Det forkerte sted

[Steva Pudser]

Det var det tidspunkt på natten, hvor solen endnu ikke havde meldt sin ankomst, men morgengryet lå og lurede i luften. Natten var mørk, men de lyse, klare snefnug gav en illusion af, at der var mere lys i de mørke gader end der egentlig var. Kulden var af den slags der sneg sig vej ind til ens knogler og klamrede sit kolde greb om dem indtil man ikke kunne gøre andet end at ryste af kulde. Det gjorde det ikke bedre at befinde sig i den del af byen, hvor ikke mange havde ordentlige sko. Disse sko kunne nærmere beskrives som et stykke stof, der var svøbt om foden, med en hård, lille plade i bunden.

Det var i disse mørke gader, med denne slags elendige sko, at Steva var på vej hjem for at få blot et par timers søvn inden hun skulle tilbage på arbejde på kroen, som hun ellers netop havde efterladt. Endnu en dag, aften og nat fuld af skænderier, højtråbende fulderikker og mænd, der burde lære at holde hænderne for sig selv. Steva var ikke en pige, der fandt sig i ret meget, selvom samfundet var af den opfattelse, at kvinder burde klappe i og makke ret. Den holdning ignorerede hun lige meget konsekvenserne. Hun var i den absolut laveste ende af hierarkiet, så det kunne næsten ikke have værre konsekvenser alligevel.

Et andet sted i mørke stod skikkelsen af en mand med den modsatte holdning af Steva. Han mente godt hun kunne mærke hårdere konsekvenser af hendes rapkæftede og irettesættende adfærd end at bo i slummet. Kniven han havde taget fra en anden i kroen, lå kold og klar i hans hånd, da han trådte frem bag den brunhårede kroppige mens hun intetanende bevægede den ene fod foran den anden i sneen. Sne er dog ikke det smarteste at bevæge sig i, når man gerne vil snige sig ind på nogen. Det knaser under fødderne. Det advarede pigen om, at hun ikke var alene. Hun så glimtet af kniven, da hun drejede hovedet og instinktivt satte hun i løb.

[Actard fra Arge]

Slummen var typisk ikke et sted, man begik sig, hvis det kunne undgås. Det var det laveste af det laveste, hjem for både tiggere og tyveknægte, og man skulle være ufattelig heldig, hvis en tom møntpose var den eneste konsekvens af et natligt besøg på disse kanter. Der var dog visse typer, som kunne bevæge sig forholdsvist ugeneret gennem de mørklagte gader. Typer som det var vidt kendt, at man ikke skulle lægge sig ud med – særligt hvis de havde relationer til tyvekongen og hans følge.
Actard havde ganske vist hverken prestige eller fordelen ved at være en person, der bevægede sig i skyggerne, men allerede ved første øjekast ville man vide, at denne blege kæmpe – som snarere lignede et uhyre end en mand – var farlig at krydse. Vanskabningen var kendt af mange som Barbaren fra Arge, en af attraktionerne i Cirque du freak, og til trods for han ingen kriminalitet udøvede – i hvert fald ikke i arbejdstiden – så lå al hans loyalitet hos tyvekongen. Han var derfor heller ikke spor nervøs for at sætte fod i det berygtede slumkvarter, hvor han hvileløst vandrede rundt denne sene nat uden noget egentligt ærinde, andet end at lufte tankerne. Søvnløshed. Og mareridt.

Med sneen knasende under egne såler gik der et øjeblik, før lyden af hastige skridt forude nåede hans ører. To skikkelser, der takket være sneen var nemme at få øje på, og han tog umiddelbart ikke meget notits af hverken den ene eller den anden, indtil den forreste stak i løb. Actard vågnede straks på og strakte halsen, som han selv satte tempoet betydeligt op, først ud af ren nysgerrighed; men da han så fik et glimt af det blanke, skarpe blad, der reflekterede det sparsomme månelys, ændrede udtrykket i hans øjne sig som et lynnedslag. De dybe ar blev altid vakt til live ved synet af sådanne knive. Det var som om, de brændte – præcis ligesom den frembrusende vrede i hans indre. Og lige i dét øjeblik brændte retfærdighedens flamme stærkest og overgik tilbøjeligheden til at passe sig selv. Ikke ud af medlidenhed for den jagtede kvinde, men ud fra hans egen følelse af bitterhed fra fortrængte minder, som synet af manden frembragte. En drabelig bitterhed.

“Hey!” Der lå sådan en kraft bag det tordnende udråb, at den skar igennem enhver anden lyd og blev hængende i luften længe efter. Lange skridt var ikke længere nok, og han begyndte selv at småløbe for at indhente den skyldige og kvinden, der var blevet udset som offer. Actards morderiske blik mødte mandens, idet han kiggede sig over skulderen og røg som resultat ud af kurs; i hvert fald nok til at kæmpen kunne få fat i ham og nær mistede balancen i farten. Men han formåede at opretholde den, tung og robust som han var, og stod nu med et fast greb i mandens krave, som vred sig og sprællede for at komme fri. Det skete ikke. Det hjalp heller ikke at sparke, men med fronten drejet tilstrækkeligt ind mod Actard, blev kniven svunget, og et snitsår i overarmen fik endelig Bæstet til at slippe med en hæs snerren. Blodet piblede frem og spredte hurtigt sin røde farve på trøjens hvidlige stof.
Et stik mod maveregionen blev forsøgt som det næste, og det var rent held, at han nåede at parere lige i tide; hånden krampagtigt lukket omkring det spidse blad. Havde det ikke været for adrenalinen, ville det have været uudholdeligt, men han pressede blot tænderne hårdt sammen og fik trukket kniven ud af den anden mands svedige greb. For en stund stod alt stille, og det eneste han kunne høre var sin egen puls dunke i ørerne. Læberne skilte sig ad, men der blev bare udåndet tungt, mens de stikkende øjne fæstnede sig på mandens ansigt, der havde godt tre sekunder til at stikke af – den tid det tog Actard at bytte hånd, så knivspidsen nu var peget mod ham.

