Den tredje Grevinde af Suilleaux (S) (P)

[Lancelin af Suilleaux]

Endnu engang føltes det som om, at de var i en lille bobel hvor kun de fandtes. Festen var storslået og godt i gang, men Lancelin havde kun øjne på den unge Helene. Hun formåede gang på gang at tage hans fokus til trods for, at han nok ikke helt havde opdaget det selv endnu. Han fangede hver hendes bevægelse som hun fortalte om sin konklusion. Hans blik flakkede let i hendes som han vedligeholdt trækket i den ene mundvige. Hun havde ret; hun havde ærligt ikke givet hvad han ville have. Hun var en af de få, vist ikke den eneste, der havde sat en fod i jorden og ikke var faldet i for hans position og karisma. Måske var det også noget af dét, der havde øget hans interesse for hende.

Han lod de lange fingre finde hvile mod hans kæbeparti, som han smilede let til hende.

“Jeg har prøvet utrolig mange ting efterhånden, Helene. I Gudernes øjne har jeg endda syndet rigeligt,” sagde han ærligt, og så sigende på hende, “Men nu hvor du også kan få alt hvad dit hjerte begærer, hvem ved, om det så er mig, der skal holde dig tilfredsstillet,” afsluttede han, som et drillende smil hvilede over lensgreven.

[Helene af Suilleaux]

Helene hævede begge øjenbryn. Hun blinkede let chokeret over insinueringen.

"Lancelin," protesterede hun. "Det kunne ikke falde mig ind."

Bare tanken om at hun ville finde sin tilfredshed et andet sted fik farven op i hendes kinder. Han sad endda og smilede af hende. "Du får det til at lyde som om du vil have mig til at opsøge andet inden vi overhovedet har haft vores bryllupsnat. Er det fordi du ikke... Ønsker det?"

Det ville svide hårdt, men hun blev nødt til at spørge.

[Lancelin af Suilleaux]

“Helene,” han skubbede sig en anelse til rette så han bedre kunne se hende ved sin side. Så lænede han sig yderligere mod hende, og lod som om, at han betragtede nogen bag hendes skulder, som en undskyldning for at komme så tæt på som muligt.

“Du aner ikke, hvor længe jeg har ventet på den her nat. Hvis det stod til mig, havde jeg ikke tænkt mig at lade dig sove den igennem..” hviskede han lavmælt til hende, alt imens at hans hånd knugede sig på bordet for at holde sig tilbage, “Jeg har tænkt mig at udforske hver eneste centimeter af din hud.” afsluttede han hæmningsløst, inden at han stille fjernede sig igen.

“Men du skal give mig lov. Først når du er klar, rører jeg dig.” Han huskede tydeligt deres episode ude i skoven. Han havde ikke tænkt sig at besudle hende uden hendes vilje, det var langt fra hans stil. Desuden, det ville være hendes første gang..

[Helene af Suilleaux]

Helene rødmede fra brystkassen til hårgrænsen over Lancelins malende billede. Hendes mor havde beskrevet præcis hvad der ville ske når parret gik fra bryllupsfesten. Hvordan den unge brud blev skrubbet renere end nogensinde, parfumeret og præsenteret i den korte natkjole, som hun havde fået målt op til for få dage siden.

Hun vidste at det var for at være et delikat lille stykke, som ingen mand kunne sige nej til og hun havde forestillet sig præcis hvordan det ville være at stå sådan foran Lancelin. Hun forestillede sig nu også denne udforskning og var synligt en smule stakåndet, selvom hun ikke havde rørt sig ud af stedet. Hendes blik fandt hans igen, da han trak sig nok væk til det. Hun fugtede læberne og nikkede svagt, uden ord. At forestille sig at hun skulle stå der og sige nej til ham var utænkeligt. Både fordi det var vanvittig upassende og fordi hun ikke havde lyst til at sige nej. Hun havde lyst til at finde ud af præcis hvordan det føltes at lade Lancelin udforske hende hele natten. Så hun sank en klump, helt pink, men også beslutsom.

"Vi kan vel sove længe i morgen," pointerede hun forsigtigt.

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes stilhed fik Lancelin til at smile vagt for sig selv, imens at han rakte ud efter sin vin endnu engang. Han nåede lige akkurat at føre pokalen op til de smalle læber og tage en slurk, da Helene kom til orde igen.

“Så længe, du har lyst,” sagde han, som han lagde vinen fra sig, “Jeg har derimod et par retsmøder jeg skal til, inden at vi bevæger os mod Suilleaux en af de kommende dage,” afsluttede han roligt, uden måske helt at overveje, at det måske kunne overraske Helene en anelse.

