Har du mig en væbner?

[Kaylein Af Aren]

Til Thybaudin af Aren

Kaylein havde ikke set sin bror i hvad der føltes som 100 år. Måske endda længere end det. Evigheden havde været ganske ulidelig, da hun havde brug for hans støtte og væsen. Det var en af de perioder hvor den yngste komtesse af Aren var i godt humør og fyldt med både sang og dans, som hun underholdte hvor end hun kunne, men i dag var hendes opmærksomhed på det besøg der lå forude. Måske hendes bror kendte en ung, smuk og sød væbner hun kunne forelske sig i. Det ville være et sådan fantastisk eventyr, hvis en af hans væbnervenner og hendes forelskede sig imod alle udfordringer.

Ventetiden var ulidelig som hun sad der i haven på en bænk og så ud over roserne med hænderne i skødet og ventede på sin elskede storebror. Der var kun gået en lille time siden hun var ankommet til byhuset som familien fra Aren ejede i Levagny. Hun var ankommet netop som Josephine af Aren havde forladt huset for, ja Kaylein  vidste ikke hvad hendes søster skulle. Det vidste ingen vel.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin forsøgte generelt at holde en sund afstand til sine søstre. De var begge to naive og urealistiske i deres forventninger til fremtiden, men Kaylein var nemmere at holde af end Josephine af Aren. Det havde han ganske vist aldrig indrømmet, men det var ret åbenlyst.

Af samme grund var han lettet, da en tjener informerede ham om at det kun var den yngste komtesse, der var i byhuset, da han ankom. Han beredte sig på hendes romantiske fantasier med en dyb indånding og et lille smil og begav sig ud i den lille have.

"Kitty?" Han stoppede op i det grønne, da hans blik fandt hende.

[Kaylein Af Aren]

Ikke et sekund efter hun havde hørt sin bror bløde, varme stemme, var hun sprunget op fra sin plads og fløj lige direkte ind i armene på ham, så hun hang om hans hals som et meget stort halssmykke. “Åh kære broder, hvor har jeg savnet dig” det mente hun. Nok skulle man elske sin familie, men hun foretræk til hver en tid sin broderes selskab frem for hendes søsters. Josephine af Aren havde absolut ingen fantasi og tog alting alt for alvorligt. Det var der ikke plads til i Kayleins verden, da den var fyldt med blomster og sommerfugle. Thybaudin var også fornuftig, men han lyttede i det mindste til hendes historier.

“Har du det godt? Er det ikke fantastisk at være våbner for en ridder?” hun havde de smukkeste forestillinger af, hvordan det måtte være at træne til noget så nobelt som at blive ridder en dag og hun var så stolt af sin bror for at gøre netop dette. I hendes øjne var riddere helte. “Åh kære broder. En dag bliver du en smuk ridder, der vil blive skrevet smukke sange om” det var hun ret sikker på.

[Thybaudin af Aren]

Thybbe var bastant og væltede ikke bagover, men han gav kun Kitty et kort klem, før han slap hende igen, rømmede sig værdigt og trådte et enkelt skridt bagud.

"Forhåbentlig om få måneder," brummede han, kun med et lille træk af nervøsitet i maven. Han svarede ikke på om det var fantastisk at være væbner. Det var mest af alt hårdt, selvom han havde fornemmelsen af at Theuderic af Sangy ikke var tæt på at være den mest urimelige ridderherre.

"Hvordan har du det, Kitty? Går det fremad på pigeskolen?"

[Kaylein Af Aren]

Selv da Thybaudin slap Kayleins omklamren, gav pigebarnet ikke helt slip på ham endnu. Hun var overvældet af følelser over endelig at se sin storebror igen. “Åh, det er så dejligt at se dit skønne ansigt, min kære bror” udbrød hun endnu engang inden hun endelig slap ham helt, for derefter at lægge sin arm i hans som var de nu blevet spadsermakkere.

“Jeg har det fantastisk! Det går så godt, jeg elsker når vi skal lærer at brodere” ikke at hun var ret god til det. Tværtimod, men hun kunne godt lide det alligevel. “Og jeg har fået sådan nogle søde veninder. Gennevote og jeg stjal småkager fra den farlige drage i køkkenet den anden dag. Det var virkelig sjovt” plaprede hun løs. “Hvordan har du det?”

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin holdt af Kaylein, men på en distanceret måde, hvor han godt kunne undvære at se eller høre om hendes dagligdag i et par måneder af gangen. Han brummede let til fortællingen om broderier, før han hævede et enkelt bryn over navnet hun smed ind i samtalen.

"Hendes Kongelige Højhed?"

Han havde måske fejlet i at lytte efter, men huskede ikke hvornår lillesøsteren havde nævnt at hun var bedste veninder med Kongens ældste datter.

[Kaylein Af Aren]

De lysende øjne blinkede et par gange, da han satte spørgsmålstegn ved Gennevotes navn. De to havde kendt hinanden så længe, at hun da regnede med at Thybaudin kendte til, at de var veninder. Okay, hvis sandt skulle være, havde faktisk kun været veninder i et halvt års tid, men for Kitty føltes det som om det var for evigt. Det var hendes bedste og sødeste veninde. “Jaah, hun er min bedste veninde. Hun er så sød og vi har det så sjovt sammen” hvilket var sandt. De grinte altid en masse, når de var sammen.