“Pis af.”

[Steva Pudser]

Steva havde været træt før turen i sneen, men pludselig måtte hun tilsidesætte den dagslange træthed, for at løbe, for hvad der godt kunne blive livet. Hun kunne fornemme mandens prusten bag sig, da også han satte i løb efter den langhårede brunette. Det føltes på en og samme gang som om tiden gik lynhurtigt og meget langsomt. Nok var kropigen rap i replikken, men hun var ikke særlig rap i kamp eller forsvar. Hun burde måske lære at slås, for det var ikke ligefrem første gang at hendes ord havde fået hende i en ulidelig kattepige. Af en eller anden havde det stadig ikke sat en stopper for hendes rappe bemærkninger i tide og utide.

Der var kun en vej og det var frem. Nok kendte hun slummet som sin egen kjolelomme, men i øjeblikket havde hun svært ved at huske hvilke gyder var blinde og hvilke, der kunne hjælpe hende med at slippe godt fra sin forfølger. Hendes hjerne bad hende bare om at flygte. Sneen knasede for hvert skridt de begge tog, men pludselig blev den lyd overdøvet af en anden. Det var et brøl, som Steva aldrig før havde hørt. Den naturlige reaktion for hende var at vende sig mod lyden, hvilke fik hende til at stå ansigt til ansigt med den sure knivbærende mand.

Der gik ikke mere end et par sekunder, hvor brunetten var som forstenet og blot så på det drama der udspillede sig foran hendes øjne. Hun kendte til barbaren fra Arge. Ikke personligt. Det var der nok ikke mange der gjorde. Men rygter svirrede, der var uundgåeligt i denne del af Levagny og hun var ofte selv skyld i at rygter blev spredt. Man opsnappede trods alt en del, når man arbejdede på en kro. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at den deforme, lyshårede man var netop denne mand hun havde hørt omtalt som en del af tyvekongens cirque de freak. Frygten var ikke længere kun i hende, det var nu også i den mand hun var blevet forfulgt af. Hun trak et skridt tilbage, klar til igen at løbe for livet, da manden dumdristigt skar den allerede skarrede mand. Det blev dog ikke nødvendigt.

Ordene der kom ud af mandens mund nåede hendes øre igennem natte-og vinterkulden og der gik kun få sekunder før den anden mand tog halen mellem benene og løb den stik modsatte retning af hende. Ved de fleste andre ville hun nok have løbet sin redningmand i møde, men et var, at hun ikke var sådan en type og to var, at hendes redningsmand ikke var hvem som helst. “Du bløder” konstaterede hun i stedet med et roligt blik mod ham. Hun bøjede sig ned og hæv en strimmel af den slidte kjole af og rakte det imod ham.

[Actard fra Arge]

Manden stak af, som den kujon han var. Forventeligt. Det var de færreste, som var tåbelige nok til at tro, at de havde en reel chance mod Barbaren fra Arge grundet de mange rygter; og de få, som alligevel valgte at tage kampen op, gik sjældent derfra uden opsvulmede blå mærker eller brækkede knogler. Denne gang var det dog ikke hans modstander, der var kommet slemmest til skade.
Den blege kæmpes fokus skiftede fra den forsvindende ryg af manden og ned i sin blødende håndflade. Der gik nogle sekunder, før det bundfældede sig, men da smerten så endelig meldte sig, bredte den sig som ild på en tør mark. Det var en skarp, vedvarende smerte, som fik det til at dunke kraftigt ud i samtlige fingerspidser. Han knyttede instinktivt hånden, men det hjalp intet. Faktisk gjorde det bare mere ondt. Mængden af blod synede meget værre end først antaget, men han havde heller ingen anelse om, hvor stort snitsåret egentlig var. Det eneste han havde kunnet se, var det strømmende, røde blod, som nu også var begyndt at dryppe ned på sneen foran hans fødder.

Det gibbede helt i den blege kæmpe, da en ukendt stemme pludselig henvendte sig til ham. Med al adrenalinen pumpende rundt i kroppen, havde han fuldstændig glemt alt om kvinden. Det var jo på sin vis hendes skyld, at han var endt i denne situation—nej, selv Actard var ikke så uretfærdig. Hun havde ikke råbt om hjælp som en anden skønjomfru i nød, selvom det nu nok havde set sådan ud – jagtet af et gement bæst fra skyggerne.
Actard brummede dybt men sagte som svar, efter at have kastet et misbilligende blik i kvindens retning. Selvfølgelig blødte han, hvad var det for en idiotisk bemærkning? Og hvorfor stod hun her, når hun burde løbe sin vej og for længst have været over alle bjerge?
Det skeptiske udtryk i de rødviolette øjne vedblev, da han tavst observerede, hvordan hun fik revet en trævl af sin kjole for så at række den til ham. Hvad pønsede hun på?

