Den tredje Grevinde af Suilleaux (S) (P)

[Helene af Suilleaux]

Helenes negle borede sig let ind i hendes håndflader, da Lancelin ramte helt rigtigt og hun klynkede forlegent, men også ret opslugt. Det føltes så godt, men også frustrerende: Ikke mindst da han pludselig stoppede og hun kunne mærke ham rykke sig mellem hendes ben. Hun slog øjnene op omtrent samtidig med hans spørgsmål, som sendte varmen tilbage til hendes ansigt. Hun blinkede og løftede hovedet lidt for at se ned på ham med store øjne.

"Undskyld," tumlede det tøvende ud over hendes læber. Hun skubbede sig forsigtigt op på albuerne og sank en klump. Hans fingres undersøgelser af hendes inderlår kildede lidt, men mest af alt var de en drillende påmindelse om endnu mere intime kærtegn. Hendes blik flakkede lidt mellem hans øjne og hans mund, der lige havde bragt hende så meget nydelse, skægget som hun tydeligt kunne mærke, når han kyssede hende mellem benene. "Vil du ikke nok..." Hun tøvede et øjeblik, men han havde tændt en ild og hun kunne næsten ikke holde frustrationen ud. "Lancelin..."

[Lancelin af Suilleaux]

Hun bad ham faktisk om at fortsætte. For blot et par uger tilbage havde hun givet ham en lussing for hans grænseløse handlinger og ord. Nu lå hun her med benene spredt for ham, tiggende om, at han ikke måtte stoppe. Lancelins blå blik landede i Helenes, som hun havde hævet sig op på albuerne.

Lancelins træk i mundvigene forblev idet at han stoppede helt. Så rejse han sig op fra sine knæ, høj og rank som han var, og betragtede hende liggende der foran sig, med hendes den blege hud og de røde kinder.

“Dine kinder brænder, Helene...” pointerede han, imens at han ganske roligt og kontrolleret bandt sin skjorte op. Så trak han den over hovedet og fremviste derved den hårde, let behårede brystkasse og de brede skuldre; trods alderen var Lancelin fysisk veltrænet. Trøjen landede nonchalant på gulvet.

“Tag kjolen af og lad mig se dig..” kommanderede han efterfølgende med en rolig tone, der var ganske direkte og uden blufærdighed.

[Helene af Suilleaux]

Helene lå efterladt på sengen og det varede ikke mange øjeblikke, før hun satte sig helt op på sengen og trak kjolen ned igen. Hun fulgte Lancelin med blikket og slap en lille lyd over hans pointering. Hendes kinder brændte bestemt ikke mindre af at han pointerede det. Hun slog blikket ned og stirrede lidt på mønstrene i det fornemme tæppe, der lå over sengen. Det tog dog ikke mere end et par sekunder før hun så op igen og betragtede hans muskuløse overkrop, distraheret fra sine egne, kødelige lyster af nysgerrigheden. Hun havde ikke set en nøgen mand før, andet end badende på lang afstand, men hun var ikke uden interesse.

Da han bød hende at tage det sidste stykke tøj af, havde hun fjollet lyst til at afslå. Han havde lige set langt mere end hun havde forventet han ville kræve, så det gav ikke mening, men hun tøvede alligevel et langt stykke tid, som hun sad på sengen i skrædderstilling. Så skubbede hun sig ud til kanten og rejste sig op i sokkeklædte fødder. Hun tog en dyb indånding, før hun gjorde kort proces og løsnede kjolens halsåbning nok til at den gled ud over hendes skuldre og faldt på gulvet rundt om hende, så alt hun havde på var sokkerne, der var bundet over knæene. Hun knyttede hænderne lidt, distinkt fristet til at løfte dem og skjule sig, men også sikker på at hun ville blive irettesat for det.

[Lancelin af Suilleaux]

Der havde været noget afventende i hendes bevægelser inden at hun til sidst valgte at handle. Som de stod foran hinanden virkede det pludselig en anelse fjernt, måske fordi at der ikke var den berøring, som de tidligere lige havde haft. Nej, på denne måde virkede det næsten intimiderende, sådan som han stod, rank og behersket, mens hun virkede sårbar i situationen. Som kjolen landede mod hendes fødder stod hun nu blottet for ham, og grænsen mellem dem var millimeter fra at blive skubbet længere end den nogensinde havde tidligere.