“Men fortæl kære storebroder. Er der nogle søde væbnere på skolen?” hun blinkede uskyldigt op til den ældre bror.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin kendte til Elyot af Falanie, havde delt spisesal med ham i et par år og vidste hvem hans ridder var. Han havde dog aldrig i sit liv været slyngveninder med en kommende dronning eller konge og synes at Kaylein måske tog lidt let på det. Han rømmede sig en anelse, men tydeligvis fandt hun det ikke pudsigt. Selvfølgelig var hun mere interesseret i at høre om væbnere. Han himlede med øjnene.

"Det aner jeg ikke," svarede han, en lille smule træt. "Jeg vurderer ikke de andre væbnere ud fra om de er søde eller ej, Kitty. Vi går mere op i om man er dygtig og en god kammerat..."

[Kaylein Af Aren]

“Hvis man er en god kammerat er man vel også sød” påpegede Kaylein med et stor smil og en drillende hævet pegefinger. Hun holdt stadig fast i broderens arm, som var de på en søskende-venlig gåtur. Hånden gav hans arm et forsigtig klem, mens de gik mod huset.

“Har du nogle planer imens du er her i byhuset og har lidt fri fra væbnerskole?” hun gav ham ikke ret lang tid til at svare før hun tilføjede. “Vi kunne tage på eventyr? Bare dig og mig” iveren i hendes stemme var stor. Det kunne være så hyggeligt, hvis hendes elskede bror var med på eventyr.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin så en smule træt ud allerede. Han kastede et blik over søsteren og rystede langsomt på hovedet. "Jeg har ikke fri fra væbnerskolen," pointerede han, en lille smule krakilsk.

"Jeg har et par enkelte frie timer skænket af min ridderherre, Kitty. Vi kan dårligt nå et eventyr, medmindre det er i en historie."

[Kaylein Af Aren]

“Det er da mere en rigeligt. Eventyr er hvad man gør dem til kæreste broder” påpegede hun med en viftende pegefinger foran hans bryst. “Det handler bare om, at have det sjovt, om det så kun er for et par timer” hun mente egentlig at hendes storebror havde brug for at more sig lidt. Han så så træt og mut ud, Lidt Kittytis var lige det han manglede. “Vi kan gå på markedet og finde på historier om de sælgende” udbrød hun med iver. Det var næsten ligesom at læse eventyr, men her skulle de selv bruge deres fantasi og hun kunne ikke forestille dig noget mere fantastisk.

[Thybaudin af Aren]

Kitty var tretten år, men nogen gange var det mere som om hun var otte. Thybaudin kørte en hånd gennem det lyse, halvlange hår og så tvivlende på hende i et langt øjeblik.

"Er der noget du mangler på markedet? Jeg vil gerne eskortere dig. Jeg er lidt for gammel til at lege."

I virkeligheden var han tillokket af idéen om at opfinde historier om folk, men han var voksen og det lød som noget han burde finde barnligt.

[Kaylein Af Aren]

Kayleins hoved tippede til siden, mens hun betragtede sin storebror med rædsel i øjnene. “For gammel? Lege? Du misforstår vidst kære broder. Det er ikke en leg at finde på historier om folk. Det er hjernetræning. Man bruger det fineste man har, sin fantasi og øver sig på at tænke hurtigt og samtidig læse andre” noget hun selv uvidende var virkelig dårlig til.

“Man mangler vel altid et eller andet på markedet” hendes humør var gået fra lysende glad, til en smule mut på få sekunder, fordi hendes storebror tydeligvis ikke var med på løjer. Hun følte sig pludselig utroligt dum, for at have foreslået sådan noget. Selvfølgelig havde han ikke lyst til at lave sjove ting med hende. Hvem havde overhovedet det?

[Thybaudin af Aren]

Kitty gik fra ivrig til sur og Thybaudin drejede blikket lidt væk for at se på haven og overveje hvordan andre brødre mon håndterede deres lillesøstre. Tromlede dem over og ignorerede dem i mange tilfælde, vidste han. Det havde han ikke lyst til. Han tog en dyb indånding og åndede også tungt ud.

"Så lad os da finde på historier," gav han sig, ikke mindst fordi det reelt lød sjovt. "Kom, Kitty, gå ind og tag ordentlige sko og et hovedlin på, så skal jeg nok følge dig."

[Kaylein Af Aren]

Fra det ene øjeblik til det andet gik Kitty fra at være ked af det, på grænsen til det ulykkelige, til at klare op igen, da hendes elskede storebror gav efter. Et smil oplyste hele hendes ansigt på en næsten manisk måde og hænderne slap hinandens knudene greb.

“Virkellig? Åh Thybaudin!” hun faldt ham endnu engang sin storebror om halsen i et kram, som de fleste komtesser ikke begik sig i, men Kitty var glad for at kramme dem hun holdt af også selvom det ikke passede en ung komtesse. Selv de ægte adelsfruer krammede aldrig. “Okay” Kitty spildte ikke tiden, men fløj i stedet op på sit værelse for at skifte til passende beklædning.

Da hun endelig kom nedenunder igen var det iført fornuftige sko, kjole og hovedlin. “Er du klar?”