Hjemmetræning med tilskuere

[Emir Schafari]

Til: Flavia af Gustabis
Sted: Gården i familien af Gustabis' byhus
Tid: Formiddag
Vejr: Overskyet, men tørt

For én gangs skyld havde Emir sovet længe, eller i hvert fald længe nok til, at han kun lige nåede at være med til morgenmaden med resten af hjemmets ansatte. Derfor havde han ikke nået sin sædvanlige morgentræning, om det var øvelser på det lille værelse eller den mere aktive træning i gården. Nogle dage havde han fri i løbet af dagen og kunne besøge paladset og træningspladsen der for noget træning med ridderne, men det var ikke i dag. I stedet havde han lige en lille time til at klare træningen i gården i løbet af formiddagen, og det gjorde han så, ude af stand til at holde sig i ro.

Vejret var køligt, næsten decideret koldt for en født og opvokset ørkenperson som ham, men han havde alligevel haft seks år til at vænne sig til det. I det mindste var foråret godt på vej, hvilket hjalp en del på det.
Selvom Emir ikke havde en træningsmakker, var det ikke et problem for ham at træne. Han havde fået tilladelse til at stille en træningsdukke op, han slæbte ud midt i gården. Den fik tæv, både med næverne og en stav. Det var ikke fordi, at han havde brug for at tænke over, hvad han lavede, som bevægelserne flød af sig selv, alle gjorde utallige gange siden han var gammel nok til at stå. Men han skulle holde sin krop ved lige, og selv kedsommelig træning med en dukke holdt ham mentalt skarp.

Det var ikke fordi, at han holdt sig selv tilbage, og han havde, så snart han var varmet op, smidt tøjet på overkroppen. Der var ingen grund til at svede i sit pæne tøj, og som hans krop i hurtige bevægelser arbejdede, kunne han sagtens holde varmen. Lige nu var staven i hans hænder, som han svingede rundt med den. Hans lange hår, der var samlet i en tyk og nogle små fletninger, samlet med en snor, svingede rundt om hovedet på ham, som han koncentreret lavede sine indviklede øvelser, der ikke efterlod tvivl om, at han kunne kæmpe i mod den bedste, kun med en stav. Han lagde ikke bevidst mærke til, at et par af tjenestepigerne stod ved et vindue på overetagen og stirrede ned på ham, men han kunne underbevidst godt mærke, at han blev betragtet. Det gjorde ham ikke noget. Der var altid nogen, der kiggede.

[Flavia af Gustabis]

Flavia var ekseptionelt lidt optaget af fysikken på hendes mandlige ansatte, selvom hun var klar over, at den objektivt var imponerende. Hun kunne da også se, at den distraherede tjenestepigerne på første sal og sendte dem et skarpt blik, der hurtigt fik dem i arbejde, før hun selv lagde hænderne mod gelænderet på balkonen, der vendte ud mod gården. De gled lidt fra hinanden, som hun betragtede hans øvelser et øjeblik, før hun klarede halsen en smule.

"Emir," sagde hun roligt, uden at hæve stemmen. "Jeg er bange for, at jeg snart må bede dig om at tage noget mere tøj på. Du distraherer husets stakkels piger."

[Emir Schafari]

Bevægelse efter bevægelse, Emir lod staven flyve rundt imellem sine hænder, ramme dukken og ellers bare lave et indviklet mønster i luften. Kraften bag kunne brække kæben på en hest, men lige nu lignede det mere en muskuløs dans end kamp. Hans far ville nok kunne have set, at han havde ændret en lille smule på noget af sin træning, som han havde lært nye teknikker igennem de sidste seks år. Det havde vist sig, at ridderne i Falanie kæmpede på en helt anden måde end Emir, og han havde straks lært sig flere af deres teknikker – det var vigtigt at kende sine modstanderes måde at kæmpe på, så man kunne forsvare sig selv imod dem.