Kniven, der indtil nu var blevet holdt nærmest krampagtigt i den uskadte hånd, blev med ét sluppet og røg ned på den hvide, blodplettede sne. Han tog lidt tøvende og modvilligt imod stofkluden, som han sammenbidt fik strammet godt rundt om håndfladen. Det stirrende blik havde kun forladt kvinden i ganske få sekunder ad gangen. Hendes umiddelbare venlighed gjorde ham særligt vagtsom.

“Hvorfor er du ude nu? Det er dumt.” Hans stemme lød hæsere end normalt. Men det var dumt, næsten lige så dumt som hans spørgsmål. Actard vidste godt, at slummens kvinder sjældent havde et valg, men han havde alligevel forventet, at man som beboer i dette kvarter ville være forberedt på den slags; og så vidt han kunne se, havde hun intet til at beskytte sig med. Hun så heller ikke specielt intimiderende ud. Hun var tæt på at være det perfekte legetøj – hvis ikke han havde været i sådan en pine.
Hånden, der allerede var blødt igennem det sparsomme lag stof, lagde sig tæt ind mod snitsåret på den modsatte arm og knugede hårdt. Ærmet var gennemblødt, men smerten i hånden var stadig værst.

[Steva Pudser]

Der var en kold følelse, der kravlede op ad hendes rygrad, men hun lod sig ikke afskrække af den, selvom hendes fornuft sagde hun burde. Nok var han ikke ligefrem køn og han virkede voldsom, arrig og havde et udtryk i øjnene, der var det modsatte af venligt, men han havde reddet hende om det var med vilje eller ej. Det ville hun gerne takke ham for, hvor end hun nu kunne.

Hun blev stående på afstand af den hvidhårede mand selv efter han havde taget det beskidte stykke stof fra hendes hånd. De blå øjne fulgte kniv, der faldt igennem sneen, da han slap den. Det gjorde hend eikke specielt tryg, da hun netop havde været øjnvidende til, hvad han kunne uden en skarp genstand. Desuden talte de mange rygter for, at bæstet, som de også kaldte ham, var farligere med sine bare næver end med nogen kniv. Hun havde en vis respekt, og ville ikke for tæt på, men hun følte også at hun skyldte ham et tak af en art.

“Det er den eneste måde at komme hjem fra arbejde” påpegede hun i en neutral tone. Hun kæmpede for ikke at bruge sin naturlige sarkastiske tone, da hun frygtede, at han ville bryde sig endnu mindre om den end alle andre. Det var ellers meget sjældent hun gemte den væk trods konsekvenserne og dem bar hun et par stykker af på ryggen. “Sneen får blodet til at stoppe en smule, hvis det er” det trick havde hun selv måtte bruge på sin mor mere end en enkelt gang.

Brynene rynkede sig en smule og hun rettede ryggen en anelse. “Tak.. For resten. Hvis ikke du var kommet forbi.. Bare tak” hun mente det oprigtigt. Og det var ikke ret tit hun mente noget som helst oprigtigt.

[Actard fra Arge]

Actard kunne ikke slippe kvinden med blikket. Det var hverken på grund af høflighed – guderne vidste, at han ikke eget så meget som en snert af dét – eller den nysgerrighed, der som oftest meldte sig, når man stødte på en vildfremmed. Hvad end det var, gav det ham uro i kroppen, men han var samtidig tilbageholdende med at røre på sig og stod derfor som forstenet. Kvinden nærmede sig ikke, men gjorde heller ikke antydning til at gå sin vej. Der måtte være et eller andet i gærde. Forundringen i hans gennemborende blik var tydelig, som han iagttog hende i komplet tavshed. Han stolede ikke på hende. Det var lige før, han trådte væk for at gøre afstanden mellem dem større, men sneens kulde havde et solidt greb om hans ankler. Det føltes umuligt. Hun var også begyndt at tale igen.

Kvinder bør ikke arbejde til så sent, var det eneste, han kunne tænke. Slet ikke uden en vagtsom hund ved deres side eller en skarp daggert knuget i hånden – og slet ikke i slumkvarteret. Han var jo selv en af grundene til netop dét. Hun levede tydeligvis fra hånden til munden, men hun var ganske nydelig, dét havde han da bemærket. Måske denne unge kvinde bare ikke havde livet særlig kært. En tanke, der blot frembragte endnu mere forvirring i det vansirede ansigt.
“Hm,” var det eneste han havde at sige til hendes forklaring. Mistroen var ikke til at ryste af. Alligevel slap Actard hende med blikket og lod det finde ned til det hvide underlag, da hun nævnte dets kvalitet. Øjnene fandt tøvende tilbage til hende, men kun for en kort stund, inden han bøjede sig forover for at skovle noget sne op med den uskadte hånd. Den anden hånd havde i mellemtiden forladt overarmen, og den allerede smeltende klump sne blev presset ovenpå den blodtilsølede stofbandage. Det var ikke hvidt særlig længe.

Vent—hvad havde hun lige sagt? Det var som om, det var umuligt at registrere det ellers såre simple ord. Kun tre bogstaver. Hans rødviolette øjne dartede frem og tilbage mellem hendes blå og munden, som netop havde ytret den uventede tak. Hvad skulle dét nu til for? Han ville ikke have hendes tak. Hvad forventende hun, at han ville svare? Det havde ikke været en heltemodig gerning i kampen for det bedre. Han var bare blevet så vred ved synet af manden og hans kniv. Det gjorde ham ikke til en god person. Sådan fungerede det ikke.