[Helene af Suilleaux]

Helene trykkede læberne en smule sammen, før han satte ord på præcis hvor hurtigt hendes tilværelse ville ændre sig brat. Hun sank og blinkede en enkelt gang. "Dage?" Hun havde mindst forventet et par uger mere i hovedstaden til at vænne sig til sin nye tilstand som gift grevinde, hvor hun kunne sole sig i opmærksomheden fra de endnu ugifte veninder. Halsen føltes pludselig lidt tør og hun drak en tår vin mere, aftens slutning effektivt skubbet i baggrunden.

"Hvad med Mirielis af Lemaux og Gisella af Suilleaux? Skal de med eller bliver de her...?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin så en anelse spørgende på Helene, som hun ændrede retning af emnet. Der var noget over hendes ord der kunne lyde som om, at det var langt fra hvad hun havde forventet.

“Det går jeg ud fra, medmindre noget skulle holde dem her,” Lancelin betragtede Helene med et alvorligt blik, imens at han overvejede sine ord.

“Alt det her med Mirielis.. Du har vel snakket med hende?” spurgte han yderst kontrolleret. I hvert fald ville det vel have givet hans døtre lidt tid til at vænne sig til tanken.

[Helene af Suilleaux]

Helene håbede, at noget ville holde dem hen. Hun lukkede øjnene et øjeblik og overvejede for sig selv om lensgreven nogensinde talte med sine egne døtre. I virkeligheden kendte hun godt svaret. Hun havde været Miris veninde i flere år. Hun åndede langsomt ud og åbnede øjnene igen for at se på Lancelin.

"Jeg synes du skal tale med dem om hvad de helst vil," tillod hun sig at foreslå forsigtigt. "Jeg vil tro at ingen af dem har lyst til at være i nærheden af mig i lang tid, hvis de kan blive fri. Og hvis du helst vil have fred fra den ubehagelige stemning kunne det være en idé at lade dem blive i Levagny..."

[Lancelin af Suilleaux]

Han lyttede roligt til hendes ord, og som hun fortsatte virkede Lancelin pludselig mere alvorlig end han tidligere havde været foran Helene. Han så overvejende ud mod gæsterne, der ikke virkede til at fornemme nogle som helst andre end sig selv takket være alkoholen.

“Din samtale med Mirielis gik måske, som vi havde forventet..” konkluderede Lancelin ud fra Helenes forslag. Selvfølgelig. Hvem ville ikke blive en smule overrasket over at ens far blev gift med ens veninde..

“Nuvel, jeg finder ud af det. Lad være med at bekymre dig om det,” afsluttede han og fangede hendes blik; hans øjne var yderst rolige til trods for alvoren de stod i.

[Helene af Suilleaux]

Helene mødte Lancelins blik og nikkede svagt i accept. Hun havde bedt ham om lov til at fortælle Mirielis af Lemaux om tingenes tilstand og nu var det tid til at hun overgav det til ham. Hun var ikke pigernes mor og hun kunne ikke lade som om hun kunne være stedmor: Hun havde på ingen måde lyst til den rolle. Derfor slap hun ansvaret uden den fjerneste protest og løftede blot sit glas og tog en tår mere.

"Hvad skal jeg så bekymre mig om? Hvordan du skal klare morgendagen, hvis du ingen søvn får i nat...?"

Hun smilede helt svagt, prøvende sig frem med en form for flirt, som hun ikke havde vovet sig ud i før.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin tog gerne en snak med sine døtre om det hele, men sådan som tingene var, så var han måske ikke den nemmeste forælder for dem at tale med. Det havde han nok aldrig rigtig været, for relationen mellem dem havde altid været en anelse anspændt siden deres mors død. Men han lod det ligge for nu, og måtte tage det op når rejsen tilbage til Suilleaux nærmede sig.

Det løftede den alvorlige stemning da han hørte Helenes ord. Hans alvorlighed løsnede sig en smule, til trods for at den stadig hang i hans blik, som han smilede vagt tilbage.

“Jeg har prøvet det der er værre,” sagde han roligt, som han vedligeholdte øjenkontakten, “Det eneste jeg kræver er, at du er der når jeg kommer tilbage igen.”

Musikken slog over i en ny melodi og gæsterne fandt sammen i dans. Lancelin tog en slurk af sin vin inden at han så pludselig rejste sig fra sin stol.
Så rakte han en hånd ud mod sin hustru, som tegn til, at hun skulle følge med; “kom med mig, Grevinde af Suilleaux.”

