Blandt hjorte og ulve

[Helene af Suilleaux]

Helene skubbede til hans hånd og forsøgte at få ham til at slippe skørtet. Det var for meget. Hun vred sig lidt, men brød sig langt mere om hans stemme i hendes øre.

"Ja," svarede hun lavmælt. "På vores bryllupsnat kæmper jeg ikke imod," lovede hun. "Men du må ikke røre mine skørter før." Hun trak i dem for at få dem fri. "På vores bryllupsnat er jeg villig. Og din. Det lover jeg. Bare du holder dig i skindet nu, Lancelin."

[Lancelin af Suilleaux]

Et sigende træk i den ene mundvige dannede sig, da han hørte Helenes kommentar. Endnu engang afvist i øjeblikket, men alligevel med en lettere accept efter hendes ord, så han gav roligt og en anelse modvilligt slip på hendes skørt. Lancelin trak hovedet let tilbage for at se hende i blikket, som de stod sådan mod hinanden op ad træets ru bark. Hold dig nu i skindet, Lancelin.

"Jeg er begyndt at tro, at det er Dem, der leger med mig, Helene af Rouvry," sagde han langsomt. Så rettede han sig væk fra den unge komtesse, så hun kunne komme fri, og selvom at intimiteten var stoppet brat, så var der stadig en let følelse af elektricitet i luften.

"Lad mig følge Dem tilbage.. Kom," og uden yderligere forventning af svar havde han let fanget hendes fingre i sine for at føre dem begge tilbage til hestene, for så at kunne ride til paladset.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde en lille smule lyst til at trække ham ned igen, men hun modstod trangen og stod blot lidt stakåndet og takkede Yphion for at blæse fornuft ind i hovedet på Lancelin. Hun studsede meget over hånden, der lukkede sig om hendes, men accepterede det og fulgte med tilbage mod hestene.

"De mente ikke hvad de sagde om Chantilly, gjorde De? De kan på ingen måde forvente at komme med hver gang jeg rider hende."

[Lancelin af Suilleaux]

"Er det da et problem?" spurgte han henkastet, og så på hende som de gik ned af den ujævne sti tilbage mod hestene. Nonchalant stadig let holdende i hendes slanke fingre, som var der ingen grænse i dette. Intimiteten bag det så ikke ud til at genere Lancelin det fjerneste. Men de havde nu også allerede fået skubbet den grænse et godt stykke, med tanke på hvad der lige var hændt.

"De må overbevise mig om, at De kan styre hende først," han så sigende på hende, velvidende at det var langt fra det hun sikkert ønskede at høre. Tænk hvis der skete hende noget igen. Det havde været et lykketræf, af Lancelin havde været i nærheden, nu hvor den uduelige tjener ikke havde været opmærksom nok på komtessen. 

[Helene af Suilleaux]

Helene var lidt provokeret af svaret og hendes blik gnistrede. Hun trak sin hånd til sig for i stedet at lægge den på hans arm.

"Hvordan har De tænkt Dem at stoppe mig?"

Hun hævede begge bryn lidt. Lensgrever havde travlt. Han kunne ikke våge over hende konstant.

[Lancelin af Suilleaux]

Han mærkede hvordan hun trak sin hånd til sig. At hun i stedet lod den finde hvile mod hans arm var hendes måde at sætte grænsen igen, som han så stædigt havde fjernet. En handling, der fik ham til at rynke panden en anelse, samtidig med, at han hørte hendes modsigende svar. Så stoppede han op midt på stien, og stillede sig foran den unge komtesse. Hans blik fast i hendes og med det lette træk i den ene mundvige.

"Hvad end det kræver.." sagde han roligt. Kontrollerende. Dominerende. "Og som lensgrevinde er De nødt til at adlyde mig, forstår De?" afsluttede han langsomt med et sigende blik.

[Helene af Suilleaux]

Helene skælvede svagt under blikket og det ændrede tonefald. Hun så ham i øjnene, som hun modvilligt nikkede svagt.

"Ja, Deres Excellence," svarede hun, selvom han for kort tid siden havde kysset hende op imod et træ.

Hvad han ikke vidste var at hun for sig selv tænkte, at hun jo ikke var grevinde endnu. Ikke engang forlovet.

[Lancelin af Suilleaux]

"Så er vi enige.." Mere behøvede han ikke at sige. Så lavede han et enkelt nik i retningen ned mod stien, som tegn til at de skulle gå videre, og så fortsatte de roligt.

Hestene stod loyalt hvor de havde efterladt dem og græssede. Der var en tung fornemmelse i luften som eftermiddagen var ved at slutte. Solen havde så småt lukket af for varmen, den allerede var tilbageholden med i vintertiden.

Lancelin fik sparket det sidste af bålet ud med jord. Og som de efterfølgende havde sat sig i sadlerne gik turen roligt tilbage mod paladset.

Luk?