Det forkerte sted

[Actard fra Arge]

Korrekt. Synet af manden havde gjort ham... vred. En eksplosiv form for vrede. Sådan en der ikke lod sig tæmme og kom brusende frem, om man ville det eller ej. Så nej, hendes sikkerhed havde ikke været det primære fokus. Faktisk havde det nok nærmere ingen rolle spillet, fordi hvorfor skulle det? Han kendte hende ikke, hverken før eller nu – selvom han så småt var begyndt at føle, det måske var meget godt, han var kommet forbi, da han gjorde. Kvinden, han vel i teorien havde reddet, var... speciel. Hun var i hvert fald glad for at snakke. Han kunne ikke undgå at få indtrykket af, at hun yderst sjældent fik lov til at udtale sig frit – eller måske var hun bare en person, som havde en hel del på hjerte? Sådan var det vidst med de fleste kvinder. Det mest overraskende var dog, hvor meget han var endt med at nyde hendes selskab. At hun kvidrede noget mere end ham var irrelevant. Det var såmænd bare rart for en gangs skyld at blive snakket med. Ikke ned til. Ikke om. De havde en reel konversation, og lyden af hendes stemme fik ham helt til at glemme den ellers uafrystelige vrede og mareridtene, der altid hang ved længe efter, han var vågnet op fra dem.
Actard brummede eftertænksomt af kvindens svar og grublede selv over ét til det gentagne spørgsmål. Det var svært, for han vidste heller ikke selv hvorfor. Det var bare røget ud af ham. Og inderst inde havde han måske et ønske om, at skulle det ske igen, ville kvinden have en lidt større chance for at komme sikkert igennem det med hans råd i baghovedet. Men det sagde han ikke. Han valgte faktisk slet ikke at svare.

Det næste, der rullede af kvindens tunge, blev heller ikke besvaret med ord. Blot den sædvanlige, dybe brummen, der bekræftede, han havde hørt hende. Bæstet var tydeligvis ikke vant til så dybdegående samtaler som denne, men indtil videre lod det ikke til at gå kvinden vitterligt meget på. Hun tillod endda den korte afstand imellem dem, hvilket stod i kontrast til dét, hun havde ytret, før de var begyndt at gå. Der var intet, der stoppede hende i at distancere sig fra ham – eller i hvert fald gøre et forsøg, for han ville jo nok have gjort sit for at modbevirke det ved at træde tættere på, igen. Han brød sig om hende, så selvfølgelig ønskede han at befinde sig så tæt på hende som muligt, uden de nødvendigvis behøvede at gnide albuer.

Omsider var de ankommet til hendes hjemsted. Det gav hun i hvert fald sin bekræftelse på, da han spurgte. Selvom Actard ikke havde haft nogen intentioner om at lyde fordømmende, følte kvinden åbenbart stadig, at hun blev nødt til at give en forklaring på, hvorfor hun levede under de forhold, hun gjorde. Han sagde intet til det og lod hende blot tale ud. Undervejs kunne han dog ikke dy sig for at lade et skælmsk smil brede sig på læberne. Uden tvivl et temmelig bizart syn, for han var bestemt ikke typen, der smilede ud af glæde eller morskab; men han fandt hende underholdende, og nåh ja, så hadede han også adlen som pesten. Det var lige så meget dén enighed, hans smil tilkendegav.

“Skal du sove?” spurgte den blege kæmpe så, rimelig brat og ikke ligefrem en naturlig udvikling af den samtale, de havde gang i. Smilet var borte igen, men hans blik var stadig som sømmet til hende. Det var næppe nogen hemmelighed, at han ønskede, hun sagde nej. Krævede det. Han var ikke færdig med at konversere med hende, så naturligvis måtte – skulle – det samme gælde for kvinden.
“Jeg bliver og passer på dig,” tilføjede han insisterende, før hun overhovedet fik en chance for at svare færdigt på det første. Så var det jo teknisk set ligegyldigt, om hun sov eller ej.
Et skridt blev taget, nærmere hende, og han rakte en hånd ud for tage fat ved hendes overarm; noget mere hårdt end hvad nødvendigt var, men puffet, der fulgte, var til gengæld forbavsende blidt.

