En vinteraften

[Helene af Suilleaux]

Helene tog en tår vin mere. Det var godt at hendes stadig blev fortyndet, for hun havde brug for et klart hoved i nærheden af Lancelin af Suilleaux. Hendes blik flakkede mellem hans lyse øjne og hun overvejede hvordan hun nogensinde var endt der. Hun skulle jo have charmeret en eller anden arving i tyverne. Det var planen. Det var bestemt ikke planen at hun skulle forlovede med Mirielis af Lemaux's far. Det var absolut heller ikke med i planen at skulle tale om hvad han vækkede i hende, længe før brylluppet. Hvor længe, spekulerede hun på. Måske ville de slå det sammen med Igraine af Charenoy's.

"De må forstå," svarede hun lensgreven. "At jeg ikke har Deres erfaringer. Det er uretfærdigt når De beder mig svare på spørgsmål som ingen har stillet mig før, længe før det er passende. Kan vi ikke i stedet tale om Suilleaux, Deres Excellence? Vil de fortælle mig om Lensgrevindens rolle?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin rettede sig en anelse, ja, nærmest en anelse væk som samtaleemnet blev ændret til noget mere alvorligt. Det krævede alkohol for lensgreven nu hvor formaliteten endnu engang brat blev sat, som en stenmur mellem dem på sofaen. Det var måske meget fornuftigt at den unge Helene ændrede emnet til noget mere formelt; hun gjorde sit job som dydig og uskyldig adelskvinde yderst godt. Næsten for godt.

“Nuvel,” gav Lancelin sin accept til at komtessen, den kommende lensgrevinde, ønskede at skifte emne. Så tog han sit glas med den syrlige alkohol endnu engang og drak inden at han fortsatte.
“Deres opgaver vil være småting. Tage sig af familien, se pæn ud og kommandere med tjenestefolk på slottet, hvilket jeg tror De ville gøre ganske udemærket..” han så flabet på hende.

“Når jeg ikke er i Suilleaux er det Dem der bliver ansvarlig for lenet med alle dets mindre opgaver, selvfølgelig med vores bedste rådgiver ved Deres side. Hvis De viser mig, at De kan dette, så kan jeg give Dem andre mere vigtige opgaver i fremtiden - måske ansvaret for vores hesteavl?” afsluttede han. Så tog han en slurk fra glasset inden at han lod sit blik lande fast i hendes. Mere alvorligt end han tidligere havde set på hende. En alvorlighed, der gemte på noget der åbenbart havde en stor betydning for lensgreven.

“Men Deres vigtigste opgave, Helene, er at give mig en søn..”

[Helene af Suilleaux]

Helene lyttede, glad for at Lancelin tog hende seriøst nok til at svare på hendes spørgsmål. Hun nikkede langsomt, ikke ubekendt med en grevindes opgaver i det hele taget. Når hendes far var væk, tog hendes mor alle de store beslutninger. Der gik nok lidt tid før hun var helt klar til det, men hun havde altid forestillet sig livet som lensfrue. Suilleaux var heller ikke så forskelligt fra Rouvry, at det kunne gøre hende nervøs.

Den sidste bemærkning trak emnet tilbage mod ægtesengen og Helene rankede sig en smule. "Ja," medgav hun, velvidende at han var enkemand efter helt to forsøg på at få en søn og nu far til tre døtre. Hun takkede for sig selv sin mor for sine brede hofter og var kun så nervøs som enhver kvinde må være ved en graviditet. Hendes mor og søster havde ikke haft komplikationer. "Jeg lover Dem en søn, Lancelin. Gerne flere. Vi må være... Arbejdsomme."

Hun vidste ikke præcis hvad der foregik når lyset blev slukket, men hun havde en generel idé.

[Lancelin af Suilleaux]

Med et skævt smil i den ene mundvige bekræftede han hendes ord. Og han håbede, nærmest bad til, at det ville lade sig gøre denne gang. Så tog han en dyb indånding gennem sine næsebor, imens at han lod blikket falde mod flammerne i pejsen. Han overvejede kort, om han skulle trække den unge komtesse med ind i hele den vanskelige situation, som han stod overfor. Som hans kommende hustru valgte han dog at sige det højt; måske lidt som et strategisk træk, om han ville det eller ej.

"Forstår De, som det er nu står min bror og hans nevø til at arve hele Suilleaux lenet når jeg engang ikke er her længere," sagde han tørt og yderst kontrolleret når man tænkte på, hvor meget det egentlig gik Lancelin på. Alligevel knyttede Lancelins fingre sig ubevidst en anelse hårdere om glasset, som for at holde irritationen inde.