Lancelin vedligeholdte øjenkontakten, en smule sigende. “Helene, jeg håber du forstår, at jeg ikke har tænkt mig at holde mig tilbage,” han var rolig og behersket - for nu. Men han måtte gøre det klart for hende. Han overvejede sine ord kort, men valgte at inddrage hende ind i grunden til sit store behov for at vide, at Helene var fuldt forståelig for hans ord.

“Jeg har det med at forsvinde ind i den her— rus, når der er noget, jeg vil have, og det er ikke altid lige pænt.” Lancelin fugtede læberne en anelse. Hvis bare hun havde en ide om hvad han mente. Det gjorde hun sikkert ikke, for hendes uskyld havde trods alt aldrig før været endt i mellem hænderne på en som ham.

“Som sagt, så skal du huske på, at du altid kan bede mig om at stoppe. Det er vigtigt for mig at vide, at du er okay med dette. Især når det her er din første gang,” afsluttede han, en anelse bestemt, velvidende at han havde nævnt det tidligere. Men forhelvede, hvor var det vigtigt.

[Helene af Suilleaux]

Helene rankede sig en lille smule. Ja, hun var helt uskyldig og også et helt menneskeliv yngre end Lancelin, men hun var grevinde af Suilleaux, født af en gammel slægt og giftet ind i en lige så fornem. Hun rystede ganske svagt på fingrene, men lyttede opslugt til Lancelin, selvom det var begrænset hvad hun havde af begrebsverden til at forstå hvad han mente præcis.

"Rus," gentog hun tøvende. "Det... Det føltes også lidt sådan, før." Hun havde ikke helt tilgivet ham at han stoppede, men han så meget insisterende ud og hun fugtede læberne og nikkede lidt. "Jeg skal nok sige til. Men betyder det så at alt stopper? Jeg vil ikke... Jeg ville ønske det bare kunne... Pause lidt?" Hun famlede efter ordene. Hendes blik gled lidt distraheret over ham. Han var en flot mand.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin så overvejende på hende. Hvis det stod til ham, så ville hendes stop ikke blive en midlertidig afbrydelse, men en afslutning. Han havde efterhånden skabt sig den erfaring til sig selv, at det måtte stoppe hvis han ikke skulle overskride grænserne brutalt. Det var for hendes skyld, at han havde lavet netop denne regel, ikke for hans.

“Vi stopper alt,” sagde han konsekvent, “uanset hvor langt vi er, eller hvor meget lyst jeg ville have til at skulle fortsætte.”
Endnu engang blev det fastlagt som en reminder til dem begge.

“Nuvel,” Lancelins alvor forsvandt som dug for solen, nu hvor tingene var sst på plads, “Hvor kom vi fra?”
Og uden hæmninger fjernede han mellemrummet med et enkelt skridt imod hende. Idet fangede han ligeledes hendes læber i et udfordrende kys, der havde føltes som en længsel efter endelig at få lov til at finde hendes læber igen. Hun ville kunne smage sig selv, blandet med alkoholens sødme, som en kærlig påmindelse om, hvor Lancelin tidligere havde haft sin mund.

Rent automatisk havde de formået at nå sengekanten under kysset. Lancelin førte Helene ned, hvilket resulterede i, at kysset blev afbrudt for en stund. Lancelins ryg blev tydelig i aftegnede muskler, som han kravlede let frem og hen over Helene. Uden røven (edit: tøven, skulle der stå haha) fangede han hendes læber igen, denne gang mere krævende og intimt.

[Helene af Suilleaux]

Helene rynkede panden lidt, uvillig, men også stædig. Hendes pligt var at besegle ægteskabet og takket være sin mors beskrivelser vidste hun præcis hvad det betød. Lancelin kunne forsøge at bilde hende ind at hun kunne stoppe ham, men hun vidste at hun ikke havde et reelt valg.

Derfor protesterede hun ikke, selvom hans kys smagte af hende, på en måde der forfærdede hende. Hun lod sig styre ned i sengen og med en fraværende lille bøn til Yphion om at lade hende være god nok, spredte hun sine ben for Lancelin og sukkede lavt ind mod hans læber.

