et halvt kram.
"Det var på tide du kom hjem, jeg troede du ville blive væk for evigt." Sagde han med en ironisk fornærmet tone i stemmen.

[Elyot af Falanie]

Elyot fnøs fornærmet over spørgsmålet, men lagde ikke mere i det. Han bankede Lanval lidt på ryggen og rystede på hovedet.

"Hvordan er det du taler til din fremtidige konge, Suilleaux? Så respektløs. Burde du ikke erklære hvor meget du har savnet mig?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval smilede skævt, han vidste godt det havde været lidt over grænsen, men han kunne ikke gøre for det. Han elskede at drille kronprinsen lidt.
"Selvfølgelig har jeg det, det er da en selvfølge." Sagde han. "Men der er jo en risiko for at dit ego bliver lidt for stort." Bemærkede han med et skævt smil og løftede sine øjenbryn i et sigende blik.
"Men hvis min fremtidige konge virkelig ønsker det, skal jeg da nok opføre mig mere ydmygt." Sagde han.

[Elyot af Falanie]

Elyot himlede med øjnene af Lanval og skubbede lidt til ham med skulderen, før han trak sig væk. "Jeg ved ikke om du er i stand til at opføre dig ydmygt," konstaterede han muntert og lidt sarkastisk.

"Mit ego er i øvrigt langt væk fra risikoen for at blive oppustet efter et år i bjergene med Hans Nåde." Philippe af Neaune var ikke en man løb om hjørner med. Det var ikke nemt at være hans væbner og Elyot fik lov til at slide i det med masser af de ting han hadede mest ved at være royal og arving.

"Jeg forestiller mig at Ridder Charenoy lader dig have lidt mere sjov. Har du slået nogen hasneanere ihjel endnu?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde virkelig svært ved det der med grimasser, facader og korrekt opførsel. Han kunne det da på overfladen, men det var sjældent særlig autentisk for ham at bøje sig.
"Vi har mest været i byen her på det sidste." Sagde han og nikkede mod bymidten.
"Men ja, han er da ikke den dovne type. Jeg har ikke været så heldig endnu, men jeg har da slået en bevidstløs engang - men vi skulle afhøre ham, så jeg kunne ikke færdiggøre opgaven." Bemærkede han med et skævt smil.
"Hvad med dig? Nogle bjergtrolde?" Spurgte han og lænede sig op ad en stolpe i stalden.

[Elyot af Falanie]

Elyot så nysgerrig ud og de var ikke færdige med at snakke om hasneaneren, som han slog bevidstløs. Det blev kun pauser kortvarigt.

"Jeg må ikke deltage i patruljerne," mumlede han gnavent. "Majestætens ordre."

Han vidste ikke om hans ridderherre ville have tilladt ham det, hvis det kun var op til ham. Men det var tydeligt at det ikke behagede den unge kronprins at blive pakket ind. "Fortæl mig om hasneaneren," bød han. "Lad os gå ud herfra."

[Lanval af Suilleaux]

Nåja. Det havde Lanval helt glemt. Alle de andre væbnere kom altid tilbage med masser af historier om alt det de havde gjort, men han ville ikke gnide salt i såret og nikkede blot som svar.
"Som De ønsker Deres Kongelige Højhed." Bemærkede han og smilede en anelse, mens han havde et glimt i øjet og fulgte med Elyot ud af staldene.

"Han var en ældre herre der havde udgivet sig for at være en handelsrejsende for de omkringliggende bønder. Derefter mødte han op med en lille gruppe hasneaere og forsøgte at stjæle vores forråd. Jeg kunne ikke slå ham ihjel, fordi de skulle være sikker på at der ikke var flere på vej." Forklarede han og rettede sig lidt op, stolt af sin indsats.
"Det viste sig så, at de havde mange problemer med forråd og sandt nok, ved næste fuldmåne kom der endnu en gruppe." Forklarede han og smilede en anelse. "Men vi var jo forberedt."

[Elyot af Falanie]

Elyot nikkede. Grænsen i bjergene holdt de fleste hasneanere på deres egen side, men sult og nød tvang mennesker til desperate handlinger og Hasnea havde dårligere jord og ringere forsyninger. Han vidste at målet med hans eget fremtidige ægteskab var at sikre et bedre samarbejde ved grænsen og Philippe af Neaune gjorde til tider et overdrevet nummer ud af at få ham til at se nuanceret på problematikken og ikke dæmonisere folkene mod nord.

