På markedstur

[Emir Schafari]

Til: Simmonete af Vigny
Sted: Familien af Gustabis' byhus
Tid: Formiddag
Vejr: Forårsagtigt med sol

Emir stod og ventede i den rummelige entré, der hørte med til det byhus, hans frue og hendes familie boede i. Også han selv, som han havde et lille kammer, gemt væk i underetagen nær bagdøren. Det var formiddag og han havde allerede været oppe i flere timer, hvor han havde trænet i gården og fået noget morgenmad med resten af husets tyende. Han havde også nået at løbe et par ærinder, ude af stand til at sidde stille i længere tid af gangen, inden han nu stod her og ventede. Han havde fået besked på, at Komtesse Simmonete ville en tur på marked i dag, hvilket han som hendes livvagt så også skulle.

Det var ikke fordi, at han havde noget i mod markedet i sig selv, han fandt også vej dertil alene ind i mellem, men som livvagt med tanke på sikkerhed var det et mareridt. Han var allerede mentalt ved at forberede sig op at skulle lege menneskeligt skjold mod folk, der ikke kunne finde ud af at holde afstand, mens han skulle holde øje med små tyvagtige fingre. Heldigvis var hans blotte tilstedeværelse ofte nok til at afholde folk fra at komme komtessen for nær. Selv en fattig borgerlig kunne se, at han var klar til kamp ved hvert eneste vågne, og sovende, åndedrag.

Selvom han stod rank og ventede, iklædt sin brystlæderrusning, sit sorte tøj og med sværdene ved hofterne, stod han ikke helt stille. En af de ting, hans far altid havde været efter ham for, den manglende ro. Hans far var her bare ikke til at rette ham, og det var mange år siden, han havde gjort det sidst, så Emir trådte lidt fra den ene fod til den anden, eller gik kort rundt for at se på ting, han havde kigget på utallige gange før de sidste fire år. Han hadede at vente, men det kunne man ikke se i hans udtryk, der var lige så sammenbidt udtryksløst som altid.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete forstod virkelig at gøre en elegant entré, når hun nærmest lydløst kunne svæve ned af trapperne. Holdningen rank, hagen værdigt hævet og fingrene blidt foldet om kjolens stof, så hun ej ville snuble i stoffets længde. Hun var på mange måder regal af udstråling, men snu som en ræv af personlighed. Det vidste de fleste dog højst sandsynligt ikke.. faktisk, så vidste folk generelt ikke særligt meget om komtessen af Gustabis. Hun var på mange måder en hemmelighedsfuld ung kvinde. En hemmelighed var det dog ikke, at hun ikke var særligt tilfreds med at hendes absurd tiltalende livvagt ikke fandt hendes entré særligt fortryllende, men istedet havde kastet sin nysgerrighed over en blomsterkumme i byhusets entré. Simmonete beholdt dog et neutralt ansigts udtryk, da hun adresserede ham. "Finder du noget spændende, Emir?" Spurgte hun med en vag snert af utilfredshed i stemmen, som hun nok ikke helt kunne holde ude. Simmonete havde kendt Emir hele sit liv, og havde forlængst forliget sig med at være dus med ham i privaten, selvfølgelig. Hun kunne jo ikke have at der begyndte at herske rygter udenfor hjemmet. Emir havde sikkert altid været for formel til at gengælde gestussen, men det rørte ikke den unge komtesse der, siden sit indtog i den mest hormonelle fase af sit liv, havde øjnet livvagten med et diskret, betaget blik - også skønt han tilsyneladende fandt en firkant med jord og planter mere interessant end hende. Hrmpf!

[Emir Schafari]

Det var ikke fordi, at Emir faktisk betragtede det, hans øjne var rettet i mod, som han var gledet ind i en tankerække. Farven på blomsterne havde mindet ham om noget fra hans barndom – et farverigt tæppe i familiens stue, hans moder havde valgt efter en tur på marked. Et minde rumsterede rundt under alle fletningerne, og selvom han hørte nogen komme ned af trappen, var det først, da Simmonetes stemme lød, at han kom tilbage til virkeligheden. Hurtigt drejede han rundt på hælen og bukkede passende for hende.
”Nådigfrøken.” Han svarede ikke på hendes spørgsmål, for hvad var der at sige, men de mørkebrune øjne lagde sig til hvile mod hendes ansigt.

