En vinteraften

[Lancelin af Suilleaux]

Siden deres sidste møde i skovene udenfor Levagny, havde der været stille i mellem dem. Lancelin var som sunket i jorden for den unge Helene af Suilleaux . Der var gået to uger hvor de ikke havde set hinanden, og som dagene var sneglet sig afsted føltes det næsten endnu længere. Lancelin var ikke at finde på paladset, ja, heller ikke engang i Levagnys gader, og på intet tidspunkt havde han åbenbart tænkt, at den unge komtesse skulle informeres om hans forsvinden eller tavshed. 

Denne aften var ikke meget anderledes end de andre dage i Rouvrys byhus. Den store pejs varmede stuen, og ilden fra olielamperne kastede skygger i hjørnerne. Sneen faldt langsomt udenfor vinduerne og mindede om, at den sidste vinterkulde ikke havde givet helt slip endnu. 

"Vi får en vigtig gæst i aften," lensgrevinden af Rouvry strammede korsettet ind på sin datter, Helene. Blikket i spejlet var smilende men hemmelighedsfuldt. Der var noget i gærde. 

[Helene af Suilleaux]

Helene så til mens hendes mor usædvanligt bandt kjolens snøreliv for hende og rynkede panden af det hemmelighedsfulde smil. Gæster kunne betyde mange ting og med tre børn på ægteskabsmarkedet var der flere muligheder.

"Ridder Charenoy til Igraine? Eller en bejler til mig?" Hendes mave sugede lidt. Efter fjorten dage uden at have set noget til lensgreven var hun forsikret om at han blot havde leget med hende igen. Hun var færdig med ham og klar til at møde en mere anstændig mand.

[Lancelin af Suilleaux]

Moderen svarede ikke, men hendes smil forblev. Og som var det præcist planlagt blev de afbrudt af en kammerpige, som bankede på døren til soveværelset og sneg sig ind. Lensgrevinden af Rouvry forstod med det samme hentydningen, som kammerpigen løftede sit blik og så forsigtigt på dem; "Der er gæster."

Gæsten havde netop hilst på lensgreven af Rouvry, der havde taget imod ham. Som gæsten trak kappen af, der var let dækket af hvide snefnug, var det tydeligt at se, hvem det var. Lancelin stod nu dér, i entreen i Rouvrys byhus, som om, at han altid havde været lige i nærheden; han lignede sig selv, bortset fra, at han så en anelse træt ud omkring øjnene efter en lang dag med arbejde og forhandlinger. Og han var skam langt fra færdig endnu.

[Helene af Suilleaux]

Med alle snørene i overkjolen snøret, så den sad perfekt på hende, og håret opsat efter årets mode, blev Helene nærmest skubbet ud af døren og gik ned af trappen. Hun kunne høre stemmerne i gangen før hun så ham og lyse øjne gnistrede et øjeblik, før hun fik det gemt væk bag et blank udtryk.

Lancelin havde været væk i fjorten dage og nu stod han sammen med hendes far og talte tilsyneladende hjerteligt med ham. Hun sank en klump. Det var ikke vanvittig svært at regne ud hvad han lavede der. Da hun nåede indgangen og ham, skød hun det dog så langt væk som hun kunne og sank ned i en dyb nejen, der fik hendes mor til at smile stort.

[Lancelin af Suilleaux]

Så fik han øje på hende, Helene af Rouvry. Deres blik landede i hinandens, som hun kom ned ad trappen, og af en eller anden grund kunne den ellers så trætte lensgreve af Suilleaux ikke slippe hende med sine øjne. Efter fjorten dages adskillelse var synet af den unge komtesse længselsfyldt. Et syn for guder. Smuk som altid med den blege hud, de bløde læber og de mørke øjne. Hun anede det nok ikke engang selv.

"Komtesse," Lancelin bukkede let i nakken for komtessen som hun nejede for ham. Formelt. Som var deres tidligere bedrifter sammen gemt væk under gulvtæppet. Virkeligheden var en ganske anden, som kun de to vidste.

"Jeg har set frem til at møde Dem igen.." sagde han ganske lavmælt til hende, som han vedligeholdte deres øjenkontakt. En øjenkontakt, hvor hintet af deres relation kun kunne mærkes mellem de to.

Lensgreven af Rouvry, Helenes far, lod en hånd finde hvile mod lensgreven af Suilleaux skuldre. "Skal vi sætte os ind i stuen og få os noget at varme på inden vi går til det mere alvorlige?" brummede lensgreven af Rouvry, og Lancelin gav sin accept med et vagt træk i mundvigen; "Gerne."

Så gik de mod stuen. Lensgrevinden af Rouvry rettede hurtigt en krølle på sin datters kjole, som de fulgte bagefter de to mænd.

