Den tredje Grevinde af Suilleaux (S) (P)

[Helene af Suilleaux]

Helene havde ikke følt sig særlig meget som sig selv hele dagen. Fysisk lignede hun heller ikke helt sig selv. Hun mindedes ikke at hun nogensinde havde gået i gul og bestemt ikke i den stjernedyre sorte farve på hendes ene ærme og halvdelen af den fornemme surkot. Overkjolen var delt lige over og prydet med broderier, ud over at være i Suilleaux' to slægtsfarver. Det var et lille kunstværk og en helt klar erklæring om hendes nye tilhørsforhold. Hun havde mange kjoler og en del af dem var også hofværdige, men hun havde aldrig haft noget på som denne kjole. Den var naturligvis ikke kun tænkt til at være til denne dag; nej, denne kjole kunne hun uden besvær have på i sin egenskab af grevinde af Suilleaux ved mange begivenheder.

Grevinde. Det var hun teknisk set fra det øjeblik hun havde accepteret Lancelin af Suilleaux overfor Guderne, men hun følte sig ikke særligt som nogen grevinde. Hun gik igennem meget af dagen med en fornemmelse af at hun var under vand. Hun takkede for lykønskninger og blev ført til et bord og sat ned på en højrygget stol til banketten. En pokal med vin blev stillet foran hende og da hun tog en tår indså hun, at det for en gangs skyld ikke var fortyndet. Hun måtte klare halsen let, før hun tog endnu en tår.

[Lancelin af Suilleaux]

“Pas på, ellers ender De med at sove resten af festen væk..” Lancelin satte sig ved Helenes side. De sad ved siden af hinanden som ægtefolk. De havde for et par uger siden blot talt om dette, og et par uger inden da havde det nærmest virket som en fuldstændig latterlig ide. Men nu sad de her. Gift. Hende med den nye titel som lensgrevinde af Suilleaux. Ham som ægtemand endnu engang. 

Lancelin smagte selv på sin egen vin. Han havde gennem flere år måske udviklet en form for tolerance, for han trak ikke en eneste grimasse over den stærke, bitre smag, denne vin havde haft over sig.

“Nyder De dagen indtil videre?” Som en måde at bryde isen efter en allerede lang dag med ceremoni og folks blikke rettet mod dem. De havde ikke haft et eneste tidspunkt for dem selv, hvor de kunne tale sammen i fred. Under fire øjne.
Lancelins blik hvilede på sin unge hustru, velvidende, at han havde lyst til at tale med hende uden de formelle spilleregler der herskede i sådan et scenarie, som de befandt sig i.

[Helene af Suilleaux]

Helene kunne ikke helt se problemet i at sove aftenen væk. Hun følte alligevel at hun var lidt væk fra det hele og svarede ikke på Lancelins konstatering. I stedet tog hun lidt kontrært en tår vin mere. Ved spørgsmålet drejede hun langsomt hovedet og så ham i øjnene.

"Jeg ved ikke om jeg har opfattet nok af dagen til at nyde den," svarede hun ærligt. "Det er meget overvældende, Deres Excellence. Jeg glæder mig til at det er slut."

Hun åndede lidt ud og tog endnu en tår. Måske ville hun ret hurtigt være ret snalret.

[Lancelin af Suilleaux]

Hans bryn skød en anelse op i panden, mens at han nikkede ganske roligt, helt forstående for Helenes svar. Lancelin, derimod, havde trods alt prøvet dette to gange før. Hans første bryllup havde været næsten ligeså prangende som dette. Det andet bryllup derimod, mere stille og roligt. Men på grund af dobbeltbrylluppet, endda holdt sammen med Helenes egen søster, så overgik dette dem alle. Der havde været flere lykønskninger, samtaler og gæster, at forholde sig til, udover den dobbelt så lange ceremoni, de havde været igennem tidligere på dagen. Han havde indfundet sig i den lange dag, men det var ikke overraskende hvis Helene allerede følte sig lettere kvalt. 

Han fangede hendes øjne til trods for at hun blot skimtede til ham. Hun var mere rank i ryggen end han normalt plejede at være, og det sagde ikke så lidt. Det måtte være formaliteten i hele arrangementet. 

"Lancelin.." sagde han så nonchalant, og betragtede hende som hun tog endnu en tår af sin vin. Deres Exellence var så formelt. Han tog en dyb indånding og lod sit blik falde ud mod de spisende gæster. 

