En vinteraften

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes svar og flakkende blik sagde meget. Lancelin havde ganske vist set hende den aften stikke af med væbneren, og det var jo trods alt også derfor, at han havde fulgt dem i første omgang - for at passe på hende, som han havde sagt. Hun sagde såmen sandheden, men som hun prøvede at bagatallisere det dannede der sig et smil i mundvigen på lensgreven.

Uden at kommentere yderligere på det flyttede Lancelin sig tættere på den unge komtesse. Hans blik skimtede kort lokalet, og da han opdagede at de var ganske alene, førte han sin hånd op mod hendes kind. Hendes hud føltes som silke som hans lange fingre gled ned over hendes kind og landede om hendes hage. Så strøg han roligt sin tommelfinger mod hendes fyldige læber imens at han betragtede dem med sit blå blik, som kunne han ikke fjerne sine øjne.

“Skal vi prøve en tredje gang?” Og uden yderligere, ligeglad med formalitet og adelige manér, lænede han sig det sidste stykke frem mod Helene og fangede hendes læber med sine;. Et roligt kys, der var langt mere kontrolleret end det tidligere. Men et kys, der tydeligt havde en undertone af hans lyst til at smage hende igen.

Døren gik en anelse på klem som en stuepige havde været på vej ind. Men som hun med synet fangede det intime øjeblik mellem komtessen og lensgreven foran den knitrende pejs i sofaen, stoppede stuepigen op i en rødmen. Stille lukkede hun døren i igen og lænede sig op ad den med en hånd for munden.

[Helene af Suilleaux]

Helenes hjerte hamrede, som Lancelins fingre strøg over hendes kind. Hun glippede med store, lyse øjne, da han tog fat om hendes hage og var på en gang kontrolleret og absolut uskyldig og medgørlig. Da han kyssede hende, stivnede hun lidt, men hun vidste ikke om hun skulle afvise ham eller hengive sig til det. Hun endte lidt halvhjertet med at skubbe til hans brystkasse, uden rigtig at afvise ham.

"Lancelin," mumlede hun mod hans læber. "Ikke her..."

[Lancelin af Suilleaux]

Fornuften i hendes ord så ikke ud til at røre lensgreven det mindste. I stedet smilede han let og drillende mod hendes læber, tænderne hvide og stemmen hæs som han afbrød hende, “- Hvad vil De have jeg skal gøre? Jeg kan snart ikke lade Dem være meget længere, Helene..”

Så tog han fat i hendes lår med sine hænder, så godt det nu kunne lade sig gøre med kjolens stof om dem, og med et bestemt ryk trak han hende tættere mod sig, let som hun var. Hånden mod brystkassen blev ignoreret. Hvad fanden gjorde hun ved ham siden at han mistede alt den kontrol, han vanligt besad?

[Helene af Suilleaux]

Helene skubbede lidt hårdere, som greven fik fat i hendes lår og hun endte med næsten at vælte stolen i sit forsøg på at komme væk fra ham. Hun rejste sig og tog to skridt bagud, ganske rød i kinderne og med et hastigt hjerteslag, som hun kunne mærke og høre i ørerne.

"Ikke endnu," gentog hun sig selv fra andre dage, lidt hæs, men bestemt. Hendes forældre kunne komme ind hvert øjeblik det skulle være, en tjenestepige... Forlovet var ikke gift og hun kunne absolut ikke give sig selv hen til Lancelin før de var gift og kapitlet var lukket. I hvert fald ikke et så risikabelt sted. Kunne hun være fristet til at sige det til ham direkte? Ja. Men hun bed det i stedet i sig og tog en dyb indånding.

"Det er mit ønske. At du holder dig i skindet. Hvis du vil have min fulde villighed på bryllupsnatten..."

[Lancelin af Suilleaux]

Den unge Helene afbrød kysset bestemt, og fjernede sig som havde hun brændt sig på hans læber. Lancelin blev siddende i sofaen, og mens hun tydeligt stod foran ham og sagde befippet imod, havde han derimod flabet sat sig til rette med armene afslappet liggende på ryglænet som om, at intet var hændt. Pejsen knitrede bag komtessens slanke og feminine skikkelse, og fik hendes linjer til at fremstå tydligere.

Hun havde ganske vist ret, det var de trods alt begge enige om, men Lancelins tålmodighed blev sat på prøve. Det var svært at have hende lige ved siden af sig og så ikke måtte nærme sig.

Lancelin lod hende tale færdigt. Så fugtede han let læberne og sank en anelse som hans brystkasse fandt ro, og med et roligt blik betragtede han den viljestærke komtesse foran sig. Et enkelt nik. Kontrolleret endnu engang, til trods for at han inderst kæmpede med sin nyopståede utålmodighed for at få lov til at presse hende mod sofaens stof. 

“Hvis det er det De ønsker,” sagde han lavmælt og vedligeholdte øjenkontakten. Ville hun prøve ham af? Se om han kunne afholde sig for hendes skyld? Så måtte han finde tilføjelser til legen for at skabe et par af sine egne regler.