At hun var betaget af ham, var han godt klar over, selvom hun forsøgte at skjule det godt. Han afskrev det som hormoner i en ung kvinde. Den veltrænede livvagt fra Nidar kendte udmærket godt til sin egen indvirkning på unge kvinder, og han ville lyve, hvis han påstod, at han ikke nød opmærksomheden, men Simmonete var i hans øjne stadig et barn, hans frøken og så var han ret sikker på, at Flavia ville kastrere ham med en sløv ske, hvis hun så meget som fik en tanke om, at han ville røre hendes datter. Hvilket han på ingen måde ville. Så han lod pigens interesse flyve hen over hovedet på sig. Og huskede sig selv på ikke at ende i nogle situationer med hende, der kunne misforstås.

”Er De klar til at besøge markedet?” Hans ene hånd hvilede på det ene sværdskæfte, som var han allerede klar til at frelse hende for diverse banditter på turen derned. Han afskyede at følge både Flavia og Simmonete på marked, der var alt for mange mennesker. Men han brokkede sig ikke, det var ikke hans plads. Og der var da heller ikke sket det helt store i de fire år, han havde været i byen. En enkelt lommetyv eller to havde lært, at man skulle holde sig fra ham, men det havde ikke fået ham selv i problemer.
Rank i ryggen afventede han hendes svar, klar til at gå i stedet for at stå der og kede sig.

[Simmonete af Vigny]

Simmonetes blik gled mod hand hånd, der hvilede på sværdskæftet der var fæstnet til at hans hofte, og øjnede det resterende af ham på vejen tilbage mod hans ansigt. Ved Yphion! hun var hårdt ramt. Simmonete skammede sig dog ikke det fjerneste over det, men hun vidste bedre og kontrollerede sig selv, så det ikke var til offentlig skue.
"Så sandelig." Bemærkede hun, og lagde ridekåben om skuldrene og lukkede den med en broche fortil. "Jeg vil se om jeg kan finde et sort silkebånd. Helst gerne fra de er er handlende i Eydrie." Tilføjede hun, som hun spadserede mod byhusets hoveddør. "Jeg har altid synes kvaliteten var bedst derfra." - Men sværere at opstøve. Særligt silke i sort. Det var som om at det flimsede stof ikke tog så godt imod den gængse farvebehandling. Det var derfor svært at finde sort silke, af fin kvalitet både farvemæssigt og stofmæssigt. "Vil du hjælpe med at holde et øje åbent?" Spurgte hun så og kastede sit selvsikre dådyrblik over skulderen.

[Emir Schafari]

Emir var hverken blind eller dum, han kunne mærke hendes blik over sin overkrop, men der kom ingen reaktion fra ham. Så længe det blev ved det, gjorde det ikke ham noget. Blikke var han trods alt vant til, og de skadede ikke nogen.
"Ja, selvfølgelig, Nådigfrøken." Sort silke fra Edrye. Hans opmærksomhed lå sjældent på, hvad de handlende havde i deres boder, når han var på opgave på markedspladsen, men han ville se, om han kunne spotte en bod med sort silke.

Hendes blik fik et let buk ud af ham, inden han smøg sig hen til døren, før hun fik fat i håndtaget. Det var hans job at passe på hende, og han ville først ud af døren, i tilfælde af, at der stod en røver eller nogen, der ville kidnappe hende, lige ude foran. Sandsynligheden var meget lille for det, men det var sådan en livvagt skulle gøre. Selvom han aldrig var blevet undervist i det, havde han trods alt selv haft livvagter tilbage i Nidar, og han havde lagt mærke til, hvordan de gjorde deres arbejde. Og en af hans fars livvagter mistede engang livet ved at gå først ud af en dør, så det sad fast i ham.

Han åbnede døren og stillede sig i døråbningen, mens han så op og ned af gaden, men der var fredeligt, så han fortsatte ud og lod Simmonete komme ud. De brune øjne fortsatte dog med at betragte gaden opmærksomt.
"Ellers har den eksotiske købmand måske sort silke på lager," foreslog han roligt. Import de Luxe havde mange ting, også silke fra Edrye. Ja, Emir havde endda set et par enkelte genstande fra Nidar, de få gange, han havde været i butikken.
Han sluttede op ved siden af Simmonete, da hun begyndte at gå mod markedet. Noget han normalt aldrig ville gøre, hans plads var bag folk, men med Simmonete var det noget andet. Hans hånd lå atter på sværdskæftet, klar til at trække det.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete overvejede hans forslag. "Den eksotiske købmand?" Gentog hun, studsende over dette tilnavn. For et lille rums tid var hun stille, inden hun skævede til ham, idet han færdes ved hendes side. "Det er vel ikke et.. snusket sted?" Spurgte hun så og betragtede ham sideverst med et skeptisk hævet bryn. For Simmonete forestillede sig lidt en snusket Odriaraener eller Eydriener i en lille mørk biks i det afsides markedskvarter tangerende til slummen.