"Helene, jeg er din ægtemand nu, og ikke en eller anden tilfældig lensgreve, som du er oplært at neje for. Vi kan vist godt kalde hinanden ved fornavn," afsluttede han.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde allerede utilsigtet kaldt greven ved fornavn, men nu så hun på ham og formede navnet bevidst, imens han kastede sit blik ud over festsalen.

"Ja, Lancelin," svarede hun, før hun tog en tår vin mere. "Min mor kalder min far for sin bonheur," tænkte hun højt, men overvejede også at hun næppe ville referere til Lancelin som hendes glæde. Hun havde stadig et meget ambivalent forhold til deres ægteskab.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin skimtede på Helene ud af øjenkrogen som hun tænkte højt over sine forældre. Han vidste, at Helene næppe ville kalde ham bonheur, og han havde såmen heller ikke nogen forventninger til, at de på et tidspunkt ville forelske sig i hinanden. Hvis der var noget han var sikker på, så var det, at han havde taget hendes frihed og givet hende et ansvar, de fleste i hendes alder ville få en knude i maven over. Hun var ikke længere bare en ung komtesse, men en lensgrevinde, en kvinde med magt og forpligtelser.

“Min første hustru og jeg var hinandens cæur,” sagde han langsomt, og gav Helene et kort glimt i hans tidligere ægteskab, til trods for at han havde lovet sig selv ikke at bringe det op nogensinde. Der var noget intimt og privat over det, for han kunne ikke komme udenom, at Griseldis nok havde været tæt på hans store kærlighed.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde drømt om at forelske sig. Selvfølgelig havde hun det. Hun var ikke kold som sten eller uden romantiske forestillinger om kærlighed. Hun var dog realistisk og var ikke overrasket over at et ægteskab ikke blev indgået på grund af kærlighed. Det så man oftest. Til tider groede den frem, men det skete lige så tit at de to parter blot måtte finde sig tilrette i et partnerskab.

"Fortæl mig om hende. Vil du ikke? Elskede du hende, da I giftede jer?"

Hun ville, om ikke andet, gerne under huden på Lancelin. Lære så meget om ham som hun kunne. Hendes opgave som Grevinde var også at forstå greven og vide hvordan han tænkte.

[Lancelin af Suilleaux]

“Du er måske en af dem, der tror på kærlighed ved første blik?” Lancelins ene mundvige var trukket let op, så hans hvide tænder var svagt synlige. En typisk forestilling, som mange nok havde, men når alt kom til alt, så var sandsynligheden for at ende i et giftemål på denne måde ikke særlig realistisk. Jo, man kunne forelske sig og have en affære, men i sidste ende måtte de fleste indse, at positioner og magt havde større betydning end kærlighed.

“Ikke i starten,” startede han ud og så på den røde væske, der blev hældt i hans glas fra en tjener over hans skulder, “- faktisk vil jeg gå så langt til at sige, at vi nok afskyede hinanden. Jeg skulle giftes hurtigt da min far døde pludseligt, men jeg var langt fra klar til at slå mig ned.. fester, alkohol og kvinder var stadig spændende.”

Lancelin tog en tår af rødvinen. For at klare halsen.
“Griseldis troede på kærlighed ved første blik. Og jeg var langt fra hvad hun havde forestillet sig. Men som vi lærte hinanden at kende begyndte følelserne at komme ligeså stille..” afsluttede han og så på Helene ved sin side.

[Helene af Suilleaux]

Fester, alkohol og kvinder. Helene havde næsten glemt hvor ligefremt greven talte. Hun måtte klare halsen lidt og følte sig varm. Tydeligvis var alkohol stadig spændende for ham, men hun sluttede sig til ham i det og tog en tår mere af den stærke vin, imens hun forsøgte at glemme tanken om at han havde nævnt kvinder i flertal.

Tanken om at være en af de oversete adelskvinder, hvis mænd brugte det meste af deres tid med borgerstandens tøjter, gjorde hende nærmest fysisk utilpas. Hun kunne ikke tillade dét at ske. Uanset hvor nervøs hun var over at skulle dele en seng med Lancelin, så havde hun tænkt sig at holde ham til kun dén seng.

"Jeg har altid været for rationel til at være så naiv," svarede hun på hans spørgsmål. "Men det fritager mig ikke for et håb om at varmere følelser kan udvikle sig med tiden. Er det helt utænkeligt?"