“- Men indtil da vil jeg have, at når De går i seng om aftenen, så skal De tænke på mig når De lukker øjnene. Er det en aftale, komtesse?” Han så sigende på hende som han sad der i sofaen, afslappet og flabet, ventende på hendes reaktion. 

[Helene af Suilleaux]

Helene stod med røde kinder og så lidt frustreret ned på greven, der bare smilede af hende. Hun tog en hørlig indånding og åndede også ud igen, før hun rystede lidt på hovedet, men så alligevel ikke helt nægtede.

"Hvorfor skal jeg det?"

Hun havde temmelig svært ved at forestille sig at det var fordi Lancelin af Suilleaux havde en romantisk forestilling om at hun skulle drømme om ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin trak nonchalant den ene støvleankel op for at finde hvile mod sit ene knæ, alt imens smilet lå en anelse skjult i mundvigene. Endnu engang blev han mindet om den unge Helenes uskyld.

"Bare gør det, Helene," kommanderede han ganske roligt og kontrolleret, som han vedligeholdte hendes blik uden nogen tanke på at slippe det. Det kunne for mange virke intimiderende, sådan som han sad der i fuldstændig selvbeherskelse og gav ordre, men det var såmen ikke noget nyt for lensgreven af Suilleaux.

Der var selvfølgelig en mening med det. Som han havde fortalt tidligere, så havde han gjort det samme om hende når natten var faldet på. Måske kunne det vække en stille nysgerrighed.

Så rejste han sig fra sin plads for, og let som ingenting ændrede han emnet som om, at deres tidligere bedrifter ikke havde rørt hans samvittighed overhovedet. 

"Jeg forventer at De er hjemme i morgen," sagde han lavmælt som han stillede sig foran den unge komtesse, "Jeg sender den bedste skrædder og syerske herhen, så I sammen kan gennemgå en passende bryllupskjole efter Deres eget ønske. Jeg betaler for den."

[Helene af Suilleaux]

Helene tumlede lidt med sit ubesvarede spørgsmål. Hun havde jo allerede tænkt på Lancelin, men hun vidste ikke om det var på den måde han mente. Afvisningen fik hende dog ikke til at spørge igen. Tværtimod tyggede hun blot lidt på det, før hun fulgte greven rejse sig med store øjne og nikkede langsomt til informationen om skrædderen.

"Ja, Deres Excellence," medgav hun. Tankerne gled igen til Mirielis af Lemaux, som hun måtte sende en besked. Hurtigt, inden rygtet spredte sig.

"Har De andre... Krav?" Hun håbede det ikke.

[Lancelin af Suilleaux]

"Nej," sagde han roligt, med sit blik i hendes og det skæve smil fastholdt, "- resten får jeg folk til."

Så bankede det let på døren. Tjenestepigen fra tidligere kiggede stille ind, "Deres Exellence.. Nådigfrøken.. Jeg skulle spørge om I manglede noget.."

Lancelin lod sine blå øjne lande på den unge tjenestepige, og med et skuldertræk sagde han ganske roligt, "Nej, det er sent. Nådigfrøken Helene af Rouvry har mange ting, hun skal nå i morgen. Det ville være bedst, hvis hun gik i seng."

Så lænede han sig frem og kyssede Helene let på kinden. I stor modsætning til det tidligere var dette formelt. Respektabelt. Ganske uskyldigt. Hans ru skægstubbe var en stor kontrast mod hendes bløde hud. Og som han fjernede sig igen, blinkede han en enkelt gang ganske diskret til den unge komtesse, kun i mellem de to, "Godnat, Helene af Rouvry.."

Med rolige skridt gik Lancelin hen over stuegulvet, og tjenestepigen måtte gå til siden da lensgreven gik ud af døren.

"Lancelin, går De?" lød lensgreven af Rouvrys stemme, som han så den høje, ranke lensgreve af Suilleaux gå mod husets hoveddør.

"Vi har et bryllup af planlægge, har vi ikke? Vi får travlt allerede fra i morgen," sagde Lancelin nonchalant over skulderen idet at han tog sin kappe på. Så åbnede han døren, men vendte sig mod lensgreven af Rouvry inden at han gik, "Deres Exellence." Et enkelt buk i nakken. Og så forlod Lancelin roligt byhuset, ud i Levagnys mørke gader for at komme tilbage til paladset.

/Luk?

[Helene af Suilleaux]

Helene fik kuldegysninger hver gang Lancelin sagde hendes fulde navn. Måske fordi det mindede hende levende om, at hun ville blive Helene af Suilleaux inden længe. Der havde ikke været tale om en dato, men sæsonen for hoffet var snart slut med forårets komme. Hun var ikke dum. Der ville ikke gå mere end to måneder før hun tilhørte lensgreven. Tanken var selvfølgelig skræmmende men også underligt... Noget andet.

Hendes blik fulgte ham ud af døren og hun løftede hånden til sin kind, før hun åndede hørligt ud. Grevinde. Mithras.

Lukket