[Steva Pudser]

Spørgsmålet undrede hendes, da de var stoppet op foran det mikroskopiske hus Steva boede i sammen med sin mor og sin bror. Som hun yndede at kalde det var det som et hul i jorden, dog med en dør. Det var hendes hul i jorden og hun var egentlig glad nok for det, trods der ingen plads var. Det var egentlig bare et stort rum og det var det.

Hun så op på den høje, brede og hvidhårede mand med spørgsmål i blikket, der dog blev besvaret sekundet efter. Den utryghed der netop var forsvundet krøb sig tilbage i hendes krop. Et øjeblik havde hun faktisk følt en form for forbindelse med den rødøjede barbar fra Arge, men hans greb om hendes arm virkede mere ildevarslende. “Du må gerne passe på mig, hvis det ligger dig på sinde, men det bliver herude. Min familie er hjemme og vi har ikke ret meget plads. Desuden ville jeg faktisk ikke have det godt med at bede dig sove herude i kulden” det var ganske sandfærdigt. Det var iskoldt og her skulle ingen sove og slet ikke for at passe på hende. Det ville hun ikke byde nogen.

Hun prøvede ikke at reagere på hverken grebet eller puffet, men tillod sig pludselig til sin taleevne. Den der normalt gav hende problemer. “Det er faktisk ret pænt af dig at tilbyde, men mit hjem er faktisk det eneste sted jeg ikke er i fare” ikke efter hendes stedfar forsvandt. “Min bror kan godt passe på os. Han er lærling hos grovsmeden” og derfor stærkere end Steva selv. “Du skal ikke fryse for min skyld” et svagt, næsten taknemmeligt smil gled over hendes læber, da hun lagde sin hånd oven på den af hans, der lå på hendes arm. “Du har gjort din gode gerning for i dag. Tag hjem i varmen. Tænk ikke på mig, jeg skal nok klare mig indtil næste gang jeg taler over mig” det sidste var en vittighed hun ikke troede han fangede og korsede derfor sig selv over hvorfor hun ikke bare kunne holde bøtte.

[Actard fra Arge]

Det, der forlod kvindens mund, var ikke hvad, han havde forventet. Det var... skuffende. Det gjorde ham irriteret. Vred, faktisk. Ubevidst blev grebet om hendes arm strammet, som han trak hende en anelse tættere på. Han havde ikke lyst til at slippe hende. Han ville ikke. Nægtede det. Det var meget tydeligt at se på den måde, han kiggede på den mørkhårede kvinde. De rødviolette øjne havde boret sig fast i hendes blå, og selv hvis hun brød øjenkontakten, ville han stadig have blikket fikseret på hendes ansigt. De hårløse bryn var rynket i en alvorlig mine og vidnede om Bæstets utilfredshed over situationens udvikling. Det passede ikke med hans planer. Han havde ikke tænkt sig at sove, hverken herude i kulden eller inde i huset med den sparsomme plads. Forstod hun det ikke? Han havde reddet hende, så nu var hun hans.

Intet af det, hun sagde, lod til at berolige Actard. Den eneste grund til, han ikke klemte endnu hårdere, var grundet snitsåret fra tidligere, som lige nu sendte en svie igennem den håndflade, der lå ind mod kvindens overarm. End ikke da kvindens hånd for et øjeblik fandt hvile mod hans, ændrede hans besidderiske opførsel sig.
“Så kom med mig,” foreslog han, selvom det nok snarere skulle tolkes som en befaling fremfor noget, hvor hun havde et reelt valg. De behøvede ikke være her. Han kendte til flere steder rundt omkring i byen – Slummen inkluderet – som var blevet forladt og lå øde hen. Så vidt han huskede, lå der ét skurlignende, faldefærdigt hus ikke så langt herfra. De kunne tage derhen. Det måtte være til at finde tørt brænde et sted, så hun ikke skulle fryse.