[Helene af Suilleaux]

Helene kunne næsten mærke luften knitre mellem dem. Der kunne kun være én grund til at han var der, nu. At hendes mor var så tilfreds og hendes far inviterede ham ind. Utvivlsomt var det allerede aftalt mellem dem. Hendes hånd var givet bort til Lancelin.

Hun satte sig pænt ned på en af de rygløse stole og foldede hænderne i skødet, rank og tavs. Det her var et rum og en begivenhed hvor mænd talte. Hun kunne ikke drømme om at sige noget.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var aftalt. Dagen forinden havde Lancelin såmen snakket med Lensgreven af Rouvry om et ægteskab med Helene, og Helenes far var blevet mere end begejstret. Nu var denne vinteraftens selskab kun arrangeret for at ‘offentliggøre’ det.

Og som de sad der ved pejsen, der knitrende varmede stuen op, fik de åbnet en syrlig flaske med alkohol. Der blev hældt op i mændenes glas og lugten fra den var intens. Imens blev der snakket om øst og vest, om politik og økonomi, inden at det oprindelige, vigtige samtaleemne blev bragt på bane.

“Ja, nu er vi jo ikke samlet for at tale om disse ting. Som du nok ved, min kære datter, så har din moder og jeg prøvet at finde din kommende ægtemand. Lensgreven af Suilleaux har bedt om din hånd, og vi har selvfølgelig givet vores accept.”

Lancelin skimtede på Helene under faderens ord. Nu var det offentliggjort over for den lille forsamling, og især over for den unge komtesse, hvis liv ville blive ændret fra ung komtesse til lensgrevinde.

[Helene af Suilleaux]

Helene vidste hvad der var på vej og hun havde forberedt sin ansigtsmuskulatur på det. Hun sad helt rank og glippede end ikke med øjnene, da hendes far kom med afsløringen. I stedet smilede hun pænt og indøvet, imens hendes indre stormede. "Ja, fader," svarede hun dydigt, som om hun ikke selv havde ladet ham kysse hende op af et træ og vidste at han tænkte på hende om natten.

Lensgreven og hans hustru vidste godt at de havde opdraget Helene bedre end til at reagere med åbenlys utilfredshed eller begejstring, men som tre voksne blikke hvilede på hende, lavede hendes mor alligevel en sigende bevægelse over imod hendes forlovede. Helene rejste sig langsomt, før hun sank ned at sidde på den ledige plads ved siden af Lancelin af Suilleaux. Hendes forældre talte høfligt med hinanden og gav hende muligheden for at se på ham uden at de direkte holdt stirrende øje, selvom de bestemt stadig kunne se hvad der foregik.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins blik landede mod flammerne i pejsen, mens at han førte sit glas op for at tage en grådig slurk af alkoholen, som for at dulme situationen, idet at den unge komtesse satte sig ved hans side; den stive, formelle tilgang til disse ting havde aldrig været i Lancelins ånd. Alkoholen kradsede i halsen og satte sig i lensgrevens duft.

"Om forladelse, komtesse, men det her er langt fra min stærke side," sagde han lavmælt, diskret, til hende, som han skimtede på hende ud af øjenkrogen, "Men jeg lover, at tage mig af Dem. De har intet at frygte," afsluttede han, inden at han lod sit blik falde på lensgreven og lensgrevinden af Rouvry, der ligeså stille havde trukket sig bagud.

"Giv dem lidt tid sammen," lød moderens stemme, som de forsvandt ud af stuen for et kort øjeblik.
Lancelin nærmest tog en dyb indånding og så nærmest ud til at slappe mere af i de brede skuldre, som han straks tømte sit glas og efterfølgende sammenbidt rakte ud efter flasken med den syrlige alkohol for at fylde op på ny.

"Det skal altid være så formelt.." mumlede han i mellemtiden, tydeligvis med en let hånlig tone, inden at hans blå blik landede direkte i hendes.

[Helene af Suilleaux]

Han ville tage sig af hende. Helene vidste ikke om det var for hende eller forældrenes skyld at Lancelin sagde det, men da hendes far og mor gik deres vej, så hun lidt efter dem med uro. Hendes blik vendte dog tilbage til ham og en lille rynke fandt hendes pande.

"Formaliteten er nødvendig, Deres Excellence," svarede hun. "Det ville være uværdigt ikke at behandle det med den værdighed det fortjener. Bare fordi De er blevet forlovet to gange før, så er det aldrig sket for mig."

Hun lukkede fingrene om sit glas med fortyndet vin. "Hvor har De været i fjorten dage? De forsvandt..."

Hun kunne ikke helt holde utilfredsheden ude af sit tonefald. Det passede hende dårligt at han bare kunne holde sig væk i to uger og så valse ind som om intet var hændt.

[Lancelin af Suilleaux]

Touché. Hendes kommentar om hans tidligere ægteskaber fik ham til at trække let i den ene mundvige. Kontrolleret, men overrasket. Og alligevel imponeret over hendes pludselige flabethed. Hun nærmest udfordrede ham allerede.