Han havde stadig bukser på, men det kunne ikke vare længe før han tog dem af og forenede dem. Hun havde ingen anelse om hvordan det ville føles. Hendes mor sagde at det nogen gange gjorde ondt første gang, afhængig af hvor meget mand ens husbond var. Da Lancelin virkede temmelig meget som en mand, forventede hun at skulle bide en del smerte i sig.

[Lancelin af Suilleaux]

Som den unge Helene spredte sine ben for ham, desto bedre kom Lancelin til som han lænede sig ind over hendes skikkelse. Hans ene hånd havde fundet ro mod hendes slanke kæbeparti, og fingrene hvilende let ind i hendes mørke, krøllede hår.

Kysset var begærligt og sigende. Der gik ikke længe før, at Lancelin fik åbnet sine bukser med den frie hånd, og til trods for, at han ikke ønskede det, så måtte han stoppe kysset for i stedet at rette sig en anelse op. Bukserne røg af, og hans mandlige, muskuløse krop var ganske synlig i ildens skær fra pejsen.

Let og lille som hun var under ham, trak Lancelin hende en anelse grådigt tættere på sig med et par hænder under hendes bløde lår. Ganske ubesværet og nemt havnede hun tættere foran ham idet at han lod hendes ben finde hvile mod hans brede skuldre. For en kort stund, som han betragtede hende liggende der foran sig, kunne den ellers så kontrollerede lensgreve ikke lade være med at tænke over, hvordan hun dog ville klare det.

"Helene, er du klar?" spurgte han han lavmælt, som for at forberede hende. Der var nok ikke tusind ord der kunne forberede hende på følelsen, da han kort tid efter pressede sig på mod hendes skød. Og som han forenede dem, fangede han hendes blik for at se hendes reaktion, velvidende at hun umuligt havde kunnet forestille sig hvordan det egentlig var.

[Helene af Suilleaux]

Helene skød lidt ryg under kysset, smeltede langsomt ind i det og mærkede overgivelsen komme til hende. Hun havde indtil videre ikke hadet noget Lancelin havde gjort. Noget havde været grænseoverskridende, men i sidste ende var det behageligt og hans kys var ingen undtagelse, på trods af at det smagte lidt af... Hende. Tanken nåede ikke for alvor at rodfæste sig, før han havde trukket sig væk og sat sig op på knæ. Da hans bukser faldt væk, drev hendes blik langsomt og intimideret ned over ham og hun sank en synlig klump. Hun slap en lille lyd over at blive hevet tæt på, men sprællede ikke, da han løftede hendes ben op. I stedet så hun op på ham med store øjne. Hun var overhovedet ikke klar til at den skulle nogen som helst steder ind i hende, men hun kendte sin pligt, så hun nikkede helt svagt.

Da han trykkede sig ind mod hende, glemte hun til gengæld alt om at se ham i øjnene. Hendes øjne blev i stedet klemt sammen i forventningen om en voldsom smerte, men i stedet var følelsen mest en af kortvarigt, fysisk ubehag, afløst af en mystisk fornemmelse af at være opfyldt på en måde hun absolut aldrig havde prøvet før. Hun slog øjnene op og så forundret på Lancelin, nærmest for at spørge hvad der foregik.

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes forundrede blik fik ham til at trække en anelse i den ene mundvige; på ét og samme tid så var hun så uskyldig, og alligevel så var hun åbenbart så klar, som hun kunne være på denne situation. Det passede såmen Lancelin meget fint hvis hun ikke anede hvad hun skulle gøre af sig selv. Han ville tage sig af hende og styre hende hele vejen, hvis det var dét, hun havde behov for.

"Du er okay, Deres Exellence.." sagde han drilskt, som en kort påmindelse om deres giftemål og Helenes nye status. Og uden yderligere lod han sine arme holde om Helenes ben, alt imens at han stille begyndte at støde mod. De var rolige til at starte med, for hendes skyld, og Lancelin måtte sammenbidt holde et støn tilbage; der var noget pirrende over endelig at få Helene sådan her. Han havde trods alt haft tænkt på hende længe på denne måde, presset mod lagnerne under sig.

[Helene af Suilleaux]

Helene blinkede, før en halvmunter, forundret lyd forlod hende over Lancelins drillende forsikring. Hun åbnede munden for at bekræfte at hun var okay, da han begyndte at bevæge sig ind mod hende igen og hun forstod en lille smule mere af mekanikken i det hele. Hun havde skam begrebet at han skulle ind, men ikke hvad der kom bagefter og slet ikke at det så hurtigt kunne føles rart. En dag, med øvelse, hvis man havde en god mand. Men nu? Hendes mund forblev en smule åben og det varede ikke længe før et lille, fortumlet støn forlod hende.