"Ligesom jeg ikke ønsker det, går jeg ud fra, at De heller ikke ser det ske. Godt nok vil De forblive grevinde, men vi ved alle hvad der sker med enkefruer af arveløse grever og baroner.." afsluttede han langsomt og lod det blå blik lande i hendes. Enkefruer i arveløse familier ville højst sandsynligt blive sendt til et afsides, mindre gods hvor de ville blive gemt væk til en vissende tilværelse. Formuer og meninger ville blive taget bort, og for de fleste ville stoltheden ligeledes følge med. 

[Helene af Suilleaux]

Helene rankede sig ved det billede Lancelin malede og selvom hun i forvejen var investeret i at få en søn og objektivt ikke rigtig kunne gøre mere end at lade greven gøre hende gravid, så spillede hans lille manipulation utvivlsomt direkte ind i hendes tanker. Hun nikkede tavst.

"Jeg lover at føde Dem en søn," forsikrede hun lavmælt, men indtrængende. "Jeg er ung. Jeg kan nå at få mange børn. Flere sønner."

[Lancelin af Suilleaux]

Hun lovede noget, som hun ikke kunne have indflydelse over, men hendes tankegang fik blot Lancelin til at smile vagt. Så nikkede han en enkelt gang og førte glasset roligt op mod de smalle læber. "Sødeste Helene.." brummede han roligt for sig selv, men højt nok til at hun kunne høre det, og tog en slurk af alkoholen, der kradsede ned igennem brystkassen.

Så rømmede han sig efterfølgende og lod glasset finde nonchalant hvile i sine fingerspidser som han lod armen hænge ud over sofaens armlæn, "Nu er det Deres tur," afbrød han emnet og skimtede på hende ud af øjenkrogen, "Har De mon nogle krav til mig som Deres ægtemand?"

[Helene af Suilleaux]

De to ord føltes som et kærtegn og Helene lukkede øjnene et øjeblik. Hun havde ingen følelser for lensgreven, men han tændte alligevel noget i hende og hun kunne knapt nægte det længere. Hun åndede langsomt ud og lod blikket finde ham igen.

"Krav?" Som om nogen komtesse nogensinde kunne få lov til at stille ægte krav.

"Jeg vil ønske at De er tålmodig med mig. At De giver mig ansvar, men ikke det hele på en gang. Og at De lader mig fortælle det til Mirielis af Lemaux."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins skæve smil forsvandt stille som han blev mindet om sine døtre, og især Mirielis af Lemaux . Helene var hendes veninde, og nu stod hun til at havne i familien. Man kunne næsten ikke komme nærmere hinanden. Lensgreven gik glædeligt med til det første krav, men tanken om at hun skulle fortælle Mirielis om nyheden fik ham til at overveje i tavshed.

Han lagde nonchalant støvleanklen op på sit knæ, idet at han afbrød sine overvejende tanker for i stedet at sige dem højt, "Hun skal vel vide det på et eller andet tidspunkt."

Måske var det også bedst, at Helene gjorde det. Lancelin kunne såmen finde sine døtres holdning til det kommende ægteskab ganske ubetydelig, men hvor ville Mirielis tanker ikke løbe hen? På et tidspunkt ville Helene forhåbentlig blive med barn.

"Gør det nænsomt. Jeg tror ikke, at hun kommer til at bryde sig om tanken," afsluttede han kort for hovedet og så sigende på Helene ved sin side. Deres forhandlinger for det kommende ægteskab tog sin tid.

[Helene af Suilleaux]

Helene nikkede langsomt og åndede lidt ud. "Hun bliver rasende," konstaterede hun lavmælt. Hun frygtede venindens reaktion næsten mere end noget andet ved konstellationen på nuværende tidspunkt.

Hun ville aldrig i livet kunne være stedmor for Miri eller den yngre Gisella af Suilleaux. Måske lille Emmete, som stadig var hjemme, men ærlig talt virkede det fjernt at tænke på. Hun var stadig kun nitten år og havde ikke voldsomt lyst til at skulle være stedmor eller mor til noget barn endnu. Men den slags valg ville hun aldrig have fået.

Hun åndede langsomt ud. "Deres Excellence," sagde hun dæmpet. "Hvorfor mig?"

[Lancelin af Suilleaux]

Rasende? Sikkert. Spørgsmålet var, om Mirielis overhovedet ville vise sin utilfredshed om det kommende ægteskab overfor sin far. Men overfor Helene var det nok noget andet, og Lancelin kunne kun tænke sig til det. I bund og grund var Lancelin nok en anelse ligeglad med de andres holdninger, selv sine døtres, for han havde sine grunde til at indgå ægteskab igen. Døtrene vidste det begge udemærket, måske ubevidst, men jagten på den højt ønskede arving var ikke skjult.

Helenes spørgsmål fik Lancelin ud af sin tankestrøm. Et spørgsmål, Lancelin nu ikke havde forventet, og som fik lensgreven til at se overvejende på den unge komtesse ved sin side.