I virkeligheden burde den stædige kæmpe gøre præcis, som kvinden sagde, og tage hjem i varmen. Få de blødende sår rengjort og bundet ordentligt ind. Men det ville han ikke. Han ville være tæt på den unge kvinde, som havde behandlet ham som en ligeværdig person. Hun havde hverken været stiv af skræk eller kaldt ham nedværdigende navne. Og så var hun tilmed behagelig at være i selskab med. Faktisk var Actard mere end villig til at gøre alt i sin magt for, at hun ikke forlod ham; noget hun utvivlsomt måtte have fået fornemmelsen af med det stramme jerngreb, der snart ville have lukket af for alt blod til armen.

“Kom. Jeg passer på dig.” Tonefaldet var bestemt og krævende. Et nej ville næppe accepteres. Bæstet tog et skridt bagud og forsøgte at hive hende med sig; eller nærmere forsøgte at hive så lidt som muligt. Han ville trods alt helst have, hun gik med af egen fri vilje, men hvis det blev nødvendigt, måtte han jo trække hende afsted.

[Steva Pudser]

Kulden langs rygsøjlen blev værre, da han mente, at Steva nu skulle med ham i stedet. Det havde hun ikke tænkt sig, selv ikke hvis han havde tænkt sig at trække hende hele vejen, hvilket hun havde en idé om han godt kunne finde på. Der var trods alt stadig en portion stædighed i hende trods frygten for den store mand. Der havde været en gnist af noget andet et øjeblik, noget næsten sympatisk, men med den logik han talte med, var hun bange for, at selv hendes talegave ville pralle af på ham.

Det var en stor portion stolthed hun måtte sluge for at tage en dyb indånding og sige “Jeg vil gerne have, at du passer på mig” det var ikke ligefrem drømmen, men der var noget, som var gået op for ham. Hun havde behandlet ham pænt, fordi hun havde gjort sig umage, men ikke at sige alt hun tænkte, som hun plejede. Ud fra rygterne, var folk ikke ret søde ved barbaren fra Arge, men måske hun kunne skrue sig selv ud af situationen ved at spille bare lidt med på hans tankegang. Egentlig ville hun ikke skubbe ham helt væk, men hun ville ikke med et andet sted hen. Hun ville bare gerne ind og sove på sit tæppe. “Men den bedste måde du kan gøre det på er ved at lade mig sove. Det kan godt være at mit hjem ikke er pænt, men jeg er tryg hos min familie” hun tvang hånden til at blive på hans, selvom det ikke havde virket som om, han havde reageret på det.

“Du ved hvor jeg bor nu. Jeg forsvinder ikke, det her er mit hjem og denne by er her jeg lever. Du vil altid kunne finde mig her og passe på mig, men du bestemmer ikke over mig” det sidste var farligt at sige. “Det er den måde du passer bedst på mig, lad mig leve som jeg har lyst til, men hvis du vil have mit selskab ved du hvor du finder mig, her eller på den fede kat” hånden strammede sig om hans og hun slap ham ikke med blikket, men lod i stedet de blå øjne forblive i hans. Der var noget ved ham, som hun havde meget svært ved at læse. Han ville passe på hende, men forstod ikke hvad det indebar? Og samtidig virkede han brutal i sin tankegang, hvorfor var netop hun, så vigtig.