Trods at hans sind var halvvejs optaget af koncentration og halvvejs tomt, registrerede han sin frues stemme med det samme, også selvom hun ikke talte højt. Bevægelsen blev ført færdig, som han ikke kunne bremse momentummet, men så snart staven var hans at styre igen, snurrede han rundt og bankede enden i jorden for at se op på hende. Et stift og korrekt buk tvang hans overkrop fremad.
”Ja, Deres højhed.” En lyst til at sukke kom over ham, men han holdt det indvendigt. Han ønskede ikke at tage tøjet på igen, men når fruen insisterede. Hendes ord var hans lov, så måtte han skifte skjorten senere. At hun ikke var interesseret i hans krop, havde han fundet ud af ikke længe efter, at hun havde købt ham på havnen. Ellers havde hans første tanke været, at hun ville bruge ham til mere end blod en tjener og livvagt, men det var aldrig sket. At hun så lod ham underholde andre kvinder, var en anden sag. Men forstyrre tjenestepigerne med sin træning var åbenbart ikke i orden.
”Ønsker De min tjeneste?” Han rettede sig op og så på hende, klar til at stoppe træningen, hvis hun ønskede det.

[Flavia af Gustabis]

Flavia stod og så ud over gården, som om hun var en dronning, der kastede et blik ud over sit land. Emir var, i den kontekst, en undersåt, selvom hun ikke betragtede ham med helt så nedladende et udtryk. Hun satte stor pris på sin trofaste mand og det trak svagt i hendes mundvige, før hun rystede på hovedet.

"Jeg ønsker at du holder dine evner ved lige," svarede hun roligt. "Har du lært Pierrot de øvelser du står og laver lige nu?"

[Emir Schafari]

Emir havde blandede følelser om den kvinde, han havde svoret sin troskab til. Hans stolthed var i klemme, og hans kvindesyn under voldsomt pres, men hun havde trods alt taget ham ind, da han var på det laveste punkt i sit liv, givet ham mad, ly og varme, og trukket sit ejerskab af ham tilbage, selvom hun ikke havde behøvet at gøre ham fri og i stedet give ham løn. Han forstod tanken bag, for han var hende loyal nu, hvor han som slave altid ville have tænkt på flugt.
Det var ikke med kærlighed, at han betragtede kvinden på balkonen, men det var heller ikke med had. Han vidste, at han ville gå i døden for hende, fordi hans ære krævede det, og det var sådan resten af hans liv ville være. Et eller andet sted var det også i orden. Hvad havde han ellers, ud over sin loyalitet til denne familie?

Han bukkede igen stift, som hun sagde, at hun ønskede, at han holdt sine evner ved lige. Det vidste han godt i forvejen, noget han heldigvis også selv ønskede at gøre.
"Ja, Deres højhed. Jeg har lært ham det, der har været mulighed for." Emir havde trænet hele sit liv og han kunne ikke nå at lære den ældste søn det, han havde lært at igennem sit liv, så meget tid havde de ikke sammen, men han havde lært ham det meste, at det grundlæggende af kampteknik, han kunne.

[Flavia af Gustabis]

Flavia nikkede. Hun ønskede sine sønner dygtige og vidste at de havde fundet Emir en god lærer. Det var intet tilfælde at han havde fundet sin vej til skolen på paladset, hvor andre også fik glæde af ham.

"Strålende," svarede hun. "Du skal ikke stoppe for min skyld."

Hun betragtede ham mageligt, velvidende at enhver anden kvinde i hendes position for længst havde taget ham ind i sin seng og sat ham i arbejde. Hendes seng var dog allerede fyldt ud af vævre Galienne af Saulet og hun havde ingen kødelig interesse i Emir.

[Emir Schafari]

Endnu et buk blev angivet, da hun bad ham fortsætte. Det første han gjorde var at trække i sin skjorte, som hun havde bedt ham om før. At kvinderne ikke kunne holde øjnene for sig selv, kunne umuligt være hans problem, så måtte de lære at styre sig, men når Flavia bad ham om at dække sig til, gjorde han det uden brok.

For et øjeblik stod han i venteposition med staven klar, som han gav sig selv et øjeblik til at finde tilbage i den rette mentalitet. Og derefter begyndte han at svinge staven igen, kombineret med spark og slag mod den forsvarsløse træningsdukke, der var lavet af en blanding mellem strå, træ og læder. Og en sæk fyldt med halm for hoved.