[Lancelin af Suilleaux]

“Bestemt ikke,” bekræftede Lancelin roligt, idet at hans blik landede i hendes, “- men det kommer ikke altid så let.”

Lancelin havde ikke haft varme følelser for andre end sin første hustru, og det var endda noget, der havde taget et stykke tid. Han blev af mange anset for at være en sarkastisk og egoistisk charlatan, der handlede efter egne lyster. Godt nok var han da blevet mere afslappet med årene, men kontrollen var stadig vigtig for lensgreven. Og med magten, kontrollen og al arbejdet kunne det være svært at fange og fastholde lensgrevens interesse, der som sagt altid kunne få hvad han lige stod og manglede.

“Og hvad med min hustru før hun endte her? Har hun nogensinde været blind af forelskelse?” spurgte han ganske interesseret og lod det blå blik hvile i hendes.

[Helene af Suilleaux]

Helene nikkede. Hun vidste at det var hendes opgave at fastholde grevens opmærksomhed, hvad end det var med følelser eller andre, mindre højtravende behov. Hun følte sig uendelig dårligt klædt på til opgaven, men hendes mor havde da sat sig ned med hende i løbet af forberedelserne og fortalt hende et og alt om ægteskabelige forpligtelser.

Spørgsmålet til hendes egne følelser kom dog som en overraskelse. Hun blinkede en enkelt gang, før hun rystede på hovedet. "Nej. Nej, jeg har aldrig haft så stærke følelser." Hun havde læst om dem. Set dem spille ud foran sig. Aldrig følt dem for sig selv. "Jeg er ikke interesseret i forelskelser. De virker meget flygtige. Men jeg vil gerne have et ægteskab med varme følelser, om ikke andet."

[Lancelin af Suilleaux]

Helene havde allerede gjort mere end hun nok selv vidste; hun havde formået at fange hans interesse og vedligeholdt den til, at han havde valgt et ægteskab med hende. Det var ikke nogen hemmelighed, at Lancelin altid havde ønsket at få en søn med en hustru, men det havde taget ham lang tid at finde den rette kvinde efter at have været mange igennem.

“Jaså?” det overraskede ham en anelse; naiviteten og romantiseringen i forelskelser hørte med til det at være ung.

“Først kommer de varme følelser. Så kommer forelskelsen.” Sagde han roligt, inden at han drak af sin vin og betragtede Helene med et let træk i mundvigen.

[Helene af Suilleaux]

helene rynkede panden svagt. hun havde ekstremt svært ved at forestille sig at være forelsket i lancelin. ingen tvivl om at han tændte en glød i hende, men den var ret langt fra hjertet. de lidt store fortænder skrabede flygtigt over hendes underlæbe, før hun tog en tår vin mere.

"Det må du lære mig om, så," endte hun med at konkludere. "Jeg ved meget, men meget lidt om ægteskab." Hun trak svagt på smilebåndet. "Men jeg har tænkt på dig om aftenen, som du sagde. Det hører jo også med."

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes svar fik blot Lancelin til at smile en anelse bredere idet han lod pokalen med rødvin finde en plads på bordet. Så lænede han sig en let mod hende, forklædt gennem bevægelsen af en albue som fandt hvile mod bordkanten og som han kort kløede sig på kinden mod de ru skægstubbe med et par lange fingre.

“Så skal du lade mig tage føringen..” sagde han lavmælt. Så hørte han hendes kommentar om, at hun havde fulgt hans ‘ordre’ om at tænke på ham om aftenen.

“Og hvad er du kommet frem til?” spurgte han og satte sig til rette for at lytte interesseret til hendes konklusion.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde alle planer om at lade Lancelin føre an i starten. Hendes mor havde også ment at de fleste mænd foretrak det sådan. Det virkede ærlig talt også uoverskueligt at forsøge at lede noget hun ikke havde de store begreber om.

Med lyse øjne i hans, selvom resten af festen foregik omkring dem, sank hun en enkelt gang og klarede halsen.

"Jeg tror at en stor del af rollen som din Grevinde handler om at holde din interesse," indrømmede hun, selvom hun ikke vidste om det var dumt at spille med så åbne kort. "De fleste mennesker giver dig lige hvad du vil have og det har jeg ikke gjort. Men jeg har lovet dig at jeg tilhørte dig helt og fuldt nu, så jeg prøver at finde ud af hvordan jeg holder dig interesseret... Holder dig fra at få alt."