Gjorde hun noget forkert, hvis det var rart? Hun vidste det ikke, men kunne ikke rigtig kæmpe mod fornemmelsen af at det var det. Hun tog en hørlig indånding og så Lancelin i øjnene, hendes egne store.

[Lancelin af Suilleaux]

Sødt. Hendes blik, hendes forundring og hendes fortumlede støn. Det var næsten uudholdeligt, at se hende sådan. Alt i ham hungrede efter hende, og selvom at han havde været rolig for hendes skyld, så var der noget over hendes nydelse der gjorde ham mærkbar pirret og utålmodig.

Under deres vedligeholdelse af øjenkontakten satte Lancelin tempoet en anelse op i sine stød. Hans lænd og ryg arbejdede tydeligt i musklernes bevægelser, og hans hænder fandt hvile mod hendes hofter for at holde hende grådigt hos sig. For hvert stød og sin vægt pressede han hende hen over det hvide lagen, alt imens at han ikke kunne holde sit blik fra hende; hver eneste træk i hendes ansigt blev gennemgået af hans blik, som om at han først nu havde fået muligheden.

[Helene af Suilleaux]

Helenes ryg blev presset ned i lagnet og en lille smule bagud hver gang Lancelin trykkede sig mod hende. Hun vænnede sig stødt til følelsen og overgav sig en bid mere hver gang en lyd af hendes uplanlagte nydelse tumlede ud over hendes læber. Alligevel havde det været noget andet, noget bedre, da hans hoved havde været mellem hendes ben og hun fandt sig selv en del frustreret, og alligevel helt opslugt.

Måske var det den sande smerte, som hendes mor havde været dårlig til at beskrive? At jage efter noget man ikke kunne fange, at blive drillet med det, viftende hen foran næsen på en. Hun brændte, men bed det i sig, fysisk med fortænderne om underlæben og øjne, der lukkede sig i med bryn rynket i koncentration.

[Lancelin af Suilleaux]

Han kunne ikke dy sig da han så hende bide sig selv i underlæben; Lancelin skubbede den unge Helenes ben til siden og lænede sig i stedet ned over hende. Hans krop var tung over hendes petite skikkelse, til trods for at han holdte sig oppe med begge albuer mod sengen på hver hendes side. Varmen mellem dem dannede sig i det ellers så småkølige rum, til trods for pejsens knitren.

Så fangede han hendes læber, sine let mod hendes, alt imens at hans ryg og lænd tydeligt arbejdede i rolige stød.

"Hvad er det, du gør ved mig.." hviskede han lavmælt mod hendes læber. Han anede ikke hvorfor, men Helene havde ikke bare skabt en indædt lyst i ham. Hun fangede hans interesse og tanker mere end nogen anden nogensinde havde gjort. Det var næsten forfærdeligt hvor hurtigt hun havde formået dette, og endnu mere var det, at han, selv efter nu endelig at få hende foran sig, ikke havde mistet lysten til at få endnu mere af hende.

[Helene af Suilleaux]

Dét var anderledes. Helenes fødder fandt madrassen og den nye friktion mellem deres kroppe gentændte den slumrende ild. Hun gispede mod Lancelins læber og krummede fingrene på den ene hånd sammen, imens den anden fandt hans nakke blidt under kysset. Hendes øjne var faldet i, men hun var meget langt fra at falde i søvn. Hun havde det varmt, men det føltes så godt og der var ingen tvivl om for hende, at det ikke måtte stoppe nu.

"J-jeg ved det ikke," tumlede det ud over hendes læber i et svar på hans spørgsmål. Hun klynkede lavt af nydelse og trykkede sig selv lidt op imod Lancelin. "Vil du ikke nok blive ved?"

Det opbyggede sig, brusede, sitrede og efter en stund med stigende puls og lige så stigende lydniveau fra Helene, krampede hun fuldstændig frydefuldt sammen på en måde hun aldrig i sit liv havde prøvet. Hun gispede efter vejret og lå helt stille og mat tilbage, forløst og omtumlet, helt opslugt af sin egen nydelse.