Selvom han var koncentreret om træningen, havde han også en tanke på tiden. Han ville gerne nå at skylle overkroppen - nordboernes mangel på renlighed havde altid undret ham, og han vaskede sig altid ren for sved efter træning - og finde en ren skjorte, inden han skulle videre med dagens opgaver.
Så han afsluttede snart sin træning med et ekstra hårdt slag mod dukkens hoved, der pænt fløj af og landede i den anden ende af gården. Et solidt spark blev placeret i dens krop, hvilket fik den til at vælte. Emir kørte en hånd over sit flettede hår og snøftede ind, som fandt han dukkens eksistens sølle, og så gav han sig til at rydde op. Rejse dukken og sætte hovedet på plads. Stille den ind til siden med staven og derefter samlede han sin læderrustning op og så op mod Flavia, hvis hun stadig var der.
"Jeg håber, at De nød opvisningen, Deres højhed." Han gav hende et let buk, der passede til de ganske svagt flabede ord. Det skete, at hans personlighed skinnede igennem laget af respekt og korrekthed. Lige nu var han en smule høj af adrenalinen fra træningen, og det fik hans tunge til at te sig.

[Flavia af Gustabis]

Flavia havde mageligt stået med håndfladerne mod balustraden og set sin hyrede mand nedlægge træningsdukken. Hun vidste at han kunne - og ville - dræbe for hende og fik en lille magtrus af den viden.

Da han vendte sig imod hende, hævede hun et bryn, men smilede så. Hun kunne lide ham en smule flabet, så længe det ikke tog overhånd.

"Ikke nær så meget som dine svimende fans," svarede hun med et træk i mundvigene. "Men jeg er oftest underholdt af dig, Emir. Mit knivskarpe sværd, hm? Har du flere aftaler om at undervise pagerne?"

[Emir Schafari]

Det var ikke et rigtigt smil, der dukkede op på Emirs ansigt, men hans træk løsnede sig dog en smule, som Flavia talte til ham. Hvis han kendte hende ret, havde hun absolut fornøjet sig med at se på ham, om end det var af andre grunde end de unge piger, hun havde skræmt væk. Et eller andet sted gjorde det ham meget tilpas, at nogen beundrede ham for andre årsager end hans fysisk. Men nærmere hans funktion. Nok fik han stadig følelsen af, at hvordan hans liv havde udformet sig, var under hans værdighed, men han havde også lært at værdsætte sit nye mål med livet. Det var bedre end ingenting. Han havde noget at vågne op til hver morgen. At være nogens knivskarpe sværd.

"Ja, Deres højhed. Min tilstedeværelse er ønsket i overmorgen. Den unge kronprins er åbenbart kommet tilbage fra norden." Trods alt, trods Emirs baggrund, var det alligevel lidt stort for ham, at han var blevet udvalgt til at undervise selveste kronprinsen i kampteknik. Det skulle nok blive spændende, hvad den unge herre kunne og hvad han kunne lære. På den ene side forventede han mere af ham, end alle de andre pager og væbnere, men samtidigt havde han ikke store nok tanker om dette land og dets måde at fungere på, at han troede, at der ville være noget specielt over deres kronprins. Alt i dette land virkede så ... mageligt.

Han blev stående og så op mod hende, ventende på, at hun erklærede samtalen ovre, så han kunne komme ind og vaske sig. Ikke at han havde travlt. Endnu.

[Flavia af Gustabis]

Flavia smilede over svaret, tilfreds med at han blev værdsat ved hoffet. Det fortjente han. Han var dygtig. Og alle vidste at han var hendes families.

Hun vidste at den nye kronprins var hjemvendt og det var selvfølgelig oplagt at Emir trænede med ham. Rigets næste, fremtidige konge og grandfætteren til hendes børn.

"Glimrende," nøjedes hun med at sige. "Du er undskyldt, Emir."

[Emir Schafari]

Emir bukkede for sin frue, da hun sagde, at han var undskyldt, og bankede en knyttet hånd mod brystet, noget krigere havde gjort for ham, før krigen, før han måtte forlade Nidar. Og så gik han ind i det store hus, hvor hans værelse meget praktisk var placeret ved bagdøren. Det gav ham lidt frihed til at komme og gå, og det gav ham også automatisk en god position til at holde øje med, hvem der kom og gik af den vej.

Der var vand i fadet på værelset, og snart var han afvasket og havde en ren skjorte på, klar til at klare dagens opgaver. Kedelige som de fleste var, holdt de ham beskæftiget. Han var ikke en mand, der var god til at sidde stille.

// Lukket?