Blandt hjorte og ulve

[Lancelin af Suilleaux]

Lensgreven stoppede op, og som han fjernede sig fra hende landede hans blik i hendes endnu engang. Hånden under skørtet trak han roligt tilbage. Var det blevet for meget for hende? Han kunne i hvert fald ikke helt tilsidesætte den unge komtesses ord.

"Det ville være Deres første gang," gik det op for ham. Han mistede pusten en anelse, og han blev endnu engang husket på, at den unge komtesses alder bestemt havde noget at sige. Hun sad der og lovede ham noget, som hun måske ikke helt vidste, hvad hun gik ind til. 

[Helene af Suilleaux]

Helene stirrede på lensgreven, hendes ben stadig klemt tæt sammen, skålen med kaninkød bisart imellem hendes hænder endnu, som han sad og betragtede hende som om det var hende, der var noget chokerende over. Hun blinkede.

"Selvfølgelig," svarede hun indigneret. "Hvad forventede De? Jeg er en Rouvry."

[Lancelin af Suilleaux]

"Selvfølgelig, en Rouvry," gentog han. Lancelin rejste sig fra sin plads foran hende. Forhelvede. Han knyttede kort en hånd bag ryggen fra at holde sig fra at gøre yderligere, til trods for, at han havde al lyst i verden til at fortsætte. Men hun var så ren og uskyldig, total uviden om disse ting, og det kunne han ikke tage fra hende. Ikke nu. Ikke sådan her.

Så rømmede han sig. Højlydt. "De får vist ikke spist det dér.." sagde han og skimtede ned i skålen med det kedelige kaninkød, "Jeg følger Dem hjem. Det er blevet sent." hans tone var nærmest kommanderende. Og med ét var han pludselig blevet den stive lensgreve igen, som udsendte ordre.

[Helene af Suilleaux]

Helene løftede store øjne og så forvirret op på lensgreven. Han var svær at læse. Et øjeblik forsøgte han at få hænderne under hendes skørt, det næste var han kølig og distanceret. Hun klemte læberne lidt sammen og rejste sig, men ikke for at gå hen til Chantilly.

"De siger at jeg ved hvor jeg har Dem, men det passer overhovedet ikke," protesterede hun. "Jeg lader Dem kysse mig og nu er De vred? Hvad har jeg gjort forkert, andet end at holde Dem fra det, som en kvinde først bør give på sin bryllupsnat?"

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes protesterende tone fik Lancelin til at hæve brynene af overraskelse. For fanden, hvor var hun stædig. Lancelin blev stående på sin spot og lagde armene i kors, som hun fortsatte sine ord. Var det ikke dét, hun ville have? Have ham til at stoppe?

"Vred?" Gentog han, "Jeg er ikke vred," sagde han ligeså protesterende, som gav hendes ord ingen mening. Stædigt holdte de øjenkontakten, og som de stod der foran hinanden, var det som at se en kamp om at få ret.

"Og hvis jeg husker rigtigt, så tog jeg det ganske pænt dengang De sagde nej til, at jeg kyssede Dem sidst," sagde han kort for hovedet, og hentydede tydeligvis til kysset i gangen og den syngende lussing.

"Sæt Dem op!" kommanderede han og tog fat i Chantillys tøjler for at række hende dem.

[Helene af Suilleaux]

Helenes hage skød lidt frem og hun tog ikke tøjlerne, men stirrede lensgreven i øjnene med en stædighed og et mod, som hun ikke ville have forudset at hun havde overfor ham. Hendes næsefløje udvidede sig lidt og varmen i kinderne var ikke længere kun kulde eller forlegenhed, men indignation over hans opførsel.

"De kyssede mig imod min vilje," svarede hun. "Og de bliver ved med at lege med mig, som om det er konsekvensfrit for mig, selvom De udmærket ved at det ikke er sådan. Mit ry kunne blive ødelagt, hvis nogen fandt ud af, at vi har været alene sammen. De kan bare fortsætte videre til den næste komtesse og drille hende med at ville gøre hende til Deres grevinde." Hun tog en hastig indånding. "De kan beholde Deres forbandede hest. Jeg er ikke et stykke legetøj."

Hun tippede skålen ned på jorden, drejede rundt og begyndte at gå ned af stien, selvom det var komplet idiotisk og turen til Levagny var lang til fods.

[Lancelin af Suilleaux]

Det hele kom så pludseligt; hendes iltre temperament og modsigende svar, han langt fra havde forventet. Det resulterede også i, at Lancelin stod en smule måbende tilbage, tom for ord, som hun drejede rundt og forlod ham stående der, med tøjlerne til Chantilly i hånden.

"Komtesse.. Vent lidt.." sagde han først, men hun havde tydeligvis bestemt sig for noget, til trods for at stien var lang og ujævn. Det ville tage timer. Som hun forsvandt ind i mellem de bare træstammer var det pludselig blevet en anelse mere alvorligt.

"Helene!" hans tone råbende. En Rouvry.. Det kan mærkes. småmumlede han for sig selv idet han hastigt bandt Chantillys tøjler fast til træet ved sin side, og løb efter den unge, stædige komtesse. Og da han nåede op på hendes side blev løb slået over til rolige skridt, som han fulgte hende ned ad den ujævne sti.

