Blandt hjorte og ulve

[Lancelin af Suilleaux]

Skjult i mellem træerne kunne blæsten nærmest ikke mærkes. Et par slanke hunde spænede hen over den kølige skovjord, kort efterfulgt af lyden af et par tunge hestehove, der skubbede jorden op for hvert skridt. 

Lancelin red roligt igennem skoven med en af kongens royale jægere ved sin side. Efter en stille dag havde Lancelin trængt til at få noget luft, og Kongen havde ligefrem tilbudt ham, under en tilfældig samtale, at lensgreven da skulle tage ud i skovene - for som han sagde, hvad kunne så få varmen i brystkassen til at sprede sig bedre end en god jagt? Desuden, så var det måske en god måde at glemme den unge Helene af Suilleaux en smule, efter at hun havde plantet et mindeværdigt aftryk mod lensgrevens kind aftenen forinden. Mærkede Lancelin godt efter kunne han da også stadig fornemme varmen i kinden, hun havde valgt at tilegne sin lussing.

På siden af den sorte hingst Xanthus, som lensgreven red, hang et par fasaner og kaniner livløst fastspændt i sadlen efter en succesfuld jagt. Bag på den royale jægers brune vallak hang en hjort, der ligeledes havde måtte lade livet. Nu var de på vej tilbage på paladset, for at få varmen igen inden at solnedgangen ville begynde at afslutte dagen inden for de nærmeste timer. 

[Helene af Suilleaux]

Helene var redet ud i følgeskab med en enkelt mand fra Rouvry som selskab og beskyttelse. Hun ville tilbage til det kønne sted, hvor floden fra hendes forældres len flød ind mod hovedstaden. Det var som sådan gået fint, indtil Chantilly nær var trådt ned i en slanges afkastede skind.

Hesten vrinskede og stejlede og Helene holdt kun lige fast. Herfra var alt vindomsust og hun klamrede sig til først tøjlerne og siden hoppens hals, imens den dundrede løbsk afsted. Hun skreg, da først hun fik vejret til det og bad til Yphion om styrken til at berolige den stakkels, bange hest.

[Lancelin af Suilleaux]

En kvindes skrig lød igennem træerne, ikke langt fra hvor de to herre kom ridende, og det fik de to til at stoppe op på deres vej. Det var en velkendt stemme, og der gik ikke mere end et par sekunder inden at Lancelin satte den sorte hingst i gang. Den vrinskede højlydt som sparkene i siden fik den i galop.

"Deres Excellence!" råbte den royale jæger efter ham, men han nåede ikke yderligere før at lensgreven var redet ind imellem træerne, og forsvandt ud af hans øjesyn.

Lancelin red i mellem træerne, velkendt og hurtigt, som havde han ikke lavet andet. Så fik han øje på den kridhvide hest og rytteren med det mørke hår. De nåede op på siden af dem. Jorden blev sparket op for hvert skridt hestene løb. Det hele gik så stærkt mens Lancelin fik fat i Chantillys seletøj, knyttede den rundt om den ene hånd og stoppede Xanthus. "Rolig, rolig!" lød Lancelins stemme højt, som han trak Chantilly til et stop samme med den sorte hingst, som vrinskede højlydt. 

[Helene af Suilleaux]

Helene så skoven fare forbi hende og hørte hove slå mod stien, før et andet sæt hove lød og hun var sikker på, at det var manden fra Rouvry. I stedet lød en anden, højlydt, velkendt stemme og hun stivnede lidt henover ryggen på Chantilly. Da hesten stoppede kom hun op at sidde, men hendes øjne var store og hendes vejrtrækning var overfladisk og hurtig, som hun langsomt vendte hovedet mod Lensgreven af Rouvry.

"Lancelin," forlod det hende en smule hæst og ganske overvældet, tydeligvis. Alle høflige tiltaleformer glemt midlertidigt.

[Lancelin af Suilleaux]

Han bed ikke engang mærke i, at hun tiltalte ham hans fornavn. I stedet var hans fokus på, at hun var okay. Ligesom hende var hans vejrtrækning en anelse hævet efter at pulsen havde været høj, og hans blik var skarpt som han betragtede hende med bekymrede rynker i panden.

"Er du kommet noget til?" lød hans stemme bestemt, som han fangede hendes blik i sit, og ubevidst havde han også selv smidt de formelle tiltaleformer til side for en stund. Hestene stod uroligt og rokkede lidt, men som deres hjerteslag ligeså stille faldt, desto mere rolige blev de.