“Ikke godtaget. Du skylder mig dit liv. Dine ord har ingen værdi.” Det kunne hun vel forstå. Tonefaldet havde været hårdt, og en foruroligende alvor havde overtaget det tillidsløse blik. Bæstet drejede sig en anelse, så hans front var perfekt parallel med kvindens.
“Jeg følger dig hjem,” sagde han monotont. Det var ganske klart, at det ikke var et tilbud, som kunne afslås.

[Steva Pudser]

Kulden i Stevas krop forsvandt næppe ved hans ord. Man kunne godt være taknemmelig for noget, men ikke have lyst til at bruge mere tid med personen på den anden side af den taknemmelighed. Der var rygter om ham, som hun ikke havde lyst til at være en del af og selvom hun var en stædig kvinde, var hun ikke stærk og havde ingen mulighed for forsvar, hvis han pludselig bestemte sig for, at hun skulle betale sin taknemmelighed tilbage på anden vis. Det ville ikke være den første mand med sådan tanke, men hun havde altid fået sig selv ud af sådanne situationer.

“Det får du ikke ret meget ud af. Jeg kan ikke redde dit liv, selv hvis jeg ville” nu var hun blevet skarp med sin egen vilje. Hun vidste det kunne være farligt med en mand som ham, men hun var så dårlig til at holde sin mening for sig selv lige meget om det var for eget bedste. “Mine ord har for mange ret meget værdi ellers ville de ikke blive så fornærmede hver gang jeg åbner munden” det var næsten alment kendt at de sarkastiske kommentarer hun ofte havde let ved, gjorde folk, især mænd, pisse sure.

“Fint. Men du holder afstand. Du kan vel forstå, at jeg ikke stoler på mænd efter hvad der lige er sket” det gjorde hun egentlig sjældent. Det havde noget med det kvindebillede mændene i det her gudsforladte land havde. Alt var altid kvindens egen skyld og bla bla bla. Det var sådan noget der irriterede hende til grænsen. De mente, at kvinder var til for deres skyld. Det fandt hun sig ikke i trods hun ikke ligefrem var i en situation til at ændre på noget som helst, der havde med det at gøre.

[Actard fra Arge]

Dét... var uvant. Modstand. En ganske passende mængde, tilmed, men det var nu alligevel en sjælden oplevelse for Bæstet; én som efterlod ham tom for ord, mens han måtte bruge lidt ekstra tid på at bearbejde kvindens respons. Nej, hun ville næppe kunne bruges som andet end en skydeskive, og selv dét ville hun ikke være særlig velegnet til med den markante størrelsesforskel, der var på dem. Så han benægtede ikke hendes påstand. Heller ikke modargumentet, som fulgte. Hun talte fornuft, og det faldt skam ikke for døve ører.
Actard havde undervejs hævet et af de hårløse øjenbryn, diskret, men nok til at give ham et midlertidigt udtryk af overraskelse. Måske var hun vitterligt mere end blot en hjælpeløs ungmø. Det var vel nok et krav på disse kanter, men ikke desto mindre vakte det hans interesse yderligere.

Kvinden accepterede hans krav. Men på én betingelse. Bæstet gav et enkelt nik fra sig for at bekræfte, at han havde forstået det. Om han havde tænkt sig at overholde det var straks en anden sag, men en sag han ikke mente vedkom hende. Hun var vagtsom og tilsyneladende ikke dum. Det burde være rigeligt. Hans udseende var som regel også advarsel nok, hvis ikke hans ry var kommet ham i forkøbet – hvilket han havde en lille mistanke om, så anspændt hun virkede, trods de rimelig direkte svar, hun var kommet med.
Actard slap hende en smule modvilligt med blikket for så at træde lige forbi hende. Hvis ikke hun fulgte efter med det samme, ville han vende sig om og vente indtil, hun selv fik gang i bentøjet. Den skadede hånd fandt i mellemtiden hvile mod det blødende snit på overarmen.

På turen gjorde kæmpen sit bedste for at tilpasse sig den unge kvindes tempo og holdt som lovet en respektabel afstand til hende. Der blev dog hyppigt kastet stjålne blikke i hendes retning, men uden der lød så meget som en lyd fra ham. Indtil –
“Dine ord er ikke fornærmende. Faktisk slet ikke. Måske er de heller ikke helt så værdiløse.” Det var sådan set ikke meningen, det skulle lyde som et kompliment. Han tænkte bare højt. De rødviolette øjne rettede sig mod det, han kunne se af hendes ansigt, men gled hurtigt væk igen, ned mod sneen, der knasede for hvert skridt, han tog.
“Hvis du ikke stoler på mænd, burde du lære at forsvare dig selv. Er man villig til at jagte en kvinde gennem gaden, stopper man ikke for noget. Så kunne du løbe til dine såler var slidt tynde,” sagde han monotont og undgik denne gang at søge hende med blikket. Endnu engang kom det vidst noget anderledes ud, end det var tiltænkt.

[Steva Pudser]

Den arrede mands blik gav hende kuldegysninger, men de var mindre end, da hun blev jagtet gennem gaderne af en mand med en kniv. Det foruroligede hende nok lidt. Nok var han brysk og hun havde en fornemmelse af at han kunne skifte humør ret hurtigt, men hun følte sig alligevel mere tryg end ved de fleste andre fremmede mænd. Det gjorde hende ikke mindre på vagt, men det havde ikke så meget med ham eller hans udseende at gøre. Det havde lidt at gøre med rygterne, men mest at gøre med tidspunktet og hvad der lige var sket og det, at han var en mand. Det vr trods alt et ambivalent forhold hun havde til det modsatte køn. Som enhver anden kvinde kunne hun jo godt lide mænd, men det hun ikke stolede på, var deres holdning til kvinder som værende genstande.

