Blandt hjorte og ulve

[Helene af Suilleaux]

Helene sad fuldstændig stille og stirrede ind i ilden. Hun burde tænke på at manden fra Rouvry på nuværende tidspunkt måtte have givet op og vendt tilbage til Levagny. På vreden fra hendes forældre, frygten for hvad der var sket hende. De ville utvivlsomt sende folk ud og lede.

Hendes tanker var dog optaget af hvordan hun klarede situationen uden at det værste hændte. Hun vidste ikke hvad lensgreven kunne finde på og det skræmte hende. Hun farede lidt sammen, da han rakte hende skålen, men tog så tøvende imod den og kastede et blik ned på indholdet. Hendes mave knurrede lidt, men hun rynkede på næsen. Lyse øjne søgte op igen.

"Hvorfor gør De det her? Nyder De min frygt, Deres Excellence?" Hendes stemme rystede næsten ikke. "Jeg forstår det ikke."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin stoppede op og skævede til Helene ved sin side. Han fangede hendes blik og lyttede til hendes kommentar; en kommentar, der fik lensgreven til ubevidst at fnyse en smule og trække i mundvigene.
"Helene af Rouvry.." Lancelin rettede sig en anelse, "Tro mig, jeg kan se i Deres øjne hvor meget De afskyr mig. Hvis det stod til Dem så De mig sikkert forbandet langt væk." Det krævede ikke den store detektivhat at se det. Så overvejede Lancelin sine ord, mens at hans marineblå blik betragtede ilden i bålet foran dem.

Han åbnede munden, men kunne ikke få ordene ud i starten. Han fugtede let underlæben og afbrød til sidst den stilhed, som han selv havde startet i sine overvejelser. '

"Men jeg har planer med Dem, komtesse.. Jeg er nødt til at lære Dem lidt af kende - og især De om mig." Hans blik landede i hendes. Fastspændt. En øjenkontakt der kunne virke en anelse intimt og grænseoverskridende, som de holdte det. Der var noget bag hans ord, som de nok begge to vidste hvad handlede om. Han skulle nok finde sig i hende, men spørgsmålet var, om hun kunne finde sig i ham, når de en dag skulle love hinanden for guderne.

[Helene af Suilleaux]

Planer. Endnu en kuldegysning vandrede fra Helenes lænd og op til hendes nakke og ud i skuldrene. Hun stirrede på greven og var ikke sikker på hvilke planer det var han havde eller om de involverede hende efterladt i skoven eller som grevinde. Hun tog mod til sig og italesatte det endelig. Hendes håb om at nogen ville komme og redde hende var dødt.

"Hvis Deres plan er at ødelægge mig og efterlade mig herude til ulvene, så skal De blot vide at min familie ikke vil helme før gerningsmanden er fundet og stillet til ansvar," sagde hun med rystende stemme.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin kunne ikke lade være. Han grinte højlydt. Han blev lige dér set som en mulig gerningsmand. En simpel kriminel fra Levagnys slum? En voldtægtsmand?

"De tror vel ikke, at jeg--" Lensgreven stoppede op da han fornemmede hendes ængstelse. "Komtesse, jeg har mit ry, men jeg er langt fra den forbryder, De gør mig til.." Der var en anelse løgn i hans ord, for man kunne nok ikke komme udenom, at de fleste lensherrer havde gjort et eller andet forbryderisk eller korrupt væk fra offentlighedens øjne på et eller flere tidspunkter i deres regering. Mindre eller større 'ubetydelige' ting. Men en voldtægtsmand? Aldrig. 

"Som De nok ved en lille smule, så har Deres far et ønske om, at finde en mand til Dem. Deres far har flere gange taget fat i mig, komtesse," afsluttede han og så sigende på hende.

[Helene af Suilleaux]

Helene morede sig ikke. Hun krympede sig over latteren. Mænd forstod ikke den frygt kvinder måtte leve med. Frygten for at få æren og livet ødelagt af en mands løsslupne lyster. Hun vidste at han allerede havde kysset hende imod hans vilje og at han tænkte på hende. Det var ikke en lang rejse til den næste konklusion.