"Høsten var dårlig for dem sidste år," konstaterede han alvorligt og tabte et øjeblik den drengede, eventyrlystne glød for politikerens større overvejelser. Han så lidt frem for sig. "Var det bønder? Ved du det?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval nikkede langsomt mens han skævede mod den alvorlige kronprins og overvejede om han selv ville kunne holde til presset, hvis han havde været prins. Nok ikke, hvilket var grunden til at det var godt at han ikke var.
"En blanding af bønder og håndværkere. Virkede som en gruppe fra nogle små byer der havde samlet sig for at skaffe mad." Sagde han.
"Ved ikke så meget mere, jeg er ikke ligefrem med når de vigtige mænd mødes." Brummede han og rømmede sig.
"Jeg er jo ikke kronprins." Bemærkede han og forsøgte at joke lidt for at lette stemningen.

[Elyot af Falanie]

Elyot fnøs let og kørte en hånd gennem krøllerne med et svagt smil hængende i mundvigene. "Jeg er heller ikke med, når de mødes endnu," pointerede han, som de trådte ud af stalden og solen ramte dem.

"Men du kommer til at være med, Lan. Hvis alt går som det skal, river vi hele Rådet rundt sammen. De vil ikke ane hvad der har ramt dem."

Han smilede skævt og håbede på at Lanvals onkel, Lancelin af Suilleaux, ikke fik en anden arving.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval anede ikke at Elyot havde den slags planer for hans fremtid og han løftede derfor sine øjenbryn lettere overrasket, men havde dog ikke tænkt sig at sige ham imod. Nok var Lanval glad for at drille Elyot fra tid til anden, men han vidste godt der var en grænse for hvad han kunne tillade sig.
"Hele Rådet?" Gentog han og nikkede. "Højst sandsynligt bliver jeg bare en almindelig ridder. Min onkel får nok en arving nu han har giftet sig med endnu en ung kvinde." Sagde han og smilede skævt.
"Stakkels kvinde." Kommenterede han og skar en grimasse. Han havde prøvet at have Lancelin af Suilleaux siddende på sig og det havde ikke været sjovt. Han tvivlede på det havde ændret sig.

[Elyot af Falanie]

Elyot rynkede panden dybt. Han rystede lidt på hovedet. "De rygter jeg har hørt, siger at Lensgreven er forbandet og slet ikke kan få sønner," konstaterede han roligt. Selvom han normalt ikke brugte meget tid på at lytte til rygter, var der noget ved lige præcis dét rygte han godt kunne lide.

"Den stakkels Lensgrevinde må nok berede sig på at få døtre og måske at slutte sit liv tidligt og tragisk..."

[Lanval af Suilleaux]

"Så må jeg jo bare prøve at passe på hende." Sagde Lanval med et skævt smil, selvom der nok ikke var meget han kunne stille op hvis hans onkel rent faktisk ville slå hende ihjel.
"Hun er ikke helt grim at se på, det ville være synd bare at afslutte hendes liv så tidligt." Bemærkede han, mens han grinede en smule brummende.
"Selvom nogle af pigerne på pigeskolen er kønnere end hende, af dem jeg har set når jeg har besøgt min lillesøster." Lanval skulle ikke giftes, men han kunne vel godt nyde en køn piges øjne alligevel.

[Elyot af Falanie]

Elyot grinede lidt af vennens konstatering. "Ej, Lanval, hvad i Mithras navn laver du på pigeskolen? Overvejer du selv at blive skrevet op?" Han dunkede vennen lidt i ryggen, som de gik over græsset og bevægede sig, uden at have aftalt det, mod træningspladsen.

"Hendes Excellence er desuden både for buttet og har for store tænder til at fange mit blik, personligt. Jeg kan bedre lide dem lidt mindre hesteagtige."

Elyot var meget kæphøj, men havde da sikret sig at Lancelin af Suilleaux ikke var i nærheden. Dum var han ikke.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval grinede over Elyots ord og kløede sig i nakken, overrasket over dunket i ryggen, bøjede han sig lidt forover men forsatte dog alligevel roligt over græsset.
"Du er ret kritisk, jeg håber at din forlovede bliver efter din smag." Sagde han. Lanval ville nok ikke have muligheden for at vælge lige præcis den han ville have, han var godt nok arving nu, men så snart Lancelin af Suilleaux havde en arving ville han ikke være en stor kanon når det kom til ægteskab.