De blå øjne skævede hen til ham, da det tog sin tid for ham at svare. Overraskende nok gik han med på hendes betingelse og de begyndte at gå. Det var tydeligt at han faktisk gjorde en indsat for at overholde afstanden, hvilket undrede hende en anelse. Han var næsten 3 gange så stor som hende og han vidste hun ikke kunne forsvare sig ret meget. Hun havde selvfølgelig smørkniven skjult i sine skørter, men den kunne nok ikke gøre noget som helst mod en som ham. Eller ret mange andre, eftersom den var gammel, sløv, rusten og ja en smørkniv, hvilket var det sammen som en pind i metal. De fortsatte igennem de kolde, snehvide gader mod det hul i jorden, som Steva kaldte hjem.

“Ikke det? Du er nok en af de få så. Mit forsvar er mine ord, hvorfor tror du ellers sådan en som ham ville komme efter mig med sådan en vrede. Jeg har måske kaldt ham en meget lille eksistens med en endnu mindre pik, fordi han tog mig på røven uden at få lov” det var hendes måde at sætte gramsende kunder på plads. Ydmygelse var det værste for de fleste mænd og derfor var der mange af de faste kunder der derfor respekterede hende og hendes grænser.

Hendes skuldre lavede et lille ryk, da han nævnte at forsvare sig selv. Hun sukkede. Den tanke var faldet hende ind et par gange. Det var trods alt hendes egen skyld, at hun konstant satte sig i sådanne situationer, men hun kunne ikke lade være. Normalt var hun fyldt af liv og energi, men her i sneen, var hun træt og mere eftertænksom end hun plejede. “Det burde jeg nok, Men de gange jeg har prøvet at finde en der vil hjælpe mig med at lære det, forventer de spredte ben til gengæld” og det var virkelig noget hun selv ville bestemme hvornår hun gjorde. Der var et øjeblik, hvor hun havde snakket frit og havde lidt glemt, hvem hun talte med.

[Actard fra Arge]

For en stund var den knasende sne under sålerne den eneste lyd, der fyldte den mennesketomme gade, de befærdede sig på. En underlig, nærmest bedøvende ro, som for Actards vedkommende var ganske behagelig; men han havde selvfølgelig heller ikke noget at frygte, i modsætning til kvinden ved hans side. Alligevel var det ham, der var den første til at bryde den fredsommelige stilhed. Og ikke længe efter fulgte et svar fra kvinden. En forklaring—nej, nok nærmere en fortælling om, hvorfor hun var så upopulær – særligt blandt mænd – når hun tillod sig at tænke højt. Ikke overraskende, tog han sig selv i at tænke. Hun måtte vel kunne forstå, at den slags ydmygelser havde visse konsekvenser. Ikke at manden havde været i sin ret til at begramse hende, og så tilmed til offentlig beskuelse, – guderne selv havde jo brudt ind ved at krydse den stolthedssårede mands veje med Bæstets, og således var den unge kvindes skæbne ændret. Ikke nødvendigvis til det bedre, men det ville tiden vise.

Actard bemærkede, hvordan hans ord havde fået det til at gibbe i hende. Godt – en passende reaktion, der vidnede om, at hun var ganske klar over det og forstod alvoren bag. Dét ændrede naturligvis ikke på, at hun stadig var kampteknisk uerfaren for slet ikke at nævne fysisk underlegen. Noget kæmpen typisk ville udnytte, så snart chancen bød sig, og han var tilsyneladende ikke den eneste, kunne han forstå på hendes svar. Spurgte man ham, var spredte ben en mere end rimelig pris for noget så livsvigtigt som at kunne håndtere sig selv i en nærkamp – som det mindste at lære hvordan man afværgede slag, hvis ikke arrige mænd med skarpe knive. Men det holdt han for sig selv, i hvert fald lidt endnu, og cirklede i stedet for tilbage til kvindens tidligere besvarelse.

“Havde han været en rigtig mand, ville han have slæbt dig afsted til den nærmeste gyde og modbevist din påstand. Det ville jeg i hvert fald have gjort,” indrømmede Bæstet brummende, tydeligvis uden nogen form for situationsfornemmelse. Dysterheden af det sagte blev hængende i den vinterkolde luft og strakte sig over dem som en glaskuppel, der gjorde atmosfæren ubehageligt tung og trykkende. Han tyggede lidt på sine egne ord, grublende, før han fortsatte:
“Måske var det også hans plan. Du er heldig. At du slap, altså.” Held havde det dog med at løbe ud.

Den respektable afstand, der indtil nu havde været imellem dem, indskrænkede sig pludselig til ingenting, da Bæstet tillod sig at bevæge sig tættere på. Diskret og gradvist, men selvfølgelig var det utænkeligt, at kvinden ville undgå at bide mærke i det.
“Hvis jeg besluttede mig for, at jeg ville have dig... lige her og nu... hvad kunne så forhindre mig?” Han skævede ned til hende, men sørgede for at holde både hænder og arme i ro, så hun ikke skulle blive alt for nervøs for, om han havde i sinde at gøre hende ondt. Alt efter hvor hurtigt den unge kvinde svarede – hvis overhovedet – gav han hende nogle sekunder til at fundere lidt over et respons.
Og så, uden nogen som helst varsel, greb den blodige, indbundne hånd fat i kvindens arm, hvorefter han brat gjorde holdt. På trods af skaden blev der klemt hårdt til.