[Helene af Suilleaux]

Helene rystede på hovedet. Hendes øjne var store og hendes hjerte slog hårdt og hurtigt, men ud over et par svirp fra grene og en enkelt siddende i det mørke hår, var hun sluppet ganske uskadt fra den skræmmende oplevelse. Hun rakte ud med en rystende hånd og strøg Chantilly over halsen med en beroligende mumlen, lige så meget for at berolige sig selv.

Langsomt krøb det ind på hende, at hun havde kaldt lensgreven ved fornavn og at han lige havde reddet, potentielt hendes liv. Hendes blik gled tilbage på ham og hun sank en klump. "Tak," sagde hun mere hæst end hun havde forudset og hun rømmede sig lidt. "Tak for Deres assistance, Deres Excellence."

[Lancelin af Suilleaux]

"Hvorfor rider du også alene?!" lød hans stemme hårdt, men kontrolleret, uinteresseret i at hun lige nu takkede ham; det kunne have lydt som en skarp, nærmest opdragende bemærkning over hendes uansvarlighed, men der lå noget andet bag. En oprindelig bekymring over, at hun kunne være kommet ualmindelig meget til skade.

"Helene, hvis der var sket dig noget--" lensgreven stoppede sig selv. Ubevidst tog han dyb indånding og pustede luften ud gennem sine næsebor i et forsøg på at få pulsen ned. Han hadede tanken om, at hun havde risikeret sit liv. Tænk hvis han ikke længere kunne se hende i øjnene igen. Men det kunne han jo ikke sige højt.

"Chantilly er vist for svær at styre for Dem.." kommenterede han for at skifte emne, og kom ind i den formelle samtaleform igen da pulsen var faldet i brystkassen. 

"Som det er nu ser jeg ingen anden mulighed end, at jeg er i nærheden, når De vælger at ride på hende.." afsluttede han ganske alvorligt ment, med et ligeså alvorligt blik. 

[Helene af Suilleaux]

Helene blev den, der stejlede over Lensgrevens formynderiske krav og taknemmeligheden fordampede hurtigt. Hvis ikke han endnu havde fat i tøjlerne, ville hun være redet videre lige der.

"Det har De ingen ret til," svarede hun med tydelig modvilje. "Jeg er ikke Deres, lensgreve."

Det kunne hun ufattelig nemt blive, til gengæld. Han kunne knipse med fingrene og hendes forældre ville med glæde give hendes hånd til greven. Hun fugtede ubevidst læberne ved tanken om deres sidste møde på gangen og hans insisterende kys.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins blik hvilede sigende i hendes. Som han holdte i tøjlerne på Chantilly stod de egentlig ganske tæt mod hinanden. Der var enkelte øjeblikke hvor hestenes bevægelse også kort fik deres ben til at røre hinanden; hendes kjole sørgede dog for, at afstanden stadig var der.

Som altid skulle hun sige imod. Hendes stædighed var større end hans, var han efterhånden sikker på. Til trods for den petite skikkelse rummede hun åbenbart en stor selvstændighed. Desværre, som komtesse, så hun nok en fremtid i møde, hvor hendes eventyrlystne og nysgerrige sind ville blive sat i lås bag en mand. Det passede ikke til hendes natur at havne bag nogen; det kunne enhver fornemme når først de fik lov til at skabe et bekendtskab med komtessen. Ja, selv Lancelin havde mærket den ganske tydeligt på et tidspunkt, og hvis han mærkede godt efter, kunne han nok stadig huske hvordan den havde føltes mod hans kind.

"Det kan De hurtigt blive, komtesse.." sagde han flabet, og så ligeså sigende på hende.

[Helene af Suilleaux]

En kuldegysning vandrede op over Helenes ryg og hun vidste at han havde ret. Hendes tanker gled til forældrene, der ville få to døtre, der var grevinder og hun huskede igen hvordan han havde kysset hende næsten besidderisk. Lancelin af Suilleaux ville have hende og det både skræmte hende og fik hendes mellemgulv til at trække sig lidt sammen på en måde, der ikke kun var negativ.

"Ja," indrømmede hun. Ingen grund til at lade som om det var anderledes. "Men det er jeg ikke endnu." Hendes næsefløje udvidede sig svagt og blikket var stædigt, en udfordring. Hun vidste godt at hun burde hade alt ved tanken om at tilhøre Miris far. Han var dobbelt så gammel som hende, vulgær og tydeligvis kontrollerende, men hun var ikke upåvirket af de ting han havde sagt og gjort, uanset hvor upassende det var. Han tænkte på hende om natten. Hvordan ville det være at være med ham om natten?

Hvordan ville det være, at være Lensgrevinde? Der lå så meget magt i den titel og selvom Helene kæmpede med sig selv om det, så var hun ikke komplet afvisende.