[Helene af Suilleaux]

Helene nåede ikke at spørge hvor Lancelin krævede at hun var henne, når han kom tilbage. Hun overvejede at forsøge sig med endnu et flirtende spørgsmål, da han rejste sig op og rakte sin hånd ned til hende. Lidt overrumplet, men ikke helt uvillig, lagde hun sin hånd i hans og rejste sig fra sin stol, for at følge med.

På gulvet havde den dansende del af gæsterne samlet sig i små cirkler af otte, klar til en af de mere komplicerede danse. Der blev gjort plads til den ene brudgom og brud uden udfordringer, selvom en surmulende komtesse måtte se sig selv ført bort fra dansegulvet af sin partner. Helene ænsede hende ikke. Hendes hånd var i Lancelins og hun var fokuseret på at føre sig med værdigheden af en gift kvinde. Hun elskede at danse.

[Lancelin af Suilleaux]

I modsætning til Helene fornemmede Lancelin alt om sig; øjnene hvilede på dem som de kom ud på gulvet og stillede sig sammen med gæsterne. Til trods for den store opmærksomhed var Lancelin ikke påvirket af det på nogen måde. I stedet landede hans blå øjne i Helenes, idet de stillede sig op og musikken begyndte.

De befandt sig nu i deres lille egen verden. Med fokus på hinanden dansede de i takt med musikkens toner og blandt de andre gæster. Hvert skridt blev fulgt af dem alle, som en samlet enhed, hvor dansen førte dem frem og tilbage, rundt og ind i mellem hinanden inden for den lille oktet, de befandt sig i.

På et tidspunkt i dansen blev kvinderne ført væk af en anden partner end deres egen, men Lancelins blik fulgte sin hustru ud af øjenkrogen. Endnu engang, som han så hende dér dansende i Suilleaux farver, gik det op for ham, hvor perfekt hun egentlig var som den nye grevinde. Hendes personlighed og hendes skønhed fik alles interesse. Og især hans. Han havde svært ved at se væk, og han måtte nok indrømme overfor sig selv, at han var begyndt at blive en smule glad for den unge Helene.

Kvinderne blev ført rundt inden at de til sidst nåede tilbage til deres egne partnere. Musikken stoppede, kvinderne i de store kjoler nejede og mændene bukkede let i nakken som tak for dansen. De resterende gæster klappede efter at have betragtet dansen imens de små grupper roligt blev opløst.

Lancelin smilede skævt til Helene, som han rettede nakken op igen og fangede hendes blik, “Hvad med nu? Nyder du dagen?” spurgte han drillende, tydeligvis en hentydning til at hun ikke kunne svare på spørgsmålet tidligere.

[Helene af Suilleaux]

Helene var lidt varm af dansen og svagt stakåndet, men hun smilede også, som hendes hånd fandt Lancelins arm, som om det var ganske hjemmevandt. Det føltes det bestemt ikke som, men hun fik det til at se sådan ud. Hun slap en lav, munter lyd over spørgsmålet og så op på ham med et glimt i de lyse øjne.

"Ja," medgav hun. Hun havde aldrig troet, da hun talte med ham første gang for så kort tid siden, at hun ville finde ham charmerende. Dengang vidste hun selvfølgelig heller ikke at han dansede eller at han gjorde det godt. Hun åndede hørligt ud en enkelt gang.

"Hvis jeg spørger dig om at få lidt luft, tror du så det er en invitation til at opføre sig upassende på en balkon?" Hun fugtede læberne lidt og debatterede med sig selv om hun ikke havde lyst til, at han opførte sig lidt upassende.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin grinede let og fremviste de hvide tænder, som han betragtede hende. Upassende? Aldrig. Han var lensgreve, var han ikke? Det var bare så fandens svært at holde sig tilbage når alt i ham havde lyst til hende.

“Så længe vi er alene.. Her kan jeg jo ikke gøre noget,” jokede han med, og smilede roligt til hende. Så landede hans hånd nonchalant mod Helenes, og med et par lange fingre søgte han hendes. En smule atypisk i forhold til formaliteten, men havde Lancelin ikke efterhånden vist, at han pissede en smule på dette.

Han trak hende med sig, og sammen sneg de sig væk fra festlighederne, ud på gangen som de fulgte for en kort stund. I forbifarten fik de fat i en flaske vin, der havde stået på et bord og set ud til bare at pynte. Så nåede de dørene til en afsides balkon. Som Lancelin åbnede døren op kunne den kølige forårsfriske brise mærkes. Himlen var mørk, men ganske skyfri, så stjerner var ualmindelig tydelige.

“Du fryser ikke, gør du?” spurgte Lancelin med blikket på Helene, idet at han roligt var gået i gang med at åbne flasken med rødvin for dem.