“Kom så – vis mig hvad du kan.” Den mørke røst bar ikke præg af hverken spydighed eller direkte ondskab. Den var lige så monoton og rolig, som den havde været fra start af.

[Steva Pudser]

Der var en indre kamp i Steva for ikke at tale præcis som hun ville som alle andre. Det at finde en balance var for én der tit sagde sin ærlige mening, meget svært. Men den situation hun befandt sig i virkede hårfin. Det kunne være hun var heldig og han blot gjorde, hvad han havde sagt og fulgte hende hjem, men Steva var om ikke andet en stor realist og derfor havde hun svært ved at tro på, at hun ville slippe så let fra noget som helst.

En ting, der dog undrede hende var at han egentlig virkede oprigtig i forhold til at hun burde kunne forsvare sig selv. Hvis han virkelig var så farlig, ligeglad og brutal som rygterne sagde ville en mand som ham overhovedet nævne noget om det. Ville han ikke bare være ligeglad?

“Vi to har forskelligt syn på en rigtig mand” påpegede hun og i stedet for at skæve som et lille dyr, så hun på ham som havde de en rigtig samtale. “En rigtig mand tager ikke hvad han vil have. Det er et skvat, der er bange for at blive afvist. Hvis ikke man var bange for det, så ville man ikke bare overrumple en kvindes vilje. Og hvis vi skal lytte til hvad samfundet mener en rigtig mand er, så er han ikke bange” det var utroligt hvor pænt formuleret hun fik det ud. I alle andre sammenhænge var sarkasmen tyk, men ikke her. Her gav hun sin ærlig mening uden sjov til at dække den. “Desuden anser jeg mig selv som ærlig og jeg så ham pisse ude bagved og den var utroligt lille” hun så væk, men kun for at se hvor hun gik. Nok gav sneen og månen en smule mere lys, men husende i denne ende lå så tæt på hinanden, at ens øjne skulle være fokuserede for ikke at gå ind i tønder og affald.

Den brunhårede kropige nævnte intet om, at han kom tættere på selvom han havde lovet at holde afstand. Hun følte sig ikke så truet, at hun havde behov for at påpege det, indtil han tog fat i hendes arm og skrækken ramte hendes bryst. Minder væltede frem i hendes hoved og for første gang viste de ellers stædige, blå øjne en smule frygt. Men i stedet for at slå hende eller brænde hende, bad han hende om det modsatte. “Men jeg kan ingenting” indrømmede hun sig mens hun prøvede at få styr på sig selv. En dyb indånding senere gjorde hun som han sagde for at bevise sin påstand. Hun sparkede ud mod hans skridt, for det ville være hendes første tanke, hvis hun virkelig skulle kæmpe for sit liv.

[Actard fra Arge]

To forskellige syn, ja. Men kun én sandhed kunne være gældende. Actards virkelighed så uden tvivl noget anderledes ud end kvindens, som lod til at leve i et fjernt eventyrland, hvor dén slags vrøvl, hun lige havde lukket ud, gav mening. Han var personligt aldrig bange – frygt var kun noget svage mennesker følte, mente han. Og han var jo en mand, som tog hvad, han ville have. Det så han intet galt i. Erfaring havde lært ham, at det sjældent gjorde nogen forskel, om han spurgte først eller ej, så det virkede ofte som det rene tidsspild.
Hverken kvinder eller mænd ville have noget med ham at gøre – og da slet ikke i dén forstand – og så var der jo kun én mulighed tilbage. At tilegne sig det ved hjælp af magt, hvilket i Bæstets tilfælde var rå, fysisk styrke. Rangmæssigt var han ikke over nogen, men det havde heller ingen betydning – pompøs blærerøv af adelig afstamning eller en slumrotte i pjalter, begge var lige nemme at påføre smerte. Og smerte havde det med at gøre folk ganske føjelige.

Dér var det jo. Frygten. Den lyste ikke ligefrem ud af kvindens blå øjne, men det var tydeligt, at hun var blevet påvirket af Actards pludselige, rimelig grænseoverskridende påfund. Han havde lovet at holde sig på afstand, men det løfte var nu brudt. Det var hendes første fejl – at stole på en fremmed. Nej, faktisk—hendes første fejl havde været ikke at løbe, mens hun stadig havde chancen. Nu var det ikke længere en mulighed, og det ville hun nok hurtigt få fornemmelsen af, sådan som hans jerngreb om hendes arm blev strammere og strammere.

Actard sagde intet til kvindens mistillid til egne kampevner, men blev blot stående i tavshed og stirrede intenst på hende. Han vidste næsten allerede, hvad hun ville gøre, før det blev gjort. Særligt dét træk lod til at være den umiddelbare strategi for langt de fleste kvinder og med god grund. Det var effektivt – hvis altså man ramte ordentligt.
Benet snittede – måske endda lidt mere end dét – men højdeforskellen og måden, de stod positioneret i forhold til hinanden, resulterede i, at det ikke helt opnåede det ønskede udfald. Det var dog nok til, at han bukkede en smule sammen, og den frie hånd instinktivt havde søgt ind foran hans skridt for at afværge yderligere spark, skulle hun forsøge igen. Men der blev hverken jamret eller svovlet. I stedet fortrak Bæstets mundvige sig i et bredt smil, inden et hæst grin forlod ham. Ikke ud af skadefryd – kvindens hjælpeløshed morede ham oprigtigt.