[Emir Schafari]

Der var ikke mange folk på gaden, men det fik ikke Emir til at sænke paraderne, og hans blik gled rundt på deres omgivelser, som de gik mod markedet. Den sorthårede soldat med det mørke blik tiltrak sig opmærksomhed, men de fleste, der havde ærinder i gaden, havde set ham før og havde fyldt deres behov for at stirre.

Han skævede kort mod hende, som hun ikke vidste, hvilken købmand hun snakkede om. Et ”snusket” sted. Han forstod hendes beskrivelse, og det fik ham kort til at trække lidt op i den ene mundvig.
”Nej, Nådigfrøken. Den store købmand i markedskvarteret, Import de Luxe. Jeg mener ejeren er af Monteres. Jeg har ikke set så mange udenlandske varer som hos ham.” Det var sandt. Han havde næsten alt, hvad hjertet kunne begære, og ellers var ordet, at han kunne skaffe det. Havde man penge nok.

[Simmonete af Vigny]

En vag rosa farve lagde sig på de bløde komtesse kinder, da hendes blik fangede den let hævede mundvig. Hun skyndte sig at kigge væk, fremfor sig, da kombinationen af hans skævende blik og antydningen af et smil fik den unge kvindes hjerte til at slå et slag over. Hun rømmede sig en anelse og forsøgte at lade som ingenting.. Hun vidste jo godt at hun ikke måtte. "Er det sandt?" Talte hun så, stemmen totalt upåvirket. Ak ja, den unge komtesse var ellers normalt ret nervefast og når hun ikke var det, så kunne hun hurtigt virke som om.

"Monteres.." Reflekterede hun kort, "Er det Lensbaronens yngste, der driver forretningen?" Spurgte hun undrende, "Hvor gammel er han idet hele taget?" Simmonete undrede sig højlydt, for arvingen kunne jo umulig have tid til at drive forretning ved siden af sine pligter, så det måtte jo kun være den yngre broder der havde været så fremmelig?

[Emir Schafari]

Det overraskede Emir en smule, at Simme ikke vidste, hvem købmanden var. Så vidt Emir havde forstået, havde han mange kunder ved de adelige, og han havde, så vidt Emir havde fået at vide, en søn på Simmes alder. Eller lidt ældre. Emir havde i hvert fald været i butikken et par gange for Flavia, som købmanden havde ting, der kom fra Gustabis. Det var nemmere at købe ved ham end at få sendt det hertil hjemmefra.

En let rysten på hovedet afkræftede hendes første spørgsmål. Det var ikke fordi, at Emir havde styr på alle i byen, langt fra, og han opsøgte ikke sladder, men han lyttede, når folk talte. Og købmanden havde åbenbart gjort sig berettiget til lidt rygter her og der, nogle af dem latterlige. Som at han skulle have en død tjener i kælderen som advarsel til de andre. Det troede Emir nu ikke på.
”Han er så vidt jeg ved ikke i nær slægt med lensbaronen. Jeg vil ikke gætte på hans alder, men han har vist en søn der går på universitet.”

En lyd fik ham til at vende sig halvt om, men det var bare en ung knejt, der havde væltet en tom tønde. Ellers virkede turen fredelig, og han rettede atter blikket fremad. Han havde ikke andet end at skæve til pigen ved sin side, og havde ikke lagt mærke til den røde farve, der pyntede hendes hud.
Et opmærksomt blik gled rundt, som de rundede et hjørne og markedet nu lå længere fremme videre ned ad gaden.

[Simmonete af Vigny]

Hun vendte mundvigene kortvarigt nedad i undrende anerkendelse af Emirs ord. "I så tilfælde forstår jeg bedre, hvorfor han har tid til et sådant etablissement." Sagde hun og så blot fremfor sig. "Det er klogt af ham, at finde sit eget levebrød udenfor Baronens almisser." Tilføjede hun så.. måske en anelse modigt. Og dog.. det var jo almen viden, at nære slægtninge udenfor Lensbaron- eller -grevens nære familie ikke nødvendigvis nød samme velstand som han. "Det gør hans søn til et mere attraktivt parti." ...specielt hvis han uddanner sig til noget fornuftigt på universitet også.