“Vil De have sandheden?” spurgte han roligt, men forventede ikke et svar, for selvfølgelig ville hun det, “Da Deres far kom og lagde på bordet, at han ønskede jeg skulle gifte mig med Dem, så tænkte jeg, at det umuligt kunne gå. Men siden jeg har brugt tid med Dem er det gået op for mig, at De ville gøre det fremragende som lensgrevinde. De er bestemt og intelligent, med stærke meninger. En anelse for stædig, men det kommer måske til Deres fordel.”

Så førte han glasset op til læberne idet han afsluttende sagde i et sarkastisk tonefald; “- Jeg tror faktisk, at det var Deres syngende lussing der overbeviste mig.”

Så tog lensgreven en slurk af alkoholen, der var begyndt at sætte sig i blodårerne.

[Helene af Suilleaux]

Helene nikkede let i svar på spørgsmålet. Selvfølgelig ville hun høre sandheden. Også selvom hun frygtede at det alt sammen handlede om soveværelset. Da han overraskede hende med noget helt andet, rødmede hun også dybt, men det var en helt anden slags forlegenhed, der også fik hende til at ranke ryggen mærkbart og hendes øjne til at gnistre en smule. Måske var det tom ros, men det føltes ikke sådan.

Den sidste kommentar endte med at få en ufrivillig, munter lyd fra hende. Hun trykkede læberne lidt sammen, før hun tog en tår vin mere.

"De chokerede mig," forsvarede hun sig halvhjertet. "Jeg gjorde det ikke anden gang." Hun lovede ikke, at hun aldrig ville gøre det igen.

"Vidste De, at De ville have mig, da De kyssede mig første gang?"

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes svar fik lensgreven til at trække op i mundvigen. Det havde chokeret hende, med god grund. Anden gang, derimod.. Tanken tilbage på hændelsen var pirrende, og Lancelin måtte rømme sig en anelse for at kontrollere den indre lyst til at mærke hende igen.

Han så tænksomt mod flammerne mens at han lyttede til hendes spørgsmål. Så så han på hende igen, fangede hendes blik uden nogen hæmninger og svarede roligt, som var der intet i denne verden der holdte ham fra sin direkthed; "Det troede jeg, at jeg havde gjort klart på vores ridetur, komtesse?"

En hentydning til de ord, han ærligt og hæmningsløst havde sagt, der for første gang krydsede hendes grænse på det groveste. "Jeg måtte prøve at mærke dig bare en enkelt gang." Han lagde glasset fra sig på bordet foran dem.

"Men fortæl mig så, Helene, hvorfor De ikke valgte at give mig endnu en lussing ved vores andet kys?" spurgte han interesseret og så sigende på hende idet at han lænede sig tungt tilbage mod ryglænet. Noget måtte have holdt hende tilbage fra at afvise ham igen, og han ville høre det fra hendes mund. 

[Helene af Suilleaux]

Det var et ufattelig godt spørgsmål og Helene så helt overrasket ud over det. I det hele taget var han overraskende interesseret i hvad hun mente. Det var usædvanligt. Hun vidste ikke helt hvad hun mente om det.

Hun rynkede panden lidt og hendes hjerte hamrede en smule ved tanken om det kys. Hun sænkede blikket til hænderne og trak på skuldrene.

"Fordi jeg kunne lide det," svarede hun lavmælt og ikke helt sikker på om det var et helt svar. Hun vidste ikke selv fuldstændig hvorfor hun havde overgivet sig til kysset. Hun havde ikke tænkt så meget.

[Lancelin af Suilleaux]

“De må vel have prøvet det før?” fortsatte han roligt. Der var intet bebrejdende eller fordømmende i hans ord. Hendes svar havde bare været så kort og flygtig.

Det var ikke nogen hemmelighed, at hun skabte interesse blandt mænd, og Lancelin ville nok nærmere blive overrasket hvis hun svarede nej på dette spørgsmål fremfor så meget andet. Hvem havde ikke kysset prøvende i skyggerne som ung og ugift?

[Helene af Suilleaux]

Helene vidste ikke hvad hun skulle svare. Hun vidste både hvad sandheden var og hvad de fleste adelsmænd gerne ville høre, men Lorcan fik det til at lyde som om han havde det anderledes. Det fik hende til at tøve og hun så lidt ned på sine egne hænder, før hun langsomt løftede blikket. Han havde trods alt set hende med den unge væbner den aften. Han kunne ikke være helt naiv i forhold til hendes erfaringer.

"Ja, Deres Excellence," svarede hun langsomt. "Men intet... Ikke rigtig..."

Hendes blik flakkede. Han skulle nødig tro at hun ikke stadig var temmelig uskyldig og det var hun da på nogen områder også. Hun huskede hans hånd mod hendes lår og klemte dem lidt sammen.