“I det mindste lyver du ikke,” lød det så fra ham, endnu med antydningen af et smil. Den anerkendelse fortjente hun alligevel.
Han slap hendes arm, hvor et blodigt aftryk nu kunne ses, og lagde derefter op til at fortsætte deres vandring gennem gaderne, som om intet var hændt. For ham var det i hvert fald intet – specielt efter kvinden havde demonstreret sit ynkværdige forsøg på selvforsvar. Hun undrede sig sikkert over, hvorfor han endnu ikke havde gjort hende ondt; udnyttet situationens ulige magtfordeling til egen fordel. Til hendes held var Actard dog lige nu mere interesseret i en konversation end hendes krop. Det forekom yderst sjældent, at han stødte ind i nogen, som faktisk var villige til at underholde ham gennem samtale. Eller hvad end denne udveksling kunne kaldes.

“Det er altid bedst at holde sig helt tæt på – også selvom det måske er det sidste, du har lyst til. Så kunne du måske have fået knæet helt op med god kraft bag. Ellers er et hårdt spark i knæet bedre, hvis det andet ikke ligger lige for. Kommer der nogen bagfra, er benene ret nyttesløse... der er det bare om at ramme lige i mellemgulvet med albuen,” fortalte han uden egentlig at være særlig fokuseret på kvinden ved sin side.
Det var muligvis ikke så gennemtænkt at forære hende den slags råd, men for nu havde han ingen planer om at forgribe sig på hende. Skulle det ændre sig indenfor det næste korte stykke tid, var det alligevel også sjovere med lidt modstand fremfor øjeblikkelig underkastelse.

[Steva Pudser]

Rimelig forudsigeligt nok ramte hendes spark overhovedet ikke det intenderede mål. Pigebarnet så næsten fornærmet ud, da kæmpe erklærede, at hun ikke løj. Selvfølgelig gjorde hun ikke det. Hvis ikke det var fordi hun havde en nagende følelse af stadig at være i fare, var hun kommet med en ligeså fornærmet kommentar, men i stedet sagde hun. “Nej, nogle gange skal man indrømme sin fejl og mangler” stædighed fik han dog hende ikke til at indrømme var en fejl. Af ren refleks hev hun armen til sig, da han slap den. Ikke fordi hun var sur over, at han havde taget den, men for at ømme sig over grebet. Det var så mange ting, der stod i kø i hendes hoved, som hun gerne ville sige og hun brugte al sin energi, på ikke at sige det. Men en enkelt ting kunne hun ikke holde sig fra at sige.

“Hvorfor giver du mig råd? Du virker ikke rigtig som en der virkelig bekymrer sig for min sikkerhed, ligesom de fleste andre” hun havde ikke nogen, der virkelig oprigtigt bekymrede sig for hende udover hendes bror, men ham så hun aldrig. Hun mente ikke Marienza bekymrede sig ret meget om hende. Hvis hun gjorde, havde hun beskyttet Steva mere som barn, når hendes mand var efter hende for at være bastard.

Den ene hånd gnubbede forsigtigt, der hvor hånden havde holdt hende. Blodet var hun ligeglad med eftersom hun var beskidt nok i forvejen. Det var man altid i slummet. Faktisk ville renhed blive set mere end almindeligt ned på. “nu hvor jeg er ærlig, burde du ikke også være det? Aftalen var at du holdt afstand” hun havde holdt på det så længe som hun overhovedet kunne. Egentlig havde hun ikke regnet med at han ville overholde det. For ham var det vel en ligegyldig aftale eftersom han ville få sin vilje, hvis han ville have den.

Hun drejede om et hjørne med ham efter sig og kunne nu se ned til enden, hvor hendes hjem lå. Hjem var nu en lidt for detaljeret beskrivelse af et hul i jorden, men det var trods alt præcis hvor hun boede. “Okay. Holde sig tæt på, hårdt spark i knæet, mellemgulvet med albuen, hvis nogen er kujoner bagfra. Det er noteret” gav hun sig, hvis det virkede var det vel et godt råd.

[Actard fra Arge]

Fejl og mangler. Den slags reflekterede Bæstet sjældent over – jah, rettere sagt var det nok aldrig forekommet før. Han var ikke så ude af kontakt med virkeligheden, at han ikke selv var klar over, han var langt fra at være perfekt. Men det var bestemt ikke noget, han gik og flagede med, skønt hans udseende formentlig modsagde den påstand. Dén svaghed var dog for længst blevet gjort til en styrke – dét at være markant anderledes end alle andre omkring en. Hvis ikke folk var kløgtige nok til at frygte ham, gik de i det mindste stadig en stor bue udenom. Ingen ville associeres med Barbaren fra Arge, og dét var ganske forståeligt med de mange rygter, der florerede. Alt lige fra opspundne skrækhistorier om kannibalisme og dæmonblod i årerne til de noget mere plausible om kidnapning og overgreb på hvem end, der kom tæt nok på. Actard gjorde dog intet for at afværge rygterne. Han lod folk tro, hvad de ville. Det var i sidste ende til gavn for ham selv, hvis det betød, de lod ham være i fred, selvom en sten i nakken i ny og næ var uundgåeligt.