Som han fortsatte, krøb ubehaget dog et andet sted hen i kroppen på Helene, som stadig ikke havde taget en eneste bid. Hendes blik flakkede over ham og hun tog en hørlig indånding.

"Jeg ved også at De har holdt ham hen," svarede hun. "Jeg antager det er fordi De synes det er mere morsomt at holde mig i uvidenhed om Deres hensigter. Derfor kan De ikke bebrejde mig at jeg ikke forstår Dem, Lensgreve. Hvis ikke Deres plan er at ødelægge mig, hvad er den så?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins smil var blevet en skævt, diskret træk i den ene mundvige. Hun var ikke blot smuk, hun var også intelligent og hurtig. For hun havde ganske vist ret; han havde holdt ham hen, men han havde sine grunde. Og hendes forklaring, hendes konklusion på hele deres relation mellem hinanden, var heller ikke så overraskende, for hvem ville ikke tænke det samme som hun gjorde?

"At De lærer mig at kende, og måske-" han så på hende, uden nogen form for blufærdighed at skue, "tør De acceptere tanken om, at jeg kunne være Deres mand."

Lancelin lod sit blik falde ud i mellem de bare træstammer, der stod ganske fredeligt og tårnede op mod den grå himmel. Så fortsatte han sine ord efter at han havde ladet den knitrende ild i bålet afbryde den overvejende stilhed; "Vi ville skulle dele alt, komtesse. Formue. Hjem. Seng. Har De overhovedet overvejet dette?"

[Helene af Suilleaux]

Det var en underlig idé at det skulle være for hendes skyld greven havde trukket det ud og Helene troede heller ikke rigtig på det som årsag. Hendes blik flakkede dog mellem hans lyse øjne og hun overvejede det i hvertfald i det øjeblik, selvom sandheden var at hun havde tænkt på det før. Ofte med væmmelse, men langsomt med en større grad resignation.

"Hvorfor bekymrer De dem om hvad jeg synes om det? De ved udmærket at jeg ikke kan sige nej. Hvis de accepterer min fars tilbud, tilhører jeg Dem. Og De slår mig ikke som en mand, der går op i hvad kvinder mener."

[Lancelin af Suilleaux]

Hun havde en anelse ret i sine antagelser. Lancelin gik ikke ret meget op i andre end sig selv. Kvindeligt selskab kunne skaffes uden nogen former for anstrengelser, især som lensgreve, for et par enkelte af dem havde da levet i drømmen om, at fange hans interesse. Men det var aldrig blevet til andet end en enkelt nats sjov før at de var blevet skiftet ud for en ny, som kunne mætte lysterne.

"Jeg går op i, hvad min hustru mener," afbrød han tørt, og fastholdte hendes øjne. Det var ingen hemmelighed, at ryet var vigtigt. Tænk sig, ryet om en lensgrevinde, der afskyede sin mand mere end noget andet? Et kønt syn. Men måske nødvendigt i starten.

"Jeg har ikke tænkt mig at tvinge Dem til at give Dem hen til mig, komtesse," sagde han bestemt, "For min skyld, hvis De ønsker det, kan vi finde intimitet andre steder. Men titlen, den bliver Deres. Og jeg ville forvente, at De levede op til den."

[Helene af Suilleaux]

Helene glippede med øjnene. Det kunne hun slet og ret ikke tro på, så det gjorde hun ikke. Hun kunne til gengæld heller ikke frasige sig at føle draget af titlen, magten og pengene. Hun var ikke for god til at begære det. Og på trods af meget modvilje og indre kamp var hun heller ikke for god til at begære Lancelin af Suilleaux. Hun trak vejret synligt, men sad ellers tavst i flere øjeblikke.

"Jeg ved hvad der forventes af en Grevinde," pointerede hun stille, langsomt og eftertænksomt. Han kendte hendes slægt, hendes far, hendes mor sikkert også. Hun var ikke på ukendt territorium. "Jeg ved også at De mangler en arving, Deres Excellence."