Simmonete lod de mørke øjne falde på markedet foran dem, inden hun skævede til Emir. "Viser du vejen, Emir?" spurgte hun hentydende til, at hun nok gerne ønskede at undersøge Monteres' butik nærmere.

[Emir Schafari]

”Ganske,” svarede Emir til måde det ene og det andet. Det var fornuftigt af en mand at finde sit eget levebrød, og ja, hans søn burde være et godt parti, men den slags gjorde Emir sig ikke så mange tanker om. Han regnede ikke med, at en købmands søn, adel eller ej, var dét, Flavia var efter til Simmonete. En fjern slægtning til en lensbaron var ikke højt nok oppe i den adelige fødekæde til, at det ville være et passende match til en royal komtesse. Dét vidste Emir da.

De mørkebrune øjne gled til hendes ansigt, som hun spurgte, om han ville vise vejen. Et let nik blev givet, og han fortsatte ned ad vejen. Nådigherre Monteres’ butik lå i Markedskvarteret, på den anden side af selve markedet.
Han gik dog ikke helt ned til den store markedsplads, men drejede ned ad en vej, der ville lede dem rundt om. Der var ingen grund til at fortsætte ind i menneskemængden, det var alt for risikabelt. Det var bedre med de små gader, hvor han havde et bedre overblik over de folk, der var der.

Emir var ikke en mand af mange ord, og hvis Simmonete ikke fik ham trukket ind i en samtale, ville han være tavs hele vejen derover. Ønskede hun at konversere, så deltog han selvfølgelig.

Den store bygning med købmandsbutikken var på to etager, og sammenbygget med Monteres’ personlige bolig. Lageret var stort, mens butikken kun havde udvalgte varer fremme til beskuelse. Emir lod Simmonete gå først ind og faldt tilbage bag hende, som det var forventet af en med hans stand. En klokke ringede over døren, og en mand bag disken, Emir genkendte som en ansat, rettede sig op fra at skrive noget ned for at se på dem.
”Velkommen, kan jeg hjælpe Dem?” Hans blik gled fra Simmonete til Emir, og hans ansigt viste genkendelse. ”Åh, et øjeblik.” Hurtigt forsvandt han ud af en dør. Emir så med let rynket pande efter ham, men sagde ikke noget.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete fulgte troligt sin livvagt, sådan som hun altid gjorde. Emir var skjoldet mellem hende og den langfingrede omverden, der ellers gerne tog både hende selv eller hendes ejendele under armen såfremt deres moral var lav nok og der ellers ikke var en brutende (men hot) Emir i vejen. Sammen, drejede nedad en smallere allé. Der kom et større hus til syne og da Emir holdt hesten an og svang sig af, lod hun Emir hjælpe sig ned af Palfreyens ryg. Hun lod de mørke øjne indtage bygningens udseende. Sjovt at hun aldrig havde hørt om stedet, selvom hun havde boet i Levagny så længe. Man lærte noget nyt hver dag..

Hun trak handskerne fra de slanke, velplejede hænder der aldrig havde set én dags arbejde i alle hendes seksten år, og svævede ellers værdigt hen mod butikkens døråbning. En lille klokke lød så fint, da hun trådte ind og hendes blik landede straks på butiksassistenten bag en skrank af solidt, velslibet træ. Simmonete skulle faktisk til at åbne munden for at svare på vedkommendes spørgsmål, men da han flyttede blikket på Emir og afbrød, for blot at forsvinde, så Simmonete blot lidt skeptisk fra medarbejderen og op til Emir. Hun behøvede ikke sige noget, hun mestrede evnen til at kommunikere med blikke og dét som hvilede på Emir betød noget i retningen af; Hvad foregår der? Efter et øjeblik rettede hun det blot roligt fremfor sig igen og afventede tålmodigt, hvad end der så ellers skulle ske.