"Det bliver mørkt inden De når tilbage," informerede han hende bestemt.

[Helene af Suilleaux]

Det var tåbeligt at gå hele vejen til Levagny, men Helene var vred og nægtede at danse efter grevens pibe.

"Intet problem," svarede hun stædigt. "Så kan De jo bare ride afsted. Jeg ønsker ikke Deres selskab på turen. Eller nogensinde, hvis det skal fortsætte sådan her."

[Lancelin af Suilleaux]

"De ved udmærket selv, at jeg som Deres kommende ægtemand ikke vil lade Dem gå alene, Helene af Rouvry.." sagde han ganske nonchalant, som han fulgte hende ned ad stien. Stenene knasede under støvlerne, som de gik. Luften var blevet en anelse køligere som eftermiddagen langsomt var ved at løbe mod sin ende.

Hans blik landede på hendes feminine hånd, og uden yderligere overvejelse rakte han ud efter hende. Fangede de slanke fingre i et forsøg på at stoppe hende.

[Helene af Suilleaux]

Kommende ægtemand. Helene snappede lidt efter vejret og slap en indigneret lyd, da han tog hendes hånd. Hun prøvede at trække sin fri, men han var langt, langt stærkere.

"De er ikke min kommende noget som helst," svarede hun. "Det er et trick De bruger for at charmere unge kvinder og det virker ikke på mig. Slip mig!"

[Lancelin af Suilleaux]

Som han fik stoppet den unge komtesse trak Lancelin hende tættere på sig. Så lod han sine hænder finde hvile mod hendes slanke arme, for at få hende til at blive foran sig. Lyttende til hvert ord hun sagde, men som i sidste ende nok prallede af på den ranke lensgreve, lod han hende tale færdigt. Stædigt. Hidsigt.

"Er De færdig?" spurgte han tørt, som han holdte sit blik i hendes. Så lænede han sig frem og kyssede hende, fuldstændig hæmningsløst. Et kys, der både var bestemt, men ligeledes også udfordrende for at fornemme, hvor han havde hende. Som havde han hungret efter at mærke hendes læber endnu engang. Lussingen fra sidst og hendes hidsige temperament havde åbenbart ikke skræmt lensgreven specielt, der gav efter for lysten til at smage hende igen. 

[Helene af Suilleaux]

Først skubbede Helene til ham, for at få ham væk. Hun ville ikke mere af hans numre. Lensgreven havde dog den klare overmagt og hans kys var begærligt. Hun slap en lyd af lav, halvhjertet protest, før hun overgav sig.

Hun burde virkelig ikke, men hun havde tænkt på ham og hvor en hånd under skørtet var langt over grænsen, så havde hun kysset mænd før. Unge mænd, væbnere, riddere. Hun sukkede mod hans læber og lod hånden, der havde skubbet til ham, hvile mod hans brystkasse.

[Lancelin af Suilleaux]

Han mærkede straks hendes modvilje forsvinde ind til en overgivelse. Det gjorde også kysset mere intimt. Mere begærligt. Og som han trak hende helt ind til sig, formåede han ligeledes at skubbe dem en anelse til siden. Komtessens ryg fandt hvile mod et af de bare træer, og det var tydeligt at fornemme, i den måde han pressede hende let op mod stammen, at Lancelin havde en svaghed for hende. Mere end han måske egentlig selv havde regnet med. Hun havde formået at fange hans interesse og vedligeholde den, og det var ikke noget der var lykkedes andre kvinder i adskillige år.

Lancelins hånd fandt hvile mod hendes slanke hals som kysset forblev, og udviklede sig mere lidenskabeligt. Alt i ham ønskede hende. Det havde han nu også gjort klart fra starten.

[Helene af Suilleaux]

Det var vanvittig forkert. Helene burde skrige og stikke af, men i stedet hørte hun sig selv slippe et lavt suk mod grevens læber, da hendes ryg kolliderede med stammen. Hun krummede sine fingre om stoffet mod hans bryst og svajede en anelse.

Han kyssede godt. Der var ingen tøven eller tænder mod tænder, som ved visse, unge mænd, der ellers havde været charmerende. Hun kunne mærke hjertet hamre og skilte læberne for ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Som deres læber skiltes i et mere intimt kys var det som om, at alt omkring dem blev mere fjernt. Stilheden i mellem træerne gjorde det kun tydeligt at høre de små suk imellem dem. Og det var disse suk fra hende, der blot gjorde Lancelin umættelig. Han var tydeligvis vant til at kræve og tage hvad han havde lyst til. Helene af Rouvry gjorde det bestemt ikke nemt for ham med sin stædighed og det gjorde ham bare mere bestemt nu hvor hun endelig gav ham lov i et kys.

Hånden mod hendes slanke hals søgte nu kjolen, som han uden tøven trak en anelse op i. For at bevæge sig ind under skørtets mørke stof. Endnu engang som tidligere.

Så slap han kysset og lod sit ansigt finde hvile mod hendes hals, "Fortæl mig, Helene af Rouvry.." hans stemme var hæs, som hans varme ånde rørte hendes blege hud, "Ville De turde være alene med mig på vores bryllupsnat?"