Hun trådte et skridt tættere på ham, ikke fordi han prøvede at hive hende med sig, men for at komme tættere på ham. Vise at hun ikke var bange, men at hun mente hvad hun sagde. “Jeg er træt, lad mig komme ind til det jeg kender og sove, for jeg følger ikke med dig et sted hen hvor jeg er utryg og ukendt”

[Actard fra Arge]

Et sammenstød af stædighed. Han måtte gerne passe på hende, påstod hun. Skepsissen over hvad, han formodede var én stor løgn, stod dog krystalklart frem i det hæslige ansigt, der var blevet lagt i dybt utilfredse folder, understreget af en mindst lige så utilfreds brummen. Stående i skarp kontrast til det førstnævnte, ønskede kvinden ikke at komme med ham. Hun ville blive her, fik han besked på. Til en start viste forvirringen sig blot som en rynke mellem brynene, men som hun fortsatte med at tale, slog den også rod i det frustrerede blik.
Actards rødviolette øjne flakkede mellem hendes blå, som han rådvildt forsøgte at finde ud af, om der var så meget som en snert af sandhed i dét, hun lukkede ud. Og så rullede den modige bemærkning af den unge kvindes tunge. Du bestemmer ikke over mig. Han kunne ikke benægte fornuften i hendes – umiddelbart velovervejede – ord, men dén irettesættelse brød han sig bestemt ikke om. At hun overhovedet havde vovet at ytre det, kom bag på ham, skønt han ikke gav udtryk for det. Vidste hun ikke hvor meget svagere end ham, hun var?

Men der skete intet – som i, at han intet gjorde hende. Grebet om kvindens arm løsnede sig langsomt men sikkert, dog fik hendes fastere tag om hans hånd ham kortvarigt til at stramme det ind igen. Hans blik borede sig dybere og dybere ind i hendes, men alligevel fastholdt hun øjenkontakten. Hvorfor? Folk var altid hunderædde for at se ham i øjnene mere end højst nødvendigt, men det lod ikke til at være tilfældet for denne kvinde. Måske det i sidste ende var dét, der fik ham til at slippe hende helt. Eller måske det var hendes forsikrende ord, der efterhånden var bundfaldet og havde trukket ham ned ad en mere rationel sti. Eller også var det den uvante følelse i hans indre, som absolut ikke havde været der, før han var stødt ind i hende. Det var ikke en rar følelse. Men den var heller ikke... ubehagelig. Den gjorde ham dog vred. Troede han nok. I hvert fald irriteret, som det mindste.

“Okay.” Bæstet havde tøvet lidt, men holdt ved sit svar. Han tog selv et skridt væk fra hende. Hun var af egen vilje kommet helt tæt på og pludselig var det ham, som følte sig lettere utilpas ved den korte afstand. Det var vidst bedst, hvis han forlod dette sted så hurtigt som muligt. Hun var ikke sikker i hans selskab, og det havde hun tydeligvis luret. Ikke at det var den vanskeligste opgave – han udstrålede ikke ligefrem hæderlighed. Selvfølgelig ville han ikke passe på hende. Eller, jo, det ville han – sagen var nok snarere den, at han ikke vidste hvordan, og at det hurtigt kunne ende galt.
Stadig upåvirket af øjenkontakten, men med en snert af synligt ubehag over de forvirrende, modstridende følelser, tog han et meget lille skridt ind mod hende igen.
“Fortæl mig dit navn. Så går jeg min vej.” Han kunne jo ikke gå fuldstændig tomhændet derfra.
Actard betragtede den mørkhårede kvinde med sit intense blik, indtil han havde fået et svar; spurgte hun efter hans navn, ville han naturligvis gengælde præsentationen. Og så ville han roligt begynde at bevæge sig bort, i den retning han var kommet fra, uden at se sig tilbage; men med et brændende ønske om, at deres veje snart ville krydses igen – hans hoved fyldt med meget, meget fortvivlede tanker.

Det blev ikke til meget søvn den nat, men ikke grundet tilbagevendende mareridt. Kvinden fra slummen og hendes blå øjne var det eneste, der kørte rundt i knolden på ham, og det var ærlig talt lige før, han bedte guderne om at forvise ham til mareridtenes land, grufuldt som det var. Det kunne umuligt blive værre end dét her.

Tråd forladt.