[Bernard af Monteres]

Det var en normal arbejdsdag for Bernard, der sad på sit kontor i samme bygning som butikken og lageret befandt sig. Koncentreret sad han og skrev tal ned i en bog, mens hans læber lydløst formede tallene, han regnede ud i hovedet, mens han tjekkede efter, at alt var, som det skulle være. Dokumenter af varierende størrelse lå spredt ud på bordet omkring bogen og en gang i mellem rakte han ud for at flytte på en af dem eller strege noget ud. Han var ganske god til sit arbejde, selvom han inderst inde hadede det. Men det var det lod, livet havde givet ham.

En let banken lød på døren og han skrev hurtigt det sidste tal ned, mens han huskede det, og løftede så blikket.
”Kom ind.”
Døren åbnede sig og den ene af hans ansatte, der arbejdede ude i butikken, kiggede ind.
”Undskyld jeg forstyrrer, Nådigherre, men de bad om at blive informeret, når den store soldat, der arbejder for kongefamilien fra Gustabis kom forbi med nogen fra familien. Han er her nu med en ung mørkhudet kvinde.” Manden så afventende på ham.

Bernard satte skrivefjeren i blækhuset og rejste sig.
”Mange tak, Jean.” Med hurtige fingre lukkede Bernard for jakken og kørte hænderne over sit hår, der sad upåklageligt i en lille hestehale, inden han trådte rundt om skrivebordet og ud ad døren, hvor han gik de få skridt ned af gangen til døren ind til butikken, Jean lige i hælene på ham.
I butikken fil han hurtigt øje på soldaten og den mere spinkle pige, han straks placerede som datteren af familien. Hans tanker bladrede kort igennem hans indre kartotek over navne, inden han med et let smil trådte frem for at hilse på sin forhåbentligt kommende kunde.
”De må undskylde ventetiden, Nådigfrøken. Velkommen til Import de Luxe, jeg er Bernard af Monteres, ejeren af butikken.” Han bukkede for hende med en stiv overkrop og et korrekt bøj i hoften. Han rettede sig op igen og lod blikket hvile på hende uden at anerkende livvagtens eksistens – han kun snakket med ham en enkelt gang, og havde kunne lide ham. Lige nu var han dog tjenestefolk og derved usynlig.
”Er der noget, jeg kan hjælpe Dem med?”

[Emir Schafari]

Hvad mon det gik ud på? Emirs tanker gik tilbage til sidste gang, han havde været i butikken, for at hente nogle ting for Flavia, og erindrede ikke, at noget skulle have været forkert. Han endte med at affinde sig med, at han nok ville få svar på mandens opførsel om lidt, og blev blot rank stående et par skridt bag Simmonete med hænderne samlet på ryggen. Han havde ikke noget at svare på hendes spørgende blik, og gav et næsten usynligt træt på denne en skulder, mens hans blik var rettet mod døren.

De kom ikke til at vente længe, før ejeren af butikken og den ansatte kom ind i butikken. Ah, Nådigherren ville selv tage sig af denne kunde. Måske ganske passende, som Simmonete trods alt var af royalt blod.
At købmanden ikke værdigede Emir et blik, fandt nidarianeren nu ikke forkert, og han blev blot tavst stående, mens han lod de to adelige snakke sammen. Hans blik fulgte kort den ansatte, der gik tilbage på sin plads, men ellers var butikken tom og stille. Det var åbenbart et godt tidspunkt, de var kommet på.

[Simmonete af Vigny]

Hun løftede hånden i en afvisende gestus, imens et behageligt smil prydede læberne, som han hilste hende med en beklagelse og dernæst etikette. Bernard af Monteres, ah, det var nu rart at få et ansigt på listen af navne der herskede blandt adelen. For den del af adelen var han, hvorfor Simmonete ikke regnede med at hun var nødt til at præsentere sig selv. Hun hilste ham dog tilbage, kun som det var sømmeligt for en udveksling af behageligheder, deres stande i mellem. "Silke." Svarede hun dog ganske resolut, da han tilbød hendes sin hjælp. "Jeg mangler sort silkebånd af eydriensk silke." Uddybede hun så og lod selv sit blik vandre lidt over butikkens inventar, i håbet om, på nonchalent vis, at få øje på det selv. Men hun lod blikket glide afventende tilbage på ham, da de mørke øjne ikke umiddelbart fandt hvad de søgte. "Omtrent en kvart til en halv tomme bred. Dybt farvet, mættet og intet afklip." Forklarede hun præciserende. Silkebånd afklippet af et større stykke stof, gav rigtigt grimme, flossede kanter fordi silken var for sart og flimset et stof til at indsyning af kanterne nogensinde ville blive rigtigt pænt.