[Lancelin af Suilleaux]

"Endnu," gentog lensgreven roligt. Han blev efterhånden mere og mere sikker på, at hun sikkert ville gøre det godt som lensgrevinde. Hendes personlighed passede til en. En Suilleaux. Og de forbudte tanker, som stadig dukkede op i stille tidsrum foran pejsens ild, fik ham til at forestille komtessens bløde former under de store kjoler. Kysset fra tidligere hvor han havde smagt hendes læber, skønt det kun var kortvarigt.

"Er De sulten, komtesse?" vendte han så samtaleemnet med en let tone, det blå blik i hendes. Som havde deres samtale tidligere været ganske almindelig, "Røget kanin er egentlig ganske udemærket,"

Så smed Lancelin benet over sadlen på den sorte hingst og sprang ned; der lød en let knasen under støvlerne da han landede på den kolde skovjord, stadig holdende i Chantillys tøjler, just in case.
"Nu hvor jeg har sørget for at beskytte Dem for anden gang, komtesse, så er det mindste De kan gøre vel at gøre mig selskab," han så flabet op på hende, med et vagt smil i den ene mundvige.

[Helene af Suilleaux]

Endnu. Det rungede lidt i hendes ører og det var et held at hendes ansigt var farvet lyserødt af kulden i forvejen og at varmen der steg op i det derfor ikke rigtig trådte frem.

Hun havde bestemt ikke lyst til røget kanin eller til at spise noget i skoven i det hele taget, men Lensgreven gjorde det tydeligt at det ikke var et spørgsmål og hun kunne ikke blive ved med at fornærme ham. Hun var ellers fristet og modviljen lyste ud af hendes blik.

"Jeg bliver nødt til at lade min tjener finde mig først," indvendte hun derfor også blot i anerkendelse af en tabt kamp. "Chantilly red fra ham. Han må være på vej."

[Lancelin af Suilleaux]

Et par overvejende rynker dannede sig i lensgrevens pande. "Nuvel," svarede han blot, og drejede sig en anelse mod den vej, som de var kommet fra. Fandme nej, nu måtte han stædigt kræve, at hun ikke altid skulle have nogen hos sig. Først den lille irriterende tjenestepige der havde formået at holde trit med deres ridning, og nu åbenbart en tjener, som Lancelin forbandede over ikke at have været opmærksom nok.

Så tog han en dyb indånding og holdte en hånd for siden af munden, som han råbte ud i den kølige luft; "NÅDIGFRØKEN AF ROUVRY ER USKADT! INGEN HAST!" Hans stemme ekkoede i mellem træerne og et par fugle skræppede højlydt i de bare trækroner.

"Skal vi?" han så flabet på komtessen, idet at han førte en hånd op til hende for at hjælpe hende ned fra den kridhvide hest.

[Helene af Suilleaux]

Helene så forskrækket på den råbende Lensgreve og rystede svagt alene ved tanken om at være helt alene med ham. Hun havde ikke glemt hvad han havde tilladt sig at sige sidste gang.

Til gengæld vidste hun ikke hvordan hun på nogen måde skulle komme ud af situationen, så til sidst lagde hun sin hånd i hans og brugte ham som støtte til at springe ned fra Chantillys ryg og ned i skovbunden. Den var våd, men stien i det mindste fastere og hendes støvler var lavet til at være udendørs.

Hun trak sin hånd til sig så snart hun fik muligheden og sank en klump.

[Lancelin af Suilleaux]

Hendes frygt lyste nærmest ud af hendes øjne, for ikke at forglemme hendes tavshed. Det var hendes stivhed i det hele, der fik ham til at trække vagt i den ene mundvige. Som var hun en hjort, der stod foran en ulv. Lancelin måtte erkende, at han nok aldrig ville få lov til at komme nærmere ind på den unge komtesse. Hun nærmest afskyede ham. Og som hun trak hånden til sig rømmede lensgreven sig en anelse som han skar en let grimasse væk fra hendes blik.

"Sæt Dem ned, komtesse. Vi kan ikke have, at De får beskidte hænder, kan vi?" sagde han flabet i en rolig tone, og nikkede kort mod et par klippesten, der stod ensomt et par meter væk.

____________________

I mellem træernes mørke og bare stammer var tiden gået en smule i stå mens ilden knitrede i bålet. Den hvide røg dansede let i den kølige vinterluft. Duften af kanin over ild var tydelig. Den sorte hingst og den kridhvide hoppe stod et par meter derfra og spiste et par totter græs som var skudt frem fra den kolde jord.

"Komtesse.." Lancelin rakte nonchalant den unge Helene en skål af træ med stykker af den røgede kanin. Så satte han sig ned, på en sten ikke langt fra hendes side med sin egen skål.
"Det er ikke det De er vant til, men det mætter," sagde han henkastet og tog en bid af sin egen.