"De får det helt til at lyde som om, at jeg er en synder, Helene af Rouvry," kommenterede han roligt tilbage, som han lænede sig frem og lod flasken med alkohol finde en plads på bordet.

Som han tog en slurk fra det ny opfyldte glas stillede den unge komtesse et spørgsmål, som Lancelin nok ikke havde forventet, "- lidt forskellige steder," svarede han roligt med et skuldertræk, "- Lidt i Suilleaux, lidt i Bonville..". Så lagde han glasset fra sig og så på Helene med det blå blik, der langt fra var blufærdig for at vedligeholde den øjenkontakt, han så længe havde tænkt på siden deres sidste møde.

"Hvorfor, komtesse? Har De da manglet mig?" Hans stemme lavmælt, men direkte, som han lænede sig tilbage mod ryglænet. 

[Helene af Suilleaux]

Der var vist ingen tvivl om at Lancelin var en synder. Helene så derfor også svagt skeptisk ud, før hans spørgsmål fik hende til at stejle lidt mentalt og rynke panden dybt. Hun rystede på hovedet og fandt sikkerheden i en tår vin mere, før hun mødte den intense øjenkontakt igen.

"Jeg troede at De bare spillede mig et puds," svarede hun. "At De overbeviste mig om Deres interesse kun for at udnytte mig." Hun tog en hørlig indånding. "Og nu er De her igen. Så at opføre sig om formaliteterne er ligegyldige, når De selv har overskredet dem fuldstændig... Det virker næsten barnligt, Lancelin."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins bryn hævede sig en anelse. Hun fortsatte. Hendes flabethed var næsten værre end hans. Var det fordi, at de nu var forlovede, at hun fandt styrken til ligefrem at sige ham endnu mere imod end hun tidligere havde gjort? I hvert fald forblev det skæve smil, som han lyttede til hendes ord, der nærmest virkede som en verbal lussing denne gang.

"Har De da fortrudt?" spurgte han roligt, som han kløede sig på kinden mod de ru, mørke skægstubbe, stadig med blikket i hendes, denne gang sigende om deres hændelser sammen, "Med al respekt, komtesse, så sagde de ikke meget imod til sidst, gjorde de nu? De er ligeså stor en synder som jeg,"

Så lod han sin hånd noncalant hvile mod hendes; så lille og feminin under hans. Et tegn på, at han pissede på alt formalitet lige nu. Han havde lyst til at mærke hendes hud igen.

"- Vi kan opføre os så formelt som muligt ude blandt folk, Helene af Rouvry, men ligeså snart jeg er alene med Dem, så vil jeg ikke kunne styre mig.." lød hans stemme direkte, men i et kontrolleret og roligt tonefald der nærmest fik det til at lyde som om, at han blot fremlagde en helt almindelig kendsgerning.

[Helene af Suilleaux]

Helene så ned på hans hånd over hendes og trykkede læberne lidt sammen. Hun kunne huske alt. Skovens stilhed, træstammen i ryggen, krævende læber mod hendes og en varm krop tæt på. Hun vidste godt hvad hun havde tænkt på om natten den første uge efter og hvordan han fik hende til at føle nu. Men det betød ikke, at hun ville finde sig i hvad som helst.

"Så må De undgå at være alene med mig," konstaterede hun og trak sin hånd til sig. Hendes blik besvarede hans igen, stædigt, omend ikke helt upåvirket. "Jeg lovede Dem at jeg ville tilhøre Dem, når vi var gift, Deres Excellence. At jeg ville være villig og Deres. Ikke før. Det må blive ved deres natlige fantasier indtil da."

Hendes hjerte hamrede ved overhovedet at nævne dem og dermed afsløre at hun havde tænkt på det.

[Lancelin af Suilleaux]

Varmen fra hendes slanke hånd forsvandt hurtigt, som hun trak den til sig igen. Mens Lancelin lyttede til hendes ord hvilede de blå øjne fast på hende, som havde hun sagt noget uforstående. I virkeligheden var det skæve smil på Lancelins læber dog stadig et tegn på, at han var imponeret over den stædighed, den unge komtesse åbenbart besad. Hun havde ikke givet efter for hans position, tilnærmelser og direkte åbenhed om sin lyst til hende. Tværtimod.

Lancelin lænede sig en smule til siden og lagde sit glas med alkohol fra sig på bordet imens han så sigende på hende. Helenes ord var mere end rigeligt, og som han lænede sig tilbage igen afbrød han den overvejende tavshed.

“Er Deres nysgerrighed ved at blive vækket?” spurgte han kort for hovedet, idet at han fastholde øjenkontakten. En hentydning. Til da hun var mødt op på hans kammer på paladset, klædt ud til at imponere ham, og han direkte havde gået over hendes grænse ved at spørge ind til hendes intime tanker og udforskelse.