Kæmpen undgik at kigge på kvinden, da lyden af hendes stemme lød, men dét, hun sagde, fik endnu engang hans mundvige til at sitre og krænge sig opad i et skælmsk smil.
“Virker jeg ikke som en, eller ligner jeg ikke en?” Forskellen på de to formuleringer fremstod måske ret ubetydelig, men de betød alligevel hver deres ting. Andet end at gribe hårdt fat i hendes arm uden varsel, havde han ikke gjort noget, der burde indikere, at han ikke bekymrede sig for hendes sikkerhed – snarere tværtimod. Og han havde da også sluppet hende igen. Så hvad havde ledt hende til dén konklusion? Det kunne næsten kun være hans hæslige ydre.

Smilet på Bæstets vintertørre læber var så småt svundet ind, men den følgende påmindelse trak lidt på smilebåndet igen. Joh, der havde været noget med at holde afstand. Men det gad han ikke længere. Forinden han åbnede munden for at svare, søgte de rødviolette øjne ned mod den mørkhårede kvinde og fæstnede sig ved det, han kunne se af hendes ansigt.
“Måske... du må være mere præcis. Du sagde intet om, hvor længe jeg skulle holde afstand,” udpegede han, ganske tilfreds med sin begrundelse. Sandheden var jo blot, at han gjorde hvad, der passede ham. Desuden brød han sig om hende, så hun havde ikke noget at frygte, hvis bare hun formåede at blive på hans gode side.

Actard brummede lavmælt som for at godkende kvindens opremsning af det, han havde sagt. Rådene var selvfølgelig kun brugbare, såfremt man kunne holde hovedet koldt, men det undgik han at tilføje. Det gav vel helt sig selv. Problemet var hovedsageligt, at man sjældent vidste, hvordan ens krop reagerede på en given situation, før man befandt sig midt i den. Han overvejede kort at tage fat i hende igen for at afprøve det førnævnte, men besluttede sig for at lade være. Tempoet var blevet betydeligt langsommere. Boede hun her?
Han standsede og drejede en kvart omgang, så hans front var vinklet ind mod hende, hvorefter han lod sit blik glide undersøgende rundt i omgivelserne. Det var vidst så langt fra et liv i luksus, som det kunne være. Selv som en vanskabning havde han væsentligt bedre vilkår, end hun lod til at have, men det var alt sammen takket være Tyvekongen; ellers havde han været mindst lige så ringe stillet, hvis ikke værre.
“Du bor her?” spurgte Actard uden spor af fordømmelse i den mørke stemme og så afventende på hende, som om han ventede på, hvad der nu skulle ske. Han gjorde i hvert fald ikke antræk til at vende sig om og gå sin vej.

[Steva Pudser]

Begge bryn blev hævet i en seriøs mine. “Virker. Jeg har hørt rygterne og selvom jeg ikke altid tror fuldt ud på rygter, passer din måde at være på til nogle af dem. Dit udseende har ikke noget med hvem du er at gøre. Man kan ligne en ægte prinsesse og være et ægte monster inden i. De to ting har intet med hinanden at gøre” hun trak på skuldrende. Der var ingen tvivl om, at hun mente hvad hun sagde. Hun anså udseende som værende mindre vigtigt i forhold til hvilken person man var. Selvfølgelig havde udseende betydning, men det var ikke det hun vurderede andre folk på. Hun lignede én slumtøs, så folk behandlede hende sådan selvom hun vidste, at hun var mere end det. Hun så direkte på ham og vippede hovedet på skrå. “Din måde at brøle på og blikket i dine øjne, da du jagede manden væk. Det var ikke mig du beskyttede, det var noget du så ved ham du gerne ville... det ved jeg ikke straffe? Det handlede ikke om mig og min sikkerhed, så du virker ikke til at være en der bekymre sig for den, nej. Så hvorfor rådende?” gentog hun spørgsmålet.

Et svagt smil indfandt sig på hende slæber som hun havde svært ved at drive væk selvom hun måske burde. “Så jeg skal regne ud hvor lang tid det tager at komme hjem og bede dig holde afstand i det tidsrum for ellers ville du holde afstand i 3 sekunder også stå tæt op ad mig, hvad grund ville jeg have til at bede om afstand så?” det gav dårligt mening i hendes øre, men på den anden side havde hun lidt følelsen af at han drillede hende på sin egen meget tørre måde. Stadig havde hun en respekt for hans størrelse, men hun følte sig mindre i fare af en eller anden grund. Det havde ikke noget med ham at gøre, at hun var på vagt. Det var hun overfor alle mænd der viste hende en form for betænksomhed.

Der var også noget ved den store mand, der gjorde hende nysgerrig. Han virkede mørk og skruppelløs i sin tankegang, men alligevel behandlede han hende som en ligesindet. Det var der ikke mange mænd der gjorde. De havde ingen grund til det medmindre de gerne ville have verbale tæv og selvom han havde udtryk sig om kvinder som de fleste af de mænd der irriterede hende, lå der noget andet bag hans udsagn som hun ikke kunne læse.

“Ja? Man bliver ikke rig af at arbejde som kropige på Den Fede Kat” påpegede hun med et hævet bryn. “Det er jo ikke fordi adlen kommer rendende med deres løftede lillefingre og punge fyldt med skillingen. Det er trods alt normale mennesker der kommer der” med det sagt mente hun adlen ikke var normale. De var fisefornemme og blinde overfor virkeligheden. Hun var stoppe op og havde vendt sig mod hende som hun ville have gjort med hvilken som helst anden samtalepartner.