[Lancelin af Suilleaux]

"Ja," svarede han hæst. Han følte den tørre fornemmelse i sin mund. Den store jagt på sin arving. Det var for mange kommet for øre, at Lancelin kæmpede en kamp for, at det skulle lykkedes for ham, for det var ingen hemmelighed, nærmest gennemskueligt, at Lancelin hadede tanken om, at lenet skulle gå til hans bror.

"Jeg har brug for, at min hustru giver mig en søn. Som det eneste." afsluttede han og så på hende med en panderynken. Det var nærmest det eneste, han ville bede af Helene, når det engang endte ud i et ægteskab. Alt andet intimitet kunne de klare andre steder fra, hvis hun afskyede ham så meget.

[Helene af Suilleaux]

Behovet lyste ud af Lancelin af Suilleaux og et øjeblik skræmte det Helene helt igen. Hun vædede dog sine årer med isvand og rankede sig lidt på stubben hun sad på.

"Jeg ved ikke meget om hvordan børn kommer til, men jeg ved dog at det kræver den fysiske agt mellem mand og hustru," svarede hun med en let skælven. Det var ikke sådan noget hun forventedes at sige.

"Så naturligvis har De tænkt Dem at tvinge det igennem. Det er hvad der forventes."

[Lancelin af Suilleaux]

Hun havde jo ret. Hvis hun aldrig nogensinde kunne se sig i samme seng som ham, så ville det i sidste ende aldrig blive til noget. Men han lagde op til, at hvis hun endte med titlen som lensgrevinde, så måtte hun skaffe ham en søn og bide i det sure æble.

Lancelin så overvejende på hende. Så rejste han sig fra sin plads, og gik med rolige skridt foran den siddende komtesse. Han gik en anelse ned i hug og endte med at se let op på hende, som hun sad der på den lille træstub, og med sine hænder på hver hendes side mod træet holdte han balancen.

"Giv mig et par sekunder, højst. Du skal bare-- sidde stille. Men De er nødt til at tillade mig det," sagde han, uden at komme nærmere ind på, hvad han havde tænkt sig.

[Helene af Suilleaux]

Helene fulgte lensgreven med store øjne og som han satte sig på hug foran hende, var en del af hende fristet til at hamre skålen med afkølet kanin i hovedet på ham og løbe.

Hun blev dog siddende, helt stille og stirrede på ham som en hjort fanget af en ulv.

Til sidst nikkede hun den mindste smule.

[Lancelin af Suilleaux]

Deres blikke var fastholdt i hinandens, som hun svagt nikkede sin accept. Han ventede i et svagt sekund, for at bekræfte i deres øjenkontakt, at han gjorde det med en forsigtighed for ikke at overskride hendes grænse, til trods for, at han højst sandsynligt ville komme til det.

Så hævede han sig en anelse op mod hende. Grænsen var for længst overskredet sådan som han fjernede mellemrummet mellem dem. Og uden nogen former for hæmninger fandt hans læber hvile mod huden på hendes blege, slanke hals. Hans hånd havde fundet hvile mod hendes kjole, og mens at han kærtegnede den unge komtesses hals førte han sin hånd ind under kjolens skørt.

"De ved hvor De har mig, Helene, men jeg har ingen anelse om hvor jeg har Dem," sagde han lavmælt mod hendes øre, og valgte bevidst det private i at sige hendes navn.

[Helene af Suilleaux]

Helene sad der med en skål med kaninkød og lensherren helt tæt på. Hun overvejede at skrige, men vidste at det ikke ville føre noget med sig. Hendes ben klemte hun dog tæt sammen, da hans hånd søgte under skørtet.

"Stop," bad hun. "Stop, Lancelin. Hvis du gifter dig med mig skal jeg nok."

Hun rystede svagt. Det var for meget. "Så tilhører jeg dig helt," lovede hun.